IX. Cap :
Om Præsternis og deris
Medhielperis Embede, og
Kirkens Myndighed mod de
Ubodfærdige.
1.Art :
Kiøbstæderne skal én hver Sognepræst i sit Sogn nogle af de gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og beste Sognemænd tilforordnis; som skulle til Christelig Skik og Myndighed at erholde være hans Medhielpere og Bistandere, og, om saa mueligt og tienligt er, skulle Kirkeværgerne og de Fattigis Forstandere for andre dertil af Stigtsamptmanden, Superintendenten, Præsten og Borgemester og Raad forordnis, eller ogsaa i deris Stæd, eller til dennem tvende, eller fire andre af de gudfrygtigste og beste efter Sognets Størelse og Vilkor, dertil forordnis og brugis; Og som det fornemste, som der bør at agtis, er, at de et got ærligt Røgte og Vidnisbyrd om deris Levnet og Christelig Omgængelse have, saa bør og det der hos, saa vit mueligt er, havis i Agt, at saadanne dertil bestillis, som ikke med vitløftig Reisen og Seglatz deris Næring søge. Ikke heller maa de, der eengang dertil ere velforordnede, uden vigtige Aarsager, eller andre beqvemme igien ere at bekomme, letteligen forløvis; Hvorfor de og andre Bestillinger, som : Formynderskab, Kæmners, Tingmænds, Sandemænds, og deslige, Bestillinger skulle være forskaanede.
2.
Paa Landsbyerne skal Kirkens Forsvar med Provstens Raad tvende af de gudfrygtigste, beste og vederhæftigste Sognemænd til Kirkeværgere bestille, som og skulle være Præstens Medhielpere, og dog, om de for Besværings Skyld det ikke udstaa kunde, maa de hver tredje, eller fierde, Aar forandris.
3.
Fornævnte Medhielpere og Bistandere skulle Præsten derfor tilforordnis.
1. At, naar hand det af dem begærer, skulle de sig med hannem forsamle.
2. Udj alt, hvis hans betroede Tilhøreris skikkelig og Christelig levnets Fremdragelse angaar, naar hand det begærer, skulle de hannem troligen raadføre.
3. Og, naar behov giøris, hielpe og bistande.
4. Saa velsom ogsaa selv Agt give, og derforuden randsage, og sig flitteligen bespørge om alt hvis som tviflraadigt kunde være, og til Guds ære og hans Meenigheds Opbyggelse kunde tiene.
5. Og det uden nogen Persons Anseelse Uforsømmet give deris Sielesørger tilkiende, og dersom befindis, at de med nogen, enten for vild, eller venskab, see igiennem fingre, da skulle de være forfaldne til de Fattige at give sex Lod Sølv, hvilke Præsten med Husbondens Foged skulle forpligtede være at infordre, saa fremt de selv dertil ikke ville svare.
4.
Eeden skal giøres af dem, som dertil udnævnis, for Præsten i nogle af Sognemændenis Nærværelse paa fornævnte fem Artikler, som efterfølger : Jeg N.N. udvalt til denne min Sognepræstis Medhielper lover og tilsiger, at jeg med al Troeskab vil forrestaa dette mit Christeligt Embede, og af min yderste Magt og Formue søge og fordre Guds Ære, samt Kirkens og de Fattigis Gavn og Beste, Præsten i Kirkens Disciplin at giøre tilbørlig Bistand, som her i forskrevne fem Artikler er sagt, saa som jeg vil svare for Gud og Christelig Øvrighed, saa sant hielpe mig Gud og hans hellig Evangelium.
5.
Ingen Geistlig, eller Verdslig, Øvrighed skal hermed betagis deris Jurisdiction, Bestilling, eller Christelig Forsorg, meget mindre skal Sognepræsten noget af sin pligtig Omhue og Bestillings Myndighed herved være betagen; Men skal langt meere tiene hannem til Hielp og støre Myndighed.
6.
