Det er af afgørende betydning for denne opgave, at der er tale om en tværvidenskabelig integration af mine to forskellige kandidatfag - Historie og Forvaltning. Opgaven kunne givetvis være skrevet blot på det ene eller på det andet fag, og kunne så have inddraget det sekundære fags metoder eller teorier som hjælpevidenskab. Denne hjælpevidenskab kunne være et interessant krydderi på opgaven, uden at man skulle hæfte fuldt for den fremmede videnskabs metodiske korrekthed. Kravene stiger, naturligt nok, når det ene fag ikke må være et appendiks til det andet, til gengæld opnås også større muligheder for, at de to fag gensidigt kan befrugte hinanden. Ved hjælp af fagintegrationen kan man kritisere de utilstrækkeligheder i de enkelte faglige metoder, som måtte blive afsløret i en anden fagligheds lys, og risikoen for blot at skrive sig ind i et enøjet og nærsynet faghjørne mindskes.

Der findes dog ikke nogen nærmere defineret ramme for, hvad der skaber en fagintegration. Studieordningen for Historie omtaler det slet ikke, mens studieordningen for Forvaltning i paragraf 24 siger, at "Kombinationsspecialet skal vise en sammenhængende forståelse af problemer som er centrale inden for forvaltningsuddannelsen - for integrerede specialer såvel inden for forvaltningsuddannelsen som inden for den pågældende fagkombination". Da det ikke er nærmere defineret, hvad der er centralt inden for fagkombinationer, må det være op til specialeskriveren selv at definere dette med det krav for øje, at specialet samtidig skal kunne gøre det ud for et enkeltfagsspeciale på begge fag.

I Tyskland i slutningen af forrige århundrede diskuteredes sondringen mellem naturvidenskaber og åndsvidenskaber og disses metoder intenst. Hvor naturvidenskaberne er lovmæssigheds- og forklaringssøgende (nomotetiske) på basis af eksperimentielle iagttagelsesmetoder, er åndsvidenskaber orienterede mod dybtgående og indlevende forståelse af unikke fænomener på basis af hermenutisk fortolkning (ideografiske). Den nomotetiske metode har via positivismen bredt sig langt ud over naturvidenskabernes grænser således, at der indenfor de samme fag og de samme fags discipliner forskes efter begge metoder. Det er dog afgjort, at den nomotetiske metode har haft langt større gennemslagskraft i samfundsvidenskaberne end i historievidenskaben, således at der findes en række modsætninger mellem disses metoder. På trods af at der er tale om videnskabelige naboer, der begge har samfundet som studieobjekt, har der ofte været tale om et dårligt naboskab, hvor forskellene har betydet mere end lighederne. Ligefor er forskellen mellem at studere fortid og samtid, men her ligger de, der kalder sig for samtidshistorikere, sig lige i midten, og ligesom historikernes forkærlighed for at studere forandringer modsat samfundsvidenskabsfolkenes fokus på stabilitet, er der ikke tale om principielle forskelle. En større modsætning ligger i forskellen på synkron og diakron tilgang og i forskellen mellem det at studere det enkelte og det almene. Historikerne har deres styrke i at kunne beskrive henholdsvis "det enestående" - begivenheden, der i sin natur er forskellig fra alle andre begivenheder, som hvert menneske er unikt - og ved siden af det "de lange linier", hvor analyser funderes i en længere historisk udvikling med parallelle eller underliggende akser af begivenhedshistorie eller cyklisk historie, som modsætning til kun at fokusere på "øjeblikket". Historikerne studerer samfund og lægger vægt på forskellene mellem dem og på de forandringer, som har fundet sted i hvert samfund over tid. Samfundsvidenskaberne studerer samfund på det overordnede plan, og lægger vægt på generaliseringer om struktur og udvikling.

Disse forskellige faglige tilgange er blevet set som kontradiktoriske, og begge grupper har gennem tiden haft travlt med at se splinten i modpartens øje, så de har set hinanden som ganske fæle stereotyper. Historikere kan se samfundsfagsfolk som nogen, der siger det indlysende på en abstrakt og barbarisk måde uden fornemmelse for tid og sted og som presser individer ind i snævre kategorier for så oven i købet at hævde at disse aktiviteter er videnskabelige. Omvendt kan samfundsfagsfolk se historikere som amatøragtige, nærsynede faktasamlere uden metode, hvis datas upræcision kun overgås af deres analytiske inkompetence.

Ovennævnte skræmmestereotyper gør sig, ud over snæversyn, afgjort skyldige i anakronisme, da der rimeligvis må hentydes til dengang disse videnskaber trådte deres barnesko og nogen af deres udøvere gik til yderligheder. Siden har der været udøvet masser af tværvidenskab, bevares, men faggrupperne har stadig en ganske forskellig opdragelse og selvforståelse. Samfundsfagsfolk er trænede til at opdage eller formulere generelle love og ofte bortsortere undtagelserne. Historikerne lærer at være opmærksomme på detaljen frem for generelle mønstre. Hvis man frem for at se disse tilgange som kontradiktoriske så dem som komplementære, ville man kunne forstille sig, at de forskellige tilganges styrker kunne forenes. Knut Kjeldstadli citerer D.G.Macraes hårde dom over fagene historie og sociologis gængse arbejdsmetoder: "History is sociology without brains. Sociology is history without effort." og tilføjer selv "Together, they are dynamite". Francis Bacon har ligeledes i en berømt passage formuleret kritik af både den myrelignende empiriker, som blot samlede data, og af de rene teoretikere, edderkopper hvis spind stammer fra dem selv. Bacon anbefalede biens eksempel. Bien samler råmateriale, og den transformerer det også.

Det er min holdning, at man uden kombinationen af historie og teori næppe vil kunne forstå hverken fortiden eller nutiden.

I dette speciale har jeg forsøgt at forene mine forskellige faglige interesser. Den kolde krigs historie, og den dominans atomvåbnet havde i denne periode, sammenholder jeg med det klassiske samfundsteoretiske spørgsmål om, hvorvidt demokrati og udenrigspolitik er uforenelige størrelser, og videre om demokrati og "udefra truende fare for et land" er præget af samme uforenelighed. Min grundlæggende motivation var ideen om en frugtbar integration mellem fagene Historie og Forvaltning, mellem historievidenskabens vægt på kildekritikken, kronologien og den enestående begivenhed og samfundsvidenskabernes generalisering over begivenheder. Konkret tog jeg udgangspunkt i Stats- og Udenrigsminister H.C.Hansens tophemmelige brev til USA i 1957.

Den 29. juni 1995 redegjorde regeringen skriftligt til Folketinget for det den kaldte "visse aspekter af Thule-sagen". Den aktuelle Thule-sag (der kan vel efterhånden tælles adskillige Thule-sager) var dengang spørgmålet om erstatning til de danske arbejdere,der, eventuelt, havde pådraget sig stråleskader under oprydningen efter et amerikansk B-52 fly med fire brintbomber ombord var styrtet ned på isen ud for Thule-basen den 21. januar 1968. De aktuelle aspekter handlede nu ikke så meget om stråleskader men om, hvad der skulle vise sig at være en dobbeltbundet dansk atomvåbenpolitik i perioden 1957-68.

Under gennemgangen af Thule-sagens dokumenter havde det vist sig, at Danmarks daværende Stats- og Udenrigsminister H.C. Hansen i 1957 havde undladt at protestere over for en fremlagt amerikansk opfattelse af, at USA, ifølge den dansk-amerikanske aftale af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland, havde ret til at oplagre atomvåben på Grønland. Ydermere var regeringen blevet opmærksom på, at Grønland regelmæssigt var blevet overfløjet med atombevæbnede bombemaskiner. Intet af dette stemte overens med Danmarks erklærede atomvåbenpolitik, der afviste atomvåben på dansk territorium.

Regeringens redegørelse rejste en omfattende mediedebat, der, ud over atomvåbenpolitik mest handlede om udenrigsministeriets lukkethed med hensyn til arkivadgang og om, hvorfor regeringen ikke straks havde offentliggjort H.C. Hansen-brevet, da det var dukket op. SF’s Gert Petersen stillede i Folketinget et spørgsmål om, hvorpå udenrigsministeren byggede sin overbevisning om, at USA ikke på noget tidspunkt havde oplagret atomvåben i Grønland. Udenrigsminister Niels Helveg-Petersen (RV) svarede den 17. juli 1995, at han efter en første kontakt med USA, den 3. juli, fra den amerikanske ambassade havde fået et svar, der betød, at han havde fuld tillid til, at USA aldrig havde oplagret atomvåben i Grønland. Dog havde den amerikanske ambassade kort efter, den 13. juli, givet ham oplysninger om, at der i to perioder (1958 og 1959-65), havde været oplagret atomvåben på Thule-basen. Udenrigsministeren måtte altså æde sine ord, og den ophedede debat steg endnu et par varmegrader.

På dette tidspunkt havde regeringen allerede besluttet at lade Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) forestå udarbejdelsen af en udredning, en såkaldt hvidbog, om USA’s overflyvninger af Grønland med atomvåben og Thulebasens rolle i den forbindelse. Udredningen skulle omhandle perioden 1945-68. Imidlertid mente bl.a. SF og Enhedslisten, at kommisoriet skulle udvides tidsmæssigt op til nutiden, og de rejste en forespørgsel til udenrigsministeren om den danske atomvåbenpolitik i efterkrigstiden, ikke mindst efter 1968. Motivationen var at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt amerikanske skibe havde anløbet dansk havn med atomvåben ombord. Udenrigsministerens svar var afvisende, og den følgende forhandling blev ganske ophedet og berørte alle de mange politiske aspekter af denne pågældende Thule-sag. I debatten viste der sig et par synspunkter, der afspejler det, jeg mener, er det mest interessante ved denne Thule-sag. Spørgsmålet om den retfærdige løgn, om målet, der helliger midlet, om de overordnede hensyn. Alle var enige om, at H.C. Hansens stiltiende accept af atomvåben i Grønland indebar problemer, men var H.C. Hansen tvunget af omstændighederne; havde han en højere sag? Denne vinkel blev præsenteret af Venstres Sven Aage Jensby:

Retfærdigvis skal siges, at Jensby også kom ind på de mere problematiske sider af sagen, som her udtrykkes af Gert Petersen (SF).

Venstre anser vel næppe løgn for at være fuldt legitimt, men kan der indenfor udenrigspolitik findes retfærdiggørende omstændigheder, om ikke for løgn, så for hemmeligholdelse? Kristian Thulesen Dahl (DF) formulerede det således:

Disse udtalelser indrammer motivationen for at skrive dette speciale. Særlig holder jeg af Thulesen Dahls udtalelse, da den ud over at dreje sig om den problematik jeg har valgt: de "helt ekstraordinære tiltag" der grundet "tiden" og "truslen" blev taget "for at sikre Danmarks sikkerhed", også postulerer "at alle må kunne forstå dette". Umiddelbart ser det måske ud til at være let at forstå, men skal disse spørgsmål forstås i dybden både teoretisk og empirisk er det ikke så simpelt endda. Faktisk kan der skrives meget mere end et speciale om denne problematik, hvilket der også allerede er blevet gjort.

DUPI kunne den 17. januar 1997, med nogen forsinkelse, offentliggøre redegørelsen om "Grønland under den kolde krig". Sammen med Poul Villaumes disputats "Allieret med forbehold" (1995) og Bo Lidegaards disputats "I kongens navn" (1996) betød DUPI-rapporten, at dansk sikkerhedspolitik under den kolde krigs første halvdel, fra at være et næsten hvidt område på det forskningsmæssige landkort, pludselig i sine hovedlinjer var ganske grundigt beskrevet. Som specialestuderende er det en luksus at kunne arbejde med så nyt og kvalificeret sekundært materiale, men det betyder også, at man grundigt må overveje, hvad der skal være specialets berettigelse. For eksempel er omstændighederne omkring tilblivelsen af H.C. Hansen brevet, og omstændighederne omkring tilblivelsen af de dansk-amerikanske aftaler om forsvaret af Grønland af 1941 og 1951 nu meget grundigt beskrevet, ligesom de lange linjer også er trukket op flere gange. Imidlertid er de ovennævnte værker alle af en udpræget historievidenskabelig karakter, hvorfor der synes rum til også at arbejde samfundsteoretisk med den danske sikkerhedspolitik under den kolde krig med henvisning til problemstillingen om "den nødvendige løgn og den retfærdige fortielse". Bla. teorier fra disciplinen International Politik finder jeg anvendelige i denne sammenhæng. For dog ikke helt at forlade den historiske kontekst og for at undgå blot at skulle opremse allerede kendte facts om den danske udenrigspolitik under den kolde krig, har jeg kastet mig over et næsten uberørt hjørne af dette område:

I foråret 1957 blev Danmark via USA’s våbenhjælpsprogram tilbudt at modtage et Nike-Hercules raketvåbensystem til Københavns luftforsvar. Nike-Hercules var et nyudviklet såkaldt "dual purpose" våben (dvs. både til konventionel og atomar ammunition), men Danmark accepterede kun at modtage konventionelle sprængladninger til raketterne. Dette skuffede både militæret og højrefløjspartierne, der kæmpede for at få atombevæbnet de danske raketter, i hvert fald frem til forsvarsforliget i 1960, der stadfæstede det danske nej til atomvåben under de daværende omstændigheder. Nike-Hercules var operationelle i Syddanmark i perioden 1960-83, og var aldrig armeret med atomvåben. Alligevel er det atomvåbenmuligheden, der gør disse raketter interessante. Spørgsmålet hæfter sig til, hvordan den danske atomvåbenpolitik ville se ud "i praksis", det vil sige, hvis de gældende omstændigheder holdt op med at gælde, i krise og krigstid. Ville man så straks indføre atomvåben fra depoter i Tyskland, og var den danske hær trænet til at håndtere disse våben? Spørgsmålet er også i hvor høj grad amerikanerne lagde pres på danskerne, for at få dem til at modtage atomladningerne i første omgang, og i hvor høj grad Sovjetunionen lagde pres på danskerne for at opnå det modsatte resultat? Hvad fik regeringen til at føre sin politik i spørgsmålet om atombevæbning af Nike-Hercules?

I 1956 offentliggjorde USA, at man ville opstille de nye Nike-Hercules jord-til-luft raketter som luftforsvar for Thulebasen. Der blev ikke i forvejen rettet henvendelse til de danske myndigheder for at opnå tilladelse, da forsvarsaftalen af 1951 ganske klart gav amerikanerne lov til "at træffe foranstaltninger til områdets beskyttelse". Hvad der var mere usikkert var, hvorvidt 1951-aftalen også gav amerikanerne tilladelse til at indføre atomsprænghoveder til deres raketter. DUPI har fundet frem til, at amerikanerne bevidst ikke bragte dette spørgsmål på bane under forhandlingerne i 1951, hvilket må indikere, at de ikke selv var sikre. De vidste, at spørgsmålet var delikat for den danske regering og valgte derfor hemmeligt at spørge H.C. Hansen, om han ville have at vide, hvis amerikanerne opstillede atomvåben i Grønland. Hansens svar, eller snarere ikke-svar, blev det nu forkætrede Hansen-brev fra 1957. Amerikanerne tolkede svaret som et grønt lys, og i december 1959 indførtes 48 kerneladninger til Nike-raketterne. Disse ladninger forblev på basen, til man i 1965 nedlagde de fire Nike batterier. Det er sikkert, at der var atomvåben til Nike-raketterne på Thulebasen, og det er sikkert, at den danske befolkning ikke vidste det, men hvor meget vidste man i den danske regering og i den danske administration. Hvad fik regeringen til at føre sin politik overfor atombevæbning af Nike-Hercules i Thule?

Det er min målsætning, ved hjælp af materiale fra Udenrigsministeriets arkiv i Rigsarkivet og fra State Departsments og Joint Chiefs of Staff’s arkiv i National Archives, tæt at analysere de ovenstående to Nike-Hercules sager. Den gennemgående ledetråd vil være spændingen mellem det officielle danske atomvåbenforbehold og de udfordringer Nike-Hercules både i Grønland og i det øvrige Danmark kom til at give dette forbehold. Der er flere elementer i de to sager, der gør dem velegnede til et komparativt studie. Raketterne, aktørerne og tidspunkterne er næsten identiske, hvilket rejser spørsmål om, hvorfor så mange andre elementer var forskellige. Iøvrigt har ingen, hverken empirisk eller teoretisk, hidtil sat sig for at sammenholde de to sagsforløb, hvorfor specialet søger at indvinde nyt historisk land.

Min problemformulering lyder:

Det første spørgsmål er primært af empirisk karakter, mens det andet primært er teoretisk. Sagerne om Nike-Hercules på dansk territorium er ikke kun interessante som endnu et blad i Danmarks historie, men også som et billede på sammenhængen mellem demokrati, udenrigspolitik og ydre fare i det hele taget.

Det er min hypotese, at der i begge sager var elementer, der blev hemmeligholdt eller fortiet for den danske offentlighed.

Min anden hypotese er, at en følelse af at landet var i fare fik magthaverne til at reducere graden af demokrati ved hjælp af hemmeligholdelse og fortielse, og at den samme følelse fik offentligheden til at acceptere og affinde sig med denne demokratireduktion.

Undersøgelsen afgrænses umiddelbart til perioden 1956-83, der er yderpunkterne for Nike-Hercules forbindelse til Danmark. Her indenfor er perioden 1957-68 vigtig, da der her herskede en dobbelt atomvåbenpolitik; een for Grønland og een for det øvrige Danmark. Helt tæt analyserer jeg perioden 1957-60, da det danske atomvåbenforbehold da var til åben debat. For at opnå historisk sammenhæng trækkes linjer tilbage til 2. verdenskrig.

Fokuseringen på netop Nike-Hercules våbnene betyder ikke, at der er tale om en militærhistorisk udredning. Sigtet er mere indenfor en politologisk og politisk-historisk ramme, hvorfor den militærhistoriske del ikke vil være udtømmende, og kun vil have til formål at give en forståelse af, hvad politikken konkret drejede sig om.

Efter i kapitel 1 at have motiveret mit emnevalg , præsenteret problemformulering og metode og vurderet kildemateriale og tidligere forskning, vil jeg i kapitel 2 opstille en overordnet teoretisk forståelsesramme for analysen. Forståelsesrammen gælder sammenhænge, der belyser, hvorfor der findes særlige tilfælde indenfor udenrigspolitik, hvor demokratiske ledere fører deres befolkninger bag lyset, hvilke mekanismer der ligger bag, samt hvordan disse mekanismer udfolder sig. Med udgangspunkt i den klassiske teoretiske debat om uforeneligheden mellem demokrati og udenrigspolitik, vil jeg komme ind på forskellige teoriretninger indenfor International Politik (realisme og liberalisme) og på forskellige typer udenrigspolitik. Herefter vil jeg inddrage teori om uforeneligheden mellem demokrati og ekstern fare for et regime, der hviler på den klassiske sociologiske teori om, at en given gruppe vil reagere på eksternt pres på to måder; henholdsvis ved at centralisere information og beslutninger, og ved at gruppemedlemmerne vil føle en stærkere samhørighed. Kapitlets formål er at give mig teoretisk grundlag for at kunne besvare min problemformulerings anden del, om hvordan man kan forklare den danske håndtering af sagerne om Nike-Hercules.

I kapitel 3 vil jeg med en historisk synsvinkel skitsere forudsætningerne og grundlaget for Danmarks atomvåbenpolitik fra Anden Verdenskrig frem til spørgsmålet om Nike-raketterne første gang dukkede op i midten af 1950’erne. Jeg vil komme ind på atomvåbnenes betydning for den kolde krig, og for Danmarks tilslutning og position i NATO. Med Danmark menes hele riget, og Grønland vil blive behandlet med den tunge vægt bla. DUPI’s og Bo Lidegaards arbejder har vist, at man bør give denne del af rigsfællesskabet, når man studerer Danmarks sikkerhedspolitik.

I kapitel 4 vil jeg give et overblik over, hvad Nike-Hercules raketten er. Dens mulighed for atombestykning er helt central for dette projekt, men jeg vil også komme nærmere ind på andre tekniske sider af raketten. Dette sker i erkendelse af, at en forståelse af, hvad våbnet i virkeligheden er, er nødvendig for at kunne forstå den politik, der blev ført i forhold til det. Nike-Hercules’ historie er i sig selv et præcist og skarpt billede af denne periode af den kolde krig, hvorfor jeg også kort vil gennemgå denne.

Kapitel 5 er en analyse af den danske atomvåbenpolitik med fokus på håndteringen af spørgsmålet om opstilling og eventuel atombevæbning af amerikansk leverede Nike-Hercules raketter i Danmark, her fraregnet Nordatlanten. Jeg tilstræber at give en grundig historisk analyse, mens begivenhederne også sammenholdes med den teoretiske forståelsesramme.

Kapitel 6 analyserer den danske atomvåbenpolitik med fokus på håndteringen af spørgsmålet om opstilling og eventuel atombevæbning af de amerikanske Nike-Hercules raketter på Thulebasen. Jeg tilstræber at give en grundig historisk analyse, mens begivenhederne også sammenholdes med den teoretiske forståelsesramme.

Kapitel 7 indeholder specialets konklusion. Her svares på spørgsmålene i problemformuleringen, forskelle og ligheder i hændelsesforløbet omkring Nike-Hercules i Syddanmark og på Thulebasen diskuteres, hvorefter den anvendte metode og teori evalueres.

Jeg vil afdække årsagerne til, at man i Danmark politisk håndterede spørgsmålet om Nike-raketterne, som man gjorde. Her er det nærliggende at vende sig mod politologien for at hente teoretisk værktøj til at analysere reaktionerne.

Forskellen på historie og politologi må ligge i det metodiske sigte. Er sigtet at belyse en udvikling og beskrive en tilstand? Eller er det at afdække karakterisktisk adfærd i bestemte situationstyper? Er sigtet kronologisk eller komparativt? Herimod kan man indvende, og har man indvendt, at også den historiske videnskab er komparativ, da enhver strukturering forudsætter komparation. Hvis man accepterer dette synspunkt, skulle grænsen nærmest trækkes mellem implicit og eksplicit komparation. Der må dog nok siges at være en forskel i grundsigte. Mens historikeren søger at uddybe forståelsen af en bestemt situation ved hjælp af komparation, søger politologen at uddybe forståelsen af en bestemt proces ved hjælp af sammenlignelige situationer.

Politologien kan opdeles i underdiscipliner, der relaterer sig til politikkens "niveau". International politik er det øverste makroniveau, herunder også udenrigspolitikteori / Foreign policy analysis. Næste niveau er komparativ (national) politik og mikroniveauet gælder forvaltningslæren, herunder teori om beslutningsprocesser. Da mit emne indeholder både underigs- og indenrigspolitiske beslutninger på flere niveauer må undersøgelsen ligeledes foregå på flere niveauer. Hvert niveau kan bidrage med en delforståelse, men alle niveauer savner et eller flere aspekter af virkeligheden, der bør tages i betragtning. Derfor vil alle analyseniveauer komme under luppen.

Det første konkrete krydsfelt mellem historie og politologi, jeg vil arbejde med, går mellem diplomatihistorien og teorielementer fra International Politik. Erling Bjøl definerer faget International Politik som et tværdisciplinært fag med det ene ben i politologien og det andet i historien. "Den henter sine problemstillinger fra politologien, men må søge sine svar i historien."

Studiet af International Politik er betinget af en historisk dimension. Ofte vil der være langt bedre grundlag for at studere historiske beslutninger end for at analysere samtidige, fordi et langt rigere kildemateriale vil være til rådighed. Det gælder i særdeleshed i international politik, hvor fortrolighedshensyn for det meste spiller en langt større rolle end i intern politik, da den ofte berører ømfindtlige forhold mellem stater. Endvidere kan man med det historiske materiale i bagklogskabens lys fremanalysere, hvad en given politik byggede på, vurdere om politikken blev ført på et reelt grundlag, og undersøge om politikken var succesfuld og hvorfor.

Ligesom faget International Politik altid har haft glæde af at inddrage historiedimensionen, har det omvendte særlig i nyere studier også været tilfældet. Den gensidige faglige inspiration udfolder sig, så de politisk-diplomatiske historikere anvender begreber og modeller fra internationel politik som anker - vel at mærke med rigeligt reb - hvorom deres kildebaserede analyser kan svaje, samtidig med at politologerne i deres internationale og udenrigs- og sikkerhedspolitiske studier for alvor begynder at gå i arkiverne for at hente solidt empirisk grundlag for testning af deres modeller , vel vidende at diss modeller kun lader sig teste i historien.

