Anime & manga
Fundraising
Restauranter
SF&F
Spanien
|
|
Spanien har i de sidste par år været
genstand for vores feriebesøg, ikke mindst Nordspanien & Barcelona,
som er en levende by med smukke huse, pladser & parker samt den
udefinerbare stemning af storby.
Et par indledende tips om Spanien er måske:
- lej en bil med god motorkraft, gaderne i de spanske byer er
undertiden temmelig stejle. En Peugeot 206 klarer den ikke
- Undgå centrum af storbyerne og kør ikke ind i de små byer. De
fleste større veje er lagt, så de fører udenom småbyerne. De
små byer er tit meget charmerende, men find et sted at parkere
udenfor, for man sidder hurtigt fast i en meget snæver gade
- skilte med fartbegrænsning på 30 km. på en snæver bjergside
med massiv klippe til den ene side og udsigt til en smuk, men
meget dyb, kløft til den anden side, læses af spanske
lastbilchauffører, i 40 tons truck med anhængere, som
minimumshastighed 300 km. påbudt
- sæt en blondine i vognen, hun skræmmer livet af ovenstående
chauffører med lav flyvning.
Dagen efter en sen nat, hvor et bjergområdet var blevet forceret:
"Hvis jeg havde vidst vejen havde været så snoet, havde jeg
kørt langsommere" Og der er dem der undrer sig over, at Johan
er gråhåret i dag
- book hotel i Barcelona i god tid ! Du er ikke den eneste, der har
fået idéen om at tage dertil
- selv på en spontan ferie er planlægning en god ting
- andet sproget i Nordspanien udenfor Barcelona er fransk, ikke
engelsk, så tag tingene som de kommer
Først lidt om vores erfaringer med restauranter m.v. Hoteller m.v.
finder du på side 2.
Restauranter m.v.
- Restaurant la Penya, Talarn
En behagelig restaurant i en lille by med udsigt over byen Tremp.
Tremp er en noget kedelig industriby, men Talarn er sød og maden er
god, så det er et godt sted for frokost på vej fra et sted til et
andet i området
- Restaurant Can Llorenc, Castellfollit de la Rose
Fra Girona er flere udflugts- / vandremuligheder, hvoraf den ene
er til Castellfolit, som ligger ovenpå et vulkansk jordlag. Det
giver byen et meget imponerende syn, hvis man kommer fra den rigtige
side.
I Castellfollit de la Rose er der også en ombygget kirke, der
fungere som galleri. Der er en flot udsigt fra kirkens tårn.
Restauranten er velegnet til at slappe af i, når man gispende har
overvundet trapperne op til Castellfollit fra den rigtige side. De
er hurtige og åbenbart vant til døende turistica'er
- Europa Cafe, Olot, hovedpladsen
Godt tapas- / vandingshul. Små desserter
- Cabo, for enden af vej fra Organya
I området omkring Organya er en af udflugtsruterne omkring en
række gamle kultsteder (Meghalitic monuments) / grusbunker. Vi har
differentieret opfattelser af, hvad der er interessant at se på.
Vendingspunktet på ruten er en lille næsten totalt restaureret
bjerglandsby. Her er en restaurant, der åbenbart er kendt i
Nordspanien / Andorra for sine snegle, for der kom den ene bil efter
den anden med sultne sneglespisere fra Andorra.
Vi deler dog ikke interesse for denne spise, men de servere også
andet vellavet mad.
Af en eller anden årsag sad næsten alle indendørs, så det var
muligt at få bord på terrassen, hvor kun et andet bord var optaget
af to unge kærestepar, som åbenbart ikke skulle ses i større offentlighed.
Men de var meget hjælpsomme med at oversætte menukortet.
Der er en flot udsigt fra terrassen, og en dag bliver Johan vel
tilgivet for de 27 km. i stegende sol
- Tony, Camprodon
En turistica restaurant i Campinsområdet. OK kold suppe, men ellers
la la
- Cafeteria El Canto, Bellver?
På vejen til Olot fra Figol er der bl.a. denne by med borg
& kirke.
Her gik vi på jagt efter noget frokost og passerede dette
cafeteria, hvis tv var indstillet på en station der viste Ranma
1/2, så her gik vi ind.
Cafeteriet har åbenbart specialiseret sig i frokoster for de lokale
håndværkere, for der var velsmagende mad i meget store mængder
til billige penge. Vi var nød til at stoppe før desserten
- Restaurant Cal Pacho, La Seu D'Urgell
La Seu D'Urgell er en større by med en del middelalderarkitektur
tilbage nord for Figol.
Restauranten er OK, men ikke mere, dvs. endnu en la la oplevelse
- Zeppelin Bar, Figueres
Denne turistfælde er velplaceret lige ved siden af Dali-museet
i Figueres. Spring museet over, hvis du ikke er vild med Dali.