Præsten skal, før end hand noget for Medhielperne lader offentlig indkomme, altid med sin egen særdelis og hemmelig Advarsel og Paamindelse først forsøge, om den Skyldige sig vil raade og undervise lade; Men dersom saadan Christelig og venlig Paamindelse intet formaar, da skal hand siden i alle hans Medhielperis Nærværelse og Paahør hannnem igien med Alvor formane at rette og bedre sig.
7.
Præsten skal med sine Medhielpere sig i det ringeste fire gange om Aaret til Tamperdagen, eller i samme dags Uge, i Sacristiet i Kirken forsamle, og dersom nogen uden lovlig Undskyldning da udebliver, skal hand give til de Fattige to Lod Sølv, hvortil Præsten skal have indseende, at de udkomme, saa fremt hand ikke selv vil dem udgive: Og ellers også saa tit, som én hver Sognepræst i sit Sogn noget vigtigt forrefalder, da skal hand om Søndagen efter Tienisten forsamle fornævnte Medhielpere, enten naar hand selv noget, som Raadførelse udkræver, haver formerket, eller hand af nogen af dennem der om noget, som saadant kunde udkræve, er bleven advaret, og, dersom noget tviflraadigt, eller vigtigt, forrefalder, da skal Provsten og tvende næste Herrets-Præster hosvære med Raad og Myndighed alting at forrette, naar Præsten det af dennem begærer.
8.
Hvad Synder og Laster, og alt hvis Præsten i Guds Ord er befalet at straffe, det samme bør hans Medhielpere at staa hannem bi udj, om behov giøris; Men særdelis bør de at have indseende med sadanne Laster, som ellers ved sædvanlig Rettergang ikke saa beqvemmeligt er at afskaffe, eller bevise, som: Prædikens Forsømmelse, hellige Dagis Misbrug til Gilde, Drik, Dobbel, Gøglen, Fikten, eller andet saadant, Fraholdelse fra Sacramentet over en fierding, halft, eller heelt, Aar, idelig Sværen og Banden, Guds Ords Skiemt og Misbrug i Omgængelse, ond Forligelsemaal imellem Egtefolk, som Uchristelig, uden billige Aarsager, sig imod hin anden forholde, saa og Forældre og Børn indbyrdis, Halstarrighed hos trolovede Folk, som ikke ville lade sig sammenvie til Egteskab, lætfærdig Skanderen og Snak, lætfærdig Selskabs Besøgelse og Omgængelse, Rufferj, Fylderj og idelig Drukkenskab, Ubillig Fordeel i Kiøb og Sal, Ulovlig Aager, Gierighed, i Synderlighed Ung-dommens Forførelse til Drik, Dobbel, Letfærdighed, overflødig Bekostning og Ødselhed. Med dette og alt saadant bør én hver af Præstens Medhielpere, saa vel som Præsten selv, hver for sig, som det først spørger, at forrekomme, og med hemmelig Formaning og ivrig Advarsel giøre deris Kald og Flid, at saadant maa afskaffis, saa vel som ogsaa siden sig samtlig raadføre, hvorledis det best skee kand; Og ligesom ingen dermed bør at beskæmmis, men alting, det hemmeligste muligt er, at forrettis, saa bør og ingen deris Advarsel ilde at optage, men for én Christelig Kierligheds Skyldighed at holde.
9.
Men dersom saadan hemmelig, Christelig, sagtmodig og broderlig Advarsel ingen Frugt vil skaffe, da maa Præsten ved Dægnen, eller Klokkeren, som én kunde til sig tage, om behov giøris, lade samme Person for sig kalde, og da i sine Medhielperis samtlig Paahør med Iver og Alvor hannem igien undervise, og laste og straffe saadan Guds Ords haarnakket og halstarrig Foragt.
10.
