SÅDAN
KOM JEG TIL VERDEN . . .
Mikael
Julie
Kaja
Sebastian
Emil
Lukas
Klara
Lucas
Linea
Rasmus
Mikaels
fødsel
Søndag d/20/12/99.
Søndag d-20-12-99 om aften
kom Henrik på besøg , vi spiste spaghetti med kødsovs.
Helle lagde Mie i seng som hun plejer 19.15, da hun kommer ned omkr. Kl
20.00 siger hun at hun har det så underligt og at det måske
snart er ved at ske noget. KL 21.30 ringer Helle til Tønder-sygehus,
vi kører derud og hun bliver kikket på, jordmoderen mener
ikke at det er så vidt endnu, så vi kører hjem igen
vi er hjemme omkr. 22.15. Vi gik i seng kl. 22.45 jeg læste til 23.45
ca. Helle kunne ikke falde til ro jeg kunne heller ikke sove, jeg rendte
på wc et par gange om natten, men falder i søvn. Med et sæt
vågner jeg, Helle står og river mig i tæerne og siger
at vi skal til Tønder igen for nu er hun helt sikker på at
det sker, hun har ringet til hendes mor så hun er på vej, er
nu 03.45 jeg ta´r et hurtigt bad inden vi skal af sted. Aina kommer
04.00 og vi kører til Tønder, Helle har meget ondt nu, da
vi kommer op til jordmoderen føler hun på Helle men kan konstatere
at barnet ikke har sat sig fast endnu og hun har også kun åbnet
sig 1½-2 cm , jordmoderen sætter båndene på hende
for at høre hjerte lyden den ser ud til at være meget normal
men så falder den til en 70 stykker og det er for lavt (120-160 er
normalt) , jordmoderen tilkalder så en reserve læge og de bliver
så enige om at vi skal til Sønderborg de siger at når
hjertelyden er så lav mens der er en ve er der et eller andet i vejen,
de tilkalder så en ambulance for skal ligge ned hun må ikke
sidde op. Vi er i Sønderborg omkring kl. 0700 og bliver kørt
op på barselsgangen med det samme, får lagt båndene på
igen " jeg kørte selv og var i Tinglev for at købe nogle
rundstykker og vejret var møg elendigt". Overlægen får
afdelingen kommer og snakker med os og siger at de vil lige se på
hjertelyden inden de beslutter sig får hvad de vil gøre kl.
er ca. 8.00og vi bliver nu flytte over på en anden stue, lidt efter
kommer jordmoderen ind får at sige at de vil sætte fødslen
i gang fordi at hjertelyden ikke er som den skal være, den er dykket
ned til 70-75 stykker en enkelt gang. får lagt drop, det er noget
som fremskynder fødslen, nu kan hun mærke at det begynder
at ske noget nu er kl. ca. 9-9½ hun åbner sig ikke helt som
de gerne vil have det , jordmoderen kommer og siger til sygeplejersken
at hun vil se fostervandet får hvis det er grønt så
skal hun have kejsersnit men de kan ikke komme til at prikke hul på
hinden, har nu en del smerter men hun har ikke åbent sig som hun
skal kl. er nu 1100. Kl 1115 kan de komme til og de får prikket hul
og det er grønt med klumper i "barnet er stresset og vil ud" så
vi tror at nu skal hun have kejsersnit men de gør ikke noget ved
det, har nu så mange smerter nu at hun græder er del kl. 1130
kommer hen på en fødestue de er helt nye og flotte der er
en ¾ mands seng og en lænestol med tilhørende skammel,
eget badeværelse en kaffemaskine, køleskab og B&O anlæg.
er kommet over på fødebriksen og jordmoderen kom igen får
at mærke på , men hun har kun åbnet sig 3 cm og har meget
stærke smerter så de beslutter sig får at lægge
en rygmarvsbedøvelse, den bedøver nederste del af maven og
ned til knæerne kl. er nu 1300, nu har hun det meget bedre så
nu kan vi slappe lidt af jeg får lidt at spise det er det første
jeg får siden søndag aften. Hjertelyden har været meget
stabil i lang tid, omkring kl. 1430 får Helle lagt en elektrode ind
på barnets hoved, den bliver sat fast som en clips, efter det kan
vi se at hjertelyden er meget svingende den måler nemlig mere præcist
. KL 1445 begynder de nye jordemødre at komme til næste vagtskifte
så de skal have en masser at vide omkring hvad de har og ikke han
gjort, kl. 1525 kommer der en læge ind hun ser meget speciel ud,
hun er lang og tynd, strut mund med rød læbestift og knold
i nakken så føler hun på Helle og så siger hun
vil du have kejsersnit eller hvad da, bliver jeg en smule chokket over
spørgsmålet. Helle bliver helt mærkeligt men siger så
at hun vil have kejsersnit, fra at Helle sagde det gik der kun 18 minutter
så var barnet født, men jeg måtte ikke komme med ind
fordi at hun skulle i fuld bedøvelse. Jeg kunne høre at barnet
skreg der inde så tænker jeg at nu er det hele overstået
så nu kan vi komme hjem og holde jul, der kommer en sygeplejerske
ud får at hente mig og til stor glæde så kan jeg se at
det blev en dreng men jeg kan se at barnet er helt blå og tænker
hvad er nu det men de siger at det er ikke helt unormalt, men barnet får
ilt hele tiden og det kan jeg ikke forstå lidt efter ser barnet lidt
bedre ud men hænder og fødder er stadig blå, de suger
hele tiden for at få alt fostervandet ud, så kommer barnet
over i en kuvøse, så begynder jeg at tænke det er da
mærke- ligt at barnet skal det. Barnet får stadig ilt. Da vi
så kommer over på børneafdelingen går alt meget
stærkt de gnubbe på ham, suger og giver ham ilt får barnet
er ved at blive blå igen men kun på hænder og fødder
så kom først den ene overlæge så den anden. Jeg
forstår ikke rigtigt hvad der er ved at ske jeg føler kun
at jeg bliver skubbet væk fra det hele, læger og sygeplejersker
og samles omkring drengen, jeg begynder at svede og får klamme hænder
og bliver bange, meget bange fordi at de blæser nu så meget
luft ned i barnets små lunger så barnet bliver helt oppustet
det ser meget grimt ud. Der kommer en narkose læge ind får
at se til ham, barnet bliver nu flyttet over på den anden side hvor
de har iltudstyr, barnet får lagt elektroder på brystkassen
får at kontrollerer barnets hjerte rytme og barnets iltning af blodet,
jeg går ned til og siger at vi har fået en dejlig stor dreng
men barnet har lidt svært ved at trække vejret men jeg ved
ikke hvorfor, jeg går så tilbage og får at vide at barnet
har slugt grønt fostervand med afføring i og at barnet ikke
har det så godt, senere får vi så at vide at barnet var
halvt død fordi at de ikke kunne suge det ud af barnets lunger det
sad helt ud i spidserne på dem og derfor kunne barnet ikke ilte blodet
så godt. Jeg bliver spurgt om jeg ikke vil over og have mit eget
tøj på, det gør jeg så og kommer ned igen og
pludselig er der kommet to nye overlæger til og den ene spørger
mig om vi havde tænkt på at få ham døbt. Lige
idet barnet spørger om det falder min verden sammen, men får
så at vide at barnet har det bedre en får en time siden. Barnets
ilt er oppe på 92% men barnet får også 100 % ilt tilførsel.