Der er simpelthen alt for mange turistica'er inkl. dig selv i
museet i forvejen. Maden i turistfælden er lige så elendig som i
alle andre turistfælde på denne klode
- La Xicra, Placa Sant Josep Oriot 2, Barcelona
Det kan faktisk regne og blive koldt i Barcelona, selv om
sommeren. Nu hævdede en af vores guidebøger, at varm chokolade faktisk
er lidt af en specialitet for caféerne i Spanien. Det var det
absolut ikke her
- Bar Via Augusta, Girona
I Girona, som er en by, du skal besøge i længere tid, hvis du
har mulighed for det, er bl.a. denne udmærkede bar, hvor vi
nok har fået et af vores bedste måltider i Spanien.
Her fik vi åbenbart forvirret bartenderen så meget med vores
hjemmelavede spansk, at han fluks sørgede for et veldækket bord
med en lang række kolde anretninger til den meget varme aften, selv
om det vist ikke lige er barens
salgsobjekt nr. 1, men et skønt
måltid og rødvinen var over gennemsnittet
- Palau De La Mercé,C. Beates, Girona
Når man har vandret Gironas imponerende bymur rundt, ender man
ved denne restaurant, hvor en venlig kat tager imod dig ved
indgangen til restaurantens store gårdhave.
Her serveres rigtig god mad & rødvin til 5 kokkehuer i en
romantisk atmosfære. Betjeningen er også i top.
Hvis du bestiller noget interessant, f.eks. fisk, vil en af
restaurantens katte sikkert gerne tale nærmere med dig. De er dog
søde og ikke irriterende nærgående, så bestil en ekstra
tallerken.
Eneste ulempe ved denne restaurant, hvis man altså synes om katte,
var den irriterende muzak
- El Cornet, Olot
Rigtigt godt spisested i Olot, men mest for turister. Eneste detalje,
der forhindrer 5 kokkehuer er deres kuvertbrød. Herudover var
lokalet koldt.
Det der med kuvertbrød er der nu ikke mange spanske restauranter,
der kan finde ud af. Jo finere de bliver, jo dårligere bliver
brødet. Men på den anden side kan vi danskere også havde taget
skade af alle de budskaber om, hvad godt brød er.
Kulden var der nok ligeledes mange, der satte pris på
- Ramon, Placa Clara 10, Olot
God mad med hurtig betjening. Deres kolde suppe var virkelig
god.
Bemærk i øvrigt at kold suppe i Spanien ikke er noget særligt
fint eller kunstnerisk tilfredsstillende for kokkene at tilberede,
men Johan er ret vild med kold suppe.
- Café Déstiu, Placa de Sant Iu 5-6, Barcelona
Et udmærket lille vandingssted lige bag katedralen, men skjult
af museet, hvorfor der normalt er plads under en af caféens
parasoller
- Mora, Av. Diagonal 409, Barcelona
En kæde af restauranter / konditorier, der bør specialisere
sig i sidstnævnte, da deres te & kage langt overstiger deres
øvrige produkter
- Cafe D'estiu, laca De Sant, Barcelona
Et vandingssted man kan komme forbi i udforskningen af Barcelona
- Candanchu, Plaza Rius i Taulet, Barcelona
I Spanien skal man spise masse af tapas. Det har de bl.a. her
- Restaurant Elcafeti,
Hospital 99, Fons passatge, Barcelona
Det her kan ligne en turistfælde, men nej. Det er tværtimod en
udmærket restaurant med bl.a. den bedste kolde suppe hidtil i
Spanien. Det skal bemærkes, at prisniveauet er højere end på de
fleste andre, men kvaliteten er derefter.
Herudover skal det bemærkes at den ligger i Barcelonas "sorte
firkant". Her er dog gennem de sidste år foretaget meget
byrenovering, ligesom der er etableret kunst-/designmuseum i
området. Der er dog fortsat et suspekt område i nærheden, hvor
mænd tydeligvis kommer alene for at få selskab. Så for dem, der
synes Istedgade er blevet for mondænt
- Arco Oris, Plaza De Olavide, Madrid
Velegnet oasested når man er smadret efter museumsbesøg i
Madrid. Dem har de mange af, og de 3 store er sammen med
kongeslottet et must.
Pladsen er behagelig afslappet og væsentlig bedre at nyde aften på
end Plaza Mayor, hvor restauranterne enten er overrendt af
turistica'er og / eller serverer noget hundeæde for en meget høj
pris.
Særlig advarsel til mænd vedr. Plaza Mayor i øvrigt. Man risikerer
at opleve en forbigående svækkelse af sin selvtillid, når der
optræder mandlige flamingodansere
- Rincon
de Aragon, Carmen 28, Barcelona
OK restaurant. Det skal dog bemærkes, at den anbefales på det
varmeste af søster og svoger pga. deres lammekølle
Herudover findes der naturligvis mange andre dejlige steder, som vi
enten ikke har besøgt (endnu) eller som vi desværre har glemt
regningerne fra.
Hoteller mv. på side 2.
Til:
|