Dersom den Indkaldede ikke møder, og ikke have Uforbigængelig Forfald, hvorpaa af dennem strax kand kiendis, da skal hand saa meget meere vorde mistænkt, og strax findis til to Lod Sølvs Straf til Husarme; Men skeer det tiere af Modvillie og Foragt, da skal hand advaris at holde sig fra Naderens Sacramente, indtil hand beviser det hellige Kirke-Embede sin tilbørlig Lydighed og Ære, saa og truis med Band, og da skal hannem aarsagen dertil udtrykkeligen formældis.
11.
Dersom endda al saadan Paamindelse og Refselse intet vil frugte, men meere foragtis, da skal Sognepræsten, efterat hand sig med Provsten og Superintendenten derom raadført haver, trende Søndage lyse til Band, og ellers tit og ofte tilforn af Prædikestoelen giøre Bøn og Formaning for samme Person. Men om disimidlertid ingen kiendelig Forbedring bevisis, da skal Præsten siden ved Navn udelukke samme Person af Guds Meenighed og Samqvem, og bruge den Maade, som i Ritualen findis.
12.
Den, som Bandsat er, maa ikke stædis til Naderens Sacramente, ej heller være Vidne til Daaben, ej heller indbydis, eller komme, til nogen hæderlig Samqvem, før end hand sig med Gud og hans hellige Meenighed igien aabenbarlig forliger.
13.
Indbyder nogen videndis saadanne til Fadder, eller anden hæderlig Samqvem, da skal hand derfor efter Præstens og hans Medhielperis Betænkende være forfalden, enten til at staa aabenbare Skrifte, eller give noget til de Fattige. Indtrænger den Bandsatte sig til noget, som hannem her forbudet er, bøde derfor til sit Herskab, som derom af Præsten skal advaris. Befindis Herskabet der over ikke at straffe, da skal Præsten give Superinten-denten det tilkiende, som det siden for Kongen skal anbringe.
14.
Den, som saaledis Bandsat er, maa imidlertid tilstædis at høre Guds Ord i Kirken; Dog skal hand have særdelis et stæd for sig, hvor det hannem forordnis, og skal Præsten derforuden tit og ofte saadant Menniske formane, og, naar Lejligheden givis, lære og undervise, at han sig omvender, og med Gud og sin Øvrighed forliger.
15.
Men dersom hand inden Aar og Dag sig ikke ved aabenbarlig Bekiendelse og Afbøn i Guds Meenighed igien indlemmer, da skal hand for Provstemodet indstævnis, og da ved Dom sit Herskab overantvordis, og siden af Kongens Riger og Lande forvisis.
16.
Dersom da den Bandsatte formeener sig i én, eller anden, Maade at være for urettet, da maa hand Sagen til Kongens højeste Ret indstævne, og siden gaais derom hvis Ret er; Dog skal hand strax tage Stævning, med mindre Exsecutionen skal have sin gænge.
17.
Men dersom nogen, enten fra Naderens Sacramente haver været udelukt, eller med Band truet, og vil sig dog omvende, og giøre én alvorlig og hiertelig Bekiendelse, eller andre, som bør at staa aabenbare Skrifte, eller de, som inden Tinge med oprakte Fingre befindis Meeneedige at være, eller de, som til Tinge have været sigtede og Tyverj overbevist, og dog benaadede; Item de, som for Manddrab ere benaadede, og de, som Bandsatte have været, og nu én ret alvorlig og Hiertens Omvendelse begære at bevise, de maa igien for deris aabenbarlige Forseelser og Forargelser aabenbarligen til Meenigheden annammis, hvilket skee skal efter Prædiken til Højmesse, imens Meenigheden er tilstæde, og ikke, enten til Froprædiken, eller før end Tienisten begyndis til Højmesse. Afløsningen skal være efter den dertil i Ritualen forskreven Maade.
18.