Den ideelle opgave for studiet af International Politik kan siges at være at opstille teorier om - eller finde lovmæssigheder for - udviklinger i internationale forhold. Denne målsætning er særdeles krævende, og vil for historikereres synsvinkel være en Sisyfosopgave. Denne tilgang har også været stærkt kritiseret, senest særlig i forbindelse med faget International Politiks manglende evne til at forudse murens fald, sammenbruddet i øst og dermed afslutningen på efterkrigstiden. Den franske politolog Marcel Merle har ligefrem spurgt, om man ikke helt burde overlade studiet af international politik til historikerne.

En langt mindre krævende, men i praksis mindst lige så betydningsfuld opgave, er at bidrage til "forståelse" og "tolkning" af internationale, politiske forhold. Mens man kun sjældent kan leve op til idealerne om at opstille egentlige teorier, har International Politik en væsentlig opgave i at levere erkendelsesmæssige rammer til analyser, systematiseringer og sammenfatninger af den komplekse internationale virkelighed. I vid udstrækning er det denne forståelsesopgave, der dominerer faget International Politik. Meget af det, der fremstilles som teoretiske retninger i studiet af international politik, er snarere forståelsesrammer end egentlige teorier. I denne "light" udgave kan International Politik støtte en historisk analyse, uden at de to tilgange spærrer for hinanden.

Inddragelse af den politologiske disciplin komparativ (national) politik bygger på problemet i at placere udenrigspolitik et fornuftigt sted mellem international politik og indenrigspolitik. Der kan opnås enighed om, at både internationale og nationale krav og muligheder spiller ind på et lands udenrigspolitik, men der hersker stor uenighed om hvordan og i hvor høj grad. Man kan opstille to yderstandpunkter i debatten om dette samspil. Det ene kaldes "international politiks primat", det andet "indenrigspolitikkens primat". Det er helt oplagt, at vi alle - både i vores daglige tale og i vore ytringer i faglige sammenhænge - mener at have ganske klare forestillinger om, hvad vi selv mener, når vi taler om henholdsvis "indenrigspolitik" og "udenrigspolitik", men det viser sig, at når vi dykker ned i konkrete spørgsmål - det være sig sikkerhedspolitiske eller udenrigsøkonomiske - stiger vanskeligheden ved helt præcist at definere, at her hører indenrigspolitikken op, og her begynder udenrigspolitikken. Hvis man forstår internationale faktorer som sammenvævede med nationale faktorer, er det nødvendigt at holde sig begge for øje i en analyse.

Den overvejende del af selve analysen i dette speciale vil foregå på beslutningstagerniveau. Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutningsproces har siden 1970’erne været genstand for megen politologisk og historisk forskning specielt i USA, hvor der blandt andet er blevet lagt vægt på bureaukratiets rolle. I dansk sammenhæng bør man dog være opmærksom på, at der er store forskelle på både omfanget og rækkevidden af de beslutninger, der træffes af udenrigspolitisk karakter i USA og i Danmark, ligesom det amerikanske bureaukrati særlig på den militære side er langt større og mere vidtforgrenet end det danske. Erling Bjøl benyttede sig af Allisons og Halperins teorier i sin analyse af den danske udenrigspolitiske beslutningsproces og nåede frem til, at et af de arkimediske punkter er samspillet mellem departementer og politikere, eller rettere mellem topembedsmænd og politikere. Bjøl fandt også, at regeringen og frem for nogen statsministeren (afhængig af de enkelte aktøreres personligheder) har haft den endelige og afgørende indflydelse på hvilken politik, der førtes. Bo Lidegaard tog i sin disputats om Henrik Kauffmann igen dette emne op. Ved hjælp af det store primære kildemateriale jeg har fået adgang til, vil jeg forholde mig til de forskellige aktørers indflydelse på beslutningstagerniveauet i Nike sagerne.

På trods af min involvering af forskellige politologiske discipliner og analyseniveauer, vil jeg gøre opmærksom på, at denne opgave helt fundamentalt skal kunne opfylde historievidenskabens krav til en konkret analyse. Jeg vil søge at besvare historikerens håndværksspørgsmål "hvem-hvad-hvor-hvornår", og her spiller kronologien og spørgsmålet "hvornår", selvom det måske set med samfundsvidenskabelige briller kan virke lidt banalt, en meget vigtig rolle:

Jeg mener, at denne synsvinkel ikke udelukker anvendelsen af teori på de kronologiske begivenheder. Jeg vil blot tilslutte mig Flotos ord om, at "uden kronologien intet", og slet ikke denne opgave. Historikerens metode er at fortælle om begivenhedsforløbet fra begyndelse til slut, fra en tilstand til en anden. Man kan sige, at forklaringen ligger i fortællingen. Dette giver mulighed for hele tiden at medtage det, der var tilfældigt i forbindelse med begivenhedernes hovedstrøm. Det uventede, der skete, eller det ekstra, som kom oveni og gjorde, at situationen aldrig blev helt, som man skulle have forventet ud fra almene lovmæssigheder. Tilfældigheder kan skabe en frihedsgrad, et "window of opportunity", hvor de historiske mennesker kunne handle.

Hvis man ikke vil lade sig nøje med "blot" at besvare håndværksspørgsmålene "hvem-hvad-hvor-hvornår" men også det langt mere drilske "hvorfor", mener jeg, det er frugtbart at trække fra historievidenskaben over mod samfundsvidenskaben, fra "fortælling" mod "forklaring", for at finde en balance mellem tilfældigheder og almene mønstre. I det følgende vil jeg komme nærmere ind på, hvordan jeg vil gå til de metodiske principper.

Når jeg nu står fast på at ville inddrage politologisk teori i en undersøgelse af et stykke historie, melder spørgsmålet sig om, hvordan jeg vil forholde mig til de metodiske principper for vidensfrembringelse. Vil jeg slutte induktivt fra det enkelte til det almene eller deduktivt fra det almene til det enkelte? Dette enten/eller levner ikke meget plads for den frugtbare fagintegrations "det bedste fra begge dele", og man kan da også opgivende notere sig, at historikere traditionelt slutter fra det enkelte til det enkelte, mens samfundsvidenskabsfolk hyppigt går fra det almene til det almene. Jeg vil foreslå en kombination af disse.

Den rene empiriske historieanalyse har en induktiv karakter. Historikeren forsker eksplorativt og vidensopsøgende. Han går på opdagelse i empirien og finder noget, han ikke vidste i forvejen. Med udgangspunkt i empirien kan den teoretiserende/generaliserende historiker opbygge en teoretisk forklaring, for eksempel om lange linier i historien. Kritisk kan man bemærke, at selv ikke den bedste historiker kan gå fuldstændig åbent til sin empiri. Han analyserer og skriver i forhold til den tid og den kultur, han befinder sig i, og har således en forståelsesramme for sammenhængene i empirien, og for hvorledes han skal prioritere materialet. På samme måde forholder det sig med den ovenfor omtalte ideelle forskning i samfundsvidenskab. I forsøget på, ved hjælp af induktion, at finde frem til teorier om lovmæssige forudsigelser, benytter forskeren sig af teoretiske forståelsesrammer. Den rene induktive forskning uden en teoretisk forståelsesramme er reelt en illusion, da alle observationsudsagn vil være teoriafhængige.

Tænker man International Politik og de andre politologiske discipliner som hjælp til en forståelsesramme og som redskab til at tolke, nærmer man sig mere den deduktive forskningsproces konfirmative måde at bruge teori på. Ud fra et teoretisk fundament opstiller man teser, som man derefter forholder til empirien. Udgangspunktet og slutpunktet for processen er teorien, idet man arbejder indenfor en på forhånd afgrænset teoretisk forståelsesramme, der kun revideres marginalt. Problemet med denne tilgang er, at den ikke er vidensopsøgende. Kun ny viden, som er forenelig med den teoretiske forståelsesramme, erkendes. Studier af menneskets handlinger kan ikke forudsiges som naturfænomenerne. Vi kan frembringe helt nye forhold; vi kan skabe historie.

Jeg vil, som de fleste, bruge begge principper. Jeg begynder med et emnefelt og nogle enkelte spørgsmål og antagelser. Disse antagelser eller foreløbige hypoteser vil jeg bygge på samfundsvidenskabelig teori og arbejde deduktivt med, men ikke med det formål at falsificere teorien. Teorien eller modellen er mere et redskab til at bearbejde min empiri end den er selve kernepunktet i specialet. I løbet af mit arbejde håber jeg kilderne induktivt kan give mig ny indsigt, så mine spørgsmål vinder i præcision og relevans i forhold til den virkelighed, jeg vil afdække. Således håber jeg at kunne få teori og empiri til at spille sammen og påvirke hinanden.

Studieordningen for Historie kræver, at jeg, for at opfylde modulkravene, skal kunne arbejde systematisk med forskellige former for kildemateriale og selvstændigt tage stilling til dets brugbarhed. Ydermere skal jeg skal placere 6 anvendte videnskabelige fremstillinger, heraf to breddeværker og 4 dybdeværker, i deres historiografiske sammenhæng og i den teoritradition, de er led i. I specialet vurderer jeg løbende både kilder og fremstillinger, men for at forene disse overvejelser med en nærmere historiografisk gennemgang af den hidtidige forskning i de centrale emneområder, mit speciale berører, tilføjer jeg dette afsnit.

Hovedparten af mit danske kildemateriale er fra udenrigsministeriets akter i rigsarkivet. Der er tale om mikrofilm og mikrofiche af de originale dokumenter hovedsageligt udarbejdet af eller sendt til ministeriets NATO-kontor P.J.V (Senere omdøbt til P.J.IV). Enkelte gange ses det, at der henvises til dokumenter, der ikke lader sig finde på filmene. Andre gange kan man i påtegninger læse, at der fortsættes på bagsiden af originalen, men ikke alle disse bagsider er blevet filmet. Der findes givetvis også vigtige kilder på andre journalnumre end dem, jeg har fået adgang til, ligesom perioden efter 1958 i flere tilfælde har været utilgængelig for mig grundet NATO-klassificering.

De kilder, jeg imidlertid har fået adgang til, har meget stor brugsværdi af flere årsager. For det første har aktørerne været klar over, at sagsakterne gik til et lukket arkiv, hvorfor kun fremtidens historikere kunne få adgang til sagerne. Derfor har aktørerne ikke behøvet at bekymre sig så meget over hvem, der fik akterne af se, og har derfor ikke haft grund til at censurere hvad, der kom i arkivet. Ydermere afspejler de forskellige sagsforløb i akterne ofte diskussioner og meningsudvekslinger mellem aktørerne. På den måde kan man komme ind bag hvad, der blev ministeriets holdning i enkelte sager, og se hvilke personer, der brugte hvilke argumenter i en sag, og hvorvidt det var den fuldmægtiges, hans overordnede eller ministerens vurdering, der blev bestemmende i sagen.

I rigsarkivet kunne jeg også have draget nytte af forsvarets arkiver, der givetvis ville have kunnet fortælle meget om de nærmere omstændigheder i Nike-Hercules’ historie i Danmark.

Jeg har hovedsagelig brugt arkivmateriale fra State Departments arkiv i National Archives. Der er tale om originalakter i løsark. Den amerikanske arkivlovgivning betyder, at alle arkivgrupperne i princippet er tilgængelige for forskning, men at arkivarer i forvejen har gennemlæst materialet og fjernet endnu hemmelige akter eller hemmelige passager i akter. Disse er så erstattet af en meddelelse om, at de udstregede passager er fjernet af hensyn til f.eks. nationale sikkerhedsinteresser ligesom der står hvem, der har fjernet dem og hvornår. Denne praksis betyder, at man som bruger af arkivalierne har mulighed for at se hvor meget, der holdes hemmeligt, og at man i nogle tilfælde kan krydstjekke sig frem til, hvad der står i de udstregede passager. Datoangivelserne for de endnu hemmelige passager viser også, at arkivarerne jævnligt nedklassificerer dokumenterne, således at næsten alt materiale er gennemlæst og vurderet hemmeligt i 1990’erne, og altså ikke under den kolde krig.

Det er klart, at Danmark kun er et lille hjørne i det amerikanske nationalarkiv, og i nogle af aktgrupperne er det ret svært at finde den røde tråd, i akter der er blandet mellem f.eks. alle vesteuropæiske lande. En langt klarere linje er der i den amerikanske ambassade i Københavns ugentlige indberetninger til State Department, hvor begivenheder og sammenhænge af interesse for USA omhyggeligt er noteret og analyseret. Ambassaden klassificerer forskellige dele af rapporterne som henholdsvis official, confidential og secret, og særlig de høje klassifikationer giver et ret godt indtryk af, hvad amerikanerne overvejede og troede om danskerne i perioden.

Der er ingen tvivl om, at man andre steder i det enorme nationalarkiv vil kunne finde materiale, der ville være relevant for min undersøgelse. De militære arkiver har jeg kun sporadisk gennemsøgt, og særlige filer for enkelte kontorer kan sagtens indeholde helt centralt materiale. Arkivernes omfang gør det umuligt at afsøge blot et mindre område indenfor så kort en periode, jeg havde til rådighed.

Der findes store mængder materiale om Nike-Hercules på internettet. Først og fremmest på offentlige sider tilhørende det amerikanske militærs historiske tjeneste og et Nike-museumsbatteri i San Francisco, men også på private hjemmesider. Årsagen er, at raketsystemet har været udbredt over hele USA og Vesteuropa, så masser af personer har været i berøring med systemet. Mange af hjemmesiderne tilhører Nike-veteraner, eller folk der har haft et Nike-batteri tæt på deres bopæl. De offentlige hjemmesider lader sig nemt referere til, men i mit tilfælde har det mest spændende materiale ligget på de private sider, da det amerikanske militær (utroligt nok) stadig klassificerer hovedparten af materialet om Nike-Hercules. De private hjemmesider giver dog nogle kildekritiske problemer. De spændende informationer er sjældent dokumenteret ved hjælp af kildemateriale, men er oftest af en selvoplevet karakter. Ydermere er det problematisk at referere til private hjemmesider, da de uden varsel pludselig kan være nedlukket eller overført til en anden server med en ny adresse. Det har betydet, at jeg er meget forsigtig med at referere til hjemmesider, og kun gør det når informationerne ikke kan findes på tryk, og da stadig med forbehold.

Et væsentligt forbehold, i forbindelse med en historisk fremstilling som min, er, at de hændelsesforløb, der beskrives på grundlag af de skriftlige kilder, kan have været mere komplicerede og have omfattet flere overvejelser samt flere personer og myndigheder, end det fremgår af kilderne. Den generelle viden om arbejdsgangene i politisk-administrative systemer retter en særlig opmærksomhed på den mulighed, at drøftelser og mundtlige orienteringer har fundet sted mellem politikere indbyrdes og mellem politikere og højere embedsmænd, uden at dette er reflekteret i arkivmaterialet. Eftertiden kan således aldrig være sikker på at kunne frembringe et dækkende billede af informationsformidling, beslutningsgange og hændelsesforløb.

Breddedimensionen for mit speciale handler om Danmark/Nordens moderne historie, med fokus på udenrigs- og særligt sikkerhedspolitik. Da det overraskende nok er småt med dansksprogede breddeværker om dette emne, har jeg valgt to engelsksprogede, hvor det ene dog er skrevet af en dansk forsker.

Holbraad, Carsten (1991): Danish Neutrality: A Study in the Foreign Policy of a Small State. Oxford: Clarendon Press, - 190s.

Værket er en kronologisk ordnet fremstilling af Danmarks udenrigspolitik siden afslutningen af den Store Nordiske Krig i 1720. Det er forfatterens tese, at Danmarks adfærd som medlem af såvel NATO som EF har haft et klart neutralistisk præg, som kun kan forstås ud fra kendskab til dansk udenrigspolitik siden 1720. Bogen er en udmærket historisk oversigt over Danmarks neutralitets- og udenrigspolitik baseret på et godt kendskab til den foreliggende litteratur. Forfatteren får dokumenteret første del af sin tese, dvs. påstanden om, at dansk NATO- og EF-politik har haft et neutralistisk præg. Den påstand er til gengæld heller ikke særlig overraskende, og forfatteren føjer ikke noget egentligt nyt til debatten. Anden del af tesen, at den danske adfærd kun kan forstås ud fra et meget langsigtet historisk perspektiv, er mere tvivlsom. Det virker således overflødigt, at 1700-tallets danske diplomati er inddraget, og det forekommer noget kunstigt at ville se en slags kontinuitet i Danmarks politik fra 1720 og til vore dage.

Salmon, Patrick (1997): Scandinavia and the great powers 1890-1940. Cambridge: Cambridge University Press, - 421s.

Salmon er brite men læser både dansk, norsk, svensk og tysk, og han bygger sin bog på grundige kildestudier i flere landes arkiver og i alt tyve års forskning i skandinavisk sikkerhedspolitik. Bogens emne er relationerne mellem stormagterne England, Tyskland og Rusland på den ene side, og Norge, Sverige, Finland og Danmark på den anden side. Salmon lægger vægt på sammenspillet mellem strategi, økonomi og neutralitet og sporer eroderingen af den skandinaviske isolation og landenes manglende evne til at opretholde deres sikkerhed frem mod 2. verdenskrig. Hvor den skandinaviske neutralitet var nyttig for begge de kæmpende sider under 1. verdenskrig, og afspejlede stormagternes balance, formåede den engelske flåde ikke at beskytte skandinavien under 2. verdenskrig. Der er ikke meget nordisk samarbejde for Salmon at skrive om. I lavspændingstider var den unødvendig, mens den i højspændingstiden var for risikabel. Særlig interessant for mit projekt er det, at Salmon dygtigt beskriver sammenhængen mellem indenrigs- og udenrigspolitik, hvor han konstaterer, at udenrigspolitikken befandt sig i hænderne på en elite. Bogen er en meget solid gennemgang af skandinaviens udenrigs- og sikkerhedspolitiske historie i 50 år, og man kan kun ærgre sig over, at den ikke har de 50 efterfølgende år med.

Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold: Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. København: Eirene, - 969s. - bibl.

Villaumes disputats er på mange måder et imponerende værk. Alene det at Villaume gav sig i kast med så nøje at beskrive den danske NATO-politik uden at have adgang til det officielle danske kildemateriale, f.eks. udenrigsministeriets akter, siger noget om hans indstilling. Han brugte otte år og gennemsøgte amerikanske, britiske og norske arkiver for at kunne fremlægge den hidtil mest omfattende og bedst dokumenterede analyse af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik under den kolde krig. Det må klinge fælt i Villaumes ører, at der skal en skandalesag og pres på regeringen til, før de danske arkiver bliver åbnet, og da kun for en udvalgt forskergruppe (DUPI). Villaume blev til sit disputatsforsvar kritiseret for at lægge for meget vægt på den bevidste amerikanske overdrivelse af den sovjetiske trussel som delårsag til den kolde krig. Det er tydeligt, at Villaume ikke er ubetinget og jublende NATO-tilhænger, men jeg mener ikke, at det svækker hans dømmekraft i det, der udgør hovedparten af værket, nemlig den nære kildeanalyse. I spørgsmålene om dansk militærs træning med atomvåben (s. 615 og 623) og atombevæbning af Danmark i krise- eller krigstid (s.616 og 625), mener jeg dog, at Villaume konkluderer på et spinkelt kildegrundlag. Alligevel er jeg, også efter at have interviewet general Hillingsø, stadig enig i Villaumes, lad os kalde dem, vurderinger.

DUPI (1997): Grønland under den kolde krig: Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68. København: DUPI, - 614s. - bibl.

Det var med store men blandede forventninger, at jeg på udgivelsesdagen den 17. januar 1997 anskaffede mig DUPI’s rapport om Grønland under den kolde krig. I udgangspunktet er der noget problematisk ved, at et statsfinansieret institut får eneadgang til kildemateriale for at kunne skrive en historisk hvidbog. Officiel statssanktioneret historieskrivning lugter af østblok, hvidvask og konsensushistorie. Det er dog ikke forskerne fra DUPI’s skyld. DUPI’s bestyrelse gjorde i forbindelse med accepten af regeringens anmodning om at skrive en hvidbog, opmærksom på at bestyrelsen gik ud fra, at andre forskere efterfølgende kunne få adgang til det materiale, som undersøgelsen havde inddraget og anvendt, og DUPI har udarbejdet et omfattende bilagsbind med talrige hidtil hemmelige kilder. De givne forudsætninger taget i betragtning, herunder et stort tidspres, mener jeg, at det er en virkelig god og overraskende bred rapport, DUPI har skrevet. Det er ikke blot sagen om atomvåben over og i Grønland der undersøges, men hele Grønlands historiske placering i den kolde krig analyseres. Masser af nyt kildemateriale lægges frem, og de historiske analyser er troværdige og sammenhængende. Jeg sporer i rapporten en mild tendens i retning af NATO’s nødvendighed. Her giver rapporten en god modvægt til Villaumes NATO-kritiske vinkel. Dog har jeg alligevel en særlig anke mod rapporten. I værkets indledning, side om side med DUPI’s fortolkning af regeringens kommisorium og oversigt over analysens kilder og materialer, har der indsneget sig et kort afsnit med titlen "Forståelsesrammen". Under fire korte punkter skitserer DUPI den ramme, som analysen skal sættes i. Denne ramme er ikke resultatet af en analyse men skal derimod forme analysen. På side 18 "konkluderer" DUPI blandt andet, at "der har fundet en demokratisering af udenrigspolitikken [sted] siden den periode der behandles i udredningen." og "at det dansk-amerikanske forhold havde en stærkt asymmetrisk karaktér". Når DUPI sætter så snævre rammer for analysen, bliver den logiske konsekvens, at hemmelighedskræmmerne og løgnerne på forhånd nærmest er immuniseret overfor kritik, fordi "sådan var tiden". Jeg mener selv, at man skal give H.C. Hansen m.fl. lang snor, men det er farligt at lægge en standard som undskylder og bortforklarer alt. Rapporten savner fuldstændigt moralske vurderinger, og jeg mener at konklusionen, der som den eneste del af værket findes i en engelsk oversættelse, har en officiøs og udglattende karakter. For den trænede læser er det dog fuldt ud muligt at drage sine egne konklusioner på baggrund af værkets detaljerede analyser

Lidegaard, Bo (1996): I Kongens Navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958. Danmark: Samleren, - 812s. - bibl.

Lidegaard blev ved sit disputatsforsvar kritiseret, blandt andet af Poul Villaume, for at overbelyse Henrik Kauffmanns rolle i dansk udenrigspolitik. Lidegaard imødegik kritikken ved at indrømme en overbelysning af Kauffmanns person, hvad der er naturligt i en biografi, men ikke af hans rolle. For min opgave har det centrale i Lidegaards værk været omstændighederne omkring tilblivelserne af grønlandsaftalerne af 1941 og 1951, hvor Lidegaard klart viser, hvilke rationaler amerikanerne, danskerne og Kauffmann hver især fulgte, ligesom han viser, hvordan Kauffmanns dobbeltpolitik (at sige ét, og gøre noget andet) tidligt blev overtaget af den danske regering. Ydermere har Lidegaards fokus på en embedsmands rolle inspireret mig i min analyse af materiale udarbejdet af udenrigsministeriets embedsmænd. Lidegaards tese om udenrigsministeriet og ledende politikere som traditionelt havende et nationalt perspektiv på udenrigspolitikken, og Kauffmanns rolle som eksponent for det nye kosmopolitiske perspektiv, som blev efterfulgt af politikerne i forbindelse med indmeldelsen i NATO, virker holdbar. Tesen er et godt bud på de lange linier dansk udenrigspolitik i dette århundrede skal ses i forhold til. Tesen er i modstrid med Villaumes tese om, at Danmark var "allieret med forbehold". Lidegaard mener, at de danske stationerings og atomforbehold langt overskyggedes af den grundlæggende alliance mellem Washington og det danske socialdemokrati mod kommunismen i verden og i Danmark. Den heftige diskussion mellem Villaume og Lidegaard om dette spørgsmål antyder, at det ikke blot drejer sig om, hvorvidt alliancemedlemsskabets glas var halvt tomt eller halvt fyldt. Der er mange nuancer, der trænger sig på nu hvor både danske og udenlandske arkivers materiale drages frem. Derfor lader dansk alliancepolitik sig ikke længere beskrive med en sætning, hverken som "med forbehold" eller som "uforbeholden".

Mouritzen, Hans (1997): External Danger and Democracy : Old Nordic Lessons and New European Challenges. Aldershot & Brookfield USA: Darthmouth, - 173s. - bibl.