De fortæller så at de vil bedøve ham og sætte
et rør ned i halsen "luftrøret", ned i lungerne så
barnet får 100% og der efter kører ham til Odense. Jeg spørger
om det er så slemt og det siger de ja til. De kan ikke gøre
mere får ham. Jeg spørger dem om de har snakket med omkring
dåben, men det har de ikke, så jeg tager imod ude på
gangen og hun siger at hun lige har fået det at vide og hun græder
meget. Imellem tiden er præsten kommet og de er ved at være
klar så kan komme ind og se Mikael. Vi kommer ind til Mikael og vil
ikke røre ved ham, de er nu ved at være klar til dåben
, Falck er kommet respiratoren er der også, så barnet lige
er til at lægge over i når dåben er færdig. Præsten
spørger om vi vil synge en salme først eller om det skal
være den korte måde, og vi vil ikke synge præsten går
i gang, ta´r en dyb indånding og starter vi får ham døbt
Mikael Burlund Schäfer og han kommer over i kuvøsen og de kører
ham til Odense der følger en narkoselæge og overlægen
fra børneafd. Med. Lægen siger at barnet sagtens kan klare
turen til Odense, fordi barnets tilstand er meget bedre. Vi kommer så
op på en to mands stue og jeg ringer til mor, svigermor og Jan, vi
er efterhånden godt trætte både psykisk og fysisk. Der
kommer så en læge og spørger os om vi ikke vil til Odense
fordi at de syndes ikke at mor og barn skal skilles ad. Men er træt
så hun har ikke meget lyst "vel nok at psykiske grunde". Sygeplejersken
siger der er i orden og går, men kommer igen ret hurtigt og spørger
os om vi nu er helt sikre på at vi ikke vil derover, men jeg siger
at jeg ingen tøj har med og vil helst sove og køre der over
i morgen (tirsdag). Jeg begynder at tænke anderledes og syndes at
vi skal køre derover, men ved ikke, så sygepl. Siger at jeg
nok re må tage den beslutning. Vi tager derover og da vi køre
er 20.30 og vi ankommer 22.30. ( jeg brækkede mig i ambulancen) Da
vi kommer til Odense får vi en seng anvist og får målt
blodtryk og nogle smertestillende. Derefter kommer vi ned til Mikael, men
inden vi kommer ind til ham snakker vi med en overlæge og en sygeplejerske
som siger at barnet er blevet dårligere da de kom med ham, men de
vil gøre alt får at gøre ham rask. Jeg spørger
hvor slemt det er og om der er håb fårede, barnet siger at
Mikael er meget syg og at de står med ryggen mod muren og at de håber
at barnet vil helbrede sig selv med al hjælp fra den, men så
får vi også at vide at Sønderborg har talt med Rh. I
Kbh. vi spørger, hvornår de har gjort det og han siger at
det gjorde de inden de snakkede med dem i Odense og jeg spørger
om, hvorfor vi ikke har fået det at vide, og lægen troede at
de i Sønderborg havde sagt det. Vi kommer ind til Mikael og ser
og hører mange skræmmende ting. Den respirator barnet er tilsluttet
larmer lige så meget elm en plæneklippe og barnet ligger og
ryster meget pga. maskinen og den ene alarm efter den anden går i
gang. Vi kommer hen til ham og de spørger os om vi ikke vil røre
ved ham, men vi tør ikke at gøre det fordi at vi på
dette tidspkt. Ikke tror på at han vil overleve, men vi ta´r
os sammen og røre ved ham, og mens vi står og aer ham på
barnets små arme og kinden så er det lige som om at man føler
at Mikael vil overleve. vil hurtigt ud derfra får hun kan ikke holde
ud at være der inde pga. De larmende maskiner og synet af det Mikael
bliver udsat for. Vi kommer op på stuen igen og vi snakket meget
sammen om at det ser meget sort ud lige nu og at der ikke er store chancer
får at det vil gå godt med Mikael. Imellem tiden har der været
en sygepl. Inde og se til s sår og givet hende nogle piller mod smerterne
og noget at sove på, vi lægger os til at sove 00.30, men jeg
kan ikke falde i søvn fordi at man tænker hele tiden på
hvornår de kommer ind og siger til os at barnet har det dårligere,
men jeg sover lidt og så kommer der en natsygepl. Ind og vækker
og siger at ve vil snakke med os nede på børneafd. Vi kommer
derned til Mikael og de sige at de ikke kan gøre mere får
ham og at barnet skal til Kbh. Vi bliver meget chokeret over det lægerne
fortæller os, men de siger at i Kbh. har de noget bedre udstyr og
der har de to muligheder enten en bedre respirator eller en hjertelunge
maskine, den ilter blodet uden får kroppen og det er sidste mulighed.
De henter Mikael 0500og er i Kbh. omkring 0900. Vi skulle være kørt
derover 11 men de kunne ikke finde ud af hvem der skulle køre os
derover, og da er 15 siger de i Odense at nu vil de ikke finde sig i det
mere så de køre os selv og sender regningen til SDJ. Amt Vi
ankommer til Kbh. 17 og vi bliver indkvarteret og kommer så ned til
Mikael. Barnet har det lidt bedre efter barnet kom til Rh., men er stadigvæk
meget syg.
Helle
TIL
TOPPEN
Julies
fødsel
Jeg har
altid ønsket mig et lille barn. En baby, man kan kramme, vugge,
synge for, gå ture, lege, grine med, vise hele verden til :-) Derfor
kom det som en gladelig overraskelse, da jeg lige før Jul fandt
ud af, at jeg skulle være mor. Terminen blev efter lange diskussioner
sat til den 19. august, da jeg kunne overhovedet ikke huske min sidste
menstruationsdag. Jeg fik jo at vide fra min gynekolog, at jeg skulle gennemgå
en kortere behandlig, når jeg en dag ville have et barn. Så
ting som p-piller, nedtælling til æggeløsning osv. var
meget fjerne for mig. Der skulle åbenbart bare en mister right til,
for at sætte hormonerne på plads! :-)
D. 19.
august lød lidt for tidligt, da jeg vidste ca. hvornår babyen
kunne først have blevet undfanget, men ok, hvis lægen siger
det, så er det fint med mig :-)
Graviditeten
forløb helt uden problemer, jeg havde det strålende alle de
9 mdr. og dagen før fødslen var jeg stadig til undervisning
på uni..
D. 25 august,
6 dager efter terminen men lige præcis 9 mdr. efter undfangelsen,
blev jeg vækket af en lille ve kl. 6.00 om morgen. Jeg kiggede på
uret, men tænkte, at det var nok fordi, at jeg havde ligget forkert.
Om lidt gjorde det lidt ondt igen. Kl. var 6.05. Jeg kunne ikke sove mere,
dagen var så flot, så jeg lod min mand (som helt tilfældigvis
havde taget ferie fra d.25/8) boble videre, og gik ud i stuen. Veerne kom
hver 5. minut præcist, men jeg kunne dårlig nok mærke
dem, så jeg tog det roligt, tog et bad og så tv.
Kl. 8,
efter en lille bitte tegnblødning, ringede jeg til Gentofte sygehus,
hvor jeg skulle føde, og jordemoderen sagde, at jeg gerne måtte
komme og blive undersøgt. Så min mand og jeg tog derover,
og da jeg blev undersøgt kl. 9.30, var jeg 4 cm åben. Fedt,
tænkte jeg, hvis det går, som det skal, altså 1 cm i
timen, så bliver vi forældre ved tre-tiden :-) Men jeg blev
klogere.
