Information

Min Parkinson *Beskrivelse af det at leve med Parkinson !!!*

Hvordan er det at leve med Parkinsonsygen? Ja, nu hvor jeg har fået tilkendt pension, 2/3 invalid, har jeg accepteret fakta, at sådan er det, og det bliver ikke bedre, kun dårligere. Det har jeg dog tænkt mig at gøre noget ved, jeg vil forsøge at bestemme selv, så længe som muligt, hvad jeg kan klare. Har konstateret, at man faktisk kan mere end man tror (og andre tror), og det er skide dejligt at opleve, syntes endda, at jeg kan mere selv, end da jeg var rask. Underligt ikke? Men har selvfølgelig noget at gøre med, at da jeg nu er alene, skal jeg selv, og det har været positivt. Trods de vanskeligheder jeg naturligvis har, er der kom- met et fornuftigt levevis ud af det. Det jeg har besvær med, er elementære ting, som at tage tøj på, hvilket foregår meget langsom, det jeg skriver bliver meget småt, så det er svært at tyde/læse, har besvær med at bruge kniv og gaffel, trækker på højre ben. I det hele taget er det mest højre side der er problemer med, og så ved jeg ikke om det jeg nu siger, skyldes sygdommen GG, men jeg har en utrolig dårlig hukommelse. Nå det behøver det ikke at være for det har jeg nu altid haft, så det er nok medfødt. GG	Det der måske kunne have været vanskeligere at takle, er det at være helt uden for arbejdsmarkedet. (Det er dog heller ikke helt nødvendigt, idet man må have et bijob, hvor man må tjene op til 50.000 pr. år). Der er en omstillingsproces der skal i gabg. I starten er det noget underlig noget ikke at skulle af sted på arbejde, og den tanke, at man er ubrugelig, kan godt snige sig ind i be- vidstheden. Er man da helt ubrugelig fra den ene dag til den anden? Selvfølgelig er man ikke det, og her må der hjælp til fra familien. Jeg havde så selv valgt at blive skilt, og havde derfor ingen kone der kunne hjælpe, men heldigvis 2 børn og 2 børnebørn, der kunne. De kunne hjælpe bare det at være der, og snakke med mig, når jeg havde behov herfor. Der kom nogle nedgangs tider, mærkelig nok mest inden jeg stoppede på arbejds- markedet, og det skyldes nok min beslutning om at ville skilles. Underligt at en beslutning man selv havde taget, skulle få de følger? Derudover har der været andre gange, hvor jeg i hvert fald er stoppet op, og har tænkt, det er da underligt aldrig mere at skulle på arbejde. Heldigvis er mit svar blevet: Tag dig sammen, det er ingen dødsdom, du har fået, og det hjælper.	Når man så er nået til den erkendelse, er det ikke så svært. Der er naturligvis "gener" ved at være syg, og ikke arbejde. Der er bl.a tidsfornemmelsen, det kniber nogle gange, at finde ud af hvad dag vi har i dag, idet dagene glider oven i hinanden. For mig er det jo egentligt ligegyldigt om det er søndag eller onsdag, og det er kun hvis man har et møde, en fest eller noget bestemt man vil se i fjernsynet, at man kan finde ud af hvad dag vi har. Det er så heldigvis et lille problem, man med lidt planlægning kan løse. Så er der det økonomiske. Det er jo ikke en formue man får i "løn" som førtidspensionist, men man kan ved fornuftig levevis, eksistere, og det er jo det vigtigste. Der er ikke mange muligheder for at lave de store "svinkeærinder" med det, men det lærer man også at "leve" med. Det var så det jeg i første omgang havde valgt at skrive om, men der vil følge mere, når jeg har fået "sat ord" på mine tanker.