Den 22. januar 1991 mistede Rune og jeg vores første barn Alex, 6 uger gammel ved vuggedød. Smerten og sorgen oversteg alt, man kan forestille sig, og tomheden væltede ind i vores hus og vores dagligdag. Da jeg 3 mdr. senere igen var gravid, begyndte en 9 mdr. lang følelsesmæssig karruseltur.

Denne graviditet er nøje planlagt, da vi ønsker at få et nyt barn hurtigt, og de første 14 dage efter at graviditetstesten viser positiv, svæver jeg rundt på en lyserød sky. Herefter begynder jeg at blive bange, for at skubbe Alex til side, hvis jeg glæder mig, og tænker for meget på det ventede barn, ydermere bliver jeg meget bevidst om hvilke ting, der kan gå galt under en graviditet.
I hovedet genoplever jeg gang på gang den dag Alex døde, og føler igen smerten, sorgen og afmagten over at jeg ikke kunne gøre noget for ham. Når jeg har det værst, sætter jeg mig og skriver til ham, fortæller ham hvad jeg føler, og hvad jeg er bange for. Dette skriveri hjælper mig utroligt, og jeg føler, at Alex lader mig vide, at alt er iorden, og at vi ikke vil glemme ham selvom vi får en ny baby.
Under min første graviditet havde jeg mange gange forsøgt at holde op med at ryge, uden at det lykkedes mig, før end den dag jeg fødte. Da Alex døde begyndte jeg igen, men jeg besluttede også, at jeg ville holde op, så snart jeg blev gravid igen. Det lykkedes på et forsøg, og nu føler jeg at jeg har gjort noget for babyen.

9 uger henne begynder jeg igen på mit arbejde, jeg er nu også begyndt at savne det, og mit humør bliver lidt bedre, da jeg har noget andet at tænke på. Det går nu op for mig, at jeg er i færd med at give slip på Alex, samtidig med at jeg knytter mig til den nye baby, men at det ikke er ensbetydende med, at jeg vil glemme ham.

12 uger henne er mit humør ret godt, og jeg tænker positivt, min mave er så småt begyndt at blive rund, og en ultralydsscanning viser et lille levende barn med arme og ben. Alligevel sker det tit, at jeg går på toilettet bare for at være sikker på, at jeg ikke er begyndt at bløde.

16 uger henne begynder jeg igen at bekymre mig om alt nu også er som det skal være, og er nu utålmodig efter at mærke liv. På 6 mdr´s dagen for Alex´s død er jeg pludselig sikker på at barnet er dødt, jeg får plukkeveer og må tage ind til jordemodercentret for at blive beroliget. En sød jordemoder lader mig høre hjertelyden og skælder mig ud, for at tvivle på mit barn. Glad tager jeg hjem, og samme aften bliver jeg opmærksom på de første spæde bevægelser i min mave.

22 uger henne er jeg meget tydeligt gravid at se på, og har det vældigt godt med det. Jeg savner stadig Alex, men på en helt anden måde nu, jeg føler tomheden efter ham, men lader lidt efter lidt den nye baby overtage og opfylde noget af tomrummet. Jeg forestiller mig en gammeldags tørresnor, hvor Alex hænger i den ene ende, og den nye baby i den anden. Når jeg så trækker i snoren for at få den nye baby nærmere, så øger jeg afstanden til Alex. Dette har jeg nu accepteret, og føler at sådan skal det være, et goddag til den nye baby vil være et farvel til Alex.

29 uger henne - jeg har været sygemeldt i 4 uger på grund af smerter i korsbenet, og skal blive hjemme resten af graviditeten, men det har nu ikke ødelagt mit gode humør. Jeg tager den med ro, og bruger tiden på at forberede mig på fødslen, jeg læser alt jeg kan få fat i om graviditet og fødsler. Tiden er nu kommet til at give lidt mere slip på Alex, da vi flytter. Billederne af ham bliver hængt op i det nye hus, og hans ting sat på plads i det nye barneværelse, men tingene er ikke længere hans på samme måde som før, og dette værelse er ikke hans. Det føles godt og rigtigt at indrette dette værelse, og selvom tingene er de samme, så føles værelset helt anderledes, fordi det er indrettet specielt til den nye baby.

36 uger henne og min mave er kæmpestor, babyen er meget livlig og mit humør er godt, omend noget præget af utålmodighed. Jeg har i de sidste uger regelmæssigt gået til kontrol, og for hver gang bliver jeg mere overbevist om at alt vil gå som det skal - intet kan efterhånden slå mig ud; vand i kroppen, sukker i urinen og lidt meget fostervand, det er bagateller. En baby som skønnes at ville veje 3900 gram ved fødslen, og som kan sparke min mave helt ud af facon, er for mig tegn på at alt vil gå godt - kun når babyen sover lidt tungt eller længe, kommer en kortvarig bekymring snigende. Jeg har mange og kraftige plukkeveer, og håber det er et tegnpå, at jeg denne gang ikke vil gå over tiden, for Alex blev født 3 uger over terminen ved en igangsat fødsel, og dette har jeg ikke lyst til at skulle prøve igen.

38 uger henne - jeg har haft mange småveer i de sidste 10 dage, men de bliver desværre ikke til noget. Der er kun 4 dage til jul, så jeg håber egentligt, at babyen venter til efter juledagene. Ellers føler jeg mig helt parat til at føde, og tage imod vores nye barn, alligevel tænker vi idisse dage også meget på Alex. Jeg savner ham lidt, men det gør mig ikke trist, og jeg er lidt bange fo, om jeg måske tror, inderst inde, at det er Alex jeg får tilbage? Jeg har i den sidste tid haft de sjoveste fornemmelser i maven, ligesom at have sommerfugle i maven, men alligevel anderledes. Jeg kalder det "lykkebobler" - bobler som stiger op af min mave, og vælter ud af min mund som små grin, uden nogen egentlig årsag. Rune kigger mærkeligt på mig når det sker, og kan ikke forstå hvad jeg griner af, men - jeg ved det jo ikke engang selv, udover at jeg bare er lykkelig.