Veerne
var regelmæssige, men meget svage. Kl.13 blev jeg undersøgt
igen, af en anden joredemoder, og da var jeg stadig kun 4 cm. Hun foreslog
ve-dråb, for det var ikke så godt, at veerne var så svage,
og tog vandet for at skubbe tingene lidt mere i gang. Waaauu!! Men ok,
jeg skal jo ikke gå rundt bagefter og fortælle, at jeg havde
slet ikke ondt under fødslen :-)
Så
skiftede vagten igen. Den tredje jordemoder var virkelig streng. Ingen
ve-stimulerende! Det hele skal gå naturligt. Kl. 15 - stadig kun
4-5 cm, selv om veerne gør meget ondt. Så fylder hun badekarret.
Det hjælper slet ikke mod smerten, men jeg åbner mig 2 cm.
Jeg vil op på briksen igen, hen til min dejlige iltmaske!
Hvad med
en epidural, spørger jeg hende i en kort ve-pause. Ingen smertestillende,
ingen ve-stimulerende! Du er ung, rask og stærk, du skal nok føde
naturligt! Og væk med den iltmaske, du har jo ingen ve lige nu, du
snyder! Hold op, hvor opmuntrende. Har hun ikke hørt om falske veer?
Dem der gør lige så ondt, men uden virkning?
Der bliver
flittigt målt på hjertelyden og veerne. Og først når
babys hjertelyd dykker ned, kommer der endelig gang i den. To sygeplejersker
kommer løbende med ve-dråb, og det tager dem flere forsøg
til at sætte det på. Så begynder veerne at virke som
de skal, jeg åbner mig, og jordemoder siger jeg skal presse. Det
har jeg ikke lyst/treng til, men ok, barnet skal jo ud. Men det vil barnet
heller ikke. En lille stjernekigger, viser det sig. Og hjertelyden ser
slet ikke godt ud. Så kommer en læge løbende med en
gummi-sugekop. Må vi tage barnet med kop? Ja, for.... , og gør
det hurtigt! Og så vupti, bliver hovedet og bagefter kroppen født
kl. 20.20.
Dejlig
fornemmelse. Det holder op med at gøre ondt samme øjeblik,
og babyen, verdens smukkeste lille pige, bliver lagt på min mave.
Hun er så fin, så ren, så hvid med lyserøde kinder,
og dufter (synes jeg) så sødt. Hun kigger frækt på
mig og rækker tungen ad mig :-) Det første jeg siger til min
mand er - hvornår skal vi have én til? :-) Det første
han tænker - hold op hvor er hun stor, hvordan kunne hun være
i den mave?
Hun blev
skønnet til 2500 gr hos jordemoderen et par dager før, nok
pga. at min mave var ikke særlig stor. Men det blev altså en
fin lille pige på hele 3700 gr og 52 cm!
Jeg blev
klippet et par cm under fødslen, og bliver syet hurtigt, og flyttet
til barselsgangen. Og der bliver man bare behandlet som en dronning...
Har de samlet alle verdens sødeste sygeplejesker ét sted?
:-) Jeg fik en enestue, min mand fik også en seng og lov til at "bo"
der sammen med os alle 6 dage, og de var så venlige og hjælpsomme!
Så næste gang vi skal have en baby, vil jeg helt sikkert føde
samme sted! :-)
Hilsen,
en mor.
TIL
TOPPEN
Kaja´s
fødsel.
Jeg havde
termin d. 1/1 2000, og var således i "fare" for at skulle føde
nytårsaften. Vi nåede heldigvis forbi nytåret, og det
var vi glade for. Tirsdag d. 4 Januar havde jeg en jordemoder tid kl. 9.00
om morgnen. Da jeg vågnede havde jeg en underlig fornemmelse i lænden.
Jeg tænkte ikke videre ver det, før det kom igen et kvarter
senere. Min kæreste havde fridag og skulle med til jordemoder. Jeg
bestemte mig for ikke at sige noget før jeg var sikker på
om der var gang i noget. Det blev ved med at spænde over lænden
med et kvarters mellemrum, og jeg sagde til min kæreste at jeg måske
troede at der var gang i noget. Vi kom ned på jordemoderhuset, og
jeg gik på toilettet. Der var nu kommet tegnblødning, så
den var vist god nok. Hele tirsdagen gik med at have småveer, som
dog var ret uregelmæssige. Der kunne gå en time imellem, og
der kunne gå 10 minutter. Så forsvandt de i et par timer, og
jeg tænkte at det nok var gået i sig selv igen. Min kæreste
og jeg gik så ud for at få noget at spise. Mens vi sad på
restauranten begyndte veerne igen. Vi gik hjem og blev enige om at det
nok var fornuftigt at gå iseng, så vi kunne nå at få
lidt søvn. Vi gik iseng kl. kvart i ni om aftenen, men kl. ni begyndte
der at blive præcis 7 minutter imellem veerne. De begyndte at bide
lidt mere, og jeg gik i brusebad. Kl. 2.00 gik vi ned til vores underbo,
som straks kørte os ud på fødegangen. Jeg blev undersøgt
og var 3-4 cm åben. Så vi fik en fødestue hvor vi først
prøvede at sove lidt, men den gik ikke. Min kæreste fik sovet
en time. Jeg kom i badekar og lå der i en time. Jeg havde hørt
så meget godt om at ligge i vandet, men det hjalp ikke mig ret meget.
Jeg stod op efter en time, blev undersøgt, og var 5-6 cm åben.
Lidt fremad gik det da. Jeg havde det godt med at gå rundt, så
jeg travede rundt ude i opholdsstuen.Veerne var begyndt at blive mere kraftige
nu. Min kæreste ville godt ned i hospitalskiosken og have sig noget
cola, og han spurgte om jeg ville med. Det ville jeg gerne sagde jeg. Vi
gik ud på gangen og havde vel gået to skridt, da jeg sagde
at jeg alligevel ikke ville med .Jeg ville hellere ind på fødestuen
igen. Jeg havde lige lukket døren i da det sagde plask, og jeg havde
vand overalt. Jeg fik ringet på en jordemor, som undersøgte
mig og jeg var 8 cm åben. Klokken var nu blevet 11.00 onsdag formiddag.
Herefter gjorde det bare rigtig ondt når der kom veer. Jeg stod op
og vuggede, bøjet over en sækkestol. Det var det eneste jeg
havde lyst til. Jeg manglede kun at åbne mig en halv centimeter.
Der gik to timer uden vi kom videre, og jordemoderen prøvede at
skubbe den sidste kant væk under en ve, men det lykkedes ikke. Veerne
var ikke så kraftige mere, så der blev opsat vestimulation.
Der var ikke mange pauser, så jeg var efterhånden godt træt.
Jeg havde jo været oppe i over et døgn. Tilsidst forsvandt
den sidste halve centimeter. Klokken var nu 14.00. Derefter opstod det
næste problem. Barnets hoved ville ikke synke ned og trykke på,
så jeg kunne få pressetrang. Jeg prøvede alt. Sad op
på toilettet, lå på den ene side, og på den anden
side, jeg stod op. Lige meget hjalp det. Så jeg måtte prøve
at presse hovedet ned med mine egne kræfter. Jeg pressede og pressede,
og det skred da også lidt frem. Da jeg havde presset i 2½
time, havde jeg ikke ret mange flere kræfter. Jeg havde da fået
presset hovedet godt ned, men ud ville barnet åbenbaret ikke. Pressetrangen
havde indfundet sig, og det var lidt bedre end bare at skulle gøre
det hele selv. Hjertelyden var begyndt at blive påvirket når
jeg pressede, og fostervandet var blevet grønt. Klokken var nu blevet
16.30, og en læge var blevet tilkaldt, da jordemoderen mente at vi
skulle have en sugekop på. Jeg ville helst sidde op på briksen,
men det måtte jeg ikke da hjertelyden blev dårlig når
jeg lå på ryggen. Derimod lød det meget bedre når
jeg stod op, men mine stakkels ben kunne næsten ikke bære mig
mere. Men jeg stod og stod og det ville ingen ende tage. Jordemoderen og
min kæreste fik mig bakset op på briksen, så jeg lå
klar når lægen kom. Mens vi ventede på ham skulle jeg
helst ikke presse for meget. Nemmere sagt end gjort. Jeg ventede i næsten
en time på lægen. Ret dårligt synes jeg. Nå, men
han kom væltende ind, og fik lagt den sugekop på. For dælen
hvor gjorde det da ondt. Da næste ve så kom, trak han med alle
sine kræfter( sådan føltes det i hvert fald fra min
ende af sugekoppen) og hele hovedet kom ud. En lille evighed gik der før
næste ve kom, og hele kroppen kom ud. Hvilken lettelse det var. De
sugede barnet lige da det var kommet ud, og det kom op på min mave.