Mouritzens politologiske teori om udefra truende fares konsekvenser for demokrati er det vigtigste teorielement i min opgave. Mouritzen tager udgangspunkt i den amerikanske socialpyskolog Lewis Cosers teori om gruppers definition af sig selv i modsætning til andre grupper, og om hvordan grupper rykker tættere sammen, hvis de er udsat for trusler. Hertil er teorien ukompliceret, men mere substans får den, når Mouritzen deler reaktionen på fare (selvkontrol) op i dens to bestanddele: centralisering og samhørighed. Centralisering af information og beslutningskompetence foretages af regimet som forsvar mod den udefra truende fare og har bestemt negative konsekvenser for demokratiet. Samhørighedsfølelsen, der får offentligheden til at acceptere centraliseringen, er ikke som sådan udemokratisk. Dog er det problematisk, hvis offentlighedens samhørighedsfølelse mobiliseres på falske forudsætninger givet af regimet. Mouritzen tester sin teori på flere forskellige historiske situationer, f.eks. Danmark 1933, Danmark 1940, Finland 1944, Sverige 1982 (U-bådssagerne) og Danmark, Sverige og Finland i forhold til EU, og han når frem til at en trussel hverken behøver at være udtalt eller militær for at udløse selvkontrol. Jeg mener, Mouritzen grundlæggende afslutter debatten om modsætningen mellem demokrati og udenrigspolitik og indleder en debat om udefra truende farers konsekvenser for demokrati.

Den danske atomvåbenpolitik, fra indmeldelsen i NATO i 1949 og frem til Thulestyrtet i 1968, har indtil for nylig kun været genstand for en spredt udforskning. Klaus Jørgensens bog "Atomvåbenenes rolle i dansk politik - med særligt henblik på Kampagnen imod Atomvåben 1960-68" (Odense 1973) bygger stort set kun på åbne kilder og lægger, sin titel tro, hovedvægten på Kampagnen mod Atomvåben. En mere grundig fremstilling er Erik Boels "Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88" (København 1988), der dog har hovedvægten på det indenrigspolitiske og savner refleksioner over sammenhængen mellem ændringerne i NATO’s atomstrategi og den danske atomvåbenpolitik. Michael H. Clemmesens artikel "Den massive gengældelses lille ekko - de taktiske atomvåbens rolle i dansk forsvarsplanlægning i 1950’erne", i: Carsten Due-Nielsen m.fl. (red.): Danmark, Norden og NATO 1948-62, s. 121-144, anlægger en mere snæver militær og forsvarspolitisk synsvinkel, men den har sin værdi ved især at trække på klassificerede kilder fra det danske forsvar. Clemmesen mener, at det danske forsvar mod slutningen af 1950’erne, med den manglende opfyldelse af NATO’s kvantitative og kvalitative styrkemål, i stigende grad blev afkoblet alliancens atomvåbenbaserede strategi. Poul Villaumes disputats "Allieret med forbehold" har, i kapitel 7 "Danmark og NATO’s atomstrategi" s. 501-645, den mest omfattende gennemgang hidtil af den eventuelle atombevæbning af det danske forsvar, ligesom den danske holdning til NATO’s atomvåbenstrategi og til internationale atomvåbenkontrolforanstaltninger grundigt analyseres. Atomvåbenpolitikken for Grønland er udeladt, da Villaume mener, at det var to helt seperate forløb, en konklusion jeg i mit speciale betvivler. Villaumes analyse bygger på et omfattende amerikansk kildemateriale. Hvad der ikke var Villaume forundt, blev snart muligt for DUPI, der i 1996 fik adgang til udenrigsministeriets arkiv, da de skulle udarbejde rapporten "Grønland under den kolde krig". I kapitel 14, "Den danske regerings kernevåbenpolitik 1957-68" s. 401-450, sammenholdes Villaumes forskningsresultater med det danske materiale. Kapitlet har dog sit fokus på den grønlandske del af atomvåbenpolitikken og udfylder dermed dette hul i Villaumes analyse.

Det første kildebaserede studie af Grønlands sikkerhedspolitiske betydning efter 2. verdenskrig, er Niels Amstrups artikel: "Grønland i det amerikansk-danske forhold 1945-1948" fra 1978. Ved hjælp af en særadgang til udenrigsministeriets akter for perioden, samt brug af State Departments arkiv og trykte kilder i FRUS, analyserer Amstrup USA’s og Danmarks positioner i spørgsmålet om fortsat amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland efter krigen. Konklusionen er, at USA’s krav var en fortsat effektiv kontrol over Grønland, mens Danmark kunne affinde sig med en for USA tilfredsstillende løsning under forudsætning af amerikansk støtte til andre vigtige danske udenrigspolitiske problemer. Her nævner Amstrup Slesvigsproblemet og problemet med de tyske flygtninge. Amstrup er altså den første til at bruge tesen om "Det grønlandske kort".

I 1983 redigerede fredsforskeren Paul Claesson den meget kontroversielle bog "Grønland - Middelhavets Perle", der ved hjælp af amerikansk materiale fra offentlige biblioteker og arkiver beskriver Grønlands placering i USA’s atomstrategi. Forfatterne har et meget stort kendskab til funktionerne af de amerikanske installationer i Grønland, og de konkluderer, at Grønland vil spille en afgørende rolle i 3. verdenskrig. At 3. verdenskrig ligefrem gennemgås i "en kort vejledning i 31 trin" er med til at gøre værket en anelse anstrengt og politisk enstrenget.

For perioden mellem 1948 og først i 1980’erne var det indtil for nylig sparsomt med kildebaserede analyser. Clive Archers "The United States Defence Areas in Greenland", i: Cooperation and Conflict, 1988, vol. XXIII, s. 123-44 giver en kortfattet og præcis analyse af det amerikanske engagement i Grønland fra 2. verdenskrig til nu. Mere omfattende er Nikolaj Petersens "Grønland i global sikkerhedspolitik" fra 1992. Sigtet er det samme som i Archers artikel, men kildegrundlaget er større, dog stadig meget spinkelt for perioden 1951-79.

Petersen fik for alvor de rigtige kilder mellem hænderne, da han var med til at udarbejde det nu altoverskyggende værk om Grønlands sikkerhedspolitiske placering - DUPI’s rapport "Grønland under den kolde krig". De ovennævnte tidligere fremstillinger sættes så meget til vægs af det af DUPI anvendte kildemateriale, at de slet ikke bliver refereret til i rapporten. Perioden 1945-68 behandles ved hjælp af et omfattende dansk og amerikansk kildemateriale. Omstændighederne omkring forhandlingerne af grønlandsaftalerne i 1941 og 1951 er tillige også grundigt behandlet i Bo Lidegaards disputats "I kongens navn" (1996).

Ovenstående citat rummer flere positioner, som jeg i dette kapitel vil søge at forklare og nuancere ved hjælp af forskellige teorier. Overordnet peger citatet på, at der er en modsætning mellem udenrigspolitik og demokrati. Her placerer Jørgensen sig i en klassisk debat indenfor disciplinen International Politik, en debat, der endnu ikke er afsluttet, og som har sine rødder i modstillingen mellem disciplinens to klassiske teoritraditioner: Liberalismen og Realismen. Jeg vil redegøre for denne debats positioner og fundamenter, og jeg vil være særlig opmærksom på debattens forbindelse til historien; hvordan er debatten blevet påvirket af historiske begivenheder. På den måde vil jeg forholde mig til, hvor debatten stod i den historiske periode, jeg senere skal analysere i forbindelse med spørgsmålet om Nike-raketterne på dansk territorium.

For at kunne redegøre fyldestgørende for debatten om udenrigspolitik og demokrati, kommer jeg også ind på de forskellige teoritraditioners syn på det, Jørgensen kalder "behovet for hemmelighed og manøvrefrihed", og det han kalder "Folketingets medindflydelse på de vigtigste udenrigs- og sikkerhedpolitiske spørgsmål". Jeg vil slutte min gennemgang af debatten med et af den svenske politolog Kjell Goldmanns bidrag, der søger at præcisere, hvad modsætningen mellem demokrati og udenrigspolitik består i ved at definere forskellige typer udenrigspolitik i forhold til deres forskellige demokratiseringsgrad.

Herefter vil jeg skifte teoretisk synsvinkel med hensyn til problematikken om demokrati og udenrigspolitik. Inspireret af politologen Hans Mouritzen vil jeg fjerne mig fra en ramme, hvor det er særlige former for politik, der fungerer dårligt sammen med demokratiet, til en ramme, hvor det er en aktuel fare-situation for et land, der kan give negative demokratiske konsekvenser. Mouritzen tager udgangspunkt i den amerikanske sociolog Lewis A. Cosers vidt anerkendte teori om, at sociale grupper i konfliktsituationer vil centralisere information og beslutninger og samtidig rykke tættere sammen som gruppe. Jeg vil præsentere Mouritzens teori og placere den i forhold til den klassiske debat. Videre vil jeg tilføre teorielementer fra moralfilosofien om løgn. Formålet med kapitlet er at nå frem til en teoretisk ramme for den senere analyse, så den kan levere begreber af deskriptiv og analytisk karakter, som jeg kan bruge til at systematisere empirien. Kapitlet skal give mig mulighed for teoretisk at besvare problemformuleringens andet spørgsmål: Hvad kan forklare den danske håndtering af sagerne om Nike-Hercules?

Ovenstående klassiske spørgsmål, der for nylig er stillet af den amerikanske politolog Ole R. Holsti, er blandt de mange og svære, der har betydet, at der længe har været, og stadig er, en livlig debat om, hvordan man på den bedste måde kombinerer demokrati og udenrigspolitik. Debatten har groft sagt stået mellem "liberalister", der mente, at udenrigspolitikken burde demokratiseres for at undgå krig, mens "realististerne" mente, at der herskede uforenelighed mellem demokrati og udenrigspolitik, og at det netop kunne føre til krig at overlade udenrigspolitikken til folkestemningen. Hvor realisterne har set et modsætningsforhold mellem demokrati og udenrigspolitik, har de liberale ment, at udenrigspolitikken ville blive bedre, hvis den blev mere demokratisk. Debatten mellem liberale og deres realistiske kritikere er den vigtigste debat i International Politik i dette århundrede, og moderne diskussioner af offentlighed overfor udenrigspolitik bygger i høj grad på denne debat. Realisterne kan føre deres rødder tilbage til Thukydid, mens de liberale grundlægger sig i forbindelse med fremkomsten af det moderne statssystem i form af den Westfalske traktat af 1648. Imidlertid kan man knap føre disciplinen International Politik så langt tilbage, så man kan sige, at de tidlige teoretikere senere er blevet gjort til medlem af og taget til indtægt for enten den liberale eller realistiske holdning. Først omkring 2. verdenskrig etablerede International Politik sig for alvor som en ny disciplin, og det skete, med hvad der senere blev kaldt realisters kritik af liberale. Realisterne kritiserede efter 2. verdenskrig liberalisternes teorier fra før krigen, som de mente havde andel i krigens årsager. Debatten havde således en envejskarakter og en skævhed, som jeg vil prøve at afbalancere en smule.

Liberalisterne, som senere af realisterne også er blevet kaldt idealister og utopister, havde deres storhedstid i mellemkrigstiden, hvor de, med afsæt i klassisk liberal teori, byggende på fremskridtstanken fra oplysningstiden, arbejdede på et projekt om at forandre verden til det bedre, eller på i det mindste at undgå endnu en verdenskrig. De liberale var præget af erkendelsesoptimisme og gik ud fra, at mennesket i bund og grund var godt. Det klassiske liberale tankegods indeholder eksplicitte kommentarer til spørgsmålet om demokrati og udenrigspolitik. Jeremy Bentham, der huskes for den centrale formel: "The greatest happiness for the greatest number" foreslog i sin "Plan for an Universal and Perpetual Peace" fra 1789 f.eks. at fjerne hemmeligholdelsen fra udenrigsanliggender, både for frihedens og fredens skyld: "That secresy [sic!] in the operation of the foreign department ought not to be endured in England, being equally repugnant to the interest of liberty and those of peace."

Dog var det Benthams ven James Mill, der producerede det mest komplette argument for offentlighedens ufejlbarlighed, da han, med grundlag i Benthams moralfilosofi, konkluderede, at der var moralsk sikkerhed for, at flertallet ville vælge det rigtige. Immanuel Kant har i en nærmere udenrigspolitisk sammenhæng i skriftet "Til den evige fred" fra 1795 argumenteret for, at det er let for den enevældige hersker at erklære krig, for det vil ikke påvirke hans sysler med selskaber og lignende:

Modsat vil en statsborger under en republikansk forfatning tænke sig grundigt om, inden han stemmer for krig, da krigen kan komme til at koste ham alt. Den republikanske forfatning blev af Kant sat som "Den første endelige artikel til den evige fred".

Det var disse tanker, der blev taget op under 1. Verdenskrig og i mellemkrigstiden som reaktion på, at millioner af mennesker blev dræbt i en krig, der fæstede sig i et diplomatisk spil, som de ikke selv havde indflydelse på, og hvis eksistens de knap var klar over. Det britiske parlamentsmedlem Arthur Posonby udtalte i 1915, hvad der må have været en almindelig holdning:

Posonby ligger her meget tæt op af Kant, og at tankegangen også fandtes efter 2. verdenskrig kan f.eks. ses hos den engelske udenrigsminister Ernest Bevin, der i 1945 opsummerer Kants position: "There has never been a war yet which, if the facts had been put calmly before ordinary folk, could not have been prevented. The common man is the greatest protection against war."

Årsagen til, at der overhovedet kunne findes en liberal vinkel på udenrigspolitikken i mellemkrigstiden, var, at der trods alt fra forrige århundrede viste sig en begyndende demokratisering af udenrigspolitikken. Massemedierne bidrog til, at den almene opinion begyndte at påvirke beslutningerne. De eksterne relationer var ikke længere kun en sag for en lille elite. Hensynet til opinioner var en faktor, som ledte frem til det såkaldte "New Diplomacy". Forekomsten af hemmelige klausuler i internationale aftaler (f.eks. mellem Frankrig og Rusland) blev som sagt af mange set som en årsag til krigsudbruddet i 1914. Det hemmelige diplomati måtte bære sin del af skylden for katastrofen. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson talte i stedet for åbent diplomati, åbne aftaler og åbne forhandlinger: "diplomacy should proceed always frankly and in the public view". I Folkeforbundet forsøgte man at praktisere disse teser - diplomati erstattet af debat, men forhandlinger uden fortrolighed viste sig at give få resultater. Det blev et spil for gallerierne, det hjemlige og verdensopinionen, mere end egentlige resultatsøgende forhandlinger. Ligesom 1. verdenskrig havde ført til en stærk styrkelse af de liberale teoretikere, da de mente at kunne give (u)ansvarlige politikere og diplomater skylden for krigen, betød sammenbruddet i Folkeforbundet, og den følgende appeasement-politiks manglende evne til at forhindre 2. verdenskrig, en tilsvarende styrkelse af den nye retning indenfor International Politik; realismen.

Realismen var en reaktion på liberalismens fremskridtstro, positive menneskesyn og idealisme. Verdenskrigen og fremkomsten af totalitære regimer, der hyldede fascisme og kommunisme, satte sit dybe spor på verdens- og demokratiopfattelsen hos teoretikere, der beskæftigede sig med "det realistiske demokrati" som Joseph Schumpeter og i Danmark Alf Ross. Man troede ikke længere på et "Common good" eller på, at demokratiet kunne udføre "the will of the people":"Det er en fejltagelse at tro, at der kan gives et entydigt fællesmål for al social stræben. ‘Det fælles bedste’, ‘den almene interesse’, ‘samfundsnytten’ er blot betegnelser, hver og en klæber på det, som han nu anser for ret og rimeligt."

For Schumpeter var demokratiet en politisk metode og derfor ikke noget mål i sig selv. Schumpeter betonede demokratiets rolle som styringsmiddel og dets funktion som lederudvælger. Folkets rolle var derfor blot at fremskaffe en regering, og vælgerne uden for parlamenterne måtte respektere arbejdsdelingen mellem sig og politikerne, de valgte. Når de havde valgt en person, var politisk handling hans anliggende og ikke deres. Denne demokratiske elitisme på det generelle plan betød en endnu større elitisme i tolkningen af udenrigspolitik i demokratier.

Strømningens repræsentanter kom med forskellige argumenter frem til samme resultat, at international politik ikke er en del af en samfundsmæssig udviklingsproces, hvor fremskridtet fører til civilisering, fred og nye vilkår. Argumentet kan ifølge Ole Wæver gives på fem forskellige måder:

1. Menneskesyn: Mennesket er ondt og/eller stræber efter magt.
2. Determinisme, mekanisk gentagelse: Vi kan læse i historien, hvorledes det har været, og sådan vil det blive. Stater opfører sig råt og brutalt, historien præges af krige osv.
3. Historien i en anden forstand: Historiens natur er skæbne snarere end fremskridt, gentagelse snarere end kvalitative forandringer.
4. Strukturelt: Det internationale system er anarkisk, dvs. uden overordnet, central myndighed med magt til at sikre fred, orden og aftalers overholdelse. Enhver må i sidste instans stole på sig selv. Selve ‘scenens’ form betinger en særlig form for politik. Denne kan genfindes andre steder hvor forholdene ligner, f.eks. i lovløse samfund.
5. Erkendelsespessimisme: Mennesket lærer ikke af sine fejl og bliver ikke klogere.

Tanken om at udenrigspolitikken ikke kan blive til igennem en normal demokratisk beslutningsproces har rødder tilbage til Toqueville og Locke. Toqueville, som ellers analyserede det amerikanske demokrati i meget positive vendinger, så ikke lyst på demokratiets evne til at føre udenrigspolitik:

Toquevilles tese, som han selv dengang indrømmede var utestet, da det demokratiske USA endnu ikke havde stået sin udenrigspolitiske prøve, har vist sig levedygtig i den forstand, at den ofte er blevet gentaget og reformuleret. Realisterne gentog den efter 2. verdenskrig, hvor de nazistiske og fascistiske folkerejsninger, sammenholdt med demokratiernes handlingslammelse, førte til en teoretisk konsensus om, at den offentlige mening er flygtig, flagrende, letpåvirkelig og har et dubiøst grundlag, at den offentlige mening er ustruktureret og savner kohærens (der er snarere tale om en "ikke-mening"), men at disse mangler heldigvis ikke vil have de store konsekvenser, idet den offentlige mening næsten ingen indflydelse har på udenrigspolitikken. Hans Morgenthau, der af mange regnes som realismens fader, skrev i 1948 i sin senere meget indflydelsesrige bog "Politics Among Nations" under overskriften "The Government Is the Leader of Public Opinion, Not its Slave" at: "The rational requirements of good foreign policy cannot from the outset count upon the support of a public opinion whose preferences are emotional rather than rational" Morgenthau talte meget stærkt imod den Wilsonske New Diplomacy i Folkeforbundet, og han mente, det snarere øgede muligheden for konflikter frem for at løse dem. Årsagerne til det, mente han, var de offentlige forhandlinger, flertalsafgørelserne og fragmentation af diplomatiet. At realisterne havde debattens gule førertrøje i efterkrigstiden kan ses ved, at deres tanker smittede af på de liberale. Den ellers liberale kommentator Walther Lippmann skrev desillusioneret i 1955:

Tesen om uforenelighed mellem demokrati og udenrigspolitik er udtryk for en opfattelse af, at karakteristika ved sagsområdet påvirker beslutningsprocessens udseende. Den amerikanske politolog James Rosenau mener, at et sagsområde kan karakteriseres ved følgende: For det første ved et sammenhængende sæt af politiske værdier. For det andet af de (potentielt) påvirkede aktører, der deltager i beslutningsprocessen. De kan både være uenige om, hvordan værdierne skal fordeles og på hvilket horisontalt niveau, beslutningerne skal træffes. For det tredje kendetegnes et sagsområde ved den politiske proces, hvor aktørerne søger at mobilisere støtte for at fremme netop deres værdier. Den politiske proces kan karakteriseres ved den måde, hvorpå interaktionen mellem de politiske aktører foregår.

Uforenelighedstesen kan netop siges at udgøre en opfattelse af sammenhænge mellem udenrigspolitikkens værdier, hvilke aktører der kan deltage i beslutningsprocessen, og hvordan beslutningsprocessen skal foregå.

Grundlaget for at karakterisere udenrigspolitikken som et særligt sagsområde er en opfattelse af, at det internationale system grundlæggende fungerer anderledes end indenrigspolitikken. I indenrigspolitik er det blandt politologer udbredt at forstå politik som den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund. Denne definition er ikke let at anvende på international politik, hvor der nok sker en fordeling af værdier i systemet, men hvor fordelingen, pga. det internationale systems anarkiske struktur, ikke er autoritativ. Det betyder, at der ikke er udviklet institutionelle mekanismer til at foretage fordelingen. Og selv om man havde kunnet opnå det, ville der have manglet en myndighed, der kunne gennemtvinge en sådan fordeling. Under den kolde krigs bipolaritet, med Sovjetunionen og USA som de dominerende hegemoner, var det vel lige ved, at supermagterne havde delt rollen som overordnet autoritet og fordelingsmyndighed for hele verden mellem sig. Dog forsøgte resten af verdens stater stadig, støttet af FN, at opretholde deres suverænitet og voldsmonopol inden for egne grænser, og selvom det ikke lykkedes for alle, er den suveræne stat stadig den primære aktør i den internationale politik.

Den britiske historiker E.H Carr er ved siden af Hans Morgenthau den vigtigste bidragyder til realisternes kritik af de liberale. I sin bog "The Twenty Year Crisis 1919-1939" fra 1939 angriber han ligesom Morgenthau voldsomt den Wilsonske "New Diplomacy" og med den hele den liberalistiske, idealistiske og utopistiske konsensus. Set i forhold til nutidens mange forsøg på at fusionere moderne varianter af realismen og liberalismen, den såkaldte neo-neo syntese, er det dog særlig interessant, at han ikke blot ser liberalismen som en vildfarelse men derimod ser realisme og idealisme (der er Carrs betegnelse for datidens liberalisme) som to nødvendige momenter i et penduls svingninger. I en anden forstand ser han dem ikke som parallelle. Utopismen kommer først. Realismen følger efter som en reaktion. Utopien er det naturlige "uskyldige" startpunkt - realismen den mere kyniske, empiriske, bureaukratiske reaktion.

Man kan tolke Carr på den måde, at teorierne svinger i forhold til hinanden. Jeg mener, man oveni skal lægge, at teorierne svinger i forhold til virkeligheden; i forhold til den politik, der bliver ført, og som er den stærkeste på det tidspunkt i virkelighedens verden. Debatten mellem realister og liberale har krige som store pejlemærker. Efter 1. Verdenskrig stod de liberale stærkt , dog ikke i Tyskland hvor de blev identificeret med nederlaget. Efter 2. verdenskrig var det realisterne, der stod stærkt, men efter Vietnamkrigen vendte billedet igen. Jeg vil argumentere for, at det ikke var en teoretisk nødvendighed, at debatten vendte, men at virkeligheden havde vist sig på en måde, så debatten måtte vende. For samfundsvidenskabelige teorier er det altid et problem, når teorierne formes af historien, mere end de kan forudsige fremtiden. I min opgaves sammenhæng er det interessant, at perioden, hvor Nike-raketterne fandtes på dansk territorium, dækker et af denne debats skift. Da Nike-raketterne blev stillet op i 1950’erne var den realistiske tankegang vel i sin mest enerådende periode, hvorefter 1960’erne betød en løbende svækkelse af realismen. Ligesom de politologiske teorier i takt med samtiden udskifter de scenarier, de ligger ud for fremtiden, afhænger historieskrivningen også af sin samtid. Historieskrivningen om den kolde krig har været præget af teoriretninger, der har afspejlet den politik, der førtes, da historien blev skrevet, langt mere end af den politik, der førtes, da historien rent faktisk foregik. Traditionalister, der mente at Sovjet var den aggressive part i den kolde krig, havde deres storhedstid i 1950’erne, mens den kolde krig også havde sin storhedstid. I 1970’erne voksede revisionismen, der gav USA hovedparten af skylden, frem som reaktion på traditionalismen og på Vietnamkrigen. Og 1980’ernes og 1990’ernes postrevisionisme, der lægger skylden alle eller ingen steder, er et barn af Jugoslavienskonflikten og Dayton-aftalen.

Min pointe er, at det ikke er frugtbart blot at vælge side i debatten mellem realister og liberale. Der hersker et dilemma mellem de liberales normative vinkel og realisternes empiriske. Hvor de liberale normativt holder fast i en moral, vender realisterne moralen ryggen. Realisterne tænker i rammerne af et syndefald. Det onde er for dem et uomgængeligt et grundvilkår man bliver nødt til at forholde sig til. Det betyder fokus på de konkrete resultater af en given politik, mere end på en moralske vurdering af de politiske handlinger. De liberale har moralen som udgangspunkt, men mener også, at de konkrete resultater af en moralsk udenrigspolitik er de bedste.

Begge synsvinkler er nødvendige for at indramme de aspekter, jeg finder vigtige i spørgsmålet om demokrati og udenrigspolitik. Dog skal man i min sammenhæng ikke glemme, hvor denne debat stod, da Danmark blev tilbudt Nike-Hercules raketterne i 1956/57.

