>
2. EN KONGES LOYALITET
( Original: Kraljeva vjernost)
5. PRINCESSE MILEVA
( Original: Princeza Mileva)
11. FJOLEST
( Original: Magarac)
author: Danilo Marić
oversættelse: Čedo Ivanišević
2. EN KONGES LOYALITET
( Original: Kraljeva vjernost)
Kong Nemanja og dronning Anna styrede et fjernt land, Serbien. Folket elskede dem, fordi der hverken var hunger eller tiggere, tyvene og de spedalske, der tidligere var ved alle vejkryds, forsvandt. En dag havde de en samtale om deres styre med biskoppen, og han mindede dem om en god kristen tradition:
"Store herskere huskes af de fundamenter, de har bygget og givet til sit folk."
Kongen og dronningen besluttede, at de ville bygge og forære et fundament til sit folk. Et kloster, hvis skønhed aldrig var set før. For at vælge det perfekte sted, besluttede de sig for at gå en tur i deres rige. De så mange smukke floder, bjerge og kløfter, og de valgte den smukkeste flod kløft ved navnet Studenica. De hentede de bedste håndværkere fra Grækenland og gættede på at fundamentet ville tage tre år at bygge.
For at være sikker på at alt foregik, som det skulle, ville kongen blive i Studenica med håndværkerne i alle tre år, imens dronningen styrede riget.
I Studenica boede en pige, der var så smuk, at alle mænd blev forelsket i hende. I det samme kongen så pigen, forelskede også han sig straks i hende. Senere beordrede han, at hun en lørdag aften skulle føres til hans værelse.
Pigen havde en kæreste, som hun elskede, og som hun havde planer om at giftes med. Nu var hun meget ulykkelig. I sin søgen efter gode råd, besøgte hun de munke, der overvågede opbygningen af klosteret.
Munkene blev bekymrede ligeså meget som pigen, fordi overhovedet af klostret ikke må være syndig, og deres overhovedet havde allerede syndet halvvejs. De satte hovederne i blød og prøvede at finde en hæderlig vej ud af dette. De kom frem til en løsning, hvor de både kunne redde pigen, beholde klosteret og redde kongen fra hans synd.
En af munkene skyndte sig at ride op til slottet, forklarede situationen til dronningen og foreslog, at hun skulle tage til Studenica med det samme.
Dronningen tog imod rådet og kom aftenen, da pigen skulle besøge kongen. Hun fortalte ikke sin mand at hun var der.
Pigen blev fulgt til kongens værelse.
Munkene havde sagt til pigen, at når det blev tid til at sove, skulle pigen slukke al lys og snige sig ud af kongens værelse. I samme tid ville dronningen Anna snige sig ind, lægge sig ved siden af sin mand og lade som om hun var pigen.
Ved daggry bad dronningen, der stadig var ukendt og lod som om hun var pigen, kongen om han ville forære sin guldring til hende i gave. Hun sagde: ”Sådan så jeg kan huske dig.” Kongen tog ringen fra sin finger og gav den til pigen.
Året efter fødte dronningen et barn. Da barnet fyldte et år, blev konstruktionen af klostret færdigt, og kongen var klar til at vende tilbage til slottet. Der fandt han ud af, at dronningen havde født en dreng, skønt han ikke havde set hende i tre år. Kongen blev vred og beordrede: ”Der må ikke vente mig en utro kvinde på slottet, ellers henretter jeg hende.”
Da kongen kom hjem til slottet, blev han overrasket over både barnet og dronningen. Han tog fat om sit sværd og styrtede mod sin utro kone. Da han begyndte at svinge sværdet mod hendes hoved, viste hun ham ringen og sagde: ”Du sov ikke med en skønhed af en pige, du sov med din trofaste dronning, din kone. Her er beviset.”
author: Danilo Marić
oversættelse: Čedo Ivanišević
5. PRINCESSE MILEVA
( Original: Princeza Mileva)
Denne sande historie fandt sted efter 1389 i et lille europæisk land, Serbien, på et slot ejet af kejser Lazar. Kejseren havde en smuk datter, den attenårige prinsesse Mileva, der var forelsket i Vukasin, den modigste hertug i riget. De var begge smukke og elskede hinanden meget højt. De ønskede at gifte sig, og de bad om velsignelse hos hendes forældre, kejserinde Milica og kejser Lazar, og de fik den. Det forlovede par, prinsessen og hertugen, blev de lykkeligste i verden.
