Bekendtgørelse nr. 100 af 14.februar 1992
Bekendtgørelse om uddannelse af
kordegne m.fl.
I henhold til § 4 i lov nr. 291 af 18.juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken fastsættes :
§ 1. I stilling som kordegn i folkekirken
kan kun ansættes personer, der har gennemført en
basisuddannelse i ministerialbogsførelse og administration/kirkekundskab.
Stk. 2. Er der henlagt kassererhverv til
kordegnestillingen, skal den, der ansættes, tillige have
gennemført en uddannelse i budgetlægning og regnskabsførelse.
Stk. 3. Der aflægges skriftlig prøve i de i
stk. 2 nævnte fag.
Stk. 4. Personer, der er eller har været
ansat som kordegn, og personer, der har den tidligere
kordegneuddannelse, kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2
ansættes i stilling som kordegn i folkekirken.
§ 2. Alle, der er ansat i en
kordegnestilling i folkekirken, kan tilbydes en efteruddannelse i
de under § 1 nævnte fag, hvis det anbefales af
ansættelsesmyndigheden.
Stk. 2. Foruden de i § 1 nævnte fag kan der efter Kirkeministeriets bestemmelse indføres undervisning i andre fag af betydning for kordegnestillingen.
Stk. 3. Kordegne i stilling kan efter
anbefaling af ansættelsesmyndigheden modtage undervisning i de i
stk. 1 og 2 nævnte fag. Kirkeministeriet kan tillade adgang til
efteruddannelse for andre end de personer, der er nævnt i stk. 1.
§ 3. Kirkeministeriet nedsætter et
kursusudvalg, der består af :
1) en biskop,
2) et medlem udpeget
af Danmarks Kordegneforening,
3) et medlem udpeget
af Den danske Præsteforening,
4) et medlem udpeget
af Danmarks Provsteforening,
5) et medlem udpeget
af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer,
6) en repræsentant
fra Kirkeministeriet, og
7) kursuslederen.
Stk. 2. Kirkeministeriets repræsentant og kursusleder er henholdsvis formand og næstformand for udvalget.
Stk. 3. Kursusudvalget skal rådgive og
afgive indstilling til ministeriet i alle spørgsmål vedrørende
kordegneuddannelsen.
Stk. 4. Kirkeministeriet træffer efter
indstilling fra kursusudvalget bestemmelse om aflæggelse af
prøver og om disses form og indhold.
Stk. 5. Kirkeministeriet stiller
sekretariatsbistand til rådighed for kursusudvalget.
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 21.februar 1992.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 376 af 18.juni
1986 om uddannelseskrav for ansættelse som kordegn i folkekirken
ophæves.
Torben Rechendorff
/ Steffen Brunes