Det viste sig at være en sød lille pige, som ville spise lige
med det samme, trods den hårde medfart hun havde fået. Min
kæreste klippede navlestrengen over, og hun fik lov at spise. (Moderkagen
blev underligt nok født uden problemer.) Bagefter blev hun pakket
ind og kom ned til far, mens jordemoderen gjorde klar til at sy. Da mellemkødet
ikke havde fået tid til at give sig, og hovedet bare var blevet trukket
ud i et hug, var jeg gået temmelig meget istykker. Så der blev
syet i en uendelighed syntes jeg, og havde egentlig bare lyst til at sparke
jordemoderen væk dernede fra. Endelig var der fred og ro til at ringe
rundt til familien, der selvfølgelig blev ellevilde. Efter fødslen
var jeg sikker på at jeg aldrig skulle have flere børn, men
idag hvor Kaja snart er 4 måneder, vil jeg gerne have to mere. Hun
er sådan et nemt barn, så lidt heldig var jeg alligevel.
Jette
TIL
TOPPEN
Sebastians
fødsel
Torsdag d. 1.oktober 1998 skulle
jeg til jordemoder til et rutine chek 3 uger inden min termin. Det var
en af de få gange min kæreste havde valgt ikke at tage med.
Jeg synes at jeg havde det godt.
Først i graviditeten havde jeg døjet meget med lænden
og var ALTID træt. Nu havde jeg det bare godt (troede jeg)
Jordemoderen fandt æggehvide
stof i min urin og mit blodtryk var alt for højt.
Hun fortalte at det kunne være
tegn på svangerskabsforgiftning og at jeg hellere måtte tage
op på sygehustet og få kørt en strimmel. Okay tænkte
jeg det kunne da max. tage 30 min.
På sygehuset fortalte man
mig efter at jeg havde lagt og ventet 1 time at de synes det var bedst
hvis jeg blev der et par dage. De fulgte mig op på en stue hvor der
i forvejen lå 2 gravide. Her blev jeg pænt lagt i seng og fik
bud på at jeg ikke måtte forlade sengen. De eneste tidspunkter
jeg måtte forlade den var når jeg skulle på toilettet.
Min urin blev samlet i et bækken så de kunne måle protein
(æggehvide stof).
Der gik 1, 2, 3 og 4 dage. Søndag
morgen fik jeg at vide at jeg ikke ville komme hjem før jeg havde
født. Fedt tænkte jeg. Sæt nu jeg skulle ligge der til
min termin og så måske gå 14 dage over.
Mandag fik jeg heldigvis at vide
at de ville sætte min fødsel igang, bare ikke hvornår......
Tirsdag ville overlægen have haft mig på fødegangen,
men der var ikke plads... Senere tirsdag fik jeg at vide at de ville modtage
mig kl. 9 onsdag morgen.
Sikke en lettelse, så kunne
vi jo snart komme hjem med junior.
Klokken 9 onsdag morgen var mine
2 fødselshjælpere (min kæreste og min mor) kommet. Jeg
havde ikke fået særlig meget søvn den nat og det havde
min kæreste heller ikke. Han havde bøvl med en visdomstand.
klokken den blev 9.30 og der var ikke kommet nogen for at hente mig. Min
kæreste kørte til tandlægen, han ville jo nok ikke være
til meget hjælp hvis han også havde ondt *S*. Langt om længe
kom de og hentede mig. nu var klokken 11.30.
På fødegangen tog
de fostervandet kl. 12. Jeg fik næsten veer med det samme. Mine veer
var bare ikke helt stærke nok så kl. 14.45 fik jeg drop med
et ve-fremmende stof. Kl. 16.20 havde jeg åbnet mig 3 cm. Jeg fik
pressefornemmelser kl. 19.
Da hovedet var kommet ud gik
det hele meget stærkt. Jeg kunne godt se på jordemoderen at
det hele ikke var som det skulle være. Hun hev herefter min søn
ud af mig. Først anede jeg ikke om jeg havde fået en pige
eller en dreng eller om mit barn levede. Det måtte min kæreste
fortælle mig. Pludselig var hele rummet fyldt af læger og sygeplejersker.
Der blev hentet en kuvøse og han kom direkte på børneafdelingen.
Da hun havde måttet hive ham ud af mig var jeg gået ret meget
i stykker.
Nu kom samtlige jordemødre
fra hele fødegangen for at se min moderkage. Det viste sig nemlig
at der var en ægte dobbeltknude på navlesnoren. Det kunne jeg
ikke se det spændende i, jeg ville meget hellere se mit barn. Jeg
fik bragt 2 billeder op fra børneafdelingen. Der gik lige ved 3
timer før jeg blev kørt ned til ham. Det var helt utroligt.
der var han i kuvøsen med en meget stor blodsamling midt på
hovedet og slange i næsen og alligevel var han det smukkeste jeg
nogensinde har set.
Jeg blev kørt op
på barselsgangen og her kom jeg til at ligge på en 6 mands
stue med en anden nybagt mor der heller ikke havde sit barn hos sig.
Efter 12 dage på børneafdelingen
fik vi endelig lov til at komme hjem.
I dag er Sebastian sund og rask
og en rigtig lille krudtugle
TIL
TOPPEN
Emil
Den 16/4 98, 2 1/2 uge før
terminen, kom de første murrerne veer. Men at det var veer, var
det sidste, der faldt mig ind. Jeg troede, at jeg havde ondt i lænden
på grund af de hårde stole på skolen, som jeg gik på.
Jeg havde heller ikke særligt ondt, og om aften havde min kæreste
besøg af hans forældre, som hjalp med at samle vores reolsystem.
Vi gik i seng, og min kæreste spurgte, om han skulle ringe til nogen,
for at høre, om det kunne være veer, men jeg sagde nej, for
det var ikke veer. Jeg sov hele natten (var dog oppe at tisse som jeg plejede)
og næste morgen havde jeg det lidt værre, end aften før.
Men i skole, nej, det skulle jeg ikke. 2 timer HF fag kunne jeg sagtens
undvære. En af min kærestes venner kom direkte fra arbejde
med noget morgenmad, og min kæreste sagde rigtig grinende til ham,
at jeg troede, at jeg havde veer. Men han blev senere klogere. Han tog
ned til vennen, med vores mobil, og efter flere ganges forsikringer at
jeg godt kunne være alene, ellers ville jeg ringe efter ham. Jeg
ringede til min kusine for at høre, om det var veer, jeg havde,
eller om det var falsk alarm. Men hun mente, at jeg skulle tage mig et
bad og så ringe til den vagthavende jordmoder. Så jeg trippede
ud for at tage et bad, som jeg slet ikke kunne holde ud, så på
med tøjet og ind foran uret. Gennemsnit 5 minutter, kl. 11.05 ringede
jeg, du må hellere tjekkes, men vent en time, vi har travlt og du
føder nok heller ikke forløbigt. Jeg ringede til min kæreste
og sagde, at vi skulle ind om en time, men det var sikkert falsk alarm.