På slottet blev forberedelserne til brylluppet sat i gang, og netop som kejseren ville offentliggøre brylluppet via en budbringer, kom et uventet sendebud fra den østlige grænse med dårlige nyheder. Ved rigets grænse var den tyrkiske Sultan Murad, der havde den stærkeste hær i verden.
Hertugen Vukasin var den første, der måtte i kamp, så han blev enig med prinsesse Mileva om, at de skulle udsætte brylluppet til efter kampen.
Tyrkiske og serbiske tropper havde deres sammenstød på Kosovo mark. Det blev den blodigste krig i den daværende kendte krigshistorie.
Begge herskere blev også dræbt – Sultan Murat og kejser Lazar.
Tyrkerne vandt, og Serbien blev erobret.
Der blev bragt dårlige og triste nyheder til prinsesse Mileva. Alle kroppe fra slagmarken blev samlet og begravet, men hertug Vukasinas krop var ikke iblandt dem.
Vukasin overlevede med alvorlige sår, og han mistede sin højre arm. Sådan kunne han ikke vise sig foran prinsessen, den sorg kunne han slet ikke forestille sig. Han gik op i bjergene og fandt en grotte, hvori han bosatte sig, således ingen kendte noget til ham.
Vinderen af slaget på Kosovo var den tyrkiske prins Bajazit, og han overtog den tyrkiske trone. Barskt herskede han over det besejrede Serbien. Kejserinde Milica overtog tronen fra sin døde mand og til hendes nye herre, den nye osmanniske sultan, Bayezid, skulle hun betale en årlig honnør, samt udsende den serbiske hær under hans kommando, og det værste af det hun som mor skulle gøre var at sende den smukkeste serber, sin datter prinsesse Mileva, til Bajazits harem, der allerede bestod af 299 kvinder.
Den sørgmodige kejserinde Milica, samlede alle de klogeste hoveder fra riget og bad om rådgivning. De vise mænd var enige, og sagde, at kejserinden skulle opfylde alle tyrkiske krav, deriblandt det at sende sin datter til erobrerens harem.
De vise mænd er enige og meddelte, at Kejserinden af Tyrkiet skal opfylde alle krav, herunder havet og en datter, prinsesse Mileva, osvaja?ev sendt til harem.
Prins Bajazit beordrede, at prinsessen blev bragt af hendes tolvårige bror, prins Stefan, som der også blev gennemført.
Først da prinsessen kom iblandt Bajazits 299 kvinder, indså hun at hun var kone nr. 300. Hun blev det mest triste væsen i hele verden.
Utilfreds med at efterlade sin søster hos fjenden, lovede hendes lillebror, prins Stefan, at han ville befri hende, ligeså snart han blev voksen.
Bayezid blev indenfor ti år en magtfuld tyrkisk hersker. Han beordrede prins Stefan til at komme og kæmpe i hans hær. Den unge mand måtte tage imod ordrerne og deltage i feltogterne, hvor han voksede op, udviklede sig og lærte at slås. Med tiden vil netop han blive den mest berømte europiske ridder, Stefan den Høje. Bror og søster mødtes til tider på det tyrkiske slot, og snakkede i al hemmelighed om hendes frigivelse. Han fortalte også om sin søsters forlovede Vukasins skæbne, der viste sig nenadno og fastslog, at han aldrig skulle giftes. Vukasin blev en munk i klostret Ljubostinja. Ensom i en celle bad han Gud om at befri Mileva i årevis.
Fra Asien kom der i 1402 en stærk mongolsk hær, der efterlod rige efter rige ødelagt efter sig. De stoppede ved den tyrkiske grænse og mødte den daværende ubesejrede hær. Det var en god mulighed for broderen Stefan at løslade sin søster Mileva. Han gik modigt ind i haremmet, greb sin søster og tog hende til Serbien.
Prinsesse Mileva gik hen til klosteret, ligesom hertug Vukasin og blev en nonne i Ljubostinja.