Med dette in mente vil jeg gå et niveau dybere til politologen Kjell Goldmann, der analyserer hvori uforeneligheden mellem demokrati og udenrigspolitik består, og opdeler udenrigspolitikken i forskellige dele, der hver især har sit forhold til demokratiet.

I forbindelse med et forskningsprojekt, om hvordan udenrigspolitik adskiller sig fra indenrigspolitik i et moderne demokrati, har Kjell Goldmann taget den gamle tese om uforenelighed mellem demokrati og udenrigspolitik op til revurdering. I stedet for blot at stille sig på enten den liberalistiske eller den realistiske side i debatten, udrededer Goldmann bestanddelene i den gamle tese. Først formulerer han tesens underliggende retfærdiggørelse i tre analytisk separate principper: Princippet om forhandling, princippet om overordnede interesser og princippet om fjernhed.

I indenrigsspørgsmål træffer et samfund beslutninger alt efter hvilket system for autoritativ allokering af værdier, man nu har. Beslutninger i udenrigsspørgsmål er modsat resultatet af interaktion med udefrakommende aktører: Værdier bliver ikke allokeret ved hjælp af en overordnet autoritet, men ved hjælp af forhandlinger mellem autoriteter. Den mest logiske følge af forhandlingsprincippet er hemmeligholdelse. En offentlig debat om de retningslinjer, der skal følges i en forhandling, er i modstrid med et grundelement i al forhandlingskunst, nemlig at man aldrig lægger alle sine kort på bordet. For hvis modparten kender ens forhandlingsstrategi, vil det hæmme mulighederne for at varetage ens interesser og opnå et godt resultat. Der er også meget at vinde under en forhandling, hvis man sætter professionelle (diplomater) til at gøre arbejdet. De professionelle har sat sig grundigt ind i sagsområdet og i modpartens vinkler på sagen, og har dermed en klar idé om, hvordan man kan nå frem til det bedste resultat. Idealet er, at diplomaten handler som Webers neutrale bureaukrat og nøje følger den politik, regering og folketing har lagt. Men så skal de demokratiske aktører også blande sig uden om forhandlingerne. Alt andet vil skabe forvirring og lægge unødvendige byrder på diplomatiet. Demokratiet vil altid være en irriterende "backseat driver" under forhandlinger. Specifikt kommer oppositionen i et dilemma, hvis den kender alle regeringens forhandlingsdispositioner. Den skal selvfølgelig agere opposition og kritisere regeringen, men den er ikke interesseret i at skade landet i forhold til udlandet. Hvis den undlader at angribe risikerer oppositionen kritik fra sine vælgere. Hvis den angriber, risikerer den, at den hvis regeringen skifter, vil blive angrebet på samme måde af den nye opposition, og normalt er de fleste partier tilhængere af en meget stabil udenrigspolitik. Her er vi allerede inde på det næste princip.

Opfattelsen af at sikkerhedspolitik er et overordnet hensyn, bygger på en realistisk opfattelse af international politik jævnfør denne retnings fokus på, at det internationale systems anarkiske karakter, der gør at magt, og især militær magt, spiller den største rolle mellem stater, og at der kun er få fælles normer og værdier staterne imellem. Der er derfor altid en stor risiko for konflikt i det internationale system, hvilket gør sikkerhed til et primært hensyn. Enhver stat må selv sørge for sin sikkerhed, og sikkerhed er det vigtigste spørgsmål for alle regeringer. Den overordnede fælles interesse i nationens eksistens og integritet er på spil i udenrigspolitikken. Borgerne i et land har ikke råd til at debattere frit og åbent om disse spørgsmål, for når det drejer sig om deres fælles eksistens som en autonom enhed, er det bydende for dem at stå forenede bag deres ledere. Opposition kan i sådanne spørgsmål anses som værende illoyal. Da militære midler er vigtige for at opnå målet om sikkerhed som det overordnede hensyn, åbnes også for eksistensen af militære hemmeligheder. Hvis fjenden kun ved lidt om dit militære udstyr og din militære strategi, vil han tvivle på, om et angreb vil lykkes, og han undlader formodentlig at forsøge. På den anden side eksisterer der også motiver for at lade modparten få en vis information. Det hænger sammen med, at modparten må vide, at du vitterligt besidder den militære kapacitet, der er nødvendig til at afstraffe et militært angreb. Atomvåbnene har bragt dette informationsparadoks mellem hemmelighed og åbenhed i centrum.

Udgangspunktet for fjernhedstesen er, at befolkningen opfatter udenrigspolitikken som fjern,og derfor ikke interesserer sig for den. Det kan der angives tre grunde til. For det første er udenrigspolitikken et område, hvor beslutningerne kun har få og indirekte virkninger for den enkelte i modsætning til f.eks. den økonomiske politik og skattepolitikken, som mere direkte har betydning for, om man får smør på brødet. Siger man, at udenrigspolitikken ultimativt har en stor indvirkning på befolkningen og kan være spørgsmålet om liv eller død, kan man ramme ind i fjernhedsprincippets andet argument, nemlig at de fleste ikke vil være i stand til at gennemskue udenrigspolitikkens vigtighed, fordi emnet er indviklet. Skulle befolkningen endelig gennemskue udenrigspolitikken, ligger det tredje argument for fjernhedsprincippet i, at det er svært at få indflydelse på udenrigspolitikken. Tilsammen har udenrigspolitikkens fjernhed hos vælgerne den virkning, at spørgsmålene overlades til eksperterne, og at der ikke stilles krav om en demokratisering. Når udenrigspolitik ikke interesserer vælgerne synderligt, kan man forvente, at det heller ikke vil stå højt på politikernes dagsorden, hvorfor deres deltagelse i beslutningsprocessen også vil blive forholdsvis lille.

Goldmann modificerer herefter uforenelighedstesen ved at opdele udenrigspolitik i forskellige politikker, der har med internationale spørgsmål at gøre, og som i forskellige grader opfylder ovennævnte tre principper.

1) Diplomatisk sikkerhedspolitik - opfylder alle tre principper, og vi bør derfor forvente et minimum af demokrati.

2) Forsvarspolitik - opfylder princippet om eksterne forhandlinger og princippet om overordnede interesser, men ikke princippet om fjernhed (da militær både er synligt og dyrt).

3) Udenrigsøkonomisk politik - opfylder princippet om forhandling, men dækker sjældent overordnede interesser eller fjernhed, da der er tale om "bread and butter"-spørgsmål.

4) Internationalistisk politik - (At promovere samfundsværdier internationalt) involverer eksterne forhandlinger og er sikkert fjern for mange, men dækker ikke over overordnede interesser.

For at gøre rækken færdig kan man sige, at indenrigspolitik ikke opfylder nogen af principperne, hvorfor der må forventes et relativt højt niveau af demokratisering.

Goldmann lægger vægt på, at det kun er i visse specialtilfælde, der er uforenelighed mellem udenrigspolitik og demokrati; kun dele af udenrigspolitikken er uforenlig. Analogt hertil er det heller ikke alle aspekter af demokratiet, der er uforeneligt med udenrigspolitikken. I et repræsentativt demokrati som det danske er der ikke noget udemokratisk ved, at udenrigspolitikken føres på en anden måde end indenrigspolitikken. Det er indskrevet i grundlovens §19:

At kongen handler på rigets vegne betyder reelt, at regeringen har beslutningskompetencen i udenrigspolitikken. Der er så de ovenfor citerede begrænsninger i denne kompetence, og der findes et Udenrigspolitisk Nævn, som regeringen skal rådføre sig med forud for enhver beslutning "af større udenrigspolitisk rækkevidde". Det kunne regeringen jo også gøre med Folketinget, men grunden til oprettelsen af Udenrigspolitisk Nævn er netop, at der i forholdet til andre lande ofte må være en fortrolighed, som kan gøre tingets indflydelse på disse spørgsmål vanskelig. Det udenrigspolitiske nævn skal sikre Folketinget en tidlig og fortrolig kontakt med regeringen i udenrigspolitiske spørgsmål, hvilket skal give en bedre kontrol med udenrigspolitikken. Samtidig er nævnet ikke et forum for partipolitik, hvad der skal gøre organet velegnet til at sikre kontinuiteten i, og den bredest mulige opbakning bag, udenrigspolitikken. Nævnet fremmer i øvrigt også udelukkelsen af små illoyale partier, hvad der en forudsætning for diskretion. Det danske folk har altså vedtaget en grundlov, der giver regeringen beslutningskompetencen indenfor udenrigspolitikken, og Folketinget har vedtaget en lov om Udenrigspolitisk Nævn, der netop har til formål at fremme diskretion og fortrolighed i udenrigspolitiske spørgsmål. Det er alt sammen foregået på bedste demokratiske vis, men indholdet af disse love strider imod et ideal om 100% direkte demokrati.

Goldmanns nuancering af hvilke slags udenrigspolitikker, der er uforenelige med demokratiet, bringer os videre end den klassiske debat, men teorien virker stadig ufærdig og grovkornet. Hvis omstændighederne passer med teorien, således at demokratiseringen er lav i diplomatisk-sikkerhedspolitiske spørgsmål, giver teorien forklaringen på hvorfor. Men er det sikkert, at diplomatisk sikkerhedspolitik vil have lav demokratiseringsgrad og at indenrigspolitik vil have en høj? Jeg synes det ikke jeg og tror med den danske politolog Hans Mouritzen, at problemet ikke lader sig løse ved yderligere at forfine Goldmanns kategorier men ved at skifte analytisk synsvinkel fra en synkron til en diakron tilgang.

Mouritzen har i to nyere arbejder beskæftiget sig med, hvordan udefra truende fare for et regime på flere måder vil reducere demokratiseringsgraden. Det teoretiske perspektiv har været diakront. Omdrejningspunktet har været farer, og han har sammenlignet farer fra en tid med farer fra en anden tid. Dette står i modsætning til Goldmanns perspektiv, der er synkront, og hvor Goldmann har sammenlignet forskellige emneområder på et givent tidspunkt. Fra at sige, at den uafhængige variabel er "typer udenrigspolitik" lader Mouritzen den være "situationer ,hvor regimet er truet af ekstern fare". Mouritzen afviser på ingen måde Goldmanns konklusioner, men han mener, at de to perspektiver tilsammen kan bringe teorien videre og er inde på, at Goldmanns perspektiv måske omfattes af Mouritzens eget.

Således afslutter historikeren Viggo Sjøqvist sin artikel om udenrigspolitik og parlamentarisme i Danmark, hvori han gennemgår, hvad han vurderer som en udvikling mod stadig større demokratisering af udenrigspolitikken, dog med tilbageslag nu og da. Det virker ikke som om han tror, udviklingen vil kunne overkomme de særlige demokratiske problemer en international krise eller lignende vil give, og på denne måde skriver Sjøqvist sig i retning af en diakron problematik – ekstern fare reducerer demokrati. Sjøqvist foreslår, at demokratiets langsomhed er årsagen til, at det vil blive reduceret, men her tilbyder Mouritzen en noget mere fyldestgørende forklaring.

Mouritzen er i sin teori om ekstern fare hovedsageligt inspireret af sociologisk og socialpsykologisk teorimateriale; særligt amerikaneren Lewis Cosers bog "The Functions of Social Conflict" (1956), hvor Cosers ærinde er at rekonstruere den tyske sociolog Georg Simmels konfliktteori fra "Der Streit" (1904). Et centralt omdrejningspunkt hos Coser er, at ekstern konflikt skaber både intern samhørighed og centralisering, kendt som "in-group/out-group" tesen. Konflikter er med til at give en gruppe identitet, og Coser er helt åben for, at en gruppe i denne forstand ikke behøver være en mindre og overskuelig enhed, men at man også kan bruge denne teori på nationsniveau:

I stedet for at studere stater, som ellers (paradoksalt nok) ofte er studieobjektet på nationsniveau, foreslår Mouritzen enheden "regime". Et regime definerer han som en aktør, der offentligt har forpligtiget sig til at beskytte og sikre hver af de følgende værdier: Dets egen autonomi, dets identitet og dets kontrol over et bestemt territorium, herunder befolkningen og de materielle værdier på dette territorium. Fordelen ved at bruge "regime" frem for "stat" ses blandt andet af, at stater, i modsætning til regimer, kan være heterogene i deres sammensætning, hvorfor de kan falde fra hinanden, hvis de udsættes for ekstern fare. Regimet er defineret i forhold til de regimeværdier, det har til formål at beskytte, så derfor er der sammenhæng mellem denne definition og konflikter med eksterne magter, der kan true regimeværdierne. Mouritzen vælger begrebet "fare" frem for det af Coser anvendte "konflikt", fordi nogle konflikter, f.eks. en supermagts konflikt med en småstat, ikke nødvendigvis indebærer nogen fare for supermagten og derfor ikke nødvendigvis fører til centralisering og intern samhørighed.

Mouritzens tese er altså, at udefrakommende fare for et regime vil resultere i en centralisering af information af beslutninger samtidig med, at regimet vil opnå større opbakning på hjemmefronten. Når begge reaktioner er til stede, taler Mouritzen om regimets selvkontrol. Et nationalt regime kan trække på en ressource-reserve i form af selvkontrol, når det er udsat for pres fra en stormagt eller lignende. Jo mere tydeligt presset er, jo mere selvkontrol, analogt til kroppens brug af adrenalin.

Både historikere og politologer, på dansk blandt andre Viggo Sjøqvist og Erling Bjøl, er ved empiriske studier nået frem til, at udenrigspolitiske beslutninger i krisesituationer afviger fra det almene.

Hvad Bjøl og Sjøqvist har observeret, er det, Mouritzen kalder centralisering. Jo tydeligere en udefrakommende fare bliver for et regimes værdier, herunder dets autonomi, jo mere selvkontrol vil regimet mobilisere ved at beskære dets underenheders autonomi. Når beslutningskompetencen centraliseres, er der ikke langt til også at centralisere informationerne. På denne måde bliver hemmeligholdelse en underkategori af centralisering. Begrænsningen af autonomi og hemmeligholdelsen er i mange tilfælde sket mod befolkningens vilje, men i andre tilfælde kan befolkningen finde på at støtte sådanne tiltag. Det sker, når regimet opnår selvkontrol i form af intern samhørighed.

Udover at et regime udsat for fare vil trække sin autonomi tilbage fra decentrale til centrale enheder, vil den også søge, at få enheder, den ikke suverænt kontrollerer, f.eks. pressen, til at arbejde for sig. Samtidig søger regimet, med henvisning til den truende fare, at opnå større samhørighedsfølelse internt på alle niveauer. Det være sig i regeringspartiet, i regeringen, i Folketinget og i den brede befolkning. Tilfælde hvor mekanismen ikke virker, kan være hvis den udefrakommende fare appelerer stærkt til elementer indenfor regimet, eller hvis der ikke er fælles værdier til at holde sammen på delelementerne. I det første tilfælde kan regimet redde situationen ved på en eller anden måde at betale oppositionen for samhørighed. Det kan også være en mulighed i det andet tilfælde, hvis der overhovedet er et fundament at bygge på. Man kan også forestille sig situationer, hvor regimet er holdnigsmæssigt er tættere på den eksterne truende aktør end på oppositionen. Dette kan faktisk styrke regeringen i konflikt med den eksterne aktør, da den kan true med kaos-power i den forstand, at den står som garant for, at en uregerlig opposition ikke kommer til magten.

Selvkontrols fordeling mellem samhørighedsfølelse og centralisering varierer. Det vil f.eks. være unødvendigt for et regime at centralisere, hvis den folkelige opbakning er 100%, omvendt må centralisering ovenfra ses som kompensation for manglende (frivillig) samhørighed. Det er strengt taget kun centralisering, der er et demokratisk problem, idet der ikke er noget udemokratisk ved spontan samhørighed. Dog er det interessant, at den udemokratiske centralisering på grund af samhørighedsfølelsen, som regimet kan spille på, bliver spiselig for befolkningen. Der kan godt være tale om aktiv brug af selvkontrol, således at et regime ønsker at høste de positive effekter af selvkontrol, uden at der at tale om egentlige udefrakommende farer. Ved at kalde en given udvikling et sikkerhedsproblem kan et regime flytte dette emne over i en specialkategori, hvor regimets værdier står på spil. Politologen Ole Wæver taler i denne forbindelse om "Securitization", som han mener til enhver tid betyder en reduktion af demokrati. Regimet bestemmer, hvad der defineres som sikkerhedsspørgsmål. Begrebet sikkerhed bliver på den måde reduceret til det, man i sprogteori kalder en talehandling: det er ikke interessant, om et tegn refererer til noget mere "virkeligt", det er det ytrede i sig selv, der er en handling. Talehandlingen "sikkerhed" har den effekt, at den løfter enhver udfordring til et principielt niveau, der betyder, at regimet om nødvendigt vil benytte alle midler for at blokere en vis udvikling. Regler vil ikke binde regimet i dette tilfælde, da truslen er defineret som eksistentiel – en udfordring for regimets suverænitet.

Hvad enten der er tale om en reel eller en påstået fare, er samhørighedsfølelsen mod den ydre fare en stærk kraft."Hatred against a particular person or institution might operate in just the same unifying way, and migth call up the same kind of emotional ties as positive attachment."

Regimet vil ofte forsøge at kompensere for det demokratiske underskud, centralisering kan føre til, og det kan gøres ved at søge alternativ legitimitet, f.eks. ved at fastholde, at den udefrakommende fare er enorm. Et klassisk eksempel på forsøg på at opnå alternativ/kompenserende legitimitet er den landsfaderlegitimitet, der med royale eller præsidenter bliver brugt til at retfærdiggøre beslutninger med tvivlsom parlamentarisk legitimitet. Det er paradoksalt, at demokratiske regimer benytter sig af udemokratiske metoder når de er udsat for ekstern fare. Eksemplerne er talrige, bl.a. under 2. verdenskrig, hvor demokratierne blev udfordret af totalitære regimer. Det demokratiske regimes måde at løse paradokset på er at indføre en tidslinje. Demokratier bruger udemokratiske metoder i krig med totalitære modstandere, da man ellers risikerer at demokratiet bliver udryddet. Kritikere af denne model mener, at demokratiet ikke kan redde sig selv ved at begå selvmord af dødsfrygt.

Hvordan arbejder Mouritzens indførelse af fare som den eksterne variabel sammen med de tre principper i Goldmanns uforenelighedstese?

For det første refererer udefrakommende fare efter min mening til et underfænomen af Goldmanns princip om "overordnede interesser". I alle faresituationer er der overordnede interesser på spil, men ikke alle situationer, der omhandler "overordnede interesser", handler om ekstern fare (som nævnt kan stormagter udsætte andre for fare, uden at de selv er udsat for fare). For det andet vil faresituationer normalt involvere eksterne forhandlinger (men ikke pr. definition). Fare implicerer til gengæld ikke fjernhed; snarere tværtimod - fare giver befolkningen en følelse af, at udfaldet kan have direkte konsekvenser (krig, tab af autonomi etc.).

Hvad betyder indførelsen af fare som den uafhængige variabel så for, hvad vi kanforvente af demokratiseringsgrad?

Når forhandlingsprincippet og de overordnede interessers princip er opfyldt, burde fare, altså når man sammenholder Goldmann og Mouritzen, reducere demokratigraden via en øget centralisering. Men hvad med den "manglende" fjernhed; altså det forhold at udefrakommende fare ikke opfylder Goldmanns fjernhedsprincip? Teoretisk skulle det betyde et (desperat) råb på demokrati, på trods af de to øvrige faktorer. Alligevel ser det ud som om, at blandingen af overordnede interesser og manglende fjernhed fører til samhørighed. Hvis der kun er overordnede interesser uden nogen tydelige synlige konsekvenser, vil der næppe kunne produceres samhørighed. Man vil ikke overskride det kritiske punkt. Omvendt kan man sige, at hvis der er synlighed, selvom konsekvenserne vil være forskellige i regimets underinddelinger, vil uenighed snarere end samhørighed være resultatet.

Opsummerende kan man sige, at fare ikke kun sandsynligvis vil kunne reducere demokratiseringen via principperne om forhandling og overordnede interesser. Fare burde også øge samhørigheden på alle niveauer gennem overordnede interesser og synlighed. Centralisering plus synlighed giver, hvad Mouritzen kalder selvkontrol.

Det er tydeligvis en fordel at modificere uforenelighedstesen for at indfange den grå zone mellem indenrigs- og udenrigspolitik, men Mouritzen mener, at der er forskelle selv indenfor de politikundergrupper Goldmann opstiller. Årsagen er, ifølge Mouritzen, at demokratiet ikke varierer direkte med indholdet af politikkens substans men snarere med den grad af fare, regimet er udsat for.

F.eks. deducerer Goldmann direkte fra sine tre principper, at forsvarspolitik ligner indenrigspolitik mere end diplomatisk sikkerhedspolitik, men at politik ført i en krisesituation er en undtagelse. Her vil beslutningstagerne være reduceret til nogle få toppolitikere og bureaukrater. Herudover giver Goldmann selv eksempler på politikker/temaer der ikke lader sig rubricere under de fire undergrupper, han selv har foreslået. F.eks. bistandspolitik og allieredes deployering af atomvåben. Begge eksempler viser, at emneopdelingen giver unødvendige problemer, og det ville være mere reelt blot at tale om, hvorvidt et enkelt land eller dets værdier i nogen af tilfældene var udsat for fare.

Idet Mouritzen slet ikke undersøger, hvorvidt udenrigspolitik er uforeneligt med demokrati, lader han sig ikke umiddelbart placere i den klassiske debat mellem liberale og realister. Man kan egentlig også spørge, hvorfor man skulle bekymre sig om at placere Mouritzens teori i forhold til teoritraditionerne. Netop i faget International Politik har man i mange tilfælde lagt lovlig meget vægt på klassificering af teorier frem for deres indhold, hvilket de mange hidsige teoridebatter vidner om. Disse debatter kan siges at have produceret mere varme end lys, så hvorfor vove pelsen? Det gør jeg, fordi Mouritzen faktisk skylder disse traditioner noget, og fordi jeg mener, han bruger elementer fra begge traditioner.

Mouritzen ligger tæt op af realisterne i deres udgangspunkt: At hovedenhederne i det internationale system (nationalstaterne) hovedsageligt er motiverede af at opretholde egen sikkerhed. Heraf følger, at det kun er forskelle i magt, der adskiller stater og ikke ideologisk farve. Ifølge Mouritzen vil denne "realistiske" formodning vise sig korrekt, når demokratier bliver mindre demokratiske, hvis de udsættes for fare.

Realisterne antager ligeledes, at staterne er suveræne enhedsaktører. Når faren stiger, vil selvkontrollen, ifølge Mouritzen, også føre hen imod dette resultat. Denne tankegang er tidligere formuleret af realisten Wolfers, der er berømt for billardkuglemodellen af staters interaktion i international politik:

I analysen ligger Mouritzen altså tæt på realisterne, men med hensyn til formålet med analysen skilles deres veje. Mouritzen ser centralisering som et demokratisk problem mere end som en politisk fordel, og han frygter unødig beskæring af demokratiet i form af regimets mulighed for at producere selvkontrol i en situation, hvor den udefrakommende fare overdrives. Denne normative tilgang låner klart tankegods fra liberalismen og placerer Mouritzen mellem de to traditioner. At Mouritzen bruger en diakron frem for en synkron synsvinkel, gør ham selvfølgelig lidt svær at kategorisere, og måske kunne man placere ham under hans helt egen retning i teoridebatten.

Som afrunding på dette teorikapitel vil jeg mere normativt tage stilling til spørgsmålet om rimeligheden af fortielse, hemmeligholdelse og løgn i udenrigspolitik.

Hemmeligholdelse er et udbredt og diskuteret redskab inden for kunsten at føre udenrigspolitik; et redskab som af mange vurderes som uundværligt, og hvor de moderate blot mener, man skal finde en minimumsgrad. Løgn er straks mindre accepteret og vel trods alt også mindre udbredt inden for udenrigspolitik. De to redskaber er tæt i familie og ligger også ofte i forlængelse af hinanden som redskaber. Bliver et regime spurgt om noget, det ved men ikke vil give svaret på, er der tale om hemmeligholdelse. Forsøger regimet at dække over, at der eksisterer en hemmeligholdelse ved at svare ukorrekt på spørgsmålet, introduceres løgnen. Løgne er en del af det arsenal, man bruger til at beskytte og til at afdække hemmeligheder, og hemmeligholdelse giver løgne et dække, og giver dem mulighed for at vokse sig store. Der er en bred gråzone mellem hemmeligholdelse og løgn, og der findes små og store, grove og milde løgne.