Derefter til min kusine, som siger i sjov, så gør det inden
kl. 18.00, for så kan jeg tage dig samtidigt med min svigermor som
er indlagt på afdelingen ved siden af. Nå, tasken, som ikke
er blevet pakket, bliver pakket lyn hurtigt. Kl. 12.00 ringer min kærste,
jeg er nede ved bilen, så bare kom. Så ned i bilen og ud til
hospitalet (Helsingør) hvor vi ca. 5 minutter senere. Ind i venteværelset
og vente på, at jordmoderen kunne komme og se på mig. Mine
veer var ubehagelige, men de gjorde ikke særligt ondt. KL.12.30 kom
hun, det er sikkert blærebetændelse, du har, men jeg undersøger
dig lige. 4-5 cm og ind på en stue. Jeg får en lavement og
beder om at komme i karbad, da jeg husker at vi har glemt kameraet. Min
pragtfulde kæreste ringer til sin farmand som står ved indgangen
5 minutter efter med kamera + ekstra film. Og imens sidder jeg på
toilettet og efterfølgende i bad. Jeg går ind og lægger
mig på briksen, for badet hjalp ikke, men glæder mig til at
komme ned i karret, hvis de da ville komme og fylde det op. Min kæreste
kommer, og jeg beder ham om at tilkalde en til at fylde karret, for jeg
vil ned i det. Sygehjælperen kommer og sammen med min kæreste
får de sat plastikken ned i karret og så begynder opfyldningen
af det. Min kæreste sad i stolen ved siden af mig og holdt øje
med tiden, nu er der 2 minutter i mellem, nej prøv at se, man dine
blodåre er helt fremtræden når du har en ve, og gud hvor
det ravede mig. Kl 13.30 mærker jeg et smæld efterfølgende
af en dejlig varm fornæmmelse mellen benene, vandet var gået.
Jordmoderen kom ind, kiggede og sagde, at den var god nok og vandet var
fint og klart. Hun gik hen og slukkede for vandet til karret, medmindre
jeg ville føde i vand. Vand kunne jeg få lov til at føde
i, om jeg ville, det havde været min store drøm, men jeg har
ikke troet, at det kunne lade sig gøre på Helsingør.
Så vandet blev tændt igen. Kl.13.45 fik jeg den største
pressetrang og der blev ringet efter jordmoderen. Jeg var overbevist om,
at jeg ikke havde åbnet mig nok, men minsandten, jeg kunne bare presse
løs. Over i karret og komme med gigantiske kampråb når
jeg skulle presse. Min kæreste blev gaderet rundt om karret med kameraet
og kl. 13.57 d. 17/4 98 kom min dejlige søn til verden. Han var
lille, fin og med en vægt på 2680 og en længde på
48.
Med venlig hilsen Carina
TIL
TOPPEN
¤ ¤ ¤
Lukas
Den 1/7 1999 skulle mit lille
vidunder havde melt sin ankomst, men det gjorde han bare ikke. Jeg var
på sygehuset den dag for at blive scannet og kørt få
en strimmel, men alt var i den skønneste orden. Så jeg fik
en tid i næste uge, hvis veerne ikke havde melt sig inden. Det gjorde
de selvfølgelig ikke, så jeg mødte op igen jeg blev
undersøgt igen men intet var galt, så jeg blev sendt hjem
igen. Ugen efter havde jeg fået endnu en tid og jeg mødte
op igen, det skal lige siges det var en utrolig varm dag. Jeg blev scannet
for 10 gang i min gravilitet, det har nok noget at gøre med at jeg
er så ung, for der har ikke været noget galt. Alt var som det
skulle være under scanningen men de ville lige køre en strimmel,
som viste at hans hjertelyd lå lige omkring de 200, jeg tror selv
herefter fødslen at det var pga. varmen. Nå men jordmoderen
blev lidt urolig og kaldte på en læge, han mente godt at jeg
kunne tage hjem igen, men skulle komme tilbage kl. 18:00. Så vi tog
hjem igen.
Kl. 18:00 var vi tilbage igen
og jeg fik kørt endnu en strimmel, hjertelyden var heldigvis faldet
en lille smule, men de ville lige køre en til ved en 22:00 tiden
om aftenen. Så vi tog ud og besgte nogle venner indtil da, da vi
bor langt fra Nykøbing Falster sygehus. Da vi så kom tilbage
om aftenen blev jeg undersøgt og jeg var en cm. åben, men
veer havde jeg ikke bemærket endnu. Så de mente, at jeg skulle
blive natten over, og at fødslen skulle sættes i gang. Jeg
var meget ked af at skulle overnatte der uden min kæreste, så
han fik lov til at blive der og sove. Jeg fik kørt en dejlig seng
ind, hvor han derimod skulle sove på en føde briks (stakkels
mand).
Nå men jeg fik en
gang lavement og en stikpille med ve fremkaldene midler. Og skulle derefter
havde kørt en strimmel hver anden time natten igennem, så
jeg fik selvfølgelig ikke sovet den nat.
Kl. 8:00 om morgnen efter
min kæreste var taget hjem for at få et bad fik jeg de første
veer, og de var meget stæke. 2 min. var der mellem hver ve, jeg viste
ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv så ondt gjorde de. Kl.12:00
prikkede huld på mit fostervand. Og efter 5 timer med meget kraftige
veer var jeg kun 3 cm. åben, så jeg et skud mofin så
jeg kunne sove lidt, ½ time blev det til, så ville jeg op
af den seng og i et dejligt varmt bad. I det samme var der vagt skifte
og der kom en rigtig sød jordmoder ind, hun hjalp mig i bad og sad
og snakkede mig om den forestående fødsel. Da jeg var i badet
ville hun undersøge mig indvendigt fordi veerne ikke var særlig
krafitge mere. Stadig 3 cm. og det var hun ikke tilfreds med, så
kl. 15:00 blev jeg lagt op på briksen igen og fik en gang ve stimulerende
drob, og så skal jeg love for at der kom skub i veerne igen. Jeg
fik noget ilt til at få min opmærksomhed væk fra de nu
meget kraftige veer, men intet hjalp det. Kl. 16:40 de kørte en
strimmel til på mig og hans hjertelyd lå og svingede meget
fra 100 til 220, så de blev lidt urolige, der blev tilkaldt en læge
og et par jordmødrer til, for at se på det hele. De snakkede
lidt fem og tilbage og blev enige om at jeg skulle have en epidualblokade,
så jeg kunne slappe lidt af, så kunne de nemlig beslutte sig
hvad de skulle gøre ved det bagefter. Det var godt nok skønt
at få den, jeg kunne for første gang i mange timer slappe
lidt af, for jeg kunne jo slet ikke mærke veerne mere. Kl. var nu
17:20 og pga. hans hjertelyd besluttede vi og alle sammen for at jeg skulle
have foretaget et kejsersnit, hvor jeg var vågen og min kæreste
var med efter mit ønske.
Jeg blev gjordt klar og
min kæreste fik noget hvidt overtræks tøj på,
og så blev vi ellers kørt afsted til oparations bordet, hvor
jeg blev lokal bedøvet. De gik meget hurtigt for bedøvelsen
at virke så jeg blev lagt op på bordet, og de begyndte at vippe
bordet da de opdaget at jeg ikke var blevet spæntd fast, og næsten
nede på gulvet. Der blev sat en skærm op og jeg holdte min
kæreste i hånden, de begyndte og skære og jeg kunne mærke
en underlig følelse af at de rodede rundt i min mave.
