God kamp af serie 5
KK07 spillede fredag forårets sidste udekamp i Kjellerup. Det blev til en jævnbyrdig kamp med chancer i begge ender. KK07 virkede dog kampen igennem farligst og kom også fortjent foran på mål af Jesper Monberg efter meget fint forarbejde af Christian Schultz.
Tidligt i anden halvleg kom KK07 på 2-0 da Jesper Monberg sikkert udnyttede en friløber. Kjellerup blev kort efter ramt af en 10 minutters udvisning og de lyseblå havde i den periode chancen for at lukke kampen.
Desværre blev Kjellerups pres gradvist større mod kampens slutning og René Vennersdorf og det øvrige forsvar kom på hårdt arbejde.
Kort før tid blev Kjellerup tilkendt et straffespark, som kun få forstod årsagen til. Dette blev sikkert udnyttet til reducering 1-2. 5 minutter inde i overtiden troede alle, at det skulle lykkes KK07 at holde føringen, men dommeren blev ved at lade spillet fortsætte og Kjellerup fortsatte presset mod KK07 målet. 6-7 minutter inde i overtiden blev Kjellerup tilkendt endnu et straffespark, som blev udnyttet til slutresultatet 2-2.
Forårets sidste kamp er lokalopgøret søndag formiddag kl. 11 på Kølvrå stadion mod Frederiks AIF. KK07 håber på stort tilskuerfremmøde. Holdet er naturligvis indstillet på at slutte sæsonen af med en rigtig god kamp; og forhåbentlig en sejr.
Jesper Monberg klar til at rykke
Skrevet 14 juni 2008
Serie 5 ude af oprykningskampen
Efter den gode indsats i sidste runde mod Ikast United var der fredag aften begrundede forventninger om at KK07 i Kølkær kunne spille flere points ind på kontoen. Det skulle hurtigt vise sig at blive en meget sværere kamp end de fleste havde forventet.
Allerede fra kampens start virkede Kølkær hurtigere og mere tændte end de lyseblå der hurtigt blev presset tilbage på egen banehalvdel. Kølkær stillede sig langt fremme på banen i håb om at fange KK07s spredte kontraløb i off-side. Det lykkedes i de fleste tilfælde fint bl.a. fordi kampens dommer hellere dømte en off-side for meget end én for lidt. Desuden havde Kølkær et par hurtige forsvarsspillere der løb de få KK07 muligheder ind.
Efter ca. 20 minutter bragte Kølkær sig på et fint langskud foran med 1-0. Mismodet steg yderligere hos KK07 spillerne da Martin Henriksen var uheldig at score i eget mål.
Et par omrokeringer gav herefter KK07 mere spil og det blev til flere chancer. Kort før pausen fik Jesper Monberg rettet et skud fra Hans Pedersen af, så man kunne gå til halvleg med en reducering og en vis optimisme.
Deværre begyndte flere KK07 spillere at lade deres frustrationer over dommerens kendelser gå ud over deres eget spil, og da Kølkær midt i anden halvleg bragte sig på 3-1, lignede det en tabt kamp. Det blev dog til enkelte store chancer for KK07, som på en bedre dag ville være blevet udnyttet. Helt fortjent holdt bundholdet Kølkær dog skansen til dommerens sidste fløjt, og man kunne fejre forårets anden sejr.
KK07 er nu ude af oprykningskampen, og kan således spille mere frigjort i forårets sidste to kampe og måske allerede nu så småt begynde at tænke på den kommende sæson, der begynder til august. Sejre over Kjellerup og Frederiks kunne være det rygstød, der gav den gejst, som er nødvendig for at komme godt fra start i den kommende turnering.
Bjarke Andersen udviser den vilje og energi, som holdet som helhed viste for lidt af.
Skrevet 7 juni 2008
Flot indsats af KK07
Et af kampens to gule kort uddeles
På taktisk klogt spil og god fight i det defensive lykkedes det KK07s serie 5 hold at holde kontakt til topholdene i kredsen.
De teknisk meget dygtige modstanderne fra Ikast United stillede lørdag eftermiddag op på Kølvrå stadion som ubesejrede, og som favoritter til at besætte en af de to eftertragtede topplaceringer i kredsen. For KK07 handlede det om at få trukket kampen ned i tempo og holde modstanderne fra åbne målchancer - selv kunne man så håbe på at udnytte en eller flere af de kontra-chancer, der måtte komme. Begge dele lykkedes til perfektion. De fleste af Ikast-spillernes afslutninger blev blokeret af det hårdt kæmpende KK07 forsvar og resten blev klaret af en velspillende René Vennersdorf i målet.