Naar den Bandsatte er saaledis igien i Guds Meenighed indlemmet, og haver derpaa efter sin Christelig Omvendelse bekommet Afløsning, da maa ingen, enten til Tinge, eller i anden Forsamling, eller nogenstæds, hannem det bebrejde; Og saa fremt nogen det giør, da skal hand give tyve Lod Sølv til Straf, til lige Deele imellem de Fattige og den, som det blev bebreidet, og om hand ikke formaar dem at udgive, stande aabenbare Skrifte.
19.
Døer nogen Bandsat, som ikke, enten aabenbare i Kirken, eller paa sin Sotteseng, bliver afløst, da maa hand ikke begravis i Kirke, eller Kirkegaard.
20.
Dersom nogen, der aabenbarlig haver syndet paa et Stæd, og kand ikke saa lettelig komme did igien, hvor Meenigheden aabenbarlig skulle forbedis, for adskillige Aarsagers Skyld, begærer hiertelig Afløsning paa det Stæd, som hand da befindis paa, kand det hannem og aabenbarligen tilladis; Dog saaledis, at den Præst, som er paa det Stæd, hvor Synden er bedreven, beskedentlig tilkiendegiver den heele Sags Omstændigheder og Lejligheder, at samme Person maa uden Fare aabenbarligen afløsis, saa og beder den Sognepræst at giøre det, i hvis Meenighed hand da findis at være. Og, naar samme Person der er afløst, skal Sognepræsten den forrige Præst tilskrive det hos sig at være forrettet, at hand det derefter kand forkynde ogsaa aabenbarligen i sin Meenighed, som til at afbede den begangen Forargelse paa samme Persons vegne, hvorpaa hand paa det andet Stæd hafde bekommet Afløsning.
21.
Naar nogen for sin Forseelse bør at staa aabenbare Skrifte, og hand sig med et angerfuldt Hierte og gudelig Andagt dertil stiller, da skal Præsten stæde hannem til Afløsning, om end skiønt Herskabet sin Rettighed ikke bekommet haver.
22.
Hender det sig, at nogen Ubekient, som i Kongens Riger og Lande født er, og holdis fra Sacramentet, fordj hand ikke skaffer Bevis om sit Liv og Levnet, sig saaledis forseer, at hand Kirkens Disciplin bør at udstaa, da skal hand dog ikke til aabenbarlig Afløsning annammis, med mindre hand skaffer Bevis; Og hvis hand den ikke skaffer inden en vis forrelagt Tid, da skal hand til Provstemodet indstævnis, og saaledis med hannem handlis, som her oven for om halstarrige Bandsatte er mældet.
23.
Ingen maa af den Christen Meenighed udelukkis, eller bandsettis, ej heller maa lysis til Band for den, som ikke vidis hvem hand er; Men dersom nogen Synd og Utilbørlig Gierning af Ubekient Menniske bedrivis, da skal Præsten af Prædikestoelen bede og formane Gud, at, saa fremt samme Menniske lever, det maatte blive kient, aabenbaret og tilbørligen straffet, og komme til sine Synders Bekiendelse og Omvendelse: Derhos, at efterdj samme Menniskis Synder, som hand holder hemmelig, ere hannem i Himmelen forbeholdne, og hand derfor er saa meget dis længre fra sin Omvendelse, som hand holder sig Ubekient for Guds Ords Tienere og den Christen Meenighed, da skal hand advaris, om hand den Formaning hører, eller og derom spørge kand, at hand holder sig fra Christi Legems og Blods Sacramente, efterdj hand er i Guds Vrede, indtil hand sig bedrer, bekiender og omvender.
24.