40 uger henne - 2 dage før terminen er min tålmodighed brugt op, alt for mange gange får jeg veer, som stopper igen, og jeg tror ikke længere, at jeg nogensinde kommer til at føde. En jordemoder har sagt, at jeg sikkert vil blive tilbudt igangsættelse når min termin er nået,dette har jeg gennem hele graviditeten sagt, at jeg under ingen omstændigheder vil, men nu er tanken ikke længere så utiltrækkende. Jeg kan ikke vente længere på at få en lille baby i armene og jeg er nu blevet bange for, at noget skal ske med ham eller hende, inden jeg når at føde. Jeg beslutter at sige ja til igangsættelse, hvis jeg får det tilbudt. Dagen efter terminen er jeg på svangre ambulatoriet, hvor lægen siger at han helst ikke vil igangsætte mig, da man får en langt bedre fødsel, når den starter af sig selv, han undersøger mig og siger, at jeg er 3 cm. åben og at jeg sikkert vil føde i løbet af de næste par dage; jeg går derfra med sommerfugle i maven og at stort smil på læberne.

Desværre sker der ingenting og 4 dage efter terminen er mit humør på nulpunktet, og jeg græder og føler mig ganske uduelig; ikke engang at føde kan jeg finde ud af. Senere på dagen starter de efterhånden meget velkendte småveer igen og jeg beslutter, at denne gang skal de ikke have lov til at stoppe igen. Jeg gør rent i huset, traver op og ned af gulvet, går ned og køber ind, og samme aften tager vi ind til FIJ med regelmæssige veer. Her bliver jeg undersøgt - 3 cm åben, får et lavament og bliver puttet i seng, veerne er slemme i 3 timer, så aftager de igen. Næste morgen er der stadig intet sket, men mit humør er rimeligt godt, jeg føler mig tryg og ved, at jeg er i gode hænder. Vi spiser morgenmad, går en tur og lige inden middag lægger de drop på mig, 4 timer efter har jeg Nina i armene, den dejligste tøs på 4500 gram og 54 cm.

Nina ligner Alex meget, men alligevel er hun anderledes og jeg elsker hende fra første sekund, selvom jeg hele tiden havde troet at det blev en dreng. Ind imellem må jeg lige røre ved hende mens hun sover, for at sikre mig at hun trækker vejret, men rigtigt bekymret er jeg ikke. Da hun er 4 dage gammel, kommer vi til at sidde og lytte til hendes vejrtrækning, hun holder lange pauser, hvilket gør os meget bange. Vi snakker med en sygeplejerske om det, og får at vide at det gør spædbørn, og at vi ikke skal bekymre os om det. Det ved vi jo egentligt godt, men har glemt det af bare bekymring. Nina bliver grundigt undersøgt, og vi er begge sammen med hende på børneafdelingen, hvor hun er indlagt den sidste nat, og hvor vi bliver instrueret i den apnøe madras vi skal låne med hjem i 1 år. Vi lærer også genoplivning af spædbørn og får en lang snak med en børnelæge.

Den første aften hjemme sætter vi alarmen til, mens hun sover i kravlegården lige ved siden af os. Dette gør, at vi hele aftenen sidder og stirrer på de grønne blink, som viser hendes vejrtrækning, og hvis de lader vente på sig, begynder adrenalinet at pumpe rundt i kroppen på mig. Efter denne aften beslutter vi, at alarmen kun skal være tilsluttet om natten, når hun ligger i sin vugge. Samme nat lyder alarmen og jeg er ude af vores seng hurtigere end et lyn, og selvom den stopper igen og de grønne blink viser, at hun igen trækker vejret, efter bare at have holdt en lidt for lang pause, rusker jeg i hende og får et surt blik af et par søvnige øjne. De efterfølgende alarmen lyder, tager jeg det mere roligt, og da den hver gang stopper igen, lader jeg hende sove i fred. Da hun er knap 3 uger gammel, sover hun hele natten, og takket være den tryghed apnøe madrassen giver, kan vi sove roligt og uden bekymringer.

På 1 årsdagen for Alex´s død tager vi ud på kirkegården og lægger blomster på hans grav, taler lidt om hvad vi skal have gjort ved gravstedet til foråret, hvorefter vi tager hjem og hygger os. Vi har hørt, at mange får en nedtur på årsdagen for deres barns død, men dette mærker vi intet til. Vi tænker på, og snakker om Alex, men Nina forhindrer alt for dystre tanker.

Nu hvor jeg sidder og renskriver denne beretning, har vi passeret Ninas 6 ugers dag. Vi er til tider bekymret og bange for at miste hende, og det vil vi nok være i lang tid endnu, men hun er en meget livskraftig lille pige, og vi stoler på hendes evne til at leve. Hun er helt anderledes end Alex, hun er meget rolig, smilende og sover hele natten. Vi kan stadig komme til at græde, når vi snakker om Alex, men det går over igen med det samme. Vi kan også nogen gange savne ham, men vi ved, at han er væk for evigt, at vi skal give slip på ham og koncentrere os om Nina, nu er hun den, som har brug for vores opmærksomhed.

Farvel elskede lille Alex.

Dansk forside

Næste graviditet

Engelsk forside

Brev til Alex 24.02.00