De lyseblå havde ikke været meget i boldbesiddelse i den målløse første halvleg. Kort før pausen blev hjemmeholdet ramt af en 10 minutters udvisning, så det var vigtigt af man var helt klar fra starten af anden halvleg. Heldigvis bevarede KK07 spillerne både gejst og fightervilje, og gradvist fik man tilkæmpet sig mere spil fremad banen.
Efter ca. 80 minutters spil lykkedes det Stefan Fischer at udplacere Ikast målmanden på et kontraløb. Herefter satsede United hårdt på en udligning, hvilket gav hjemmeholdet flere muligheder for yderligere scoringer, men på trods af meget lang tillægstid kom der ikke flere scoringer i nogen af enderne.
KK07-spillerne kunne herefter glæde sig over 3 lidt uventede points efter at have præsteret forårets klart bedste fight. Mange spillere havde lyst op, men helt fortjent gik fidusen til forsvarsdirigenten Kent Stidsen.
En mur dirigeres på plads mod kampens slutning
Skrevet 1 juni 2008
KK07 hænger på i toppen
Lørdag eftermiddag spillede KK07s serie 5 hold i Tulstrup en kamp om at være med i spillet om de øverste pladser. Begge hold havde på forhånd scoret 4 points, så man kunne forvente en jævnbyrdig kamp.
Desværre havde KK07 til kampen en del afbud, så det tydede på en svær kamp for Erik Pedersens trup. Tulstrup satte sig fra starten på det meste af spillet og havde et par spillere, der via stort overblik og hurtighed, kunne dominere spillet midt på banen. Heldigvis for KK07 blev Tulstrups spil kun i få tilfælde rigtigt farligt og deres angribere virkede temmelig uskarpe.
KK07 derimod var meget mere direkte i deres angrebsspil, hvilket medførte at holdet skabte flere store chancer. Et fint indlæg fra Christian Schultz blev sikkert headet ind af Jesper Monberg, og et godt kæmpende KK07 med målmand i René Vennersdorf, holdt langt ind i første halvleg Tulstrup fra scoring, men et lumsk lop overlistede dog KK07 forsvaret ca. 10 minutter før pausen.
KK07 fortsatte dog med at være farligst, og på et fint kontraløb kunne Dennis Kirkelund umiddelbart før pausen bringe de lyseblå i front igen.
Anden halvleg formede sig som et endnu tungere pres på KK07 forsvaret, som tiden skrev frem lignede det spørgsmål om tid, før udligningen ville komme. Men Tulstrup angriberne fortsatte med at være utroligt ineffektive. På trods af et stort pres, bragte Christian Schultz og Jesper Monberg, igen via perfekt samarbejde, stillingen til 1-3, hvilket medførte at kampen i realiteten var afgjort.
Tulstrup udskiftede et par af deres stærkeste, og et nogle 10 minutters udvisninger til KK07 mod kampen slutning fik ingen større betydning.g.
Alt i alt et meget opløftende resultat, for de lyseblå KK07’ere, der stadig er med i kampen om oprykningspladserne.
Fra kampens slutning
Skrevet 25 maj 2008
Jævnbyrdig kamp på Kølvrå stadion.
KK07´s serie 5 spillere fik efter et par skuffende kampe vist spillemæssig fremgang lørdag eftermiddag på Kølvrå stadion. I en jævnbyrdig kamp mod Engesvang Fremad var KK07 mest i boldbesiddelse og holdet med de fleste åbne målchancer. Desværre blev det Engesvang der efter en halv times spil kom foran ved at udnytte en misforståelse i KK07 forsvaret.
KK07 fortsatte med pænt opspil og det blev til flere pæne chancer. Så det var helt retfærdigt, at Christian Schultz kunne bringe balance i stillingen inden pausen.
Kort inde i anden halvleg blev Engesvang tilkendt et straffespark, som sikkert blev udnyttet til ny Engesvang føring. Tempoet i anden halvleg dalede noget, men det var fortsat KK07 der skabte mest. Midt i halvlegen kunne Jesper Monberg efter fin frispilning af Mark Hessellund bringe KK07 på 2-2.
Selv om det ikke ville have været ufortjent om KK07 havde fået endnu en scoring, måtte holdet nøjes med de 2-2 og det ene point. Karsten Vindberg fik holdets fidus for en god indsats.
Realistisk set må man nok erkende, at holdet endnu ikke er modent til en oprykning til serie 4, så man kan nu bruge resten af foråret til at forbedre det spillemæssige og opbygge den gejst, der er nødvendig for at vinde de jævnbyrdige kampe.