Kl. 17:58 blev han så hevet
ud og jeg kunne høre noget barne gråd, og så trillede
tårene. Han blev lagt hen på bordet for at blive suget, målt
og vejet osv. osv. De kom så hen og lagde hans lille hovede på
min skuller i max. 5 sek. og så gik de igen med ham og min kæreste
fuldte med. Det tog omkring ½ time at blive syet og så blev
jeg kørt afsted til intensiv hvor jeg lå en hel time, før
der overhovet var nogle, der kom ind og fortalte mig hvor min søn
var henne, på det tidspunkt var jeg meget sur på alt og alle
og sagde til den sygeplejerske der kom ind at jeg ville have min søn
nu.
Sygeplejersken gik ud og
sendte bud efter drengen og min kæreste, og 10 min. efter kom de
ind. Jeg så for første gang min vidunderlige søn 1½
time efter at han var født, og det var det største øjeblik
i mit liv.
Lukas kom til verdnen 22 dage
for sent, d. 22/7 99
Han var 55 cm. lang og vejede
3900 g.
Med venlig hilsen Janni Simonsen
18 år
TIL
TOPPEN
¤ ¤ ¤
Klaras
Ankomst:
Torsdag nat, 8 dage før
min termin gik vandet. Jeg tog derfor til Helsingør sygehus for
at blive undersøgt og få kørt en strimmel. Alt så
normalt ud, og vi, min mor og jeg, blev sendt hjem, med besked om at komme
igen fredag aften kl. 18.00, selvfølgelig før, hvis jeg fik
veer.
Senere på dagen ringede
vi til fødegangen for at høre lidt mere om, hvad der skulle
ske senere på aftenen. Jordmoderen fortalte, at de var blevet enige
om at lave en hindeløsning, hvis ikke jeg havde fået veer
inden da. Men… da vi kom kl. 18.00 skete der ikke andet, end at jeg blev
undersøgt temmelig hårdhændet, der blev kørt
en strimmel og vi blev sendt hjem igen.
Nu havde vi fået en
fast aftale om at møde lørdag morgen til igangsætning.
Lørdag morgen kl. 8.00
stod jeg og mine to fødselshjælpere og ventede på at
blive tilset af en jordemoder. Det var der bare ikke tid til! Der kom en
jordemoder og fortalte, at de simpelthen havde haft så travlt hele
natten, og derfor ikke havde tid til at sætte mig i gang den morgen.
Jeg havde ikke fået
sovet ret meget den nat, jeg var nervøs og havde virkelig sat mig
op til, at nu skulle det være. Det fik jordemoderen at vide, og hun
indvilligede i at køre en strimmel, og at undersøge mig.
Det gjorde hun… og fandt ud af at vandet ikke var gået! Og at jeg
derfor ikke skulle sættes i gang alligevel.
Op ad formiddagen blev jeg
undersøgt af en læge, der i første omgang ikke var
helt sikker på om vandet var gået. Hun kom dog frem til, at
det måtte være vandet mellem de to fosterhinder, der var gået
og ikke selve fostervandet. Et fænomen ingen af de jordemødre,
jeg var blevet undersøgt af, åbenbart havde hørt om
før?
På dette tidspunkt var
det meste af dagen gået, og efter den meget modbydelige behandling
på fødegangen, ville vi hellere end gerne hjem. Jeg var faktisk
blevet enig med mig selv om, at enten ville jeg ikke føde, eller
også skulle det ikke foregå på Helsingør.
Søndag nat kl. 5 gik
vandet (igen), denne gang samlede jeg tre bind med fostervand, for at jordemødrene
skulle tro på mig.
Kl. 6 fik jeg den første
lillebitte ve, og vi tog afsted til fødegangen – på Helsingør
sygehus. Der blev kort en strimmel, og jeg blev undersøgt: en finger
åben, hvilket jeg også havde været de foregående
dage. Den ”modbydelige” jordemoder kom ind for at ønske mig held
og lykke, hvilket var utroligt dejligt. Jeg kunne nu glemme gårsdagens
hændelser og koncentrere mig om det forestående arbejde.
Kort efter var der vagtskifte,
og jeg hilste på den jordemoder, jeg skulle føde med: Lisbeth,
som jeg havde hilst på to gange før og utrolig godt kunne
lide.
Min mor, min farmor og Lisbeth
blev enige om, at vi kunne blive en time og derefter tage hjem igen. Jeg
var ikke helt enig – jeg vidste godt, at vi ikke ville nå hjem. Da
kl. blev 9.00 var jeg 4-5 cm. åben, og jeg skulle bestemt ikke hjem,
men have klyx og på fødestue.
Veerne blev rigtig væmmelige
nu, og jeg ville derfor gerne prøve at komme i karret. Der sad jeg,
imens det blev fyldt op, så kunne jeg simpelthen ikke holde det ud
mere, jeg måtte bare op og ligge.
Vel oppe i sengen fik jeg
lattergas, som jeg faktisk ikke slap, andet end da jeg SKULLE op og stå.
Hovedet stod nemlig skævt i bækkenet og hjertelyden var en
smule påvirket. Gud hvor var det væmmeligt at stå op!
Kl. 11.00 fik jeg pressetrang,
det var faktisk fuldstændigt umuligt at lade være at presse.
Da jeg kun var 8 cm. åben og der stadig var en lille kant fortil,
kunne jeg ikke presse hæmningsløst. Men Lisbeth forbød
mig det absolut ikke, jeg skulle bare småpresse, når jeg ikke
kunne lade være. Det var bare dejligt at høre.
Under hele denne fase havde
jeg meget hyppige veer, af meget lang varighed, og jeg nåede ikke
at blive helt klar mellem veerne. Men det var nu ganske ”dejligt”, for
jeg orkede alligevel ikke at snakke eller på anden måde deltage
i det, der foregik på stuen. Det eneste jeg ænsede var, at
jeg skiftevis holdt min mor og min farmor i hånden.
11.45 var jeg helt åben
og der blev gjort klar til fødsel, hvilket jeg heller ikke rigtig
opfattede. Lattergassen blev erstattet af ilt, og jeg kom lidt op at sidde.
I benenden blev der stillet et spejl op. Og så skulle der presses.
12.15 blev min datter født
og oldemor fik lov at klippe navlestrengen.
Det var en helt fantastisk
oplevelse for både min mor, min farmor og mig selv. Ikke mindst på
grund af en utrolig dygtig og indlevende jordemoder.
Henriette
Min hjemmeside finder du her.
TIL
TOPPEN
¤ ¤ ¤
Den 29.07.98,
14 dage efter temin fødte jeg Lucas på Helsingør sygehus.
Den sidste tid var præget af utålmodighed og voldsom diarré.
Sidstnævnte bevirkede at jeg blev bekymret for barnets tilstand,
og derfor lagde vejen forbi fødeafdelingen en uge efter termin.
En CTG viste at barnet havde det godt. Lidt beroliget vendte jeg hjem,
og fulgte rådene om at spise bananer. Aldrig har jeg spist så
mange bananer....
Et par dage senere forværredes
min diarr'e yderligere, og jeg ringede atter til den vagthavende jordemoder.
Hun lød som om jeg havde ringet forkert, og i stedet skulle have
haft fat i lægevagten. Men hun rådede mig til at spise nogle
bananer.......
