Jeg kan være meget tålmodig. Jeg er den type som kan vente i timevis på et telefonopkald, uden egentlig at tænke over, at det er det jeg foretager mig. Jeg ved at telefonen vil ringe på et tidspunkt, men ikke hvornår, og jeg ved at jeg bør være hjemme. Jeg kan være så forbandet tålmodig, at jeg nærmest går i koma, og forhindrer mig selv i at foretage mig noget som helst konstruktivt, fordi jeg venter på en skide telefon. Jeg kan være sygeligt tålmodig.

Men tålmodighed, med hensyn til at skrive er noget ganske andet. Det er lidt ligesom juleaftensdag, dengang man var lille og stadig glædede sig til at pakke gaver op. Nu om stunder er det jo noget andet, og man er glad bare man får noget, som man kan bruge eller kan lide. Men dengang man glædede sig helt vildt til at flå papiret fra hinanden eller stille og roligt pille det af (bare for at trække spændingen ud), sådan er det næsten at skrive. Men ikke også kun næsten. For det er også slid. Det er lige så optærende som når man skal finde og købe julegaver til alle de familiemedlemmer og venner man har, og som man jo ikke vil skuffe. Man knokler rundt og bruger penge til højre og venstre, i håb om at man ikke får det der lidt skuffede blik, når papiret bliver pillet af. For os voksne piller jo altid papiret af, stille og roligt. Og det har intet at gøre med at gøre det mere spændende. Okay, somme tider flår vi stadig i papiret. Men alt er jo relativt.

POST

HJEM