En opmuntring blev det dog til fredag aften da serie 6 fik forårets første points med en 3-2 sejr over Kjellerup.
Der diskuteres i pausen
Skrevet 17 maj 2008
Nedslående forestilling
Det var, set med KK07 briller en meget trist kamp, der lørdag eftermiddag i Kragelund blev spillet mellem KK07 og FK73. Det virkede fra begyndelse som om KK07 holdet ikke var klar til kampen, og allerede i første minut blev man overløbet og kom bagud 1-0. Til holdets undskyldning skal siges, at der var flere afbud i forsvaret; bl.a. fra målmanden og dette skulle komme til at koste holdet dyrt.
Efter 5 minutter bragte FK73 sig foran med to mål, på et opspil, hvor der var en klar off-side. Dette var blot én af mange fejl fra dommeren, der mildest talt havde en dårlig dag. I den følgende periode var dommeren mildere stemt overfor KK-holdet, der blev tildelt to lidt tynde straffespark, der begge i første omgang blev brændt, men til holdets held blev returboldene fra målmanden i begge tilfælde udnyttet til scoring. Christian Schultz og Kent Stidsen stod for målene.
Denne medgang ændrede dog ikke spillets forløb, og FK73 fortsatte med at virke farligst. På et FK73 kontraløb fældede KK07s målmand, Dennis Jensen, efter dommerens skøn en angriber ulovligt uden for feltet, og blev efterfølgende vist det røde kort.
Inden pausen havde FK73 bragt sig foran med 5-2, og kampen var herefter i realiteten lukket.
I anden halvleg bragte FK sig på 9-2, inden Jesper Monberg sidst i kampen pyntede lidt på resultatet med et hovedstødsmål til slutstilling 9-3.
Mange ting gik galt for KK07; både før og under kampen. Der er nok brug for en del selvransagning på holdet, så udviklingen igen kan vendes til noget positivt.
Situation fra anden halvleg
Skrevet 29 April 2008
KK07 ude af pokalturneringen
KK07 viste spillemæssig fremgang i pokalkampen på Kølvrå stadion mod serie 4 holdet fra Sjørslev. Selv om KK07 dominerede spillet i store dele kampen, blev det til et ærgerligt 2-4 nederlag.
Et par forsvarsfejl i begyndelsen af kampen betød at KK07 kom bagud med 0-2. Spillet foregik dog mest på Sjørslevs banehalvdel, og KK07 fik via pænt spil op ad banen flere gode muligheder for reducering. Det lykkedes mod slutningen af halvlegen, da Bjarke Andersen på et utrolig flot langskud fik reduceret til halvlegstillingen 1-2
I begyndelsen af anden halvleg lavede KK07 en ny "Viborg", og Sjørslev kunne igen bringe sig foran med to mål. KK07 fortsatte dog det pæne offensive spil, men da et meget tvivlsomt dømt straffespark til Sjørslev fem minutter før tid bragte udeholdets føring på tre mål var slaget tabt.
På et energimål af Kenneth Siig fik KK07 dog pyntet på slutresultatet; faktisk havde KK07 endnu en gang bolden i Sjørslevs netmasker da Dennis Kirkelund efter et flot gennemspillet angreb lobbede bolden i nettet. Desværre blev dette mål underkendt for off-side. Selv der stadig er en del at forbedre på KK07 holdet, var der klar spillemæssig fremgang at spore og holdet havde absolut ære af kampen mod det højere rangerende Sjørslevhold.
Fra et af mange KK07 hjørnespark
Skrevet 29 April 2008
Off-Day for KK07
Serie 5s første udekamp blev til en stor skuffelse KK07. Selv om Ikast FS ligesom KK07 stillede op som ubesejrede, virkede det fra starten som en overkommelig opgave for KK07. Ikast holdet lavede i begyndelsen af kampen en del fejl, som dog kun få gange førte til chancer for KK07. KK07 havde bolden mest, men forfaldt til lange upræcise afleveringer op ad banen, og gradvist blev det rutinerede Ikast-forsvar spillet varmt. Det blev svært for KKs spillere at bryde igennem, og på et kontra-angreb og en misforstålse i KKs forsvar bragte Ikast sig midt i første halvleg foran 1-0.
Endnu en fejl i KK07s forsvar blev udnyttet af Ikast, som kunne gå til pause med en 2-0 føring. Nogle udskiftninger og omrokeringer gjorde at KK07 efter pausen kom til flere indlæg og dødboldsituationer på Ikasts banehalvdel, men i mange tilfælde manglede koncentration og præcision i de afgørende situationer.
