Kong Christian den Femtis Danske Lov
Anden Bog
6. og 7. Kapitel
********************
VI. Cap:
Om Præsternes Embede
med Ungdommens
Undervisning
1. Art:
Præsterne paa Landsbyerne skulle med Dægnene, Substituterne, undervise Ungdommen i Børne-lærdommen, saa de endelige én gang i et af Sognene hver Uge see til hvorledis dermed tilgaar, og det saa forskaffe, at hvis om Søndagen ej kand forrettis, der til én anden Dag i hver Uge, som er hver Onsdag om Eftermiddagen, bestemmis, saa fremt de ikke have lovlig Forfald, og da skal de én anden Dag dertil tage og bruge, og at hand, som lærer Børnene, giør det stetze med al Flid og Alvorlighed, uden Forargelse og Forsømmelse, som Præsten selv baade i Provstens og Superintendentens Visitatz vil svare dertil.
2.
Dersom Ungdommen bliver forsømmelig at lære Børnelærdommen, skulle de af Præsten straffis derfor, og Forældrene alvorligen paamindis og formanis, at de jo holde deris Børn dertil, og dem ingenlunde derfra forholde, ej heller nogen af hvis unge Tyende de kunne have i deris Huse, men at de end heller, Morgen og Aften, foruden daglige bønner, besynderlig paa de hellige Dage, lære de Unge over alt, som de have hos sig, det de selv tilforn have lært, indtil de af Præsten og Dægnen rettis i hvis tilforn ikke vel var fattet, og ydermeere i Lutheri Forklaring kunde undervisis, uden de ville hver gang der paaklagis, være skyldige for Helligbrøde, eller omsider straffis med Kirkens Disciplin, som for Motvillighed og Ugudelighed.
VII. Cap :
Om Præsters Embede
Med husbesøgelse, Omsorg for de Fattige, Sygis og Misdæderis Besøgelse.
1. Art:
Præsterne skulle have synderlig indseende med, end og stumdum Huus fra Huus, hvor meest fornøden er, og beqvemmeligst skee kand, at de, som ere i deris Menigheder, nære sig redeligen, og holde deris Børn til Lære, Haandverk og anden Tieniste, hvorom der og alvorligen bør at skee Formaning af Præsterne.
2.
Præsterne skulle have Omsorg for de Fattige, og ikke alleeniste formane Sognefolket til at give Almisse, men og gaa dem for derudj med et got Eksempel; De skulle flitteligen tilsee, at hvis de Fattige givet og Christeligen tillagt er, de det nyde og bekomme.
3.
Præsterne skulle ideligen besøge de Syge og Vanføre, og flitteligen, naar Aarsag givis, paaminde Folket, at de betimeligen, naar de blive syge, sende Bud efter dem, at de kunde siden dis idelige komme til dem, og give dem Paamindelse og gode Raad, og ej bie indtil den alleryderste Nød, med mindre nogen bliver af én brat og Uforseet Sygdom forrasket. Hvor Præsterne ere da én gang kaldede, did skulle de siden omstunden komme igien, efter som den syge haver behov, uden hand haver andre hos sig, som hannem med Undervisning og Trøst nok fyldistgiøre kunde. Men dersom de ikke kaldis, da ere de undskylte, om de ikke komme.
4.
Det er og billigt, at dersom Præsten, der begæris af den Syge, behøver Heste og Vogn, derhen at komme, de da hannem med Budet tilskikkes.
5.
Begærer og den Syge med Christelig Attraa at være deelagtig i Naderens Sacramente, da skal Præsten hannem det efter forregaaende Skriftemaal og Afløsning meddeele med de de sædvanlige Ceremonier.
6.
Præsterne maa ikke i deris Besøgelser anmode den Syge, som ligger paa sin Sotteseng, om noget Verdsligt, som kunde hindre hannem i hans Christelige Bereedelse til Døden.
7.
Præsterne skulle ofte besøge Misdædere, som for deris Misgierninger paa deris Liv side i Fængsel, at de kunde undervise dennem til deris Synders Vederkiendelse og Guds Naadis Tilflugt, at de retteligen kunde bereedis til Naderens Sacramentis Annammelse, som dennem, om de det begære, én eller to dage, før end de rettis, skal meddeelis.
8.
De skulle og følge dennem til Retterstædet, og intet efterlade af den Undervisning og Formaning, som dem til deris Salighed kand givis, og ej overgive dennem, før end de blive henrettede.