Cirkulære nr. 47 af 10.marts 1976

 

 

Cirkulære om attestudstedelse m.v. efter de i

landsarkiverne opbevarede ministerialbøger,

sønderjyske personregistre og borgerlige

ægteskabsbøger samt om disses

tilgængelighed.

 

 

Efter forhandling med kirkeministeriet og justitsministeriet fastsættes herved følgende bestemmelser om attestudstedelse m.v. efter de i landsarkiverne opbevarede ministerialbøger, sønderjyske personregistre og borgerlige ægteskabsbøger samt om disses tilgængelighed.

 

§ 1. Enhver kan rekvirere udskrifter af tilførsler vedrørende personer, som på tidspunktet for rekvisitionen er eller ville være fyldt 100 år. For så vidt angår tilførsler om ægtevielse og om kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab regnes fristen fra den yngste af brudefolkenes fødsel.

 

Stk. 2. Attester efter de i stk. 1 nævnte tilførsler kan rekvireres af den, der i henhold til § 2 kan få udstedt attester eller udskrifter vedrørende personer, som ikke er eller ville være fyldt 100 år.

 

  1. En offentlig myndighed.
  2. Den, hvem tilførslen angår.

 

For ugifte personer under 18 år fremsættes begæringen af forældremyndighedens indehaver. Er den, hvem tilførslen angår, umyndig, kan begæringen tillige fremsættes af værgen. Er den pågældende afgået ved døden kan begæringen fremsættes af en ægtefælle, forældre eller efterkommere, der er over 18 år, samt af den, der som værge for eller indehaver af forældremyndigheden over efterkommere varetager disses interesser.

 

Attest eller udskrift vedrørende et barn, der er bortadopteret, kan ikke rekvireres af barnets naturlige forældre.

 

  1. Den, der har fuldmagt til at rekvirere den pågældende attest eller udskrift fra en person, der i henhold til de under 2 nævnte regler er berettiget til at rekvirere attesten eller udskriften.

    En fuldmagt må for at betragtes som fyldestgørende indeholde en nøje angivelse af, hvilke attester m.v., der kan rekvireres.
  2. Advokater, der ved fremlæggelse af bevilling eller beskikkelse legitimere sig som executores testamenti, medhjælpere for skifteretten eller som beskikkede til udførelse af en offentlig eller beneficeret sag, samt endvidere advokater, der skriftligt erklærer at have den fornødne bemyndigelse til at indhente attesten eller udskriften fra en med navn og adresse betegnet person, der er rette vedkommende.
  3. Den, der – for så vidt angår ministerialbogstilførsler har opnået kirkeministeriets tilladelse og – for så vidt angår tilførsler til de sønderjyske personregistre og borgerlige ægteskabsbøger – har opnået justitsministeriets (amtets) tilladelse til at rekvirere attesten eller udskriften.
  4. Den, der ønsker attester eller udskrifter til retlig brug, herunder navneændring og navnerettelse.

    Rekvirenten må nærmere redegøre for at han eller hun har en retlig interesse i at erhverve de ønskede attester eller udskrifter.

 

§ 3. Attestrekvisitioner fra private i henhold til §§ 1 og 2 efterkommes, når såvel hoved- som duplikateksemplaret af vedkommende protokol er afleveret til landsarkivet. Er kun duplikateksemplaret afleveret, efterkommes attestrekvisitioner fra private alene i tilfælde, hvor der fremføres en gyldig grund til, at der ønskes attest efter duplikateksemplaret, eller hvor en hurtig attestudstedelse er nødvendig, og det ikke er muligt i rette tid at få udstedt attest efter hovedeksemplaret.

 

Stk. 2. Den, der ved personlig henvendelse fremsætter begæring om udfærdigelse af attest eller udskrift må legitimere sig på behørig måde, såfremt den pågældende ikke allerede er landsarkivet bekendt.

 

§ 4. Forekommende tvivlsspørgsmål med hensyn til rekvisition af attester og udskrifter forelægges – for så vidt angår ministerialbogstilførsler – kirkeministeriet og – og for så vidt angår tilførsler til de sønderjyske personregistre og borgerlige ægteskabsbøger – justitsministeriet (amtet) til afgørelse.

 

§ 5. De til landsarkiverne afleverede bøger (registre) er almindeligt tilgængelige, når der er gået 50 år, siden de blev udskrevet. Døds- og begravelsesregistrene er dog tilgængelige allerede 10 år efter, at de er udskrevet.

 

§ 6. Landsarkiverne kan skriftligt eller mundtligt give oplysninger om indholdet af tilførsler om fødsler, konfirmationer og vielser, når de er 50 år gamle, og om indholdet af tilførsler om dødsfald og begravelser, når de er 10 år gamle.

 

Stk. 2. Til den, der i henhold til § 2 har ret til at rekvirere attester eller udskrifter vedrørende personer, der ikke er eller ville være fyldt 100 år, kan landsarkivet give skriftlige eller mundtlige oplysninger om de tilførsler, som den pågældende har ret til at få attest efter eller udskrift af.

 

§ 7. Attester skal udfærdiges på de til enhver tid autoriserede blanketter og med det til enhver tid foreskrevne indhold.

 

Stk. 2. Udskrifter skal indeholde en bogstavret afskrift af hele tilførslen. Udskrifter til offentlig brug skal tillige angive stedfundne rettelser i tilførslen.

 

Stk. 3. Skriftlige og mundtlige oplysninger skal være refererende.

Stk. 4. Attester og udskrifter skal forsynes med landsarkivets stempel. Disse såvel som skriftlige oplysninger skal underskrives af landsarkivaren eller den, landsarkivaren bemyndiger dertil.

 

§ 8. Attester udstedes uden gebyr.

 

Stk. 2. For udfærdigelse af udskrifter til private svares gebyr efter rigsarkivarens bestemmelse. Udskrifter til offentlig brug udstedes uden gebyr.

 

§ 9. Dette cirkulære træder i kraft den 1.april 1976.

 

 

Kulturministeriet