Det lykkedes dog endelig efter et hjørnespark og nogen forsvarsforvirring Jesper Monberg at få skubbet bolden over Ikasts mållinie til en 2-1 reducering. Der manglede på dette tidspunkt kun ca. 10 minutter og KK07 satsede offensivt på endnu en scoring. På endnu et kontraløb kom Ikast dog til et hjørnespark, der efterfølgende førte til et hovedstødsmål, som lukkede kampen til Ikasts fordel.
Der blev egentlig kæmpet godt på KK-holdet og bl.a. spillede Kent Stidsen og Mikkel Blach en fin kamp. Andre spillere nåede dog ikke deres normale niveau, og sammenspillet fungerede i perioder ikke rigtigt. Så alt i alt må det kunne betegnes som en off-day for KK07
Der lægges taktik for anden halvleg
Skrevet 27 April 2008
Videre til næste runde i pokalturneringen
KK07 kvalificerede sig til 2. runde af J.B.U.s pokalturnering ved at vinde ude over Thornings serie 6. KK07 var jævnt overlegne i de fleste af spillets faser, og selv om der skulle et selvmål til at sætte målscoringen i gang, føltes det som om det kun ville være et spørgsmål om tid, før der gik hul på bylden.
Via hurtigt og sikkert opspil blev der fra start lagt et tungt pres på Thornings ellers godt kæmpende forsvar, og det var opløftende at, se at KK07s hurtige positionsspil i lange perioder af kampen igen var begyndt at fungere. Gradvist blev Thorning-holdet tappet for kræfter, hvilket midt i første halvleg udløste et selvmål. Stillingen 0-1 holdt sig til pausen
I anden halvleg skabte KK07 endnu flere chancer, men igen skulle der lidt hjælp til før næste scoring kom. En Thorning fejlaflevering i eget straffesparksfelt betød at Kenny Sewohl pludselig var en helt fri for mål; en chance som han sikkert udnyttede til at bringe KK07 yderligere foran.
Senere i kampen lykkedes det Bjarke Andersen, der tidligere havde haft et par mindre vellykkede afslutninger, på et flot langskud at bringe KK07 foran med 3 mål.
Efter et hjørnespark og en halvklaring af Thornings målmand kunne Jonas Andersen kort tid efter bringe KK07 foran med 4 mål til slutstillingen 0-4.
Målscorer til 0-2 Kenny Sewohl i forgrunden
Skrevet 22 April 2008
Fin start på sæsonen for serie 5
Søndag eftermiddag spillede KK07s serie 5 hold på Kølvrå stadion sæsonens første turneringskamp mod Hammerum. Det blev på flere måder en ønskestart for den nye klub, hvis ambition er en oprykning allerede til sommer.
KK07s unge hold var til kampen blevet suppleret med et par erfarne spillere for at få skabt den ro, som havde manglet i de seneste træningskampe. Med Christian Spanggaard som dygtig forvarsdirigent lykkedes gennem det meste af kampen at holde Hammerum fra åbne målchancer. Ivan Nielsen, der også var vendt tilbage til holdet, måtte desværre gå ud midt i første halvleg med en skade.
Kampen var spillemæssigt jævnbyrdig, men en veloplagt Carsten Rank gjorde i første halvleg den forskel, der retfærdiggjorde KK07s halvlegsføring på 2-1. Carsten Rank scorede selv begge hjemmeholdets mål efter et par optimistiske aktioner.
Da KK07 tidligt i anden halvleg kom foran med 3-1 ved Karsten Vindberg, efter fin frispilning fra Carsten Rank, var det som om en del af gassen gik af det ellers velspillende Hammerumhold, og der blev ikke scoret yderligere. Meget fin kamp af hele holdet, men ikke mindst af Carsten Rank, der også fik spillernes fidus efter kampen.
Udover sejren og det gode spil, kunne man i KK07 også glæde sig over et overvældende fremmøde på sidelinierne. Det er længe siden, af der har været så stor interesse for en fodboldkamp i Karup-Kølvrå området. De over 100 fremmødte havde et par hyggelige timer i forårssolen i selskab med gamle fodboldvenner, og de kunne konstatere, at der god grund til at tro på, at nye og bedre tider er på vej for den lokale fodbold.
Carsten og Karsten i et contra-løb
Skrevet 20 April 2008
Svag kamp af KK07
I træningsturneringens sidste kamp mødte KK07 i Skive, kredsens bundhold, der endnu ikke havde fået points. Det lignede på forhånd en overkommelig opgave, men det skulle snart vise sig anderledes. Skive Seminarium kæmpede virkelig godt for sagen og KK07 fik aldrig ro til at bygge spillet ordentligt op. Efter et længere pres lykkedes det Skiveholdet at bringe sig foran midt i første halvleg. Mod slutningen af halvlegen så det ud som KK07 trods alt var på vej ind i kanpen, og det blev til et par gode indlæg og et par mindre chancer. Sidst i halvlegen måtte Dennis Kirkelund gå ud med en skade, og træner Erik Pedersen måtte selv på banen.
