3)Ars Moriendi, Memento Mori og Dødedanse
|
death and the miser (il.2) |
Ars Moriendi Efter 1336 begyndte frygten for døden at spire. Det var ikke længere så ligetil at dø, og frygten for det der kom efter at man havde stillet træskoene bredte sig. Og med angsten kom også promotionen: Man begyndte at tegne tegninger af legendariske dødsscener, kaldet "ars moriendi" (kunsten at dø). De viste en person på sit dødslege mens helvedets dæmoner og himmelens engle kæmpede om den døende. Det var dog stadig op til den døende selv om han/hun ville overgive sin sjæl til himmelen eller helvedet Dette billede af Hieronymous Bosch viser hvordan en engel prøver at få den gærriges til at erkende sine synder, mens helvedets udsendinge prøver at overtage hans sjæl alt mens døden kommer ind gennem døren. Dette er et typisk Ars Moriendi, dog ikke et af dem der blev brugt som skræmmebillede. Et tidstypisk billede er il 3, et dansk kalkmaleri fra Vor Frue kirke I Sæby.
|
Memento mori
Som navnet allerede antyder er disse billeder er påmindelse på døden, som dette:
Her ser man den døde stående overfor den levende. Dette er en hyppig måde at tegne dødspåmindelser på. Der er en historie bag ved ethvert sådant billede, og selv om billederne kan være forskellige,og også geografisk langt fra hinanden, er historien altid den samme. Den berømteste er historien om de tre levende og de tre døde:
Tre Konger er ude at jage da de pludseligt finder tre åbne kister. De jordiske rester er frygtindgydende og lemlæstede og til Kongernes forfærdelse rejser ligene sig op og taler til dem : " Hvad I er, var vi og hvad vi er, vil I være!"
Denne historie gentager sig utallige gange, blot med andre og flere eller færre personer. På det oven viste kalkmaleri møder en ung adelsmand et fortæret lig, en scene der er meget populær.
Der findes mange memento mori, og man kan vel sige at alle billeder af døden er påmindelser om at også du må dø før eller siden.
Dødedansene
I den senere middelalder og I starten af Rainessancen blev Memento Morierne og Ars moriendierne erstattet med Dødedansene. En meget berømt dødedans er Dødedansen fra Lübeck. Derfra stammer også den gamle talemåde: " Du ligner Døden fra Lübeck!"
Denne dødedans er meget kunstfærdig og en af de pænere exemplarer, ligesom Hans Hohlbein den Yngres træsnit serie der daterer fra 1530'erne.
Dødedansene er, I grunden, det samme som Ars Moriendierne og Memento Morierne. Påmindelser om at alle skal dø. Man ser en række døde, der danser med, hvad der synes at være levende. Ofte er dødedansene lange rækker med så mange forskællige klasser som muligt. Oftest er paven den første der følger med døden, og derefter kommer de der er nærmest I rang, Kejseren, Kongen, Ridderen, Bonden og Narren.
|
Dødedans fra Nørre Alslev |
Dødedans fra Egtved kirke |
Men selv om de "levende" virker som om de er I live, er det sådan, at disse også er døde. Om end personer der er døde kort før. Budskabet var stadig det samme dom hos Memento Mori, men sagt på en anden måde, der lød omtrent sådan: " Selv om jeg I livet har været betydningsfuld og from, må jeg I døden stadig følge Dødens lokkende toner."
Det viser at Dødedansen ikke blev valgt for fornøjelsens skyld, men fordi Døden tvang dem til at danse.
Det var heller ikke alle dødedanse der var ens. I enkelte førte døden de nydøde an, som I Bergmanns " Det syvende segl"
Der var oftest tekst under billederne. En tekst der fortalte hvordan den døende person prøvede at frikøbe sig fra døden. Blandt andet prøver købmænd ofte at frikøbe sig ved at betale sig fra døden.
Der findes mange dødedanse rundt omkring, og vi har mindst tre I Danmark. Den nok bedst indtakte er dødedansen I Berlin. Med Dødedansene slutter Middelalderens døde-kunst.
