Skrivelse af 17.september 1958
Kirkemin. Skr. ( til biskoppen over A. stift ) om,
hvorvidt attester for mindreårige kan udleveres
til disses bedsteforældre.
( Gejstl. Reskripts. A. 1958 )
Efter at ministeriet i skrivelse af 3.september 1958 i anledning af en forespørgsel fra sognepræst N.N. havde meddelt tilladelse til, at fødsels- og dåbsattest for et den 7.april 1950 i ægteskab født barn, der efter moderens død var undergivet faderens forældremyndighed, udleveredes til barnets morfader til brug ved tegning af en forsikring til fordel for barnet, har sognepræsten forespurgt, om ministeriets cirkulære af 15.april 1950 angående adgangen til at rekvirere udskrifter af ministerielbøger m.v. giver hjemmel for udlevering af fødsels- og dåbsattester for børn til disses bedsteforældre, samt om barnets fader i det fornævnte tilfælde ville få medhold i en eventuel indsigelse mod attestens udlevering.
I denne anledning skal man meddele til efterretning og videre bekendtgørelse, at det fornævnte cirkulære ikke hjemler ministerialbogsførerne adgang til at udlevere fødsels- og dåbsattester eller andre udskrifter af ministerialbøgerne for en mindreårig til dennes bedsteforældre, når disse ikke har del i forældremyndigheden eller værgemålet over den pågældende eller i øvrigt har rådighed over dennes personlige forhold, men at spørgsmålet om udlevering af en attest for barnet i sådanne tilfælde bør forelægges ministeriet til afgørelse.
Det tilføjes, at ministeriet ikke ser sig i stand til på forhånd at udtale sig om, under hvilke omstændigheder der i disse tilfælde vil kunne forventes meddelt tilladelse til udlevering af en attest til bedsteforældrene, ligesom man ej heller på forhånd kan udtale sig om, hvilken betydning der vil blive tillagt en eventuel indsigelse fra vedkommende barns fader.
Kirkeministeriet