Kong Christian den Femtis Danske Lov

Lov nr. 11000 af 15.april 1683

Anden Bog

XI. Cap :

Om Præsters Liv og Levnet,

Forseelser og Bøder.

1. Art:

Præsterne skulle i al deris Liv og Levnet og Omgængelse sig saaledis anstille, som det Guds Ords Tienere bør, at deris Tilhørere kunde tage gode Exempler af dem, og deris Liv og Lærdom kand svare hin anden til Opbyggelse og uden Forargelse, saa at de ikke selv med deris Liv og Levnet deris Embede vanære; Men sig saaledis altid forholde, som deris Kalds Værdighed udkræver.

2.

De skulle altid gaa i rette Præste-Klæder, som kand sømme en Guds Ords Tiener: Ingen Vaaben, Kaarer, eller Bysser, bære, eller med sig føre: Deris Hustruer og Børn skulle klæde sig tarveligen, som den Stand sømmer, uden al Overdaadighed.

3.

Ingen Præst maa sig med andens Kald bevare, enten med Guds Tienistis Forrettelse, Ligprædiken, eller i andre Maader, uden det skeer efter den rette Sognepræstis Begæring, og med hans Villie, eller Superintendentens Befalning.

4.

Præsterne maa ingen Brandstød- eller Trøgle-Breve give nogen, men alleeniste en Forskrivelse til Øvrigheden om deris Nød og Trang.

5.

De skulle ingen Sognevidner underskrive, eller forsegle; Men Skudsmaal skulle de give, som de agte at forsvare.

6.

Præsterne paa Landsbyerne skulle holde tilbørlig Lykkelse, Gierder, Hegnet og andet, med deris Naboer, paa det de skulle ikke komme i Kiv og Trette med dem; Men holde sig fra deris Gadestævne, ej heller komme til Tinge, uden de højligen nødis dertil, og have tilforn derom sig med deris Provst og Superintendent raadført.

7.

De skulle betimeligen udgive hvis Giesterj, eller andet, som de i Kongens Jordebog staa for, saa og den Pension af deris Kald, som de hidindtil givet have.

8.

Ingen Præst maa reise langvejs hen i Stigtet, uden hand giver Provsten det tilkiende; Ej heller uden Stigtet uden Super-intendentens Forlov; Og dog skal hand alting saaledis beskikke, at intet i hans Fraværelse bliver i Embedet forsømt.

9.

Præsterne skulle ingen Kiøbmandskab bruge, uden med hvis hiemme hos dem selv avlis og giøris; Meget mindre skulle de holde noget Drikkehuus, eller selge, enten Øl, eller Brændevin.

10.

De maa ingen Verdslig Bestillinger sig med bevare, som: Fogeds, Skrivers, Procurators til Tinge, Kiøgemesters til Bryllupper, eller andet Vertskab.

11.

Hvilken Præst sig i Naderens Sacramentis Forrettelse Uagtsom og Utilbørlig forholder, og Vinen for Brødet uddeeler, skal strax Prædikestoelen forbydis, og holde sig fra den, og efter offentlig afbed af Provsten afløsis: Eller og, om den, som sig forseer, selv er Provst, af Superintendenten, eller, om hand af Sygdom, eller anden lovlig Forfald, forhindris, af en dertil af hannem forordnet fornemme Provst; Siden skal hand, som sig forseet haver, for Provstemodet af Superintendenten indstævnis, og efterat om hans Livs og Levnets Forhold flitteligen er vordet randsaget, da, saa fremt det befindis klarligen, at hand enten for Uskikkeligt Levnet er berøgtet, eller af Drukkenskab samme Forseelse haver begaaet, bør hand baade Kald og Embede at have forbrut. End befindis hand ellers i Liv og Levnet i alle Maader skikkelig, og haver slig Forseelse af bar Uagtsomhed og dybe Tanker beganget, da maa hand sin Forseelse efter aabenbar Afløsning med Penge-Straf til fattige Præste-Enker afsone, efter Kongens Stigtbefalningsmands og Superintendentens Sigelse. Men befindis nogen af Sygdom og Uformodentlig Skrøbeligheds Tilfald at være overilet, da maa hand blive ved Kaldet, og en Capellan underholde; Dog maa hand ikke selv noget for Alteret forrette.

12.

Provsten skal dennem, som saaledis have annammet Sacramentet, i eenrum for sig tage, og dem undervise, hvor storlig de sig forseet have, i det de ikke selv agtede, hvad de giorde; Dog skal hand derhos trøste dem i dette saa vel som andre syndige Tilfald, og siden offentlig alle Tihørerne advare, at de sig vel skulle betænke, at der som nogen saadan Tilfald kunde forrekomme, de heller selv med sagtmodig Advarsel det hos Præsten forrekomme, end som sig i hans Ubetænksomhed giøre deelagtige. Der efter kunde de, som saadant er vederfaret, efter hemmelig Paamindelse og Skriftemaal igien annammis til Sacramentet.

13.

Hvilken Præst til Egte tager noget Qvindfolk, som af anden tilforn besovet er, eller befindis at have søgt Seng med sin Hustrue, før end de til Egteskab ere sammenviede, miste sit Kald efter lovlig Proces.

14.

Befindis nogen Præst saa beskænket, at hand ikke kand giøre sit Embede uden Forargelse, om hand fordris til nogen, da skal han strax uden videre Paamindelse dømmis fra sit Kald; Og derfor, naar nogen Geistlig Mand bliver til noget ærligt Vertskab indbøden, skal hand ingenlunde sig til Drukkenskab lade bevæge, ej heller til nogen anden Overflødighed, Nattesæde, Letfærdighed i Snak, i Dantz, eller noget saadant; Ingen maa heller anmode hannem, meget mindre ville nøde hannem til nogen Drukkenskab.

15.

Præsterne skulle beflitte sig paa at have og bruge foruden Bibelen gode tienlige Bøger, som af vise og lærde Mænd er vedtagne. Haver Præsten Middel, og vil ikke forskaffe sig saadanne Bøger, naar hand af Provsten, eller Superintendenten, derom er bleven paamint, da bør hand at straffis derfor Superintendentens Sigelse.

16.

De Bøder, som Præster, eller andre Geistelige, blive tildømte at udgive for Forseelser, som til deris Afsettelse fra Kaldet ej strekke, skal givis til fattige Præste-Enker, i hvo og jus Patronus til Kirkerne haver. Det samme skal og forstaais om de Lejermaals Bøder, som ej strekke sig til den gandske Boeslod og Formuis Fortabelse, hvilke der kand falde paa Præstegaardenis Grund, og skulle udgivis deris Tienistefolk og Tyende.