Det slog fuldstændigbenene
væk under mig. Jeg havde på fornemmelsen at noget ikke var
som det skulle være. Ellers ville min krop vel ikke reagere sådan.
Men jeg var på det tidspunkt meget sårbar og usikker, så
jeg formåede ikke at banke i bordet, og bede om at blive taget alvorligt......
Veerne startede ganske stille
og roligt aftenen før jeg fødte. Hele natten gik med at tage
tid, forsøge at sove lidt, og håbe på det ikke ville
gå i sig selv.... Næste morgen ved 9 tiden ringede jeg til
fødaafdelingen, som fortalte at jeg ikke behøvede komme før
jeg havde tårer i øjnene af smerte. Jeg blev atter nervøs
for at det skulle gå i sig selv, for veerne var virkelig ikke særlig
smertefulde. Så min mand og jeg gik en tur på et par kilometer.
Da vi kom tilbage forsøgte jeg at spise lidt, og så ringede
jeg og sagde at vi ville køre hjemmefra nu.
Vi ankom til fødestuen
kl 12.30, og jeg blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig én
finger, hvilket jeg havde været i to uger. Så det var ikke
særlig opløftende nyheder. Vi fik lov til at vente en time
for at se tiden an.
Kl 13.00 gik vandet i en kæmpe
skylle. Det var tykt, grønt og ildelugtende. Samtidig begyndte veerne
for alvor, og jeg kastede op. Jeg skulle ligge med CTG, hvilket var meget
generende, men selvfølgelig nødvendigt for at holde øje
med barnet. Jeg trak mig ind i en verden hvor kun mit åndedræt,
min mands hånd og lydene i rummet eksisterede. Og så selvfølgelig
smerten. På grund af hjertefrekvensen under og efter veerne overvejede
personalet kejsersnit, men valgte normal fødsel.
Efter 2 timer havde jeg åbnet
mig 4 fingre, og jeg fik lov til at komme i et kort brudsebad. Derefter
tilbage til CTG'en. Det meste af tiden lå jeg på den ene side,
med min mand i min ene hånd, og et håndtag i anden. Jeg orkede
ikke at kigge på de mennesker der kom ind og ud, men til gengæld
hørte jeg alt hvad der forgik.
Efter yderligere 1½
time havde jeg åbnet mig 8 fingre, og fik presetrang. En jordemoder
sagde at jeg skulle presse med når trangen meldte sig, hvorefter
hun gik på grund af vagtskifte. Den nye jordemoder kom lidt senere
og iførte sig plasforklæde, og lange handsker. Og så
sagde hun at jeg for alt i verden ikke måtte presse endnu. En sygehjælper
kom hen og præsenterede sig, og spurgte mig om jeg ville føde
i mit eget tøj, eller skifte til en hospitalsskjorte.
-Hvor var jeg dog bedøvende
ligeglad.....
En læge ankom til stuen,
og så fik jeg lov at presse. Undervejs holdt de øje med hjertelyden,
som på et tidspunkt forsvandt. De forsøgte 2 gange at sætte
en måler på barnets hovede, men det mislykkedes. Samtidig fik
jeg ilt mellem veerne, fordi barnet ikke fik nok. For mig betød
den tumult at jeg blev virkelig bange. Jeg anede ikke om hjertet var holdt
op med at slå, eller hvad der skete. De fortalte ikke noget, og jeg
var ude af stand til at spørge.
Jordemoderen blev ved med
at sige: Det barn skal ud NU. Du presser ikke godt nok. Du trækker
vejret forkert. Det fik mig til sidst til at sige ."Jamen jeg kan ikke"
Det jeg mente var at jeg ikke kunne presse hårdere, og hvis det ikke
var godt nok, og barnet var i fare, så måtte de gøre
noget for at hjælpe. Men det forstod hun ikke. Hun blev bare ved
med at gentage det samme og sige til lægen at det nok var en fødselssvulst,
og at barnet snart skulle ud.
Da hovedet blev født,
viste det sig at den højre hånd sad i klemme ved venstre kind.
De tog defor fat et eller andet sted og trak barnet helt ud. Han trak ikke
vejret, skreg ikke, var blålig og slap.
Igen blev der travlt på
stuen. En narkoselæge blev tilkaldt og sugede Lucas lunger fri for
det slimede fostervand, og andre lagde CPAB, holdt øje med iltoptagelse,
blodtilførsel mm. Efter en time skreg han endelig. Jeg fik
lov at holde ham i en dyne i et par minutter, og så kom han i kuvøse.
Altimens kunne vi ikke gøre andet en at se til. Det var så
tomt og uvirkeligt, som om det slet ikke var vores barn. Vi var alene,
fordi personalet var beskæftiget med Lucas, og af en eller anden
grund måtte min mor som ventede på gangen ikke komme ind. Hun
kunne måske ellers have støttet os lidt.
Lucas skulle overflyttes til
Hillerød hospital, og da ambulancen kom, havde afdelingen glemt
at bestille en sygetransport til mig. Jeg fik den besked at jeg kunne gå
ned til vores egen bil, for der var jo mange der fødte ambulant,
og de måtte jo også stå ud af sengen med det samme. Så
det gjorde jeg.
På Hillerød var
det også temmelig kaotisk, for der var afdelingen under ombygning,
men det er en helt anden historie...
Lucas fik krampeanfald efter
1½ døgn, men blev behandlet, og er i dag helt nornal, sund
og rask.
Familien
Grønbech
Vores hjemmeside finder du
her.
TIL
TOPPEN
¤ ¤ ¤
Det er
nu lidt over et år siden, at Linea kom til verden, men en fødsel
glemmer man ikke lige med det samme. På grund af lidt graviditetssukkersyge
og en skønnet fostervægt på over 4500 g. skulle jeg
sættes i gang. Det blev en lang historie. Først på 7.
dagen skete der noget alvorligt, og da var jeg så træt af det
hele....Men min mand og min søster, som var med hele ugen, hjalp
til med at holde humøret oppe. Og da vandet gik, ligesom jeg var
ved at tæve dem i yatzy, vidste jeg, at nu skulle det snart ske.
Linea er en efternøler og min 3. datter, så jeg vidste godt,
hvordan jeg ville have det. Jeg bad min søde jordemor om at komme
på fødestuen og have masken lige ved hånden. Det gik
fint. Så var der vagtskifte, og i tiden mellem gammel og ny jordemor,
skete der et jordskred i mine veer. Uha, hvor der skete noget. Da den nye
jordemor kom ind på stuen - overfrisk - kaldte hun mig unge dame.
Fejl nr. 1, jeg var 37 år! Spurgte om jeg dog ikke skulle lidt op
at gå. Fejl nr. 2. Mine ben var på det tidspunkt ude af stand
til at bære mig. Sagde: Jamen du har jo maske! og slukkede for den
uden at advare mig! Fejl nr. 3. Da hun sagde, at hun sørme ikke
kunne lide, at jeg spændte sådan, kom jeg til at sige, at jeg
da heller ikke brød mig alt for meget om hende! SÅ sendte
hun bud efter en læge! Han kom, undersøgte mig og konstaterede,
at jeg kun manglede "en lille kant", før jeg kunne føde.
Ak ja, jordemoderen blev så mærkelig tavs under resten af seancen.
Godt jeg havde min søster til at bakke mig op og min mand til at
massere - og ih, hvor der blev masseret hårdt!
I løbet af ½
time fødte jeg så min dejlige datter! Ingen komplikationer,
ikke en rift, bare en skøn unge på 4000 g og 57 cm. Desværre
betød sukkersygehalløjet, at hun skulle have mad straks og
hver 4. time, ligesom hun skulle have taget blodprøve hver 4. time.