Der er fire almindeligt brugte undskyldninger for at lyve: En krise, hvor man må lyve for at afværge den truende fare, harmløshed og banalitet, pligten til at bevare enkeltpersoners hemmeligheder samt løgne for det almenes vel. Det ses, at den første og den sidste af undskyldningerne netop har være behandlet under diskussionen af demokrati, udenrigspolitik og fare. Ligesom hemmeligheder forsøges legitimeret med henvisning til truende farer og til overordnede hensyn bliver løgne det altså også.

Den tidligere britiske premierminister Disraëli har udtalt, at en gentleman er et menneske, der ved, hvornår han skal sige sandheden, og hvornår han skal lade være. Med andre ord: det er undskyldeligt at lyve, når det sker med et "ædelt" formål af folk, der er øvede i at se den slags formål. "De mægtige" lyver i tiltro til, at de selv er i besiddelse af en overgennemsnitlig forståelse af, hvad der egentlig står på spil; meget ofte betragter de ofrene for deres løgne som folk med mangel på dømmekraft eller som mennesker, der er tilbøjelige til at reagere forkert på sandfærdige oplysninger. Der findes erfarne statsembedsmænd, der ikke bryder sig ret meget om, at man sætter spørgsmåltegn ved den slags bedrag (undtagen når hensigten bag dem er af rent privat natur). De påstår, at hele nationens vitale interesser kræver bedrag i et vist omfang, hvis de skal varetages på trods af de store forhindringer. Der skal føres forhandlinger, der helst skal holdes skjulte for offentligheden; man er nødt til at indgå studehandler, der simpelthen ikke kan forstås af et politisk uskolet vælgerkorps. Illusioner er i et vist omfang nødvendige, hvis embedsmændene skal være effektive. Enhver regering må derfor i en vis udstrækning vildlede folket, hvis den skal lede det. Til en sådan synsvinkel må man indvende, at det at bedrage folket for folkets egen skyld er en selvmodsigelse i et demokrati, når det ikke kan påvises, at folket selv har givet sit samtykke til, at det føres bag lyset. Problemet er, at de, der overvejer at lyve til fordel for almenvellet, overvurderer sandsynligheden for, at det gode, de sigter mod, virkelig indtræffer, og at de undgår skadevirkninger. De undervurderer muligheden for, at løgnene afsløres og lukker øjnene for den virkning, det vil få for den almene tillid, hvis de opdages, de nedvurderer de bedragne samfundsborgeres fatteevne og deres ret til at træffe et fornuftigt valg. Og vigtigst af alt: en sådan velvillig selvretfærdighed camouflerer de mange motiver for politiske løgne, der ikke kan tjene som moralske undskyldninger, nemlig behovet for at dække over begåede fejltagelser, hævngerrighed, ønsket om at beholde magten osv. Disse egoistiske mål ligger til grund for utallige løgne, der forklares som "nødvendige" for det almene vel.

De politikere og embedsmænd, der fremsætter de politiske løgne, opfatter dem tit som banale, selvom de sjældent er det. Løgnene kan ikke være banale, når de påvirker mange mennesker, og når de ofte efterlignes, udnyttes til gengældelse og spredes fra et fåtal til mange mennesker. Når politiske repræsentanter eller hele regeringer formaster sig til at gøre krav på retten til at lyve, berøver de folket en magt, det ikke frivilligt ville have givet fra sig. Under hensyn til almentillidens sårbarhed er det intetsteds vigtigere end i det offentlige liv at indskrænke bedragerisk praksis til et absolut minimum og at begrænse risikoen for, at den skal udvikle sig til et mere almindeligt accepteret fænomen.

Den klassiske debat mellem realister og liberale om modsætningen mellem udenrigspolitik og demokrati er stadig relevant, idet ingen af debattens parter har præsenteret et indlæg, der har kunnet afslutte debatten. For at kunne forstå de kræfter, der er i funktion, når udenrigspolitik og demokrati støder sammen, mener jeg, man har brug for både de liberales normative vinkel og realisternes empiriske. Analyserer man den danske atomvåbenpolitik fra en 100% liberal synsvinkel, kan resultatet kun blive forargelse. Ser man derimod sagen fra en 100% realistisk synsvinkel, må man juble over politikernes snuhed. Ingen af disse to analyser er i sig selv særlig interessante. Det spændende ligger i konflikten mellem dem.

Debatten mellem liberale og realister har bølget frem og tilbage i dette århundrede, og når jeg vil anlægge en kritisk vinkel på det reelle forhold mellem demokrati og udenrigspolitik i den periode af den kolde krig, jeg analyserer, er det vigtigt at være opmærksom på, at realisterne her afgjort havde mere forklaringskraft i deres teorier, end de liberale havde.

Med afsæt i uforenelighedsdebatten har Kjell Goldmann vist, hvordan der er forskel på demokratigraden i forskellige former for udenrigspolitik, og at den diplomatiske sikkerhedspolitik står i størst modsætning til demokratiet. Goldmann begrunder uforeneligheden i tre principper, som for den diplomatiske udenrigspolitik er fuldt opfyldt, nemlig princippet om forhandling, princippet om overordnede interesser og princippet om fjernhed. Dennne nuancering af uforenelighedstesen tager fat i de dele af udenrigspolitikken der er uforenelig med demokratiet. Analogt hertil er det også kun dele af demokratiet der er uforeneligt med udenrigspolitik. Har man et ideal om 100% direkte demokrati kan man få svært ved at få en udenrigspolitik til at hænge sammen. Arbejder man til gengæld indenfor et repræsentativt demokrati som det danske kan man ved hjælp af nogle særforanstaltninger som f.eks. Udenrigspolitisk Nævn sørge for, at udenrigspolitik og demokrati kan fungere hver især uden at støde sammen og skade hinanden.

Af Goldmanns tre begrundelser for uforeneligheden mellem demokrati og udenrigspolitik mener jeg, at princippet om de overordnede interesser er det mest interessante i forhold til spørgsmålet om hemmeligholdelse af og løgn om Nike-Hercules’ atombevæbning i Grønland og resten af Danmark. Goldmann formår dog ikke at komme helt tæt på, hvad følgerne er af sammenstødet mellem demokrati og udenrigspolitik i sager om diplomatisk sikkerhedspolitik, der er præget af de overordnede interesser. Hvad er konsekvenserne for demokratiet?

Her har Hans Mouritzen et bedre bud. Han fokuserer ikke på uforenelighed mellem demokrati og udenrigspolitik, men på uforenelighed mellem demokrati og udefra truende fare. Mouritzens teori kan begrunde konflikterne mellem udenrigspolitik og demokrati ved at pege på, at det altid er en udefra truende fare, der fører til konflikt. Konsekvenserne af dette sammenstød er regimets centralisering af beslutninger og information samt en øget samhørighedsfølelse i befolkningen - tilsammen regimets selvkontrol. Selv om Mouritzen med sit nye fokus adskiller sig fra de tidligere teorier om demokrati og udenrigspolitik, er han forankret i disse teoriretninger. I udgangspunktet deler han realisternes vurdering af, at nationalstaterne i international politik hovedsageligt er motiverede af at opretholde egen sikkerhed, men han frygter samtidig, de konsekvenser regimers selvkontrol har for demokratiet. Jeg deler Mouritzens frygt, og mener ligesom Sisela Bok, at et regimes hemmeligholdelse overfor sin egen befolkning er dybt betænkelig og dets løgn uacceptabel. Det at bedrage folket for folkets egen skyld er en selvmodsigelse i et demokrati, når det ikke kan påvises, at folket selv har givet sit samtykke til, at det føres bag lyset.

I det følgende vil jeg skitsere nogle af de mest basale forudsætninger for at forstå og diskutere udviklingen af den danske atomvåbenpolitik. Jeg tager udgangspunkt i atomvåbnets opfindelse og betydning i den kolde krig. Dernæst vil jeg give et grundrids af Danmarks indtræden og placering i NATO, bl.a. set i forhold til NATO’s atomvåbenpolitik. Jeg holder mig hovedsageligt til perioden før spørgsmålet om atomvåben på dansk territorium kom frem, altså kun frem til midten af 1950’erne. Gennemgangen bygger i overvejende grad på tre nye store værker om dansk sikkerhedspolitik: Paul Villaumes disputats "Allieret med forbehold" (1995), Bo Lidegaards disputats "I Kongens Navn" (1996) samt DUPI-rapporten "Grønland under den kolde krig" (1997), der alle forholder sig grundigt til den hidtidige litteratur på området. Jeg vil i noter løbende redegøre for divergerende tolkninger i disse værker.

Atombomben blev første gang anvendt som våben den 6. august 1945 over Hiroshima. Resultatet var et ødelagt område på 12 kvadratkilometer, omkring 70.000 dræbte og savnede og lige så mange tilskadekomne. Et naturligt sted at begynde denne historie. Ikke mindst fordi Hiroshima så stærkt symboliserer atombombens skræmmende perspektiv. Et perspektiv som nemt bliver glemt, når man i de sikkerhedspolitiske diskussioner ubemærket glider over til at tale om magtbalancer og strategiske overvejelser.

Sprængningen af atombomberne og afslutningen af 2. verdenskrig indledte en ny sikkerhedspolitisk tid både våbenteknologisk og med hensyn til den verdenspolitiske ordning. Snart efter krigen opstod der en kraftig polarisering mellem Øst og Vest. USA var ved afslutningen af 2. verdenskrig den absolut dominerende magt i det internationale system. Økonomisk set stod landet i en hidtil uset styrkeposition; mens alle andre krigsførende lande havde lidt omfattende materielle tab, var det amerikanske bruttonationalprodukt vokset kraftigt under krigen. Militært var det tidligere isolationistiske USA nu til stede overalt i verden, først og fremmest i Europa og Fjernøsten. Politisk stod USA ved krigsafslutningen som den afgørende organisator af den nye verdensorden på et liberalistisk-demokratisk grundlag. Den eneste mulige modvægt var Sovjetunionen, der både politisk, økonomisk og samfundsmæssigt, var USA’s modpol. Under krigstidssamarbejdet havde Sovjetunionen accepteret amerikansk lederskab i organiseringen af De Forenede Nationer (FN), men brudfladerne mellem de to stormagter viste sig hurtigt efter krigens ophør. Senest fra begyndelsen af 1947 var den kolde krig en uafviselig kendsgerning, der fyrre år frem var den helt dominerende struktur i international politik. USA’s hovedstrategi under den kolde krig var den såkaldte inddæmning, "containment", af Sovjetunionen med henblik på at sætte en stopper for kommunismens og det sovjetiske imperiums videre ekspansion og på længere sigt at skabe forudsætningerne for interne forandringer i liberal-demokratisk retning i den kommunistiske system. Ovenover rivaliseringen, som blev åbenbaret mellem Sovjetunionen og USA, svævede også paddehatteskyen. USA betragede atombomben som det bedste værn mod det konventionelt overlegne Sovjetunionen, der efterhånden blev opfattet som mere og mere aggressivt i forhold til Vesten. Trods monopol på atomvåben udbyggede USA i stor stil atomstrategi, -teknologi og -arsenal igennem sidste halvdel af 1940’erne. Da Sovjetunionen i september 1949 foretog sin første atomprøvesprængning, var USA derfor langt foran på det atomare område. Alligevel blev omverdenen chokeret, da Sovjetunionens fremskredne atomforskning var uventet.

Syv år efter Hiroshima sprængte USA en brintbombe for første gang. En sammenligning af brintbomben med henholdsvis atombomben over Hiroshima og den samlede sprængkraft, der blev benyttet under 2. verdenskrig, kan give et indtryk af destruktionskraftens hastige udvikling siden 1945. Hiroshimabomben havde sprængkraft som 20.000 tons trotyl. Det er anslået, at der samlet blev brugt 7.000.000 tons trotyl under 2. verdenskrig. Første brintbombe havde en sprængkraft svarende til 20.000.000 tons trotyl, og i løbet af 1952-53 forhøjedes sprængkraften til 50.000.000 tons! Sprængkraft var dog ikke det eneste, der talte. Lige så vigtig var det at kunne få bragt atom- og brintvåbnene frem til deres mål og komme sikkert tilbage. Også inden for fremføringsmidlerne skete der en kraftig udvikling.

De første atombomber blev fragtet i ombyggede propelfly, B-29’ere, som normalt blev brugt til konventionelle bombetogter. De havde en begrænset rækkevide, men efterhånden blev der udviklet tungere fly, som kunne lufttankes, hvilket øgede deres operationsradius væsentligt. Mest kendt er nok det amerikanske ottemotores jetfly B-52. Ud over at hige efter større sprængkraft og længere rækkevidde for de store såkaldte strategiske atomvåben, arbejdede man også på at udvikle "små" atomvåben. Det var taktiske kortrækkende slagmarksvåben til forsvarsbrug, der i modsætning til de enorme dommedagsbrintbomber ville have en reel og praktisk anvendelse som våben. Våben til anvendelse på kamppladsen ville skabe et alternativ til ødelæggelse af byer. Ideen var især tiltrækkende for den amerikanske hær, der dels så de taktiske våben som et middel til at standse overlegne sovjetiske styrke med forholdsvis små styrker, dels som et middel til at anfægte flyvevåbenets monopol på fremtiden. Det springende punkt var dog, hvorvidt man kunne tage taktiske atomvåben i anvendelse, uden at modparten ville svare igen med de store strategiske atomvåben. I 1953 affyrede USA for første gang en atomgranat fra en kanon, og i 1952-53 begyndte videre en diskret integrering af taktiske atomvåben i forsvarsplanerne for Vesteuropa. Blandt de taktiske atomvåben finder vi Nike-Hercules missilerne, der er denne undersøgelses omdrejningspunkt.

I midten af 1950’erne tog udviklingen af både de taktiske og de strategiske atommissiler fart, og i 1957-58 opstillede USA (i NATO regi) flere steder i Vesteuropa mellemdistance atomvåben med en rækkevidde på over 1.000 km. Opstillingen var en reaktion på en hastig atomar udvikling i Sovjetunionen, der først med en prøveaffyring af en interkontinental raket i august 1957 og senere med opsendelsen af Sputnik satellitten i oktober 1957, fuldstændig overraskede USA og her skabte frygt for, at man nu kunne rammes på hjemmebane. Risikoen for at man kunne rammes der hvor atomvåbnene var placeret, forsøgte man at mindske dels ved at placere en del af sine atomvåben ombord på Polaris-ubådene, dels ved konstant at have et flyvende beredskab med brint- og atomvåben i luften. Her er vi kommet til begyndelsen af 1960’erne.

USA (og en stor del af Vesteuropa) anså allerede umiddelbart efter 2. verdenskrig Sovjetunionen for at være overlegne på de konventionelle militære magtmidler, og atombomben derfor blev betragtet som den bedste militære sikring imod sovjetisk aggression. Denne linje fortsatte USA. I forhandlingerne der førte op til Atlantpagtens indgåelse i april 1949, præsenterede den amerikanske præsident Truman og hans udenrigsminister Acheson under stor fortrolighed de øvrige stats-, udenrigs- og forsvarsministre for et særdeles skræmmende trusselsbillede. Der blev lagt stor vægt på Sovjetunionens totale konventionelle overlegenhed og på, at man i tilfælde af et sovjetisk angreb forventede at måtte opgive størstedelen af Vest- og Centraleuropa. Disse informationer forblev tophemmelige men dannede samtidig en vigtig baggrund for de vesteuropæiske statslederes ønske om at blive placeret under det amerikanske atommonopols afskrækkende beskyttelse. Atomparaplyen over Vesten fik dog kun lov at være enevældig i et halvt år, for i slutningen af 1949 foretog Sovjetunionen sin første atomprøvesprængning. Det fik dog ikke USA til at opgive at søge en overvældende militær, atomar overvægt - dvs. fortsat 'absolut sikkerhed' for det nordamerikanske kontinent. Tværtimod. Det viser beslutningen i 1950 om at producere brintbomben. 1950 er også oprindelsesåret for det centrale amerikanske dokument NSC-68, der entydigt peger på en storstilet oprustning og stærkt øget militær og anden økonomisk hjælp til udlandet.

Tankerne med, eller i hvert fald argumenterne for, atomvåbnene var altså primært, at de skulle virke afskrækkende på en eventuel sovjetisk plan om at bruge deres militære overmagt i konventionelle våben. En overmagt der, ifølge Villaume, blev stærkt overdrevet af amerikanerne, ligesom risikovurderingerne af et muligt sovjetisk angreb gjorde det. I midterste tredjedel af 1950’erne udbygges altså det vestlige atomare beredskab kraftigt. Strategien og ikke mindst truslen over for Sovjetunionen var den øjeblikkelige og usvigelige, massive førstebrug af atom- og brintvåben i tilfælde af krig med Sovjetunionen. Det var i hvert fald, hvad USA kæmpede for skulle være, den bærende tanke. NATO partnerne var dog langt fra begejstrede. Frygten i Europa var, at hvis atomvåbnene ikke virkede tilstrækkeligt afskrækkende, så ville krigsudbrud medføre "kontinentets pulverisering". Alligevel lykkedes det USA at føre sin vilje igennem. Den såkaldte "New Look" strategi med vægt på den massive kernevåbenoprustning af USA, det konventionelle forsvars slankning og den massive gengældelse i tilfælde af sovjetisk angreb, blev i praksis fastlagt med vedtagelsen af forsvarsplanen MC 48 i december 1954. Med accepten af MC 48 lagde de øvrige medlemslande reelt beslutningsretten om i krigstid at anvende taktiske atomvåben på det europæiske kontinent i hænderne på NATO’s amerikanske militære øverstkommanderende i Europa, SACEUR.

Det er blevet påpeget, at "New Look" strategien var dobbeltbundet, og at det både var en styrke og en svaghed. Dobbeltheden lå i, at strategien med truslen om massiv gengældelse for det første (og helst) skulle virke afskrækkende og derved kunne forhindre sovjetisk aggression. Men for det andet skulle det også sikre en gengældelse, der gav et konventionelt underlegent Vesten sejren i tilfælde af, at det faktisk kom til krig. Styrken ved denne kombination af afskrækkelse og gengældelse var dels, at den tog sit udgangspunkt, der hvor USA’s militære overlegenhed var mest udpræget. Dels var den økonomisk, mente man. Strategiens svaghed var, at den var meget lidt fleksibel og kunne være så risikabel, at man ville være tilbageholdende med faktisk at bruge den i tilfælde af angreb. En sådan tøven ville derfor få en del af afskrækkelseseffekten til at forsvinde. Svagheden blev tydeligere efterhånden som Sovjetunionen blev oprustet. Især efter USA fra midten af 1957 begyndte at tro, at Sovjetunionen kunne nå mål i USA, frygtede europæerne en mulig sovjetisk atomafpresning, som ville kunne splitte NATO, fordi USA muligvis kunne presses til at undlade brug af atomvåben. Afskrækkelsen var altså svækket i et vist omfang. Og dette er ikke det eneste punkt, hvor man kan øjne væsentlige forskelle mellem USA og Vesteuropa.

Europæerne var interesserede i nedrustningsforhandlinger med Warszawapagten, hvorimod amerikanerne frygtede, at det kunne medføre splittelse internt i NATO. Men stærke vesteuropæiske ønsker om nedrustning allerede omkring 1956 endte dog med, at også USA meldte sig principielt klar til at indgå i forhandlinger - fordi man frygtede, at en for stor amerikansk uvilje mod forhandlinger risikerede at splitte alliancen! Det var dog også i december 1956, at alliancens vedtagne atomstrategi blev "yderligere pointeret med beslutningen om principielt at atombevæbne alle NATO’s ‘skjoldstyrker’" med taktiske atomvåben, blandt andet Nike-Hercules raketter.

Med risiko for at overdrive interne uenigheder mellem Vesteuropa og USA kan man endelig også henlede opmærksomheden på forskellige anskuelser af, hvorledes atomvåbnene skulle benyttes i tilfælde af, at det faktisk kom til åben konflikt (nu er vi i sidste halvdel af 50’erne):

USA og Vesteuropa havde altså forskellige bud på hvad der ville være NATO’s bedste atomvåbenpolitik, og forskellene grundede sig i hvor landene lå rent geografisk. Der var tale om klassisk geopolitik.

Ved afslutningen af 2. verdenskrig stod Danmark som resten af Europa over for en sikkerhedspolitisk nyorientering. Især inden for (højre side af) modstandsbevægelsen var man opsatte på en mere aktiv sikkerhedspolitik, end der tidligere havde været ført. Slagordet "aldrig mere en 9. april" lød ofte som en påmindelse om, hvad neutralitetspolitikken havde medført. Der herskede en udbredt sympati for de allierede befriere, dog hovedsageligt for Vestmagterne. Alligevel videreførte man frem til 1948 den danske neutralitetspolitik med topprioritering af FN som det internationale forum, og man var ivrig for at holde sig ude af enhver blokdannelse. Da der i foråret 1948 for alvor kom gang i diskussionerne om forsvarssamarbejde med andre lande, var det i første omgang en skandinavisk union, man fra Danmarks side satsede på. Som medlem af en nordisk forsvarsalliance ville man stå udenfor stormagtskampen men være militært stærkere. Et væsentligt skillepunkt mellem de skandinaviske lande var dog meningerne om, hvor tæt tilknytningen skulle være til Vestmagterne, som på samme tidspunkt diskuterede et mere formaliseret militært samarbejde. Norge havde et klart ønske om et samarbejde med Vestmagterne, mens Sverige ønskede en neutral skandinavisk forsvarsunion. Danskerne var i dette spørgsmål mere fleksible, men det fik ikke nogen betydning. Den manglende overensstemmelse mellem Norge og Sverige umuliggjorde, at de tre lande kunne etablere et militært fællesskab, og Sverige ønskede ikke et forsvarssamarbejde med Danmark alene. Det var væsentlige grunde til, at Danmark tilsluttede sig Vestmagternes forsvarssamarbejde i Atlantpagten. Medvirkende til Norge og Danmarks beslutning om deltagelse i NATO-samarbejdet var sandsynligvis også et vist pres fra USA om at træffe en hurtig beslutning samt et tilsagn om våbenhjælp, hvis man (med eller uden skandinavisk forsvarsunion) formelt samarbejdede med Vestmagterne. Grundlæggende var der en følelse hos de ledende politikere dels af et behov for en militær ordning ,der måtte opfyldes, dels af en mulighed, der ikke burde forpasses. Dermed afgav Danmark for første gang i 135 år sin neutralitet for at tilslutte sig en militær alliance.

At det for Danmarks (regerings) vedkommende var en noget lunken beslutning, hersker der næppe tvivl om. Det blev af flere anset som et valg mellem to onder: Turde man stå alene med risiko for at være forsvarsløs over for en sovjetisk aggression? Eller skulle man opgive sin neutrale position og tilslutte sig den vestlige part i den stadig køligere krig, selv om man derved muligvis øgede risikoen for at blive udsat for sovjetisk aggression? Danmark ville på den ene side gerne være medlem af NATO-alliancens kollektive sikkerhedsarrangement (undgå abandonment). På den anden side ville man også gerne promovere en selvstændig politik i NATO, der var mindre konfrontationssøgende og mere afspændingsorienteret end alliancens generelle afskrækkelsesstrategi (undgå entrapment). Et svært alliancedilemma som formentlig har forstærket følelsen af nederlag da den skandinaviske forsvarsunion faldt på gulvet, fordi en sådan union delvis kunne have opløst dette dilemma. Villaume hævder ligefrem, at Statsminister Hedtoft skal have betragtet det som "sin generations største politiske nederlag". Omvendt var der ingen tvivl om, hvilken side i Øst/Vest-opdelingen man skulle vælge, da man ikke længere anså det for muligt at undgå at træffe et valg. Mere lunken var tilslutningen til NATO trods alt heller ikke. Endnu en grund til at NATO-tilslutningen fortjener omtale er spørgsmålet om Grønlands status. For netop den danske atomvåbenpolitik på Grønland har været med til at kaste et nyt lys over den samlede danske atomvåbenpolitik, og grønlandsdelen spiller en væsentlig rolle i det efterfølgende.