Dersom nogen Husbond, eller Herskab, befindis at ligge og øve sig i nogle aabenbare Synder og Laster, imod Gud og sin egen Samvittighed, eller og sine Tienere fra Guds Tieniste med Hoverj, eller anden Syssel, uden største Aarsag og Fornødenhed, om Bede- eller Hellig-Dage findis at holde, da skal Præsten i det Sogn, som samme Person er boesat, eller og sig opholder, først i eenrum hannem advare; Og dersom det ikke vil hielpe, give Provsten og Superintendenten det tilkiende, hvilke fornævnte Person skulle for sig indkalde, og iligemaade med hannem med Band, og andet, sig forholde og procedere, saa som de for Gud og Kongen i sin Tid agte at forsvare, om de herudj af nogen Persons Anseelse sig lade betage og afholde fra at forrette det, som de Gud og Kongen pligtige ere i deris Bestilling at efterkomme. Dersom da saadan Person enten med Trusel, Beskikkelse, eller anden Gevalt, sig paa nogen Guds Ords Tiener understaar sig at forgribe, da skal det ingenlunde blive Ustraffet; Og saa fremt Præsten sig ikke herefter retter, da skal hand af Kongens Stigtsbefalningsmand og Superintendenten tiltalis og dømmes fra sit Kald; Og dersom Kongens Befalningsmand, eller Superintendenten, ikke Kongen det tilkiendegiver, skulle de give fire hundrede Lod Sølv til næste Hospital.
25.
Dersom ellers nogen paa Præsten, eller hans Medhielpere, skielder, eller nogen af dem for deris velmeente hemmelig Advarsel og Refselse beskikker, da bør det deris Øvrighed at tilkiendegivis, som derover skulle straffe; Og hvis de det efterlade, da skal det paa højere Stæder andragis.
26.
Og eftersom Præsten med sine Medhielpere got og Christeligt Betænkende, Limfældighed og Beskedenhed, i tviflraadige Sager haver at bruge, saa skulle de Sager, som alleene i eenrum for dennem forrettis, med Paamindelse, Formaning, Forspørgen og Advarsel om udspret Røgte, ikke siden til nogen udvortis Verdslig Forhør, eller Proces, drivis imod dennem, om end skiønt alting ikke befindis, som Røgtet gaar, eller for Verdslig Ret komme nogen til Skade i nogen Maade. Og paa det den Berøgtede, om hand Uskyldig er, ikke skal komme i Vanrøgte, da skal intet skriftlig fattis om saadant; Men alting hemmelig i deris Mode holdis og forrettis; Og om Præsten, eller hans Medhielpere, noget, som hemmeligt er, udføre, da skal hand miste sit Kald, og én hver af dem give til de Fattige trediesindstyve Lod Sølv.
27.
Præsterne skulle og alle dem, som med Sværen og Banden sig dagligen forsee,udj Skriftemaal derom beskedentlig og med Betænkende advare, saa og én hver i Prædiken og Skriftemaal tilraade, at de i deris Huse dermed tilbørlig Indseende have; De skulle og i alle ærlige Samqvemme paaminde dem, som i saa Maade Gud fortørne, og derhos formane, at de noget til de Fattige udgive; De skulle og deris Navne, som sig herimod motvilligen anstille, antegne og til Herskabet overlevere, som tilbørligen dennem bør at straffe.
28.
Befindis præsten, eller hans Medhielpere, i deris Bestilling at see igiennem Fingre, eller være forsømmelige, da skulle de efter Kongens Stigtbefalningsmands og Superintendentens Sigelse straffis, som vedbør.
29.
Naar nogen Tvist, eller Ueenighed, kunde indfalde imellem Forældre og Børn, Husbond og Hustrue, trolovede Folk, eller og andre Naboer og Venner, som Christeligt og best var at kunde uden Vitløftighed og anden Eftertale i Stilhed vorde bilagt, da bør og kand én hver, som meest Christeligt Hierte haver, og meest begærer at skye Forargelighed, Had og Avinds onde Begyndelse, enten beklage sig for sin Sielesørger alleene, eller, om det ikke vil hielpe, for hannem og hans Medtienere tilhaabe, og saaledis give Christeligen Aarsag til, at af én ringe Misforstand ikke skulle følge én Hednisk Uforligelighed, men meget Ont i Tide kunne forrekommis. Findis nogen forargelig i saadan Uforligelighed at fremture, da handlis med hannem saaledis, som tilforn om Halstarrige er mældet.