Site hosted by Angelfire.com: Build your free website today!

Lagt på www.berlingske.dk 29. juli 2003 kl. 22:30

»Det må være industrispionage«

 

Af AF Lars Fogt

B-K Medical i Herlev har inden for det sidste år haft tre indbrud, hvor specielle ultralydsscannere til en værdi af flere millioner kroner er blevet stjålet.

Mintgrønne ultralydsscannere står på rad og række i produktionshallen hos B-K Medical i Herlev. Ud ad til kan de ligne noget fra Star Wars, men det er yderst sofistikeret medicinsk udstyr til eksempelvis kræftbehandling. Hver maskine vejer 140 kg., og koster mellem 200.000 og en million kr.

»Men intet af det kan jo bruges, uden man har en klinisk medicinsk uddannelse som speciallæge. Desuden er det næsten nødvendigt med et kursus her på fabrikken,« siger økonomidirektør Jørgen Henriksen fra B-K Medical med 330 ansatte.

I de sidste år er virksomheden ramt af en stribe indbrud, hvor tyve er kørt væk med syv ultralydsscanner og diverse specialdele for i alt 1,7 mio. kr.

Natten mellem sidste lørdag og søndag skete det igen. En tyvebande kørte væk med 12 ultralydshoveder - specialdele hospitaler bruger, når de skal scanne for eksempelvis prostatakræft.

»Tyvene var velorganiserede og professionelle. De vidste præcis, hvad de gik efter og tog kun det, de skulle bruge,« siger Jørgen Henriksen.

På filmen fra sikkerhedskameraet kan man se, hvordan tyvene holder kontakt med hinanden via mobiltelefoner under kuppet. Nu overvejer økonomidirektøren, hvordan fabrikken kan tage yderligere sikkerhedsforanstaltninger.

Den lokale politikreds, Gladsaxe Politi, beklager, at de endnu ikke har fået opklaret sagerne.

»Men dette her er jo noget andet end de sædvanlige røverier. Det er meget professionelle tyveknægte. De må også have haft vogn til at transportere udstyret væk og aftagere til de stjålne varer på forhånd,« siger vicekriminalkommisær Michael Liebst fra Gladsaxe Politi.

I Medico-branchen er man overbevist om, at de yderst specielle ultralydsscannere er havnet på et sort østeuropæisk eller asiatisk marked for medicinske instrumenter.

Inden for det sidste to år er der således blevet stjålet ti ultralydsscannere på danske hospitaler og specialkliniker.

Bestilt arbejde

»Alle dele i maskinerne er jo mærket med serienumre. Så de må langt væk fra Danmark, for at kunne bruges uden de bliver opdaget,« siger Jørgen Henriksen.

Hans personlige teori, at det er enten industrispionage fra kopiproducenter i Østeuropa eller Kina eller anden organiseret kriminalitet.

»Hvorfor skulle man ellers gøre et sådan stort arbejde ud af at stjæle maskiner. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er industrispionage fra en producent, der kender varerne i forvejen,« siger Jørgen Henriksen.

I Kina og Østeuropa er der flere af sådanne medico-kopiproducenter, der ikke alle er lige rene i filten.

»Det er bestilt arbejde og temmeligt professionelt. Det virker som om tyvene har en bestillingsliste med hjemmefra. Du kan på videoen tydeligt se, hvad de går efter,« siger Jørgen Henriksen, der frygter at apparaterne kan gå ud over patienters sikkerhed i behandlingen.