Et år efter den tyske besættelse af Danmark, den 9. april 1941, indgik den danske gesandt (ambassadør) i Washington, Henrik Kauffmann, på egen hånd en aftale med USA om Grønlands forsvar, den såkaldte 1941-overenskomst. Aftalen gav amerikanerne ansvaret for Grønlands beskyttelse, men for USA var den primære betydning af overenskomsten retten til mere eller mindre fri afbenyttelse af Grønland under krigen. Aftalen mødte (naturligvis) voldsom modstand hos den danske samarbejdsregering og medførte, at København satte Kauffmann fra bestillingen og kaldte ham hjem til et retsligt efterspil. Kauffmann blev dog i Washington, og med amerikanernes accept fortsatte han sit arbejde nu blot som repræsentant for "de frie danske", som det hed. Under krigen etablerede amerikanerne adskillige baser på Grønland. Basernes primære funktion var at tjene som "trædesten" for de fly, der skulle overføres fra USA til Vesteuropa, især Storbritannien. Men samtidig var USA også særdeles interesseret i Grønland på grund af dets placering inden for det amerikanske kontinent, og altså inden for en zone, der blev anset som essentiel for forsvaret af USA. Ikke mindst derfor stod USA i forhandlingerne om aftalen af 9. april 1941 meget fast på, at en artikel med følgende formulering hverken kunne udelades eller præciseres:

Efter befrielsen blev hele overenskomsten enstemmigt godkendt ved første rigsdagssamling den 16. maj 1945. Men den meget vagt formulerede artikel 10 i overenskomsten skulle senere vise sig at blive et noget penibelt problem for de danske regeringer. Det viste sig nemlig, at Danmark og USA ikke umiddelbart kunne opnå "Enighed om, at de nuværende Farer for det amerikanske Kontinents Fred og Sikkerhed" var ophørt efter, at Verdenskrigen var afsluttet. Snart efter Verdenskrigen var USA begyndt at se andre farer rettet imod sig, og med uafklarede sikkerhedspolitiske forhold i Europa, kunne USA argumentere for, at de farer, der havde været for USA under krigen, sådan set stadig eksisterede. Argumentet har temmelig meget ad hoc karakter, men det var tilstrækkeligt til at lægge en dæmper på danskerne, der i forvejen ikke havde det bedste udgangspunkt for at forhandle på grund af den, set fra USA’s synsvinkel noget pauvre indsats under krigen. USA’s reelle grund var dog, at man ønskede at bevare flybaserne på Grønland, som flyvevåbenets stejlt stigende militære betydning havde gjort tilsvarende betydningsfulde.

Danmark stod derfor i en situation, hvor man på den ene side havde et stærkt ønske om igen selv at overtage den fulde kontrol over Grønland. På den anden side havde man ingen lyst til at komme på konfrontationskurs med USA. Man var derfor særdeles diskret i sine forsøg, og var der optræk til en skærpelse af konflikten, trak man følehornene til sig og lod1941-overenskomsten fortsætte. Men med forhandlingerne om og indtrædelsen i Atlantpagten nærede man store forventninger til, at den utilfredsstillende situation ville kunne afsluttes. Men da tog man alvorligt fejl.

Som sagt var Danmark indtrådt i NATO uden den store begejstring. Det kom også til at præge placeringen i samarbejdet, der officielt var både økonomisk, kulturelt-oplysende og militært, men som unægtelig først og fremmest udfoldede sin militære side. Det har været diskuteret, om Danmark var en forbeholden eller uforbeholden allieret,men det er vist aldrig blevet anfægtet, at Danmark på det militære område altid holdt sig i baggrunden og altid forholdt sig kritisk i forhold til foregangsmændene i alliancen, der pressede på for en hastigere militær udvikling. For- eller uforbeholden, så udgjorde Danmark en lidt bagstræbende allieret i Atlantpagten. Hvilken betydning det har haft varierer fra område til område, fra sag til sag. De klareste eksempler på den danske (og norske) modvilje er afvisningen af allierede flybaser og allieret stationering (excl. Grønland) samt afvisningen af atombevæbning. Base- og stationeringsdebatten fandt sted i løbet af første del af 1950’erne, og den danske afvisning var primært motiveret af et ønske om i størst muligt omfang at fastholde dansk suverænitet og bestemmelsesretten over landets inddragelse i en eventuel storkonflikt. Det overordnede mål var at bevare Danmark, og NATO’s nordflanke i det hele taget, som et område med relativ lavspænding og derved minimere landets forsvarsmæssige sårbarhed under den kolde krigs usikre vilkår. Målets opnåelse var efter dansk vurdering ikke nødvendigvis foreneligt med de amerikanske betingelser for en fredstidsstationering, og Danmark udelukkede derfor stationeringen. Den øgede militære beskyttelse ved en stationering mere end opvejedes af den sandsynlige øgede risiko. Afvisningen af stationering af atomvåben i Danmark, der fulgte denne linje, og vil blive nærmere omtalt senere.

Villaume påpeger, at det flere gange er lykkedes Danmark at skubbe beslutninger i en bestemt retning. Overordnet har det dog været begrænset, hvad Danmark kunne ændre i NATO, og på atomvåbenområdet var det, i hvert fald i de første NATO-år, minimalt, hvad man overhovedet fik indsigt i. Ved indmeldelsen i Atlantpagten i 1949 og langt op i 1950’erne herskede der blandt de ledende danske politiske og militære beslutningstagere f.eks. en betydelig usikkerhed om, hvilken rolle atombomben spillede i alliancens strategi.

En øget indsigt i NATO’s militære strategi kunne dog næppe fjerne den grundlæggende bekymring for, om atomparaplyen gav beskyttelse eller tværtimod forstærkede risikoen for at blive angrebet. Det dæpede næppe bekymringen, at en af landets store sønner, Niels Bohr - formentlig den dansker, der havde det største kendskab til atomvåben - kæmpede en lang kamp for åbenhed på atomvåbenområdet. Kampen kulminerede med et åbent brev fra Bohr til FN i 1950 om "en åben verden" og om afspænding mellem Øst og Vest, et brev, der fik nogen opbakning fra den danske regering.

Bekymringen, tvivlen og spændingerne i forhold til NATO’s atomvåbenpolitik steg yderligere i 1953-54. Som nævnt introducerede man i 1953 "New Look" strategien, og den blev indarbejdet i planen MC 48. I NATO var planens hårdeste kritiker Danmark: Indvendingerne var dels, at man frygtede, atomvåbnene ville komme ud af politisk kontrol, dels en skepsis over for selve strategien, nemlig "princippet om sikker, omgående og massiv vestlig brug af atomvåben i tilfælde af en krig med Øst" . Desuden var det heller ikke uden betydning ,at planen lagde størst vægt på forsvaret af Centraleuropa. Divergenserne med NATO blev forstærket af, at man samtidig havde en (diskret) disput vedrørende forsvaret af den europæiske nordflanke, som Danmark mente var for lavt prioriteret. Både Danmark og Norge var fortalere for, at NATO skulle have tilstrækkelig konventionelt potentiale til, at en Øst/Vest-konflikt ikke automatisk blev til en atomkrig.

Alt i alt var Danmark afvisende overfor MC 48, fordi den efterlod en frygt for, at Danmark enten automatisk ville blive trukket ind i atomar storkonflikt, eller at man ville blive overladt til sig selv i tilfælde af sovjetisk angreb, hvis NATO-partnerne skønnede, at forsvaret af Danmark ville medføre for stor en risiko for sovjetisk atomangreb.

Som tidligere nævnt havde Grønland og 1941-overenskomsten givet anledning til spændinger mellem Danmark og USA, men Danmark forventede med indtrædelsen i NATO problemet løst, så Danmark igen kunne overtage den fulde kontrol over Grønland, inklusive kontrollen over de baser USA i løbet af 1940’erne havde anlagt. Men USA gjorde sig andre tanker.

Konfliktens dybde anskueliggøres måske bedst ved, at USA allerede i slutningen af 1947 havde skitseret tre løsningsmuligheder på konflikten: 1) Amerikanske langtidsrettigheder til baser, f.eks. 99 år. 2) Amerikanske baserettigheder mod militært forsvar af Grønland. 3) Amerikansk køb af Grønland - som USA anså for at være den bedste løsning. Danskernes håb og stræben var dog fortsat genoprettelsen af fuldstændig dansk suverænitet, og i de forsigtige og ind imellem gedulgte bilaterale sonderinger tog det sin tid, før danskerne erkendte, at man ikke kunne få USA til at forlade Grønland uden at udløse en særdeles alvorlig diplomatisk krise. Med til historien om amerikanerne på Grønland hører også ændringer i USA’s militærstrategi fra perimeter til polarstrategi. Skiftet indebar, at den strategiske gengældelse mod Sovjetunionen i stigende grad blev forudsat fremført fra selve USA og ad den direkte flyrute hen over polaregnene, evt. med mellemlanding i Thule, snarere end som tidligere fra baseområder tættere på Sovjetunionen, f.eks. Storbritannien.

Under og umiddelbart efter 2. verdenskrig var den primære amerikanske interesse for Grønland dels som trædesten for overførsel af fly, dels som en del af den amerikanske forsvarszone, der måtte bevares ude af fjendens hænder. Men allerede i 1946-47 opstod så småt tanker i dele af det amerikanske luftvåben om en mere offensiv anvendelse af det polare område, herunder Grønland. Man overvejede mulighederne for direkte flyruter den korteste vej mod Sovjetunionen. Islutningen af 1950 har polarstrategien tilsyneladende slået bredt igennem i både militær- og statsapparatet i USA, og dermed opstod pludseligt en kraftig interesse for det nordgrønlandske område, hvor USA indtil da havde brugt ressourcerne på sydgrønlandske baser. Strategiskiftet peger samtidig på, at de (nord)grønlandske baser fra det tidspunkt begyndte at indtage en væsentlig rolle i USA’s atomvåbenstrategi. Dermed opstod en særdeles stærk interesse for Thule, hvilket kom til yderligere at vanskeliggøre Danmarks forhandlingsposition, i hvert fald i forhold til at få amerikanerne ud af Grønland. Til gengæld blev det grønlandske kort nu endnu stærkere.

Da amerikanerne først besluttede sig for at anlægge en base i Thule, kom der gang i de dansk-amerikanske forhandlinger om Grønland. De foregik i lyntempo og endte kort fortalt med, at en revideret udgave af USA’s forhandlingsudspil blev vedtaget. Væsentligst her er, at USA fik ret til fortsat at have militær og endda i et øget omfang på Grønland men, at det officielt skete i et samarbejde med danskerne, som derved reddede æren på det symbolske plan. Som DUPI rapporten konkluderer:"kompromiset [gik] ud på, at Danmark fik opfyldt de fleste af sine suverænitets- og statusmæssige interesser, mens USA fik sine militære og strategiske interesser tilgodeset"

Aftalen blev udmøntet i to dele: En hemmelig, teknisk tillægsaftale, som nøjere specificerer hvilke områder, aftalen gjaldt, betingelserne for ændringer heri o.lign., og en officiel aftale som fastlagde de vidtgående rettigheder, USA fik med aftalen, f.eks. nærmest ubegrænset råderet på baseområderne og meget fri bevægelighed mellem disse, dvs. i Grønland generelt.

Kompromiset indebar dog næppe nogen dybere enighed om den grønlandske sikkerhedsproblematik eller Grønlands rolle i den globale strategi. Det danske perspektiv var ganske snævert og knyttet til det lokale grønlandske og kun delvist til det nordatlantiske forsvarsproblem. Det amerikanske perspektiv var derimod næsten udelukkende globalt, dvs. rettet mod Grønlands rolle i Vestens store militære og politiske konfrontation med Sovjetunionen.Man var i København klar over Grønlands vigtige rolle, men man ønskede ikke at blive koblet for tæt op på den, fordi man forudså, at det kunne skabe politiske vanskeligheder i forhold til Sovjetunionen, og i øvrigt ville det over for opinionen være vanskeligt at forene med det officielle syn på Atlantpagten som en rent defensiv alliance. At den strategiske defensiv hvilede på afskrækkelse med offensive våben, og at Grønland ville få en betydelig rolle i dette billede, var nok klart, men nogen dybere indsigt i hvordan, havde man ikke i Danmark.

Den kolde krigs første del formede sig så det traditionelt neutrale Danmark følte sig tvunget til at opgive sin neutralitet for at vælge side i den store Øst-Vest konfrontation. Neutralitetspolitikken havde reddet Danmark relativt uskadt gennem verdenskrigen, men siden da var den sikkerhedspolitiske verdensorden blevet ændret radikalt af atomvåbnets indtog på scenen. Den vigtigste militære strategi var nu afskrækkelse byggende på atomtruslen, og Danmark måtte forholde sig til begge dele. Først gik man fra isoleret neutralisme til et håb om en FN-garanteret neutralisme byggende på kollektiv sikkerhed og hurtigt videre med håb om et nordisk forsvarsforbund. Da ingen af disse kunne garantere Danmarks sikkerhed, meldte man sig ind i NATO. Tilslutningen til NATO og til de løbende reviderede strategiplaner betød, at Danmark placerede sig under den amerikanske atomparaply, men Danmark arbejdede herfra stadig for afspænding og forsøgte ikke at provokere Sovjet. De danske forbehold for stationering og atombevæbning blev blandt andet indført som følge af denne politik.

Grønland indtager en særstatus i den danske sikkerhedspolitik i denne periode. Fra at have været verdens udkant gjorde den amerikanske strategiændring fra perimeter- til polarstrategi, at Grønland pludselig i bogstavelig stand befandt sig i begivenhedernes centrum. Grønlands sikkerhedspolitiske værdi for USA oversteg på alle måder Syddanmarks værdi og det betød både muligheder og risici for Danmark. Først og fremmest havde Danmark ikke noget valg. USA ville være militært tilstedeværende i Grønland. Kunsten for de danske politikere var, at manøvrere mellem mulige rabatter i NATO-medlemskabet som et gode, og trusler fra Sovjet over USA’s tilstedeværelse på Grønland som et onde. Samtidig skulle man pleje forholdet til den danske opinion, som generelt havde svært ved at forholde sig til den kolde krigs logik.

Danmarks sikkerhedspolitik var præget af alliancedilemmaet mellem abandonment og entrapment. Det var farligt at være for lidt medlem af NATO, ligesom det var farligt at være for meget medlem. En af årsagerne til den danske mæglingspolitik overfor Sovjet har været liberalistisk idealisme, men en mindst lige så vigtig årsag har været forsøget på realistisk at redde sit eget skind. Udefra truende fare afgjorde den danske sikkerhedspolitik, og inden Danmark havde en egentlig atomvåbenpolitik var sikkerhedspolitikken, grundet denne følelse af fare, allerede præget af øget centralisering og samhørighed.

Sådan lå landet da Danmark i midten af 1950’erne skulle tage stilling til spørgsmålet om atomvåben på dansk territorium.

I dette kapitel vil jeg se nærmere på Nike–Hercules missilet, da jeg mener, at kendskab til missilets anvendelsesmuligheder, udviklingshistorie og udbredelseshistorie er vigtig for at kunne sætte Nike–Hercules’ historie i Danmark i den rette sammenhæng. I tidligere studier af det danske atomvåbenforbehold er denne del af historien ikke belyst, idet atomvåben for det meste behandles i generelle termer. Ligeledes har den offentlige opinion dengang i høj grad manglet oplysninger om missilets anvendelsesmuligheder.

Den første generation af Nike-missilet, Nike–Ajax, var designet til at nedskyde sovjetiske bombefly. I tilfælde af, at den kolde krig skulle blive varm, kunne Nike-missilet fungere som en nations sidste forsvarslinje for befolkning og industricentre. I starten og midten af 1950’erne gjorde amerikansk paranoia og sovjetisk løgnagtighed hvert sit til, at amerikanerne troede, der herskede et "bomber-gap" mellem USA og Sovjetunionen, at Sovjet havde flere og bedre bombemaskiner end amerikanerne. Sammenholdt med den bitre erfaring fra Peal-Harbour blev resultatet det enorme Nike-program, der stræktesig over næsten hele den kolde krigs periode, og som på sit højdepunkt resulterede i næsten 300 Nike-batterier fordelt på 29 stater alene i USA. Programmet havde ikke svært ved at tiltrække midler. Man har rimeligvis brugt samme argumentation, som man brugte til at tiltrække soldater. I en hvervefolder fra ARADCOM (The United States Army Air Defense Command) hedder det:

Nike-raketterne var altså til for at beskytte befolkningen mod angreb mere end for at "slå ihjel". Et forsvarsvåben bærende al den legitimitet, som ligger i selvforsvar. Dette var måske sandt i projektets begyndelse, men jeg vil vise, at missilernes anvendelsesmuligheder hen ad vejen udviklede sig, mens man holdt fast i den positive formulering fra dengang hvor missilet kun kunne skyde fly ned.

Selvom den amerikanske hær ikke byggede de første Nike-missilbatterier før 1953, begyndte forskning og udvikling på dette defensive antiluftskytssystem allerede under 2. verdenskrig. Under krigen benyttede den amerikanske hær sig af 90 mm. antiluftskytskanoner, der kunne ramme mål i en højde af 30000 fod (9144m.), og som var effektive mod de tyske V-1 raketter. Men mod slutningen af krigen stod det klart, at det var nødvendigt med et antiluftskyts, der kunne ramme højtflyvende bombemaskiner. I 1945 havde man de første rapporter om "Projekt Nike" klar, og under indtryk af Koreakrigens udbrud bad hæren Western Electric (Nu AT&T Technologies), der stod for radardelen, og Douglas Aircraft Company (Nu McDonnel Douglas Astronautics Corporation), der stod for raketdelen, om at have en funktionsklar version af Nike-systemet klar så hurtigt som muligt. Dette første missil var Nike-Ajax, opkaldt efter den græske sejrsgudinde Nike og efter helten fra den trojanske krig Ajax.

Nike-Ajax var ikke kun det første af den amerikanske hærs radarstyrede missiler men også verdens første operationelle, fjernstyrede jord-til-luft missilsystem. Den første raketenhed blev aktiveret i Maryland i 1953 som del af luftforsvaret af Washington-Baltimore området. Nike-Ajax er et totrins overlydsmissil, der er ekstremt slankt – kun 30,48 cm. i diameter, og 10,36 m. langt inkl. løfteraketter. Vægten er ca. 1100 kg. Raketten når en tophastighed på 2,3 gange lydens hastighed (2700 km./t.) og har en tophøjde på 19,8. km samt en rækkevidde på 40-50 km.

Nike er radarstyret på den måde, at en radarstråle låses fast på målet og følger det, mens en anden radarstråle følger missilet. En computer sammenholder oplysninger fra de to radarer og udregner den kurs, som missilet skal have for at ramme målet. Kursopgivelsen overføres til missilet, og hvis målet ændrer kurs eller højde, udregner computeren straks en ny, korrigerende kurs. Nike behøver ikke at ramme målet direkte, men når missilet er i passende nærhed af målet, bringes sprængladningen automatisk til detonation ved et signal fra computeren.

Nike-Ajax blev opstillet til forsvar for amerikanske storbyer, kystområderne og for vigtige militære mål, såsom flyvepladser. Et gigantisk system blev i løbet af få år stablet på benene, for at USA skulle føle sig sikret mod overraskelsesangreb. Fabrikkerne producerede 358 raketbatterier og næsten 14000 Nike-Ajax missiler inden det sidste operationelle amerikanske Nike-Ajax batteri blev lukket i maj 1964. Nike-Ajax blev deployeret i lande, der delte sikkerhedsinteresser med USA: Danmark, Belgien, Frankrig, Vesttyskland, Grækenland, Italien, Japan, Holland, Norge, Taiwan og Tyrkiet. I et par lande er de stadig aktive, og både NATO og USA bruger raketten til testaffyringer. Så sent som 1. juli 1998 havde det græske luftvåben (eller NATO om man vil) et uheld med en Nike-Ajax, som man var nødt til at bringe til eksplosion kort efter en testaffyring fra NATO’s missiltestbase ved Chania på Kreta, da missilet havde retning mod en badestrand. De nedstyrtende missilstumper resulterede i en mindre skovbrand.

Årsagen til, at man allerede fra 1958 begyndte at skrinlægge de ikke ret gamle Nike-Ajax missiler, var, at man nu fuldt kunne erstatte dem med næste generation af Nike-missilet – Nike-Hercules, opkaldt efter den græske sagnhelt og uægte søn af gudernes konge Zeus. I 1953, samme år som Nike-Ajax blev operationelt, indledtes udviklingen af dens efterfølger. Det nye missil skulle leve op til krav om øget rækkevidde og tophøjde, og så skulle det være endnu mere effektivt i den totale destruktion af målet, da risikoen for at sovjetiske bombemaskiner kunne være atombevæbnede, var væsentligt øget.

Således var Nike-Hercules forbedret på mange punkter i forhold til Nike-Ajax. Nike-Hercules rakettens første-trin bestod af fire første-trin fra Ajax-modellen, brændstoffet i andet-trinnet blev skiftet fra det farlige flydende brændstof til fast brændstof, og så kunne missilet både være konventionelt bevæbnet med højeksplosiver eller med et atomart sprænghovede. Denne "Dual Capability" med hensyn til sprænghovede var ret almindelig på dette tidspunkt. På samme måde kunne ikke kun missilvåben men også kanoner m.m. bruges både med og uden atomvåben. Dual Capability giver beslutningstagerne flere valgmuligheder, men hvad var så standard og hvad var ekstraordinær bevæbning af Nike-Hercules? Det formuleres som følger i Nuclear Weapons Databook:

De første Nike-Hercules raketter , der blev opstillet i 1958, var 12,14 m. høje og målte lidt over en halv meter i diameter. Der var en overlapningsperiode, hvor man konstruerede raketbatterier, der bestod af både Nike-Ajax og Nike-Hercules, f.eks. var det sådanne kombinationsbatterier, man modtog i Danmark. I 1961 var man operationsklar med en forbedret radar til Hercules raketterne, således at de, ud over at kunne bekæmpe overlydsfly i højder op til 45,7 km., også kunne bekæmpe fly med en hastighed op til to gange lydens, samt luft-til-jord raketter med en hastighed op til 3 gange lydens. Missilets tophastighed lå på 3,65 gange lydens hastighed (over 4000 km./t.), og rækkevidden var ca. 155 km. Fordelen ved at missilet kunne nå højtflyvende mål blev dog reduceret af dens problemer med lavtgående mål. Nike-Hercules var kun effektiv i højder over 1 km. og kunne altså ikke forsvare sig selv imod lavtgående jagere.

Missilet kunne også anvendes som jord-til-jord missil, hvor rækkevidden var 100 nautiske mil (185,2 km.). De fleste kilder opgiver jord-til-jord anvendelsen af Nike-Hercules som sekundær, hvilket må skyldes, at det almindeligvis ville være spild af et raffineret målsøgende antiluftskytsmissil blot at bruge det mod faste mål. At jord-til-jord muligheden dog på ingen måde skal affærdiges som ren teori, kan ses af et dokument, som en hollandsk Nike-veteran har offentliggjort på sin hjemmeside.

Den totale produktion af Nike-Hercules nåede op på over 25000 missiler, hvoraf 2650 blev eksporteret under "The Foreign Military Sales programme" og 1764 under "The Military Aid Programme", hvorunder Danmark modtog sine missiler. Da produktionen var på sit højeste (1958) kostede et Nike-Hercules missil 55200$ mod Nike-Ajax’ pris på 19300$. Den samlede pris for Nike-Hercules programmet i USA i perioden 1958-1965 blev af forsvarsministeriet overfor præsident Eisenhower i 1957 anslået til 4,6 milliarder dollars. Ud over til Japan, der producerede Nike-Hercules på licens, blev missilet eksporteret til Danmark, Belgien, Holland, Vesttyskland, Grækenland, Italien, Norge, Spanien, Taiwan, Tyrkiet og Sydkorea, og kun i Grækenland, Italien, Tyrkiet og Sydkorea er raketterne stadig aktive.

Mens man udviklede Nike-Hercules blev ballistiske atommissiler en øget risiko, og man forsøgte at bruge Nike-Hercules til også at takle denne trussel. I juni 1960 blev Nike-Hercules således det første missil, der nedskød et ballistisk missil, da et Corporal missil blev skudt ned over White Sands øvelsesområdet. Senere lykkedes det også at nedskyde et Hercules missil med et andet Hercules missil. Alligevel bliver Nike-Hercules kun betegnet som havende en begrænset anti-missil-effekt. Det er paradoksalt fordi frygten for missiler i den periode, Nike-Hercules var aktiv i USA, var langt større end frygten for bombeflyvere. Nike-Hercules’ efterfølger, Nike-Zeus, skulle derfor først og fremmest have været et anti-missil-missil, men programmet blev aldrig fuldført grundet tekniske vanskeligheder. Senere dukkede magtbalancetankegangen op, der pegede på det problematiske i anti-missil-missiler, da de, ved at gøre modpartens gengældelsesvåben værdiløse, kunne give indehaveren af anti-missil-missiler muligheden for at forsøge sig med at udslette modparten i et førsteslag. Denne mulighed ville forrykke magtbalancen mod ustabilitet og fare. Denne tankegang afholdt som bekendt ikke præsident Reagan fra at støtte forslag om anti-missil-missiler placeret i rummet. Forslaget blev aldrig realiseret, og der er uenighed om, hvorvidt forslaget var med til at afslutte den kolde krig på den fredelige måde, fordi Sovjet opgav våbenkapløbet. Eller om det var en livsfarlig dumhed, der ved rent held ikke havde uoverskuelige konsekvenser.