Min "dejlige" jordemor stak hende derfor en flaske - og vupti, i løbet
af det næste døgn fik hun så meget flaske, at jeg godt
kunne pakke de naturlige madpakker væk for altid. Det var et chok,
at jeg ikke kunne få amningen til at fungere, det havde jeg ingen
problemer med tidligere, så det var jeg slet ikke forberedt på.
Men flaskebarn blev hun, og trods sorgen herover kom det dog til at fungere
alligevel.
Det var lidt om min sidste
fødsel. Og ja, det bliver den sidste!
Elisabeth
Min hjemmeside finder du her.
TIL
TOPPEN
¤ ¤ ¤
Rasmus
Fødsel
Rasmus blev født lørdag
den 30. november 1997 kl 20.33. Men inden da, var der gået nogle
timers hårdt arbejde og laaaang tids ubehag!
Jeg har "altid" vist at jeg
ville føde i vand. Ikke så meget af ideologiske årsager,
og heller ikke med tanke på at det ville være rart for barnet
- men for min egen skyld. Jeg slapper altid godt af i varmt vand, og det
er min opfattelse, at jo mindre anspændt man er, jo nemmere må
det være at føde. Så derfor valgte jeg at føde
på Glostrup Fødeklinik, som tillader at man føder i
vand. Jeg fik mit ønske skrevet på min vandrejournal, så
jeg var sikker på, at det ikke ville blive overset.
Lørdag den 29. november
vågnede jeg ved 6 - tiden. Jeg havde ligesom lidt ondt i ryggen,men
så gik det over igen, og jeg lagde mig til at sove igen. Lidt efter
gjorde det ondt igen - jeg havde småsovet i ca 5 minutter. Så
holdt det op igen - og jeg sov videre. igen. Tredie gang det gjorde ondt
i ryggen stod jeg op. Vi havde alligevel sat vækkeuret til kl 7,
for Claus (min kæreste og far til barnet, og altså vognmand)
havde en flytning. Så jeg gik ud og lavede kaffe. Mens jeg stod og
ventede på at vandet skulle koge, gik det pludselig op for mig at
det kunne være, at jeg havde veer. Jeg var godt klar over at de ikke
var alvorlige, men lette smerter i ryggen, med ca 5 minutters mellemrum
- jo det lød godt nok som veer. Så jeg gik ind til Claus og
sagde "Vågn op - Jeg tror jeg har veer!" og Claus svarede: "Nej,
det har du ikke. Du må vente til næste week-end." Men han stod
da op......
Nu var der jo lige det problem,
med at Claus havde en flytning kl 9. Jeg bad ham om at prøve at
finde en anden til at køre den for ham, og han prøvede, men
der er altså ikke særlig mange af Claus kolleger, der svarer
mobiltelefonen kl halv otte en lørdag morgen. Han regnede da også
med, at han var færdig klokken 12, så jeg så intet problem
i det. Jeg mente ikke at der ville ske noget før om eftermiddagen
- det gjorde jo ikke særlig ondt endnu. Så okay, men han måtte
skynde sig lidt!Så Claus kørte, og jeg satte mig ved spisebordet
og drak kaffe, og fandt nogle cigaretter frem. Jeg har aldrig røget
så meget som den formiddag. Jeg nærmest kæderøg!
Jeg fandt også et par bøger frem, og så sad jeg og læste
om alt det vederstyggelige, der skulle overgå mig.
Ved 11.30 tiden begyndte de
rigtige veer. Nu var jeg nød til at trække vejret dybt under
veen. og den varede omkring 2 minutter. Så syntes jeg ikke længere
det var så sjovt at være alene. Så jeg ringede til Claus
og spurgte om hvornår han regnede med at være hjemme. Jo, han
skulle lige læsse af. Denne samtale gentog sig hver halve time indtil
kl 15, hvor jeg havde ringet til fødeklinikken under kraftig opfordring
fra min svigermor. (Jeg mente ikke der var grund til at forstyrre dem endnu,
men min svigermor, der ringede for at høre hvorfor vi ikke var dukket
op til min svigerfars fødselsdag, blev meget nervøs). Jordemoderen
sagde, at jeg nok skulle se at komme derudaf, så jeg ringede altså
til Claus og sagde at nu ville jeg altså tage afsted, og hvis han
skulle med, måtte han se at komme hjem nu!! Han havde stadig bilen
fuld af møbler, som han ikke mente han bare kunne sætte af
(det mente jeg ellers godt han kunne), men han fik fat i en, der kunne
overtage Claus' bil, og så lånte Claus hans. Og hjem kom han,
og afsted kom vi.....
Vi blev modtaget på
klinikken, vi fik installeret os, det blev konstateret at jeg havde åbnet
mig 4 cm, og jeg fik et lavement. Jeg forklarede jordemoderen, at jeg ville
føde i vand, men det var hun ikke meget for at love, når mit
vand ikke var gået endnu, for barnet stod ikke fast i mit bækken.
Men jeg fik da lov at komme i brusebad, og der stod jeg så og masserede
min lænd med bruseren....ahhhhh.
Jeg stod længe i bruseren,
så skulle Claus ryge, og så begyndte veerne at gøre
rigtig ondt. Og så skulle jeg i bad igen. Den jordemor, der havde
taget imod os, kunne (gudskelov) ikke føde med os, for der var lidt
travlt og hun havde en anden fødsel, så jeg skulle vente på
en tilkaldt jordemor, før jeg kunne komme i vandet. Den første
jordemor lovede mig at jeg måtte føde i vandet, da jeg sagde
til hende, at hvis jeg ikke snart måtte komme i fødekarret,
kunne hun godt tage og køre mig op ovenpå og give mig en sprøjte!!
Endelig kom vores jordemor
- søde Pernille Truelsen. Hun var bare perfekt til mit temparement!
Stille og rolig, med lidt humor. Og ikke noget med at hundse med mig. Hun
havde ikke prøvet vandfødsler før, men det gjorde
ikke noget, for hun var indforstået med at det nok skulle gå,
og hun spurgte kun en gang om jeg ikke ville op på briksen, og det
var da jeg skulle presse. Og da jeg svarede, at hun måtte være
gal, jeg skulle ingen steder, sagde hun okay, og lod mig blive i vandet.
Jeg husker ikke så meget fra efter jeg kom ned i vandet. Det er hårdt
arbejde, kan jeg godt love Jer der ikke har prøvet det endnu! Det
eneste jeg husker er, at Pernille sad og nynnede (det tog jeg som, at alt
gik godt) og at hun var nød til at tage fosterhinden - og at det
var en enorm lettelse, for så kunne jeg rigtig presse. Jeg kan også
huske, at hun på et tidspunkt sagde til Claus, at nu skulle han tage
sin stol med ned i hendes ende, og så viste hun ham at man kunne
se toppen af hovedet inde i mig. Og jeg kan huske, da jeg havde presset
hovedet ud, og de talte så meget om det, at jeg tænkte at jeg
hellere måtte åbne øjnene så jeg kunne se det.
Og der - mellem mine lår, under vandet - var en stor sort kugle -
men så kom der en ve, og jeg pressede, og svup! ud kom et barn, der
blev smidt op på mit bryst. Og alle smerter holdt op, og hold da
helt kæft hvor var jeg træt! Det gik nu hurtigt over, væk
var trætheden, jeg kom op på briksen, fik mit barn, og lagde
ham til brystet. Han suttede rigtigt og perfekt lige fra starten.
Med venlig hilsen Maria
Min hjemmeside finder du her
TIL
TOPPEN
¤ ¤
¤
