Kong Christian den Femtis Danske Lov

Lov nr. 11000 af 15.april 1683

Anden Bog

XII. Cap:

Om Præsters Boliger

og Indkomster.

1.Art:

Præsterne skulle boe i deris Sogne, og hos deris betroede Meenighed, og i deris rette Præstegaarde, hvilke de skulle beholde frj med al deris Rettighed og rette Tilliggelse, som der af Alders Tid tilligget haver; Og hvor der ere tvende, eller fleere, Præstegaard, da skal Præsten boe i den eene, og nyde af dens Skov frj Olden og fornøden Ildebrand, og af de andre Gaarde, saa vel som af Bøndergaardene, der til hans Bord tillagte ere, skal hand opbære og nyde al Frugt og Landgielde, saa og Herligheden, saa vit hand haver haft i rolig Hævd i tyve Aar, eller og hand beviser hannem med rette at tilhøre.

2.

Om saa er, at der ikke er Skov til den Gaard, om Præsten iboer, da skal hand nyde frj Olden og frj Ildebrand til Skiellighed af de Skove, som ligge til den anden Præste- eller Annexe-Gaard, om der er Skov til; Dog skulle de, som have Tilsyn med Præsteskovene flittig tilsee, at Præsterne dem ikke forhugge.

3.

Af Annexe-Gaardene nyde Præsterne selv alle Tiendens Deele.

4.

Med Præstegaardenis Bygninger, som Præsterne boe udj, og dennem er tillat at maa sig tilforhandle for et hundred Rix Daler, og alle de Penge, som deraf kand indbringis, ere de Fattige i Kiøbenhavn overdragne, skal forholdis, som efterfølger: 1. Skal ingen Creditorer, i hvad Gields Fordring de hos Præsten, hans Hustrue, Børn, eller Arvinger kunde have, enten i Præstens levende Live, eller efter hans Død, ved hvad Navn, eller under hvad Prætext, det og være kunde, tilstædis nogen Udlæg, Forsikkring, eller Pant, i nogen tilkiøbt Præstegaards Bygning at bekomme; Men hvis den Indehavende Boe og Formue ikke kunde tilstrekke til den bortskyldige Gields Afleggelse, maa Creditorerne hos den afdøde Præstis Efterkommere saa meget bekomme, som Bygningen første Kiøb kostet haver, hvis den dis imidlertid ikke er bleven brøstfældig; Men dersom den højere skulle vorde vurderet, skal det øvrige den Afdødis Hustrue og Børn til en ringe Underholdning tilkomme uden nogen Creditorernis Prætention og Forhindring; Dog skal i en hver prioriteret Gield, forlods udtagis, hvis den afgangen Præst til de Fattigis Directeurer for den afkiøbte Præstegaards Bygning kand være skyldig bleven, saa vel som i Sædlands Stigt for hvis hand til Præste-Enkerne kand have anlovet at udgive, eller paa Rente have 2. Dersom nogen tilkiøbt Præstegaards Bygning ved Ulykkelig Hendelse afbrændis, da skal til dens Opbyggelse gives af hver Kirke i samme Stigt, hvor Ulykken skeet er, som nogen Middel haver,én Rix Daler. 3. Naar nogen Præst, som sin Præstegaards Bygning betalt haver, ved Døden afgaar, da skal hans Efterkommere i Kaldet betale hans Arvinger samme Bygning og dens Forbedring efter to næste Præsters og to beste Sognemænds Vurdering; Dog saa at Vurderingen ikke overgaar fem hundrede slette Daler. 4. Naar nogen Præstis Hustrue ved Døden afgaar, da man ikke Præstegaardens Bygning, naar Skifte holdis, saa som noget Sterfboen tilhørende, komme til Deelning; Men efter Præstens Død skal den komme hans Børn og egne Arvinger til beste, og til dennem alleene af Efterkommeren efter Vurderingen betalis. Men gifter Præsten sig igien, og efter sin dødelig Afgang, en Hustrue efterlader, da tager hun lige Lod i Gaardens Vurdering, som i anden Sterfboens Formue. 5. Haver nogen Præst ikke villet sig tilforhandle sin Præstegaards Bygning for overskrevne hundrede Rix Daler, da skal hand aarligen til hver ellevte Junii erlegge til de Fattigis Directeurer sex Rix Daler, som ere Renten af fornævnte Hovedstoel, uden al Vederlag; Og naar hand ved Døden afgaar, skal det være de Fattigis Directeurer paa de Fattigis vegne tilstæt, Gaarden at lade vurdere, og forlods ud paa dens Brøstfældighed lovlig Fæld tage efter Lands Maneer af beste Gods, og hvis dennem da synis for de Fattige nyttigst at beholde, saasom enten hvis Gaarden bliver vurderet for, om den befindis vel holden ved magt, hvilket Efterkommeren i Kaldet da til de Fattige alleene, og ikke til den afgangen Præstis Arvinger, eller Creditorer, skal betale, ligesom de Fattigis Fuldmægtige med hannem derom paa Directeurernis vegne vorde forligte, eller om det synis for de Fattige gavnligere, kand de Fældet nyde og beholde; Hvorimod da Efterkommeren i Kaldet den brøstfældige Gaard frj kunde foræris, eller, for hvis billigt er, forundis, med de Vilkor, at hand den aarligen bygger og forbedrer, hvilket hans Arvinger siden, uden videre Betalning, af Efterkommeren skal betalis. 6. Lader nogen Præst imidlertid sin Gaards Bygning forfalde, skal det være Directeurerne frit for, naar saadant dem tilkiendegivis, Gaarden uden Ophold at lade syne, og dens Brøstfældighed ved Uvillige Dannemænd taxere, hvilket af Præstens boe skal udtagis, og strax paa Gaarden settis, med mindre hand stiller nøjagtig Forsikkring for sig, at hand det paa Gaarden inden et Aars Forløb vil anvende, og skal de Fattige dog efter forrige Præstis Død have Magt med Efterkommeren i Kaldet derom at capitulere. 7. Paa det Directeurerne altid kand have en rigtig Videnskab om Præste-gaardenis Beskaffenhed, da skal Kirkernis Forsvar med Provsterne dennem Underretning flittig herom giøre, saa ogsaa efterkomme alt hvis Directeurerne af dennem til de Fattigis Gavn og Beste i denne Post at forrette begærende vorde, som de agte at forsvare.

5.

Præsterne skulle nyde deris Tiende og Offer paa de tre store Højtider, til Brudevielse, Børnedaab og Barselsqvinders Kirkegang : Saa og én Høstdag af Husmænd og Husqvinder, som ikke selv have Kornsæd til deris Huse paa Landsbyerne : Og i Kiøbstæderne deris Præstepenge tvende gange om Aaret, saa som de hidindtil nydt have.

6.

Dersom Præsterne noget er frakommet med Uret, enten Gaarde, Huse, Agre, Eng, Skov, Fiskevand, eller noget saadant, da skulle Kirkens Patroner, eller Kongens Befalningsmænd, deele samme Ejendom dertil igien med rette; Iligemaade skulle de dennem tilhielpe, at de af Sognefolket deris Rettighed til gode rede bekomme, og i alle Maader dennem mod Uret forsvare.