Afsked med Alex

Da vi d. 11-12-1990 fødte vores første barn Alex, en dejlig dreng på 4200 gram og 55 cm følte vi os som de heldigste mennesker på jorden. Men efter kun 6 uger vendte vores lykke til vores livs største tragedie og dyb sorg

.

D. 22-01-1991 døde Alex, han blev præcis 6 uger.

Alex var som sædvanligt blevet lagt ud i barnevognen ved middagstid og da han efter 4 timer, hvor jeg selv havde småsovet, stadig ikke var vågnet blev jeg pludselig nervøs og skyndte mig ud for at tage ham ind. Allerede da jeg kørte barnevognen in i entreen, havde jeg en spirende frygt for at noget var galt, da han ikke bevægede sig.Da jeg fik lukket døren, flåede jeg dyne og tæppe af ham og løftede ham op. Han var tung og slap og allerede inden jeg vendte ham om, var min eneste tanke: "vuggedød". Jeg vendte ham og så hans blege, lidt fladtrykte ansigt som han havde haft trykket ned i madrassen og jeg blev iskold indeni og følte pludseligt at alting blev så mærkeligt uvirkeligt.

Det tog kun få sekunder at løbe ind til Rune med Alex, men jeg nåede at tænke: "Det passer ikke - jeg drømmer, han kan ikke være rigtigt død".
Det blev en brat opvågnen for Rune, som havde sovet, men han havde åndsnærværelse nok til at begynde at give hjertemassage og kunstigt åndedræt. Efter at have overladt Alex til Rune blev jeg fuldstændig hysterisk og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Rune gav mig besked på at ringe til alarmcentralen, så jeg tog telefonen og forsøgte usammenhængende og hulkende at forklare dem hvad der var sket, og hvor vi boede.

5 minutter tog det inden ambulancen kom -
5 minutter som føltes som et helt liv -
5 minutter hvor jeg skiftevis skreg eller lyttede efter, om Alex begyndte at trække vejret igen. Ambulancefolkene kom og kort tid efter også en læge som overtog genoplivningsforsøget, som fortsatte på turen ind til Århus Kommunehospital. Vi kørte med lægens chauffør og på vejen derind blev jeg pludselig den trøstende og tænkte på alle andre end mig selv - jeg tænkte på hvordan jeg skulle trøste mine forældre og følte at det var min skyld, at de nu blev kede af det.På hospitalet blev vi modtaget af en utrolig sød sygeplejerske, som ledte os ind i et tomt rum og blev hos os, talte med os og holdt om os. Efter 20 minutter kom en læge ind og knuste vores allersidste spinkle håb; der var ikke mere at gøre...

Alex blev gjort i stand og lagt i en seng i et rum med et bord og nogle stole, hvor vi kune blive så længe vi ville. Rune fik ringet til vores forældre, og snart var vi 9 personer i det lille rum og sad på skift med Alex.Sygeplejersken som tog sig af os, kiggede nu og da ind for at høre, om der var noget hun kunne hjælpe med eller noget vi ville have. Hun var selv gravid, og hendes røde øjne viste at hun tog del i vores sorg. Politiet kom et kort øjeblik, men spurgte ikke om noget, de havde fået alle oplysninger af lægerne. Istedet gav de Rune et håndtryk og mig et klem og sagde, at de var kede af det der var sket, og at de følte med os.

Vi regnede med, at når vi tog hjem fra hospitalet ville vi aldrig se Alex igen, så da sygeplejersken kom og sagde, at vi kunne tage ham med hjem natten over, var det som at få en gave - vi skulle ikke med det samme overlade vores barn til fremmede. Vi kørte hjem til mine forældre, hvor vi fik lidt at spise, hvorefter vi gik i seng, med Alex i en lille seng ved siden af os. Jeg havde fået nogle mælkestandsende tabletter af sygeplejersken, men jeg nødt til at malke ud for at kunne sove - det gjorde utroligt ondt indeni, det var jo Alex, der skulle have haft den mælk der nu endte i vasken.

Tidligt næste morgen kørte vi ind og afleverede Alex i kapellet ved kommunehospitalet, vi havde accepteret en obduction, vi ville vide, om Alex´s død havde en påviselig årsag. Efter at være kommet hjem til os selv og jeg havde sovet lidt, talte vi i telefon med Solvej Ritzau fra spædbarnsdød-gruppen under forældre og fødsel. Hun fortalte os hvilke ting vi kunne gøre i forbindelse med begravelsen og at vi havde ret til at hente Alex hjem igen. Vi havde i kapellet fået at vide, at vi kunne komme og se ham igen og selv klæde ham på til begravelsen, men at vi kunne tage ham hjem, havde vi slet ikke tænkt på.