Kort ind i anden halvleg måtte også Karsten Vindberg forlade banen med krampe, og KK07 måtte spille det meste af halvlegen i undertal. Man havde håbet at pausen kunne være med til at ændre kampens forløb, men det gik nærmere fra slemt til værre. Kun få spillere levede op til vanlig standard, og det var svært, at se at det var et hold med ambitioner om oprykning. Nederlaget blev på hele 0-4. Forhåbentlig vil kampen være en påmindelse om, at ingen kampe er vundet på forhånd - og at det er vigtigt, at alle er klar fra første fløjt.
Skive Seminarium presser på
Skrevet 31 Marts 2008
KK07 lidt ned på jorden
I en aftalt træningskamp med Kjellerup IF serie 5,2 tabte KK07 på grusbane i Kjellerup 2 påskedag med hele 1-6. Kjellerup holdet, der bestod af erfarne spillere, hvoraf enkelte spillede i kvalifikationsrækken sidte sæson, var kampen igennem jævnt overlegne. KK07 fik ellers en drømmestart med et glimrende mål af Jesper Monberg, og der var i første halvleg chancer til flere scoringer. I den anden ende måtte René Vennersdorft have storspillet frem for at holde "buret rent". Det lykkedes de første små 20 minutter, men inden pausen havde Kjellerup scoret hele 4 gange.
I anden halvleg slappede hjemmeholdet tilsyneladende mere af, og det lykkedes KK07 at begrænse deres scoringer til kun 2. Alt i alt en lærerig kamp for KK07 og en påmindelse om, ikke at tage nogen sejre for givet i den kommende turnering. Heldigvis bliver det ikke dette Kjellerup hold, som KK07 skal møde i forårets serie 5 kamp, der også skal spilles i Kjellerup.
Skrevet 25 Marts 2008
Sikker 3-1 sejr til KK07
Med en sikker 3-1 sejr over Herrup sikrede KK07 sig på hjemmebane førstepladsen i JBUs træningsturnering pulje 41. KK07 var igen ramt af en del afbud, bl.a. på grund af den endnu ikke afsluttede håndboldturnering Der var dog aldrig rigtig tvivl om kampens udfald, selv om Herrup fulgte godt med i første halvleg. Jesper Monberg scorede KK07s tre mål.
JBUs nye serie 5 puljer er nu offentliggjort, og KK07 er havnet i en udfordrende gruppe med bl.a. Kjellerup, Engesvang og Ikast United. Forårssæsonen bliver i år endnu mere intens og spændende, da den afvikles som en enkeltturnering med op- og nedrykning allerede til sommer efter blot 11 turneringskampe.
Mikkel Blach når højest i luftduel
Skrevet 15 Marts 2008
Sejr til KK07
KK07 spillede lørdag eftermiddag på Kølvrå stadion den
første kamp i JBUs træningsturnering. Under særdeles
vanskelige vejrforhold satte hjemmholdet sig hurtigt
tungt på spillet, og der blev lagt et hårdt pres på
modstanderne fra Hodsager. Det var temmelig misvisende
for spillets fordeling, at der skulle gå omkring 20
minutter inden første scoring, og der var aldrig
rigtig tvivl om kampens udfald - det var mest et
spørgsmål om, hvor stor sejren ville blive. Selv om
KK07 havde flere afbud til kampen, var holdet teknisk
og tempomæssigt Hodsager overlegne.
KK07 kunne gå til pause med en sikker 3-0 føring på 3
mål scoret af Jesper Monberg. Anden halvleg formede
sig på lignende måde og mod slutningen af kampen
virkede Hodsager som et hold i opløsning. Jesper
Monberg fik scoret yderligere 2 mål og Uffe Østergaard
scorede et enkelt, så slutresultatet blev hele 6-0. En
orkanagtig vind på tværs af banen, der næsten
umuliggjorde sammenhængende opspil, var uden tvivl
medvirkende til at sejren ikke blev endnu større.