Vukasins klosternavn var Joanikije, mens hendes kloster navn var Magdalena. I klosterets korridor med tykke og kolde vægge mødtes nonnen Magdalena og munken Joanikije. I samme øjeblik stoppede de op, bukkede for hinanden, kaldte stille på Gud, og med ansigtet vådt af tårer gik de langsomt videre til hver sin celle.
Det var det første møde mellem prinsesse Mileva og hertug Vukasin i tretten år.
author: Danilo Marić
oversættelse: Čedo Ivanišević
11. FJOLEST
( Original: Magarac)
I det sydlige Europa, i den centrale del af Balkan, findes der en meget usædvanlig gruppe af store sten. Disse sten er blevet lavet et eller andet sted langt borte, bragt dertil og placeret i græsklædte hække. Disse sten er meget gamle, hårde og polerede og ofte er der indgraverede tal og billedtekster. Størrelsen og vægten af stenene er forskellig og veksler fra et halvt til ti tons. Det menes, at stenene har været de menneskers gravsten, der boede her for lang tid siden. Stenene har deres eget navn – Gravmonumenter.
I landsbyen Luka er der fire kæmpestore gravstene, der er omkring otte hundrede år gamle. Landsbyboere elsker disse gravstene og spekulerer ofte på, hvordan de kunne være skabt og bragt herhen af et menneske, en sten vis lige ikke kan findes enten over jord eller i jord. Tre af gravstenene er placeret ved siden af hinanden, i bredden måler de 120 cm, i længden 250 cm og i højden 160 cm. Omkring og på disse gravstene samles landsbybeboerne, hvor de sidder på stenene, hviler sig og snakker.
Omkring tre hundrede skridt til øst for dem ligger den fjerde, ensomme gravsten, der ligner en kæmpe plade, og som vejer omkring seks tons. Da gravstens-pladen er tydeligt skrå, er folket bange for den og tør ikke nærme sig det. Selvom netop denne gravsten er velegnet til at sidde på, er der aldrig nogen, der har sat sig på den.
På den øverste side af gravstenen, står der: ”Vælt mig ikke, jeg bevogter skatte.” Landsbybeboerne har genfortalt disse ord og konkluderet, at der under gravstenen ligger en masse guld gemt. De prøvede at udtænke, hvordan de skulle vælte den kæmpe sten om. Om dette drømte både børn og voksne. De stærkeste kom og forsøgte at vende den kæmpe sten med løftestænger, men gravstenen forblev altid vandret.
Da denne gravsten blev sekshundrede år, blev der i landsbyen født et barn på ti kilo, et mirakel af et barn, så han fik navnet Kæmpe. Allerede da Kæmpe blev ti år, var han den stærkeste i landsbyen, men også en ballademager, der slog både børn og voksne, og alle var bange for ham, flyttede sig for ham, da han kom forbi, og hadede ham.
Kæmpe var blevet meget farlig for mennesker
"Når du er så stærk, hvorfor så ikke vælte gravstenen og blive rig?”, spurtge en gammel mand Kæmpe, da han blev tyve år.
"Rigtig god idé, jeg vil være rig," svarede kæmpen og begyndte straks at indsamle værktøj. Han tog samtlige håndtag, der var i landsbyen og bragte dem hen til gravstenen.
Med en enorm indsats lykkedes det Kæmpe at hæve den ene side af gravstenen og placere håndtagene derunder. Nedenunder blev et mørkt hul afsløret. Han krøb ind under den løftede ende af gravstenen og landede i hullet for at beføle guldet. Guld var der dog intet af, men på gravstenens nedeste side fik han øje på noget skrift:
”Den der vælter mig – er et fjols.”
Disse ord gjorde Kæmpe meget vred og ville slå på stenen med en enorm næve, men han ramte i stedet en løftestang, der holdte gravstenen oppe. Slaget fik stenen til at flytte sig og lykke hullet til igen. Med Kæmpe nede i hullet.
Kæmpe blev lukket inde.
Tilknyttede landsbybeboere forsøgte at flytte gravstenen, men uden held.
I hullet forblev og døde den kraftløse Kæmpe.
|
HOME | message to author: danilomaric@AOL.com |