Den næste dag hentede vi så Alex, var hos bedemanden for at bestille en kiste og på kirkegården, hvor vi valgte et gravsted med plads til os alle. Da vi kom hjem blev Alex puttet i sin seng, efter at vi havde siddet lidt med ham. At have Alex hjemme var virkeligt godt, vi kunne i fred og ro tage afsked med ham, vi kunne fortælle ham det vi ikke fik fortalt mens han var i live, vi kunne holde ham, knuge ham, og i det hele taget komme ud med nogle af de følelser, der hobede sig op i os, følelser, som jo ikke ophørte med at eksistere fordi han var død. Alle tanker om at døde mennesker var ulækre, uhyggelige eller frygtindgydende forsvandt i samme øjeblik Alex døde, for os og vores familie var han ikke et lig, men vores lille skat, som bare ikke længere trak vejret, og ham kunner der da ikke være noget ulækkert ved.

Dagen før begravelsen fik jeg travlt, alt skulle jo være helt rigtigt. Der ville komme 30 mennesker til begravelsen og de skulle alle med hjem bagefter. Alex`s tøj skulle vaskes, for han skulle have sit pæneste tøj på i kisten. Han skulle også have et lille dagmarkors på, som først skulle købes. Vi skrev et brev til ham, som han skulle have med i kisten og præsten kom for at snakke om begravelsen. Vi bestemte at kisten skulle stå åben i kirken indtil højtideligheden, og at når kisten blev båret ud, skulle der spilles " Se den lille kattekilling", som var den eneste børnesang jeg kunne huske, og dermed den eneste Alex nogensinde havde hørt.

Om formiddagen inden begravelsen, skulle Alex have skiftet tøj. Jeg havde besluttet, at han skulle have rent på fra inderst til yderst, og at jeg ville se syningen efter obductionen, men jeg var en smule nervøs, fordi han om aftenen var begyndt at blive ret blå i hovedet, så jeg vidste jo ikke hvoran hans krop ville se ud. Men jeg blev glædeligt overrasket, syningen var pæn og ikke spor skræmmende og hans krop var næsten uforandret. Alligevel tog vi meget varsomt på ham, vi var næsten bange for at skade ham!
Efter mange kys og kram blev Alex lagt i kisten med hovedpude, dyne, tøjdyr, sut og vores brev. En halv time inden højtideligheden bar vi kisten ind i kirken og tog låget af, så alle havde mulighed for at se ham, og sige rigtigt farvel. Derefter gav vi ham hans dyne på igen, kyssede ham for allersidste gang og lagde låget på.

Selve højtideligheden var meget smuk, præstens tale som udelukken byggede på vores udtalelser, og salmerne som vi aldrig før havde hørt, men som nu var lette at synge og bragte tårerne frem, vores fire søskende som bar kisten og sænkede den i jorden - det hele var bare så perfekt og absolut den eneste rigtige måde for os at gøre det. Vi har hele vejen igennem dette, været så heldige at have vores familiers uforbeholdne støtte, ingen har på noget tidspunkt sagt: " Det kan man da ikke" og vi har visheden om, at vi har gjort alt for Alex, der er ikke noget vi bagefter har fortrudt at vi har eller ikke har gjort.

Vi har taget mange billeder af Alex efter at han døde og har begravelsen på video. Dette sammen med billeder og en videooptagelse af ham i live, samt en dagbog jeg startede lige da han var født, og har skrevet i lige siden, er et dyrebart minde om vores første barn, vores tid med ham og alle vores følelser for ham. Et minde om den søn, vi aldrig kan eller vil glemme - han gav os den højeste lykke, og med den vores største sorg.

Vi er nu 3 mdr efter Alex`s død nået så langt, at vi igen kan se lyst og håbefuldt på fremtiden, uden den sorte sky over os, som hans død frembragte. Alex gav os på de 6 uger mere, end andre kunne have givet os på et helt liv, og vi ser med livsglæde frem til senere at få et nyt barn. Meget af dette skylder vi Solvej Ritzau æren for, hun gav os de råd, som førte til at vi fik taget den allerbedste afsked med Alex, en afsked som satte os istand til, at acceptere vores store tab, og at komme igennem den første tids heftige følelser.
Tak Solvej!

Til Alex:
I 9 måneder bar jeg dig i min mave.

I 6 uger bar jeg dig i mine arme

Resten af mit liv vil jeg bære dig i mit hjerte

-Mor-

Elskede lille Alex.

Dit liv blev så kort,

men tændte glædens lys.

-Mormor og Morfar-

Denne beretning er skrevet 3 mdr. efter vores lille dreng døde, den afspejler hvordan jeg havde det på lige det tidspunkt. Selvom det virker som om jeg er kommet igennem det værste, skal det siges, at de stærke følelser og smerten vendte tilbage mange gange inden vi var igennem sorgen.

Dansk forside Næste graviditet - Nina

Engelsk forside Brev til Alex

Emma´s fødsel - akut kejsersnit