Skrivelse nr. 12006 af 22.december 1975

 

 

Skrivelse om bemyndigelse for kordegne til at

underskrive de i bekendtgørelse om begravelse

og ligbrænding § 6, stk. 1 omhandlede attester

efter sognepræstens bemyndigelse.

 

 

I anledning af, at der over for ministeriet er rejst spørgsmål om kordegnes adgang til at underskrive de i kirkeministeriets bekendtgørelse af 1.december 1975 om begravelse og ligbrænding § 6, stk. 1, omhandlede attester, skal man meddele, at ministeriet intet har at indvende imod, at en sognepræst – såfremt han måtte ønske det – bemyndiger kordegnen til at underskrive sådanne attester på sine vegne. Kordegnen må i så fald ved sin underskrift anføre: »Efter sognepræstens bemyndigelse«.

Det er en selvfølge, at sognepræsten ved en sådan bemyndigelse kan tage forbehold om, at sager i visse tilfælde – navnlig hvor de frembyder tvivl – skal forelægges ham til afgørelse.

Som begravelsesmyndighedens stempel bør altid benyttes sognepræstens embedsstempel. Det kan dog af praktiske grunde anbefales tillige at påføre kordegnens (kirkekontorets) stempel.

 

 

Kirkeministeriet