Når missilet skulle bruges mod meget højt- og hurtigtflyvende mål, var muligheden for atombevæbning en stor fordel. Sprænghovedet W-31 var bygget til Nike-Hercules missilerne, og der kunne vælges mellem sprængladninger fra 1 til 40 kiloton. Med en solid sprængladning var præcisionen ikke nær så nødvendig, samtidig med at hele flyformationer kunne skydes ned med en enkelt raket. Tanken om at bruge kernevåben til forsvar mod angribende fly kan i dag forekomme ikke blot uansvarlig men direkte absurd. Men i 1950’erne blev taktiske kernevåben af mange militærfolk blot betragtet som forøget ildkraft, eller med præsident Dwight D. Eisenhowers ord "More Bang for the Buck". For at sikre sig mod skadevirkningerne af de atombomber, man ville brænde af over eget territorium, indførte man bl.a. "Minimum Normal Burst Altitude". Den betød, at computeren, der styrede Nike-Hercules, ville forhindre missilet i at eksplodere, hvis målet var i så lav en højde, at den atomare ildkugle ville komme til at røre jorden (afhængigt af sprænghovedets størrelse) og derved forårsage langt større forurening, end hvis ildkuglen ikke rørte jorden.

Af NATO-landene sagde kun Danmark og Norge nej tak til atombevæbning af deres Nike-Hercules-raketter. I 1985 var der 686 W-31 atomsprænghoveder til Nike-Hercules missiler i Europa fordelt på Belgien, Grækenland, Italien, Holland og Vesttyskland. Mange af missilerne og sprænghovederne var bestemt til brug for amerikanske tropper i Europa, mens sprænghovederne til de missiler, der blev overgivet til europæerne, skulle opbevares af amerikanere under det såkaldte dobbeltnøglesystem, der krævede både amerikansk og det pågældende europæiske NATO-lands tilladelse, før de blev monteret.

Nike-Hercules blev udfaset i USA i starten af 1980’erne, og er bl.a. erstattet af de fra golfkrigen så berømte Patriot-missiler. På samme måde er missilerne blevet udfaset i Europa, og i 1983 udskiftede Danmark Nike-Hercules med HAWK-missilerne, der er mobile, mindre, som kan ramme lavtflyvende mål, og som ikke kan bestykkes med atomvåben. Nike-Hercules har aldrig været brugt i kamp.

Nike-Hercules var andet og mere end blot et de fredselskenes defensive våben mod den truende aggressor. For det første kunne Nike-Hercules atombevæbnes, og det betød meget i en tid, hvor man, uanset nuancerne i de militære doktriner kunne regne med, at atomvåben ville blive mødt med atomvåben. Nike-Hercules kunne endda bestykkes med atomsprænghoveder med i hvert fald op til 40 megatons sprængkraft, det dobbelte af Hiroshimabomben. Den bestykning var særlig beregnet til Nike-Hercules sekundære funktion som jord-til-jord missil, en funktion, der overhovedet ikke er blevet diskuteret offentligt i Danmark. Det er påfaldende, da et af de danske Nike-Hercules batterier, det i Sigerslev på Stevns, snildt har kunnet sende en Nike-Hercules raket over jerntæppet og et godt stykke ind i Østtyskland. Missilets rækkevidde var 183 km., og fra Sigerslev er der ikke mere end ca. 90. km i fugleflugt til den tyske kyst.

Det er utroligt, at Nike-Hercules blev produceret og opstillet i såstore mængder. Fra 1957 gik den amerikanske frygt først og fremmest på de sovjetiske langtrækkende ballistiske missiler, som Nike-Hercules ikke kunne gøre noget ved. Først i 1958 var Nike-Hercules klar til opstilling. Forældet fra første dag. Den haltende logik må have været holdt på benene af en følelse af forpligtelse til at gøre noget for at beskytte befolkningen mod den pludselige og uvarslede atomudslettelse, som ramte indbyggerne i Hiroshima. Man har ikke villet erkende en af atomvåbnenes mest revolutionerende konsekvenser for militær strategi. Der findes ikke noget effektivt forsvar, kun truslen om modangreb.

Dette kapitel er en analyse af den danske atomvåbenpolitik med fokus på håndteringen af spørgsmålet om opstilling og eventuel atombevæbning af amerikansk leverede Nike-Hercules raketter i Danmark, her fraregnet Nordatlanten. Tyngdepunktet ligger på områder, hvor jeg kan finde spor af det, Mouritzen kalder selvkontrol, i form af centralisering og samhørighed. Det betyder, at jeg beskæftiger mig meget med beslutningsprocessen i forbindelse med modtagelsen af Nike-Hercules raketterne, og mindre med deres videre militære historie i Danmark. Jeg tilstræber at give en grundig historisk analyse, mens begivenhederne også sammenholdes med den teoretiske forståelsesramme. Analysen bevæger sig på beslutningstagerniveau.

I løbet af 1956 var USA’s, og dermed også NATO's, strategi og styrkestruktur blevet indrettet med retning mod yderligere atomvåbendominans. I princippet skulle alle NATO's "skjold-styrker" i Vesteuropa atombevæbnes så de indgik i atomafskrækkelsen som en sikker optrapningsfaktor ("snubletråd" eller "Trip-wire"). Det var baggrunden for USA's tilbud til de europæiske allierede i december 1956 om levering af raketsystemer, der kunne fremføre atomladninger. Amerikanerne havde diskuteret leveringen af "advanced weapons" til Europa siden juli 1956 og var i december nået frem til, at Danmark skulle tilbydes den 11. Nike batallion klar til levering. Samme sommer havde amerikanerne også diskuteret, hvorvidt de overhovedet skulle opretholde våbenhjælpen til Danmark, når det hverken fik danskerne til at blive NATO-begejstrede eller til at øge deres egne forsvarsudgifter. Den amerikanske ambassade i Danmark blev spurgt til råds i sagen, og meldingenvar klar. Det var vigtigt, at Danmark fortsat var medlem af NATO og forsvarsvilligt. Ambassaden mente ikke at ophør af våbenhjælpen nødvendigvis ville føre til dansk udmeldelse af NATO, men at det i hvert fald ville styrke bærerne af "Hvad skal det nytte?"-argumentet voldsomt. Ydermere pointerede ambassaden, at baserne på Grønland var vitale for USA’s forsvarsplaner, og at danskerne hidtil havde været meget generøse med at opfylde amerikanske ønsker i forbindelse med Grønland. Det kunne i værste fald få en ende, hvis man stoppede våbenhjælpen. Ambassadens vurderinger slog igennem i Washington, og våbenhjælpen blev opretholdt, nu med raketvåben på programmet.

Det tyder ikke på, at amerikanerne på NATO-mødet har informeret danskerne nærmere om hvilke og hvor mange våben, der var tiltænkt Danmark. Forsvarsminister Wilsons tilbud er i udenrigsministeriets udklip af "Hovedpunkter af Raadsmøde paa Ministerniveau, Paris 11-14/12 1956" kun omtalt sporadisk:

Norge fik tilbudet om at modtage Nike og Honest John raketter i februar 1957. Det amerikanske "Country Team" for Norge havde inden da talt for, at man ikke skulle informere europæerne samlet i Paris om hvem, der var tiltænkt hvad, men at man skulle lade de forskellige Country Teams rundt i Europa forhandle: "leaving to country team maximum discretion to play cards locally in best overall us interest". Washington tog forslaget til efterretning og lod de lokale MAAG (Military Assistance Advisory Group) give tilbud, før tilbudene skulle gives samlet i NATO-rådet. Da Norge fik tilbudet af den lokale MAAG bad den norske viceforsvarsminister amerikanerne om at holde tilbudet hemmeligt. Begrundelsen var, at man ville give det norske militær mulighed for uforstyrret at analysere, hvorvidt man ville modtage våbnene, og i fald man accepterede, ville den norske regering selv servere nyheden i Stortinget, da begge raketvåbnene i følge forsvarsministeren betød et reelt politisk problem på grund af deres mulighed for atombestykning. Få dage efter understregede State Department, at de konkrete tilbud skulle lægges frem i NATO-rådet, da offentlighed omkring våbenhjælpen hidtil havde givet bedre resultater med hensyn til befolkningernes accept end lukkethed afbrudt af sensationelle afsløringer (til trods for, at amerikanerne understregede, at europæerne ikke måtte offentliggøre den information, der skulle gives på mødet). Ydermere ville man opnå den ønskede afskrækkelseseffekt overfor Sovjetunionen, når man offenliggjorde, at NATO’s atomstyrker blev forøget.

På NATO-rådsmødet den 6. marts 1957 meddelte den amerikanske repræsentant hvilke NATO-lande, der kandiderede til at modtage hvilke og hvor mange af de nye våben. Her blev det klart, at både Norge og Danmark var sat til at modtage hver en Nike og en Honest John bataljon. Den danske repræsentant kunne i et hemmeligt hastetelegram melde tilbage til udenrigsministeriet, at træningsmuligheder ville blive tilvejebragt, og at et træningsprogram, der ikke forudsatte anvendelse af nukleare komponenter, ville blive udarbejdet. Pressekommuniqueet fra mødet omtalte ikke hvilke lande, der havde fået tilbudet, så offentligheden kendte det altså stadig ikke. Forsvarsminister Poul Hansen (S) fortalte på et ministermøde den 16/3-57, at den amerikanske våbenhjælpsgruppe i Danmark (MAAG) havde henvendt sig til regeringen om visse nye våbentyper, som var til disposition med og uden atomlandning; "forsvarsministeren havde måttet acceptere på stedet, da ellers andre lande ville få tilbudet først". Forsvarsministeren har altså været presset af amerikanerne, der sikkert også har mindet ham om det lave danske forsvarsbudget. Derfor er det påfaldende, at han ikke havde mere travlt med at informere regeringen. Det amerikanske tilbud fra MAAG må være kommet før den generelle information til alle NATO-landene blev givet på NATO-rådsmødet den 6. marts, hvis man henholder sig til den amerikanske beslutning om at lade de lokalt stationerede amerikanere komme med tilbudet. Poul Hansen har altså i mindst 10 dage holdt tilbage for regeringen, at han var blevet presset til at modtage raketter af amerikanerne. Der eksisterer kun ministermødereferatet som kilde til, at Poul Hansen blev presset af amerikanerne, og selv om Poul Villaume lægger stor vægt på netop denne tolkning, mener jeg, man også kan overveje om Poul Hansens udtalelse var bluf, som skulle bringe beslutningen hurtigt igennem regeringen.

Det vigtigste for amerikanerne har i første omgang været at få de europæiske NATO-lande til at sige ja til raketterne uden atombestykning. Amerikanerne skulle i deres bilaterale forhandlinger med europæerne om raketterne, på ordre fra Udenrigsminister Dulles, koncentrere sig om at få europæerne til at lægge flere ressourcer i deres forsvar, så den amerikanske gave ikke fik europæerne til at sænke deres forsvarsbudget. Amerikanerne må have været tilfredse med resultatet af forhandlingerne med danskerne, da de inden forhandlingerne frygtede for europæisk modstand mod Nike-raketterne.

En af de omstændigheder der kan have lagt pres på Forsvarsministeren, kan have været det kommende 2-dages besøg af den amerikanske chef for NATO-styrkerne i Europa (SACEUR), General Norstad, der ankom til København allerede den 13. marts. Under hans besøg kom det frem i pressen, at Danmark skulle modtage raketvåben. I Politiken hed det sig dog, at man fra dansk side "endnu ikke havde taget stilling til tilbudet, idet en række forudsætninger først må opfyldes", herunder uddannelse og finansiering. Politikens artikel førte naturligvis til spørgsmål fra pressen til General Norstad, der forsigtigt svarede, at NATO-hovedkvarteret ønskede at tilbyde alle enheder under NATO de mest moderne våben, og at det også gjaldt Danmark, men at hvert enkelt lands forsvar måtte tage stilling. På samme pressekonference kunne Poul Hansen kun sige, at spørgsmålet var blevet diskuteret med SACEUR, og at forhandlingerne med amerikanerne skred frem. State Department havde via MAAG givet europæerne besked på ikke at sige mere til offentligheden. Få dage efter refererede Forsvarsministeren på et politisk møde den 18. marts igen til de igangværende forhandlinger med amerikanerne. Han udtalte, at det var hans synspunkt, at Danmark skulle acceptere modtagelse af de moderne våben med mulighed for atombestykning, og han lagde vægt på, at beslutningen ikke ville blive truffet af regeringen, men fælles af alle politiske partier. Dette var mildest talt en tilsnigelse, når han på egen hånd allerede traf beslutningen nogle dage før og først for nylig havde informeret regeringen.

Trods den amerikanske modstand mod offentliggørelse af det konkrete tilbud til Danmark slap det allerede ud den 24. marts. Politiken kunne afsløre hvilke og hvor mange våben, Danmark var blevet tilbudt, og samtidig afslørede man, at regeringen i princippet allerede havde accepteret tilbudet. Mærkeligt nok gav denne afsløring ikke nogen dønninger i pressen, selv om den var i direkte modstrid med Poul Hansens udsagn til pressen seks dage forinden. Til gengæld var amerikanerne rystede over, at danskerne og flere andre europæere havde ladet det nøjagtige tilbud sive ud til medierne, selvom amerikanerne havde understreget, at informationerne var hemmelige. Amerikanerne kunne godt se, at det var problematisk at opnå fuld parlamenterisk opbakning for modtagelse af raketterne, hvis modtagerlandene ikke måtte offentliggøre tilbudet, men beskeden til de pågældende lande var stadig skarp: "we are very disturbed by release of US classified information without our consent."

Amerikanerne var imidlertid ikke de eneste, der var "very disturbed" over offentliggørelsen af USA’s tilbud til Danmark om at modtage en Nike bataljon og en Honest John bataljon. Sovjetunionen fulgte forløbet tæt, og den danske principielle accept af det amerikanske tilbud førte til det hårdeste diplomatiske pres Sovjetunionen overhovedet udsatte Danmark for under den kolde krig.

Hansen blev mindet om, at den danske regering så sent som i 1952 havde erklæret over for Sovjet, at den aldrig ville tillade, at dansk territorium blev benyttet til angreb på nogen anden stat, men at: "I realiteten er en umådelig del af det danske territorium – Grønland – allerede forlængst omdannet til militærbase for de forenede stater og befinder sig faktisk uden for Danmarks kontrol". I følge brevet ville situationen blive yderligere tilspidset, hvis planerne om anbringelse af specielle amerikanske enheder forsynet med atomvåben blev realiserede:

Så klare miltære trusler havde Danmark næppe modtaget siden Kejser Wilhelms glansperiode, og denne gang var det oven i købet trusler om anvendelse af brintvåben – og endda flere af dem. Bulganins brev blev ledsaget af en række truende kommentarer i den sovjetiske presse, hvor også andre NATO-lande blev truet med atomødelæggelse. Norge modtog et par dage før Danmark et lignende brev fra Bulganin, der dog ikke var lige så skarpt. Alt i alt kunne det ikke undre, hvis så direkte sovjetiske trusler fik den danske regering og H.C Hansen til at ryste på hånden. Det blev imidlertid ikke tilfældet.

De danske aviser havde varmet op med kommentarer til Bulganins brev til Norge, og da brevet til Danmark kom, reagerede de næsten alle hurtigt og entydigt. Der var bred enighed i medierne om at afvise de sovjetiske påstande og forslag. Eneste undtagelser var som forventet Land og Folk og så Jydske Vestkysten, der fra alle sider blev kritiseret for at gå ind på de præmisser, Bulganins brev gav. Regeringen tog sagen lige så roligt som aviserne, og der var enighed mellem regering og aviser om, at brevet havde den stik modsatte virkning, nemlig at Danmark blev bundet tættere til NATO. H.C. Hansen fortalte den amerikanske ambassadør, at han mente, brevet mest var et sovjetisk forsøg på at genoprette forbindelse med Danmark efter Ungarnskrisen. Han karakteriserede den sovjetiske attitude som "nonsens" og hele manøvren som tåbelig. Ambassaden erfarede endvidere, at det danske kommunistparti ligeledes mente, at brevet var en fejltagelse, som kunne skade partiet ved det kommende valg, og at russerne måske selv havde fortrudt, da den russiske presse kort tid efter var fyldt med venlige ord om russisk-skandinaviske relationer.

Den 5. april vendte H.C. Hansen tilbage fra et møde i Norge og meldte til amerikanerne, at der var stor harmoni mellem det kommende danske og norske svar til Sovjet. Han ville tale med de danske partiledere inden den 12. april og havde et svarudkast færdig en uge senere.

Ambassadens kommentar til hele miseren var, at brevet var et udtryk for dårlig sovjetisk timing. Ambassaden vurderede, at brevet måske havde haft en større effekt, hvis Norge ikke havde fået et brev før danskerne, men nu havde det blot "stiffened the danish back", og ville ikke indvirke negativt på Danmarks indstilling til at modtage Nike raketterne. Dem skulle MAAG give H.C. Hansen og forsvarsudvalget en briefing om den 10. april.

Selv om det endnu ikke var formelt annonceret, blev offentligheden både via officielle og uofficielle udtalelser givet det indtryk, at det amerikanske tilbud om levering af Nike og Honest John raketter var blevet accepteret af Danmark. F.eks. annoncerede den dansksprogede version af radio Moskva den 13. april den officielle danske accept af modtagelse af fjernstyrede raketter. Officielt var man dog ikke kommet videre, men direktøren for udenrigsministeriet havde over for den amerikanske ambassadør bekræftet den danske princip-accept, som forsvarsministeren havde givet i marts. Direktøren havde i den forbindelse pointeret, at man ikke ville have accepteret et tilbud om Matador raketter grundet disses lange rækkevidde.

Det betød meget for amerikanerne, at Danmark og Norge ville give NATO-rådet mulighed for at kommentere svarudkastet til til Bulganin. Det afviste nordmændene imidlertid og sendte deres svar til Bulganin den 13. april uden at konsultere NATO og amerikanerne. Svaret blev af den danske presse set som en fin model for det danske svar til Bulganin, selvom Information påpegede, at da Bulganins brev til Hansen havde været skarpere end det til Gerhardsen i Norge, burde det danske svar være tilsvarende skarpere end det norske. Amerikanerne måtte flere gange henstille til danskerne, at de gerne så, at et udkast blev sendt til NATO-rådet. Dette skete den 24. april, to dage inden udkastet skulle til endelig godkendelse i Udenrigspolitisk Nævn. Hverken NATO-rådet eller amerikanerne ser ud til at have haft rettelser til svarbrevet. Den amerikanske ambassades kommentar til udkastet i deres ugerapport til State department var, at det var skrevet: "(...) in polite terms but defenitely firm on main issues, with well reasoned and excellently worded refutations of Bulganin’s charges and good defence of NATO"." Udenrigspolitisk Nævn foreslog heller ikke de store ændringer til brevet. Udenrigsministeriet sendte nævnets rettelser til den amerikanske ambassade den 29. april, samme dag som Bulganin modtog brevet. Det blev offentliggjort i morgenaviserne den 1. maj. H.C. Hansen gjorde under en reception en amerikansk diplomat opmærksom på, at han var glad for, at Washington havde syntes godt om det danske udkast til svarbrev til Bulganin, og han lod ligeledes diplomaten forstå, at der var stor enighed i Udenrigspolitisk Nævn, og at selv de radikale bakkede op om svarbrevet.

Hovedpointen i H.C. Hansens brev til Bulganin var, at: "(...) Sovjetregeringens advarsel savner ethvert grundlag i de faktiske omstændigheder i forbindelse med NATO’s oprettelse, virke og målsætning og i forbindelse med Danmarks medlemsskab af denne organisation."

Brevet er håndfast sine steder, hvor der tales om sovjetiske misforståelser og manglende forbindelse til virkeligheden. På den anden side set kunne det godt have været endnu skarpere. F.eks. omtaler det slet ikke den konkrete sag om Nike raketterne og spørgsmålet om atomvåben på dansk område. Særlig vagt var brevet med hensyn til svar på påstandene om manglende dansk kontrol over Grønland. Hansens eneste kommentar, til hvad der må opfattes som en krænkende påstand, er en henvisning til, at forsvarsoverenskomsten af 1951 mellem Danmark og USA om forsvaret af Grønland var offentliggjort og dermed burde være kendt af Sovjet. Her har russerne nok været for tæt på sandheden til, at man ville svare igen.

Underliggende er det dog en pointe, at hvor Bulganins brev gentagne gange talte om freden som det højeste mål, gentager Hansen, at det højeste mål i Danmark er at bevare fred og frihed, og at man har valgt NATO-vejen for at sikre begge dele. Spørgsmålet er så, hvor meget man turde sætte freden på spil for at sikre friheden.

Danmark accepterede altså i marts 1957 leverancen af både Nike-Hercules og Honest John, der begge var kortrækkende og både kunne bestykkes med konventionelle og atomare sprængladninger. Spørgsmålet om atombevæbningen var imidlertid endnu ikke stillet fra amerikansk side, og man havde fra dansk side knap taget stilling. Stats- og Udenrigsminister H. C. Hansen sagde 21. april 1957 til Politiken:

Ligesom i den senere orientering i Folketinget om det amerikanske rakettilbud lægger Hansen vægt på, at raketterne på ingen måde kan forstås som angrebsvåben. Nike raketternes angrebspotentiale blev aldrig diskuteret offentligt i Danmark.

Hansens "personlige overbevisning" kom, under valgkampen op til valget 14. maj 1957, frem i flere sammenhænge. I en fjernsynsudsendelse 8. maj 1957 erklærede han: "Får vi tilbudt atomvåben, er det min personlige opfattelse, at svaret bliver nej tak.", og Socialdemokratiets valgplakater sagde: "(...) H.C. siger: NEJ til atomvåben i Danmark (...)".

Valget førte til regeringsforhandlinger mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet. Under det første af disse møder tog H.C. Hansen et betydeligt forbehold for afvisningen af atomvåben på dansk jord i et svar til Bertel Dahlgaard (R) på et spørgsmål om atomvåben. Hansen svarede ifølge Jens Otto Krags (S) personlige referat, "at han i valgkampen havde udtalt, at Danmark ikke skulle udstyres med atomvåben, og det var hans opfattelse, at vi i fredstid og uden for særlig kritiske situationer, der ikke lod sig forudse, er bedre beskyttet ved ikke at have atomvåben, end ved at have sådanne."

Læst mellem linjerne siger Hansen, at Danmark er bedre beskyttet i krigstid og i særlig kritiske situationer ved at være udstyret med atomvåben. Her er kimen til et af dette kapitels omdrejningspunkter; nemlig at det klare danske atomforbehold kun stod til troende i fredstid. Her var afvisningen klar og ofte gentaget. Når talen derimod faldt på krigs- og krisetid, gik man anderledes stille med dørene, men der blev klart markeret en forskel i stillingtagen. Denne markering ses af H. C. Hansens redegørelse i Folketinget den 29. maj 1957, for hvad den nye regering, bestående af Socialdemokratiet, De radikale og Retsforbundet, ville føre af politik på området:

Disse "foreliggende forudsætninger" blev aldrig nærmere specificeret på trods af, at netop denne formulering kom til at blive central i den danske atomvåbenpolitik. Hensigten med en sådan gummiparagraf i den danske stillingtagen var uden tvivl at sende signaler både til allierede og til "fjenden" om, at muligheden for at atombevæbne det danske forsvar allerede forelå i fredstid, såfremt de foreliggende forudsætninger blev ændret. Denne tolkning støttes af en passage i Jens Otto Krags bidrag til en mindebog om H. C. Hansen, hvor han skriver: "H. C. Hansens og den norske Statsminister Gerhardsens nej til disse våben for deres landes vedkommende var sådan formuleret, at det ikke bandt ind i fremtiden, men kun for den forhåndenværende situation.". Krag var på det tidspunkt udenrigsminister, og alt tyder på, at han på dette tidspunkt delte den da nyligt afdøde H. C. Hansens opfattelse.