Skrevet 2 Marts 2008
Overbevisende sejr
Fredag aften spillede Karup/Kølvrås serie 5 spillere i Kjellerup sæsonens sidste udekamp. Det blev til en af holdets bedste kampe i efteråret, og især i det offensive blev der vist rigtig lovende takter. Selv om Kjellerup stillede betydeligt stærkere op end ved sidste møde stod det allerede efter 10 minutters spil klart, at hjemmeholdet var på en vanskelig opgave. To hurtige mål af Karsten Vindberg og Stefan Lohman, betød dog ikke af Kjellerup opgav at spille, og i pausen ved stillingen 3-5 syntes der stadig at være en chance for hjemmeholdet.
Karup-Kølvrå fortsatte dog det sprudlende angrebspil og 3 yderligere scoringer i begyndelsen af anden halvleg lukkede definitivt kampen. Anden halvleg desuden især for et bragende langskudsmål fra ca. 35 meter af Kent Stidsen.
Kampen endte med de overbevisende cifre 10-4. For Karup scorede Jimmi Vennersdorf 1 mål, Bjarke Andersen 1 mål, Stefan Lohman 1 mål, Kent Stidsen 1 mål, Jesper Monberg 2 mål og Karsten Vindberg 4 mål - Karsten fik desuden holdets fidus.
Sæsonens sidste kamp spilles søndag formiddag på Kølvrå stadion mod AB; en kamp der vil afgøre anden- og tredjepladserne.
Skrevet 7 Oktober 2007
|
Uafgjort mod Vinderslev
Mens serie 5 spillede sig ud af oprykningskampen i Kølkær, forsvarede serie 6 klubbens farver med et 0-0 resultat på Kølvrå stadion mod Vinderslev.
Der var chancer til mål i begge ender, men uafgjort var et fair billede af kampen.
Skrevet 7 Juni 2008
Knebent nederlag til hverdagrækken
KK07s hverdagsrække hold spillede en god og jævnbyrdig kamp på Kølvrå stadion mod Vejrumbro B. Det blev til et knebent nederlag på 2-3.
For KK07 scorede Thomas Nissen og Jesper Monberg
Skrevet 3 Maj 2008
Sejr til KK07s kvinder
KK07s kvindehold fik en fin start på sæsonen med en 3-2 sejr over B67 fra Viborg
Det var en jævnbyrdig kamp, men da Trine Madsen 5 minutter før tid scorede til 3-1 for KK07 syntes kampen afgjort. Det lykkedes dog kort efter B67 at reducere, og i kampens allersidste sekunder havde holdet efter et hjørnespark en stor mulighed for at udligne føringen. Det lykkedes heldigvis KK07 at holde stillingen.
Der var fin opbakning fra sidelinierne til holdet, og som holdet spillede, vil der være flere points i vente i de kommende kampe. Rikke Pedersen scorede KK07s to første mål.
Skrevet 23 April 2008
Nyt nederlag til Serie 6
Det blev til endnu et nederlag for KK07 i sæsonens anden serie 6 kamp. Første kamp ude mod Thorning blev tabt med 0-3, men der var trods dette god optimisme på holdet inden årets første hjemmekamp
Selv om KK07 kunne spille en stor del af kampen mod Anatolia med en mand i overtal, var holdet ikke i stand til at besejre modstanderne fra Herning. Hjemmeholdet stillede op med flere urutinerede spillere og på trods af en god fight, var det fra starten tydeligt, at det ville blive en svær opgave.
Anatolia lagde det meste af første halvleg et massivt pres på KKerne, men det lykkedes dog at holde Herningspillerene fra de helt store chancer. Cirka 10 minutter før pausen blev Anatolia reduceret til 10 mand, efter at en batalje i KK07’s forsvar havde ført til udvisning af en Anatolia angriber. Desværre var KK07 ikke stand til at udnytte denne fordel, og inden pausen kom Anatolia fortjent foran 1-0.
Herningholdet forsatte dominansen i anden halvleg og holdet scorede midt i halvlegen endnu et mål. Først kort før tid lykkedes det KKerne at komme til et par enkelte målchancer, der desværre ikke blev udnyttet.
Et godt kæmpende KK07 forsvar var årsag til at Anatolias sejr trods alt kun blev på 2-0. Manglen på rutine hos hjemmeholdet betød desværre, at man havde svært ved holde på bolden, og det lykkedes kun få gange, at få bragt bolden op i modstandernes målfelt.
Situation fra første halvleg
Skrevet 20 April 2008
Ny sejr i træningsturneringen
Stående fra venstre: Træner Erik Pedersen, Karsten Vindberg, Jesper Monberg, Kenneth Siig, Mikkel Blach, Stefan Fischer, Hans Pedersen, Mark Hessellund og holdleder Erling Madsen
Knælende fra venstre: Christian Schultz, Dennis Kirkelund, Uffe Østergård, René Vennersdorf, Jimmi Vennersdorf, Carsten Rank og Kent Stidsen.
