Lov nr. 264 af 6.maj 1993.

 

Om kirken i Grønland

§ 1. Grønland udgør et selvstændigt stift inden for den danske folkekirke.

§ 2. Med virkning fra den 1.november 1993 oprettes et nyt bispeembede med Vor Frelser kirke i Nuuk som domkirke.

§ 3. Biskoppen over Grønlands Stift ansættes og afskediges ved kongelig resolution.

Stk. 2. Til biskop kan kun udnævnes en person, der er eller som har været ansat som præst i den grønlandske kirke, og som

1)  har bestået teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet eller

2)  har været præst eller opfylder betingelserne for at blive præst i den danske folkekirke eller

3)  har en uddannelse, der med hensyn til almindelige kundskaber kan sidestilles med læreruddannelse i Danmark, herunder læreruddannelse fra seminariet i Nuuk, og herudover har fået en videregående uddannelse i kristendomskundskab eller

4)har gennemført en af Grønlands hjemmestyre forordnet teologisk uddannelse med henblik på ansættelse i den grønlandske kirke.

§ 4. Hjemmestyret indstiller biskoppen til udnævnelse efter en forudgående afstemning blandt menigheds-repræsentanter og præster.

Stk. 2. Hjemmestyret indstiller den kandidat, der ved afstemningen har fået flest stemmer.

Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed foretages omvalg. Hvis der efter omvalg igen opstår stemmelighed mellem de kandidater, der har opnået flest stemmer, afgør landsstyremedlemmet for kirken, hvilken af disse kandidater hjemmestyret skal indstille.

Stk. 4. Kirkeministeren indstiller den i stk. 2 eller 3 nævnte kandidat til kongelig udnævnelse.

§ 5. Grønlands hjemmestyre fastsætter ved landstingsforordning nærmere regler om kirken i Grønland, herunder om dannelse af repræsentationer for menighederne og om repræsentationernes rettigheder og pligter samt om afstemningens gennemførelse ved valg af biskop.

§ 6. Regler om kirkebøgernes førelse og om anmeldelse af fødsler, navngivning og dødsfald til kirkebøgerne samt om pligt til at afgive indberetninger, fastsættes ved landstingsforordning af Grønlands hjemmestyre, svarende til de af kirkeministeren fastsatte regler herom.

§ 7. Loven træder i kraft den 1.november 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves :

1) Lov nr. 587 af 29.november 1978 om kirken i Grønland. Bekendtgørelser mv. udstedt i medfør af den i 1.pkt nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ændres eller ophæves ved bestemmelser udstedt i medfør af denne lov.

2) Kongelig anordning nr. 388 af 24.august 1985 om ikrafttræden i Grønland af lov om udnævnelse af biskopper og om stiftsbåndsløsning.

Stk. 3. Stillingen som biskop besættes første gang med vicebiskoppen.

Stk. 4. Valg af biskop, jf. § 4, finder første gang sted ved indtrædende ledighed i stillingen.

Kirkeministeriet