Kong Christian den Femtis Danske Lov, Lov nr. 11000 af 15.april 1683, Anden Bog

 

III. Cap :

 

Hvorledis Præster skal kaldis.

 

  1. Art :

 

Naar noget Kald ledigt vorder, da skal Provsten strax sig der hen begive, og af Prædikestoelen med Meenigheden giøre flittig Bøn til Gud, at hand Kirken med én god Præst og Tiener vil forsyne.

 

2.

 

Derefter kalder den, som Rettighed dertil haver, saadan én Person som hand agter beqvem at være, og lader hannem høre af Meenigheden, som hand er kaldet til i Provstens Nærværelse, saa fremt Tiden og Stædet det i nogen Maade tilstæde. Og hvis Meenigheden da imod hannem noget haver billigen at kunde sige, enten paa hans Liv og Levnet, eller paa hans Gaver, maa de det ved Supplication, eller Memorial, paa behørige Stæder med Superintendentens og Provstens Paaskrift andrage, og deris Bevislighed derpaa tillige lade følge; Og hvis befindis noget Uskikkeligt hannem at være overbevist, da bør hand uden videre Proces ej at nyde Kaldet, men én anden dertil at kaldis; Men haver Meenigheden imod samme Person intet med Billighed at sige, da skal hand begive sig til Superintendenten, som hannem skal overhøre, og hvis hand hannem i Lærdom og Levnet Skikkelig befinder, da skal hand hannem til Præste-Embedet uden Ophold indvie med de forordnede Ceremonier.

 

3.

 

Og naar hand indviet er, skal Superintendenten med sit beseglet Brev forskikke hannem til Provsten, og skal saa Provsten om Søndagen, eller den næste Hellig Dag derefter, i Prædiken tale hans Beste for den gandske Meenighed og Stædets Øvrighed, eller Patron, og oplæse Superintendentens Brev, at hand er rettelig kaldet, overhørt og til Embedet ordineret, at være deris Prædiker i Ordet, meddeele dennem Christi Sacramenter, og dennem i deris Saligheds Sag betiene.

 

4.

 

Hvor tvende, eller trende, Sogner ere annexerede, og af Kongens Undersaatter én haver jus Patronatus til det eene, og én anden til det andet, Hovedsogn, eller Annex, da paa det Sognene Kand blive tilsammen, som de af Arrilds Tid været have, og Præsten af dem samtlige kand have sin tilbørlig Underholdning, da bør Patroni at skifte imellem sig, at den eene kalder Præst til samtlige Sogne den eene gang, og den anden den anden gang, og saa holder det altid, naar Præst kaldis skal; Dog hvis det eene Sogn, enten Hovedsogn, eller Annex, skulle befindis dobbelt saa got af Indkomst som det andet, da skal Patronus dertil have Magt at kalde to gange til Sognene, imod dem som er Patronus til det ringere Sogn, med mindre Patroni imellem sig selv, enten tilforn anderledis er foreenede, eller herefter foreenis kunde. I lige maade haver Kongen bevilget, at der maa holdis med de Sogne, som Kongen haver sig forbeholdne, enten de ere Hovedsogne, eller Annexer.

 

5.

 

Forsømmer nogen af Kongens Undersaatter, som Rettigheden haver, at kalde inden sex Uges udgang, efter Kaldet er ledigt vorden, da haver hand sin Rettighed den gang forbrut; Men befindis de Person, som i rette Tid kaldet er, ikke skikkelig, tienlig, eller dygtig til saadant højt Embede at betiene, naar hand af Superintendenten derom sin skriftlig Erklæring fremskikker, da bør om saadant tilforn udgivet Kaldsbrev ikke videre Proces at drivis; Men den, som Rettigheden haver, fri stande til nyt Kald at træde.

 

6.

 

End hender det sig, at enten én Capellan kaldis til at vorde Sognepræst, eller én Sognepræst anden Stæds fra bliver kaldet til at være Sognepræst i et andet Stigt, eller paa et andet Stæd, da skal hand og først forskrivis til Superintendenten, og sig for hannem angive, før end hand af Provsten indsettis i samme Embede.

 

7.

 

Ingen, som noget Præstekald begærer, maa nogen Gave byde, eller give; Dog maa hand give Skriverne, som Kaldsbrevet og Confirmatzen skrive, noget for deris Umage, hver et Lod Sølv, eller to i det højeste.

 

8.

 

Befindis nogen, enten ved sig selv, eller andre, Gave at have budet, eller givet, for Kald, miste ikke alleeniste det Kald, men end og aldrig tilstædis til noget andet derefter, og den, som Gave for Kald haver annammet, give ikke alleeniste dobbelt igien til næste Hospital, men og miste sit Embede, om hand haver noget; Men haver hand selv jus Patronatus til Kaldet, da bør hand at miste sit jus; Og skal den Person, som til Præste-Embedet skal indviis, være forpligtet at giøre sin højeste Eed for Superintendenten, at hand hverken selv, eller ved andre haver budet, givet, eller lovet, nogen Gave for at bekomme Kaldet. Befindis og nogen paa anden Ulovlig maade, enten at have udgivet Kaldsbrev, eller Kaldsbrev annammet, da bør den, der kaldet haver, at miste sit jus, og den, der kaldet er, at miste aldelis Kaldet.

 

9.

 

Ingen maa til Præste-Embedet indviis, uden hand til noget vist Kald og Embede er kaldet; Og ellers skulle alle, som kaldis til noget Kald, i hvem og jus Patronatus til Kaldet haver, før end de til Embedet indviis, indskikke i Kongens Cancellie deris skriftlig Troskabs Eed.

 

10.

 

Én hver, som til Præste-Embedet indviis, skal give til det Kongelig Universitet i Kiøbenhavn to Lod Sølv, som af Superintendenten skal indkrævis, og til Rectorem Universitatis aarligen fremskikkis.