På en blød og vanskelig bane i Højslev Kirkeby spillede KK07 sig til deres anden sejr i JBUs træningsturnering.
Det lignede på forhånd en ret overkommelig opgave for KK07 mod et Højslev hold med flere ældre og tunge spillere. Hjemmeholdet havde dog i lange perioder held til at trække tempoet ned, så de unge KK-spillere ikke fik nok ud af deres større hurtighed. Højslev stillede sig langt tilbage på banen og satsede på hurtige kontraløb. Først efter ca 20 minutter lykkedes det KK07, efter flere misbrugte chancer, at score kampens første mål. Det blev flot sat ind af Carsten Rank efter et fint indspil fra højre side.
Trods stor overvægt i spil og chancer lykkedes det ikke KK07 at score yderligere i første halvleg, og på et lidt heldigt kontraløb lykkedes det Højslevs hurtigste mand at komme forbi 3-4 KK-spillere og udligne til halvlegstillingen 1-1.
Anden halvleg formede sig som første, med stort overtag i spil og chancer til KK07, men holdet manglede både held og koldblodighed til at udnytte overtaget. Faktisk havde Højslev et kvarter før tid en kæmpe chance for at bringe sig foran. Heldigvis blev chancen misbrugt og 5 minutter senere havde KK07 afgjort kampen med endnu to mål af Carsten Rank.
Selv om spillet ikke helt havde flydt, som træner Erik Pedersen havde ønsket sig, var sejren fuldt fortjent og KK07, der for første gang optrådte i klubbens nye farver, kunne glæde sig over en 3-1 sejr i den nye spilledragt.
Skrevet 10 Marts 2008
Nu også kvindefodbold i KK07
KK07 vil i sæsonen 2008 nu også kunne tilbyde kvindefodbold. Det har vist sig at der interesse for at genoptage kvindefodbolden Karup området. Det er lykkedes at skaffe to spillere, der har personlig erfaring på højt niveau, der vil varetage træningen af de kvindelige fodboldspillere. I første omgang satses der på et 7-mands hold, men på længere sigt er det forhåbningen at der ville kunne oprettes et 11-mands hold.
Den store tilgang af herre-senior spillere har gjort det nødvendigt også at tilmelde et hold i serie 6. Klubben vil således nu kunne præsentere 5 turnerings hold. På herresiden serie 5, serie 6, et hverdagsrækkehold og et superveteran 7-mand, foruden det føromtalte kvinde 7-mandshold
Skrevet 8 Marts 2008
KK07 i kamp for første gang
Der var store forventninger blandt spillere og ledere i KK07, da klubbens stærkeste spillere for første gang skulle i kamp for den nystiftede klub. Med ny træner og adskillige nye talentfulde spillere har der været trænet i højt tempo de seneste uger, så det var spændende at se, hvor langt holdet var nået i retning af at få et hold spillet sammen, der kan sikre målsætningen om en hurtig opryking til serie 4.
Modstanderen i årets første træningskamp var et stærkt hold fra Kjellerup IF med mange unge spillere, hvoraf flere har spillet på klubbens serie 3 hold.
I begyndelsen af første halvleg var KKerne presset ret langt tilbage på banen, dels på grund af en temmelig kraftig vind, men også fordi Kjellerup lagde et hårdt pres. Uheldigvis for KK07 måtte en af de nye spillere, Kenneth Siig, tidligt i kampen gå ud med en skade, men det lykkedes dog hjemmeholdet at ride stormen af og gradvist arbejde sig ind i kampen. Inden pausen havde kk07 på 2 fine mål af Christian Schultz og Jesper Monberg bragt sig på 2-0.
I anden halvleg fik Kjellerup reduceret til både 1-2 og 2-3, men begge gange fik Jesper Monberg bragt KK07s føring tilbage på 2 mål - begge gange efter hjørnesparksituationer.
Et kvarter før tid fik Kjellerup tilkendt et ærgerligt men korrekt dømt straffespark, som sikkert blev udnyttet.
I løbet af de sidste minutter blev det, der lignede en sejr ændret til et ærgerligt og ufortjent nederlag på 4-5. Naturligt nok var der ærgrelse men dog også tilfredshed med at have spillet en rigtig god kamp i pænt højt tempo. Der er ingen tvivl om at KK07-holdet i løbet af de kommende træningskampe vil blive stærkere. Der vil være god tid til at finde den rigtige opstilling og til at forbedre den indbyrdes spilforståelse. Det er ikke sandsynligt, at KK07 i serie 5 vil komme til møde hold af samme styrke, som det Kjellerup stillede med lørdag eftermiddag; så optimismen har det stadig fint i den nye klub. I øvrigt er der aftalt revanche-kamp i Kjellerup i påsken.
Skrevet 24 Februar 2008
Fin Træningsopstart for KK07.
Der var meget fin opbakning ved KK07s træningsopstart lørdag eftermiddag på Kølvrå stadion. Hele 22 spillere deltog i træningen, der traditionen tro blev efterfulgt af en portion suppe i klubhuset. Her blev budt velkommen af formanden, der med glæde noterede sig, at flere nye ansigter var mødt frem. Tilgangen af nye talenter vil betyde større kamp om pladserne på klubbens serie 5 hold og styrker troen på klubbens målsætning om en hurtig oprykning til serie 4.
Træner Erik Pedersen holdt et kort oplæg til sæsonen. Han understregede bl.a. vigtigheden af, at der meldes afbud, hvis man er forhindret i at møde til træning og at man har et ansvar for hinanden på et fodboldhold.
Der er planlagt 5 træningskampe inden sæsonstart, så der skulle blive god mulighed for at få spillet et slagkraftigt hold sammen inden de spændende turneringskampe begynder. Indtil videre trænes der to gange om ugen - tirsdag aften kl 19.00 og lørdag eftermiddag kl 13.00.
Skrevet 2 Februar 2008
Ny træner i KK07
Karup Kølvrå Boldklub af 2007 har indgået aftale med
Erik Pedersen om at træne klubbens serie 5 hold i
sæsonen 2008. Erik Pedersen har som træner stor
erfaring, og har foruden en tid som U-17 træner i
Ikast F.S. også været træner for KKIKs
fodboldseniorer.
Erik var søndag formiddag på Kølvrå stadion for at se
det lokale serie 5 hold spille sæsonens sidste kamp. I
en kamp, der spillemæssigt lå en del over serie 5
gennemsnits-niveau, måtte hjemmeholdet se sig besejret
2-0 af AB fra Almind. Karup Kølvrå holdet manglede i
det offensive både held og den sædvanlige skarphed, og
da man allerede i første halvleg måtte lade to
nøglespillere i forsvaret udskifte med skader, kom AB
logisk nok til farlige chancer. Så selv om der blev
kæmpet godt i det defensive, havde AB dygtighed til at
overliste hjemmeholdet to gange. Kent Stidsen fik
spillernes fidus for rigtig god indsats.
Det var en velspillet kamp, så på trods af, at det
ikke blev til den ønskede sejr på sæsonafslutningen,
ser KK07 fortrøstningsfuldt den kommende sæson i møde.
Skrevet 14 Oktober 2007
KK07 er nu en realitet
Tirsdag den 25 september afholdtes i Kølvrå klubhus stiftende generalforsamling for Karup Kølvrå Boldklub af 2007. 25 mennesker var mødt frem - fortrinsvis aktive spillere, men også enkelte andre interesserede.
Som en af initiativtagerne bød Bent Lundsberg velkommen og bad derefter Jimmy Langaaes være dirigent. Jimmy sagde ja til dette.
Bent Lundsberg gav herefter en orientering om baggrunden til initiativet med at stifte en ny fodboldklub, og kom herunder ind på forholdene i den eksisterende fodbold seniorafdeling i KKIK. Eftersom man alligevel var rykket helt ned i serie 5 syntes tiden at være rigtig til at stifte en ny klub, og starte op igen fra bunden.
Med afsæt i de eksisterende vedtægter for KKIK var et udkast til vedtægter for den nye klub blevet skrevet. Disse blev fremlagt for de fremmødte, og punkt for punkt blev udkastet diskuteret og forskellige småændringer blev vedtaget af generalforsamlingen.
Herefter gik man til valg.
Følgende blev valgt:
Formand: Bent Lundsberg, Torvet 4, Kølvrå
Næstformand: Hans Pedersen, Poppelvej 12, Karup
Kasserer: Jakob Kronborg, Lindevej 31, Karup
Sekretær: Morten Vindberg. Lærkevej 32, Kølvrå
Bestyrelsesmedlem: Martin Henriksen, Årestrupvej 78, Karup
Bestyrelsesmedlem: Brian Jessen, Ericavej, Karup
Bestyrelsesmedlem: Kenneth Kragh, Karup
Suppleant: Stefan Fischer, Ringvej 30. Kølvrå
Suppleant: Thomas Nissen, Karup
Revisor: Karin Lundsberg, Torvet 4, Kølvrå
Skrevet 8 oktober 2007
|