På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 18. juni 1957 meddelte Forsvarsminister Poul Hansen, at regeringen nu var indstillet på at give endelig accept over for USA på tilbudet om levering af Nike og Honest John våbnene. Med henblik herpå redegjorde forsvarsministeren dagen efter i Folketinget for det amerikanske rakettilbud og for regeringens stilling. Han nævnte, at regeringen allerede i begyndelsen af året i princippet havde accepteret det amerikanske tilbud, men at accepten blev givet med det forbehold, at endelige undersøgelser, herunder forhandlinger med de politiske partier (undtagen kommunisterne), ville muliggøre en endelig accept. Forsvarsministeren gjorde endvidere opmærksom på, at sagen i forvejen havde været drøftet i Folketingets Forsvarsudvalg, hvor man var tilfredse med tilbudet, og at danske officerer allerede var under uddannelse i håndteringen af våbnene ved amerikanske styrker i Tyskland. I det hele taget er redegørelsen en omfattende retfærdiggørelse af, at regeringen (faktisk forsvarsministeren) for længe siden traf beslutningen uden at spørge nogen, efter den logik, at når alle nu synes, at vi skal have raketterne, gør det ikke noget at vi sagde ja på forhånd. Forsvarsministeren gentog stats- og udenrigsministerens udtalelse om, at der under forhandlingerne ikke var blevet tilbudt Danmark atomammunition og slog fast, at amerikansk lovgivning i øvrigt slet ikke tillod at atomammunition stilledes til rådighed til andre landes styrker. Det havde han ret i, men sagen var den, at flere andre lande havde fået tilbudt atomammunition under dobbeltnøgleprincippet, hvilket så også krævede, at der var stationeret et antal amerikanere i landet. Udtalelsen om den amerikanske lov kan kun have haft til formål at gøre atombevæbning til noget der virkede fjernt og usandsynligt overfor Folketinget. Salgstalen for Nike og Honest John raketterne fortsatte:

Her glemmer forsvarsministeren, ligesom H.C. Hansen i tidligere udtalelser havde gjort, at Nike-Hercules havde en betydelig rækkevidde hvis den blev anvendt som jord-til-jord missil og dermed besad et angrebsmæssigt potentiale. Ydermere kunne man tænke sig, at Nike-Hercules som antiluftskyts ikke udelukkende kunne finde anvendelse mod fjentlige bombemaskiner, men at de også i tilfælde af et angreb mod Warzawapagten kunne fungere som sikring for angribende NATO-bombefly ved at uskadeliggøre de forsvarende jagerfly, der ville blive sendt mod de angribende bombefly.

Forsvarsministeren sluttede sin orientering med at sige, at regeringen anbefalede at acceptere det amerikanske tilbud nu Hvis tilbudet skulle udgå af våbenhjælpsplanen for 1957, kunne det være vanskeligt at få Danmark at presse raketterne ind i næste års våbenhjælpsplan.

Alt i alt masser af årsager til at sige ja og ingen til at sige nej tak. Det havde oppositionen dog heller ikke mulighed for, for redegørelsen lå uden for dagsordenen, dvs. uden mulighed for efterfølgende debat i salen. Sagen kom altså ikke til afstemning i Tinget, eftersom der ikke var tale om nogen selvstændig lov men derimod om en i princippet almindelig bilateral våbenhjælpsaftale mellem den danske og den amerikanske regering. Der fremkom dog ingen synlig kritik fra oppositionspartierne eller pressen af den måde, regeringen havde håndteret sagen på. Rapporteringen til Udenrigspolitisk Nævn og til Folketinget var den offentlige refleksion af de forhandlinger, regeringen havde ført med alle partier, bortset fra kommunisterne om rakettilbudet. Resultatet var, at forsvarsministeriet officielt meddelte den amerikanske ambassede, at Danmark ville modtage raketterne.

Det danske atomvåbenforbehold blev for første gang udtalt offentligt overfor USA og NATO-partnerne under NATO-rådsmødet i december 1957. USA havde, formentlig grundet den sovjetiske succes med verdens første interkontinentale missil samt Sputnikopsendelsen kort forinden, løftet mødet til regeringschefniveau. Sikkert af samme årsag tilbød USA på mødet NATO-medlemmerne lagre af atomammunition, som straks skulle være til rådighed for alliancens forsvar i nødstilfælde, samt mellemdistanceraketter til rådighed for den øverstkommanderende i Europa.

I november var det kommet frem, at mødet skulle handle om forsyning af atomvåben til NATO-landene. Det fik avisen Information til at spørge H.C. Hansen, om Danmark havde skiftet holdning i sagen. Det afviste Hansen, og dette rapporterede den amerikanske ambassadør Val Peterson med det samme til Washington. Nogle dage senere skrev Peterson igen til Washington:

Peterson fortsatte, at når nu andre NATO-lande fik atomvåben, ville det indvirke positivt på den danske indstilling, men at alt hvad USA på nuværende tidspunkt kunne gøre var at fortsætte den danske befolknings "uddannelse". Det er påfaldende, at den amerikanske ambassadør på dette tidspunkt er i tvivl om, hvorvidt Danmark skal tilbydes atomvåben i forbindelse med NATO-rådsmødet, og interessant at han frygter det nok til, at han uden anden anledning fortæller Washington, at han mener, det vil have en negativ virkning. At de langsomtfattende danskere skulle ændre holdning, i takt med at andre NATO-lande modtog atomvåben, er ikke, selv set med datidens briller, nogen overbevisende analyse, da man i den lignende sag om stationering af allierede flystyrker i Danmark i fredstid ikke havde rokket sig i takt med stationeringen andre steder i Europa.

Sovjetunionen viste stor interesse for det kommende NATO-rådsmøde og for muligheden for, at Danmark skulle blive tilbudt og ville acceptere atomvåben. Den 4. november havde Udenrigsminister Gromyko et stop-over i København grundet dårligt flyvevejr. Det benyttede han til at mødes med H.C. Hansen. Udenrigsministeriet informerede i fortrolighed den amerikanske ambassade om, at H.C. Hansen mente mødet havde været højest utilfredsstillende, og at Gromyko havde været ufleksibel, usmilende, kompromisløs, stiv og hård. Gromyko havde bragt samtalen ind på atomudviklingen, hvor han skarpt kritiserede Hansens svarbrev til Bulganin. I Hansens referat af samtalen hedder det videre:

Udenrigsministeriet mente, at den russiske attitude var et eksempel på at russerne svælgede i den nye magt og prestige, de følte at have opnået som følge af opsendelsen af Sputnik, og at dette gjorde dem arrogante særlig over for små lande. Umiddelbart inden NATO-rådsmødet modtog H.C. Hansen endnu et brev fra Sovjetunionens ministerpræsident Bulganin. Brevet lignede det fra foråret til forveksling, udover at en plan om atomvåbenfri zoner blev lanceret. Med ganske utilsløret hentydning til den danske regerings valgsituation op til NATO-rådsmødet hed det:

Der blev altså inden mødet lagt pres på den danske regering fra flere sider. Det må have været betryggende, at Danmark ikke sad alene med de svære overvejelser. Norge var i en tilsvarende situation. På NATO-rådsmødet afviste Norges Statsminister Gerhardsen, at Norge ville oplagre atomvåben og modtage mellemdistanceraketter, hvorefter H.C. Hansen holdt sin tale, der støttede nordmændene, men som var formuleret knap så skarpt:

Med den forbeholdne afvisning af atomvåben i Danmark gjorde man sig ikke alt for negativt bemærket i alliancen, der fik signal om, at man stadig kunne regne med Danmark, når det gjaldt. Samtidig kunne man berolige russerne med, at der ingen planer var om at indføre atomvåben på dansk område. Dermed kunne Danmark opfylde sine egne idealer om både at være fuldgyldigt medlem af NATO-alliancen og samtidig brobygger mellem Øst og Vest ved hjælp af en afspændingspolitik.

Sovjet gjorde opmærksom på sin tilfredshed med Danmarks beslutning i Bulganins tredje brev til H.C. Hansen, som blev afsendt kort efter NATO-rådsmødet. Man følte det dog stadig nødvendigt at dryppe lidt malurt i bægeret, da man kom ind på problemerne ved at modtage raketterne uden atomsprænghoveder:

Russerne var selvfølgelig fuldt bevidste om muligheden for, at Danmark ville få leveret kernevåben fra sine NATO-partnere i en given situation. Derfor ophørte man ikke med at lægge pres på Danmark og resten af de europæiske NATO-lande, og Bulganin fremførte i sit lange brev en hel række argumenter for Norden og Centraleuropa som atomfri zoner.

H.C. Hansen redegjorde for NATO-mødet under en forespørgselsdebat i Folketinget den 21. januar 1958. I motiveringen for at hævde det danske særstandpunkt inden for Alliancen lagde Hansen hovedvægten på den sovjetiske faktor og sagde, at det danske nej måtte ses på baggrund af Danmarks geografiske beliggenhed. Det var en kendsgerning, at NATO-landenes planer om forsvarsforanstaltninger, i det område Danmark hørte til, havde fremkaldt stærke reaktioner fra østlandene. Derfor var det vigtigt, at Danmark undlod foranstaltninger, som selv med urette kunne opfattes som provokation og dermed vanskeliggøre afspænding. Ud over kommunisterne rejste kun den konservative ordfører Ole Bjørn Kraft under denne debat egentlige indvendinger mod regeringens politik. Ikke mod afvisningen af mellemdistanceraketter, men mod afvisningen af atomvåben til Nike og Honest John. Her erklærede han sig "mindre overbevist". Det var svært for ham at se, hvad der begrundede modstanden mod at gøre disse våben "så effektive som muligt", da de aldrig ville kunne anvendes til angreb og derfor ikke truede nogen, der blot holdt sig borte fra dansk område. Derfor var det ikke rimeligt på forhånd at give modparten indrømmelser på dette punkt. Det var første gang en ledende dansk politiker fra Folketingets talerstol havde talt for dansk atombevæbning, men det affødte ikke stor debat hverken i salen eller uden for den konservative presse. I det hele taget kunne de konservative kigge langt efter allierede i denne sag. Kun forsvaret bakkede op.

I flere interne skrivelser i februar og marts 1958, bl.a. til Folketingets Forsvarsudvalg, fremhævede den danske forsvarsledelse betydningen af, at også det danske forsvar, i overensstemmelse med NATO’s seneste planer og styrkemål, blev atomudrustet. Nike og Honest John blev i denne forbindelse særligt omtalt, da man mente, at deres virkning uden atombestykning ikke ville stå i et rimeligt forhold til deres etablerings- og driftsudgifter. Samtidig indledte den konservative presse noget, der kunne minde om en kampagne for ændring af den danske atomvåbenpolitik. I lederartikler og kronikker blev regeringens nej-politik kritiseret for ikke blot at være dobbeltmoralsk (ja til våbnene i andre europæiske lande, men nej til dem i Danmark), men også farlig, fordi den gav en falsk sikkerhedsfølelse (politikken gav ingen garanti for, at atomvåben ikke ville blive brugt mod Danmark), og fordi den betød en svækkelse af de vestlige forhandlingsmuligheder (forhåndsafskrivelse af atomvåben var noget man burde forhandle med Sovjetunionen om). Ydermere kunne nej-politikken give NATO-partnerne indtryk af, at Danmark havde neutralistiske tendenser.

Den konservative kampagne førte måske ikke til de store ændringer i regeringens politik, men den satte sig alvorlige spor i udenrigsministeriet. Her førte den til udarbejdelsen af et notat, der drejede sig om muligheden for, at Danmark kunne ændre sin atompolitik. Notatskriveren refererede først den danske atompolitik, derefter de konservatives kritik og forsvarets holdning:

Forfatteren kom derefter ind på, at meningen med notatet ikke var at anbefale en dansk kursændring men at forsøge at undgå, at de danske handlingsmuligheder indsnævredes. I denne sammenhæng så forfatteren Norge som et forbillede, da man her utvetydigt havde udtalt, at nye forudsætninger ville betyde en tilsvarende ny atompolitik. Forfatteren anbefalede, at man ved det kommende NATO-rådsmøde fremsatte en udtalelse af denne karakter.

Det nærmer sig vrøvl når embedsmanden siger, at notatet ikke taler for en ændring af dansk politik men kun om bevarelse af manøvrefrihed. Hvis han mente, den nuværende politik var i orden, ville han nok ikke have besværet sig med at skrive notatet. Han er på den anden side blot en almindelig fuldmægtig, uden nogen særlig magt. Så er det mere interessant at hæfte sig ved de kommentarer, hans overordnede har skrevet i margenen på notatet:

Serup var på det tidspunkt kontorchef for udenrigsministeriets NATO-kontor, så hans vurdering, af at det ville blive nødvendigt at ændre kurs i atomspørgsmålet, har haft vægt internt i systemet. Serup var altså notatskriverens overordnede, men Serups egen overordnede kommenterede også notatet:

S-N står for Schramm-Nielsen, der var viceafdelingschef for udenrigsministeriets politisk/juridiske afdeling. Her har vi fat i en rigtig sværvægter, der i spørgsmål som dette kun havde direktøren for udenrigsministeriet Nils Svenningsen som sin overordnede på det bureaukratiske niveau. Schramm-Nielsens kommentar, sammenholdt med Serups og med notatskriverens, giver indtryk af, at udenrigsministeriet var imødekommende overfor atombevæbning af det danske forsvar, og at det blot drejede sig om det rigtige tidspunkt, før man gik i denne retning.

Den konservative aviskampagne ebbede ud i løbet af sommeren 1958, hvor den mest bemærkelsesværdige artikel var den konservative ordfører Poul Møllers kronik i Dagens Nyheder 18. august 1958. Han skrev at Danmark ikke af politiske grunde burde afskære sig fra at:

Møllers position er interessant. Ikke fordi han lader til at mene noget nyt i forhold til, hvad partifællen Kraft udtalte tidligere i Folketinget men på grund af måden, han skriver det på. Der er ikke meget apokalyptisk rædsel for voldsom undergang og atomvinter i Møllers eufemistiske ord om atomvåben, der for ham blot lader til at adskille sig fra andre forsvarsvåben ved at være mere "moderne" og "effektive". Der spores en tro på den såkaldte begrænsede atomkrig, hvor begge parter holder sig til sine taktiske atomvåben og afstår fra at bruge de store strategiske våben - en tankegang man kan fremskrive til en tro på, at en atomkrig kan udkæmpes og vindes (eller tabes). Denne tankegang var på dette tidspunkt stadig udbredt i NATO-alliancen, men var allerede på retur i Danmark.

Forsvaret måtte affinde sig med, at atombevæbning ikke var på dagsordenen, da forsvarsministeren ved et mundtligt direktiv til forsvarschefen i sommeren 1958 pålagde denne at udarbejde et rent nationalt grundlag for indretning af forsvaret. Dette betød at Danmark logisk set skulle fjerne sig fra alliancens strategi. Man skulle ikke længere arbejde hen mod at stå atombevæbnet i højt beredskab, som en integreret del af atomafskrækkelsen. Målet var fra nu af at yde en så væsentlig modstand, at alliancen alarmeredes og aktiveredes.

Offentligt holdt de NATO-allierede forsat en lav profil over for Danmark i spørgsmålet om atombevæbning. USA’s vice-Forsvarsminister Donald Quarles udtalte f.eks. i januar 1959 i København, at USA planlagde at tilbyde Danmark mellemdistanceraketter, men at Danmark selv måtte træffe afgørelsen. Bag lukkede døre var tonen dog anderledes rå.

Under et møde i udenrigsministeriet senere under samme besøg, gik Quarles og ambassadør Peterson hårdt til Danmarks Udenrigsminister Jens Otto Krag og Forsvarsminister Poul Hansen. Val Peterson ønskede ifølge udenrigsministeriets referat at understrege: "at det var en dårlig pengeanbringelse for USA at yde bidrag til Danmarks anskaffelse af raketvåben, når Danmark ikke ønskede at anskaffe den atomammunition, som var en betingelse for, at de kunne gøre nytte" Hertil svarede Krag tankevækkende, at han ikke kunne udtale sig på regeringens vegne om dette spørgsmål. Der er ellers eksempler nok i sagerne om Nike-Hercules i Danmark og Grønland, hvor ministre har udtalt sig og handlet på regeringens vegne. Krag kom herefter ind på, at Danmark var opmærksom på USA’s synspunkt, men at der ikke for øjeblikket var politiske muligheder for at ændre Danmarks politik. Krag ville dog ikke udelukke, at man senere nåede til et andet resultat. Efter at Quarles havde tilsluttet sig Petersons bemærkning om atombevæbning af raketvåbnene til Danmark, fremhævede Forsvarsminister Hansen ifølge referatet: "at det formentlig for alle parter ville være en fordel, om Danmark fik våben, som i givet fald kunne transportere atomladninger. Det var hans personlige opfattelse, at ganske vist var der ikke i dag mulighed for at ændre regeringens stillingtagen, men han følte, at der var ved at gro en anden forståelse op i befolkningen".

Poul Hansens udtalelse kan ses som en indikator for, at Socialdemokratiet bevægede sig i retning af atombevæbning. Men der er nok snarere tale om et forsøg på at narre fjenden, som i denne sammenhæng er USA. Det danske atomforbehold blev på dette tidspunkt bakket op af socialdemokratiet, og kun konservative kredse og forsvaret talte for atomvåben til Danmark. Amerikanerne lod sig dog ikke narre. Petersons svar på Hansens bemærkning var:

Det tog Forsvarsminister Hansen til efterretning, og få dage efter skrev han, som amerikanerne ønskede, til SACEUR: "(...) Under the present circumstances a change in the general attitude is not very likely, but that does not mean that we should not take all steps necessary in order to facilitate the introduction of such weapons if circumstances change". Væk var spådommen om ‘en anden forståelse’ hos befolkningen. Stadig er det bemærkelsesværdigt, at forsvarsministeren er ‘sympathetic’ og med på at forberede alt på atombevæbning i tilfælde af, at opinionen vender. Her var hansen illoyal overfor regeringens og det socialdemokratiske forbehold.

Det er værd at bemærke, at ambassadør Peterson, der på mødet presser danskerne i atomspørgsmålet, er den samme, som op til NATO-rådsmødet i 1957 kraftigt frarådede at tilbyde Danmark atomvåben, da det ville kunne give bagslag. Forskellen ligger selvfølgelig i, at presset på mødet i 1959 var uofficielt og ikke påvirkede den danske opinion men kun ledende politikere og embedsmænd.

I løbet af 1959 forstærkedes debatten om atombevæbning af de taktiske våben i Danmark. I forbindelse med udarbejdelse af den ny forsvarsordning blev de forskellige spørgsmål, som knyttede sig til stationering af atomvåben i Danmark, nøje overvejet af regering og Folketing. Venstre stod nu sammen med de konservative og talte for atombevæbning, mens de radikale var stærkt imod. Da det under forhandlingerne så ud til, at atombestykningen af Honest John og Nike raketterne ikke ville blive til noget, slog forsvarschefen i et brev den 22. april 1959 til forsvarsministeriet kraftigt til lyd for placering af atomvåben i Danmark. Brevet var et svar på et spørgsmål fra forsvarsudvalget, bl.a. om raketbataljonernes effektivitet med og uden atomvåben. Om jord-til-jord raketten Honest John slog forsvarschefen fast:

Det er klassisk militær logik, at når spredningen er stor (træfsikkerheden er lille), kan man kompensere med øget sprængkraft. I betragtning af Honest Johns rækkevidde på ca. 25 km, er det tankevækkende, at man i atomvåbensammenhæng kunne bruge denne klassiske logik. Selvom den store spredning var argumentet for at atombevæbne mente man, at Honest John med atomvåben kunne:

Om Nike Hercules skriver forsvarschefen, at atombevæbning betyder, at hele formationer af fly kan ødelægges med een raket, hvor man ellers må bruge en raket til hvert fly:

Forsvarschefen blev bakket op af Informations redaktør Erik Seidenfaden, der lige som højrefløjen støttede regeringens afvisning af mellemdistanceraketter og som gav et bud på, hvad regeringens politik over for de kortrækkende raketter i virkeligheden dækkede over:

Der var også mindre velargumenterede indlæg for atombevæbning af raketterne. Blandt andet skrev Dagens Nyheder, at der kun var tale om små atomladninger, som man slet ikke kunne sammenligne med "rene atombomber". På trods af de dårlige argumenter var regeringen ikke upåvirket af presset fra USA og den danske højrefløj. Mens de radikale var overbeviste modstandere af atombevæbning, var det langt større socialdemokrati splittet. Delingen gik mellem partiets top, som var pragmatiske modstandere af atomvåben og stod for forbeholdets foreløbige karakter, og partikroppen, der var anderledes uforsonlige modstandere. Spliden gjorde, at atomforbeholdet stadig var til debat og betød at udenrigsministeriet undersøgte hvad en stationering ville indebære. Ikke mindst synligheden af det amerikanske tekniske personel blev opfattet som et problem. Derfor forhørte udenrigsministeriet sig uformelt hos souschefen for MAAG i Bonn, der med forbehold svarede, at det ville dreje sig om stationering af 100-150 amerikanere i tilfælde af atombevæbning af Nike-Hercules. På forespørgsel om hvorvidt amerikanerne kunne være i civil, svarede souschefen, at der næppe ville være noget til hinder herfor.

Hvad vej vinden blæste i udenrigsministeriet, tydeliggøres af et taleudkast fra maj 1959 til Udenrigsminister Krags grundlovstale. Efter først at have have slået fast, at atombevæbning af Nike-Hercules raketterne var noget ganske andet end atombevæbnede mellemdistanceraketter, skulle Krag have bevæget sig ind på en argumentation for, at Nike-Hercules og Honest John, selv med atombestykning, kunne kategoriseres som et konventionelt våben, da man burde definere alle defensive våben som konventionelle. Talen er næppe blevet holdt i den form, for den vakte ikke opmærksomhed i pressen.

Hvad der gjorde, at regeringen og Socialdemokratiet strammede deres forbehold op i løbet af efteråret 1959 er svært at sige. Måske har det haft betydning, at Statsminister H.C. Hansen under en samtale med den sovjetiske ambassadør fik at vide, at Sovjet ville se sig nødsaget til at træffe modforanstaltninger, hvis Danmark atombevæbnede sine raketter, modforanstaltninger som ambassadøren mente ville skade danske sikkerhedsinteresser. På den anden side havde russerne jo raslet med sablerne så mange gange før, så de radikales indædte modstand har måske i virkeligheden virket tungere på vægtskålen hos socialdemokraterne. I hvert fald meddelte H.C. Hansen på et ministermøde den 29. september 1959, samme ministermøde hvor han redegjorde for samtalen med den sovjetiske ambassadør, at han til Socialdemokratiets hovedbestyrelsesmøde få dage senere ville indstille, at de klart afviste tanken om atombevæbning i Danmark. Statsministeren konklusion på den efterfølgende diskussion på ministermødet var, at intet enkelt medlem i regeringen eller i noget regeringsparti havde ændret synspunkt vedrørende vanskeligheden af på nuværende tidspunkt at acceptere atomvåben i Danmark. Herefter resignerede højrefløjen, og regeringen kunne følge sin lidt klarere linje på NATO-rådsmødet i december 1959. På trods af at USA på dette møde stærkt pointerede nødvendigheden af at nuklearisere de taktiske styrker i Europa, imødeså amerikanerne på forhånd Danmarks og Norges modstand. Den amerikanske NATO-ambassadør advarede i den sammenhæng den amerikanske udenrigsminister mod at presse Danmark og Norge ind i samme hjørne som Frankrig, der på det tidspunkt var imod et fælles atomforsvar i det hele taget.

Forsvarsforliget, uden atomvåben, kom i hus i februar 1960. I udvalgsbetænkningen, der indeholdt forliget, tog Venstre og Konservative med beklagelse til efterretning, at regeringen og regeringspartierne fastholdt deres standpunkt om nej til atomvåben under de daværende forudsætninger, men højrefløjen forbeholdt sig ret til senere påny at rejse spørgsmålet. Spørgsmålet blev dog aldrig rejst helhjertet igen.

En foreløbig afslutning på formuleringen af den danske atomvåbenpolitik skete i forbindelse med NATO-rådsmødet i april 1960. På rådsmødet i december 1959 havde SACEURs beklagelser over vanskelighederne ved at opfylde planerne for atombevæbning af NATO’s taktiske styrker fået Norge til kort at skitsere baggrunden for sit atomforbehold. Det fik generalsekretær Spaak til at foreslå, at rådet skulle genoptage denne debat på mødet i april 1960: "på basis af mere fuldstændige og klare redegørelser fra vedkommende lande om de politiske vanskeligheder, som forhindrer modtagelsen af atomvåben på deres territorier." Vedkommende lande var Norge og Danmark, og her forberedte man sig i samråd grundigt på hver sin redegørelse. Den relativt omfattende mødeforberedelse fra dansk side kan afspejle en vis nervøsitet over for NATO-partnernes reaktion på redegørelsen.

Danskerne lagde sig som vanligt i kølvandet på Norge og forholdt sig først umiddelbart til den korte norske redegørelse fra december og til et norsk udkast til redegørelsen i april. Danmark og Norge delte nok sag med hensyn til atomforbeholdet, men udenrigsministeriet frygtede, at Norge ville slække på sit forbehold, og at Danmark dermed ville blive tvunget i samme retning. Ligeledes så landene forskelligt på forbeholdets baggrund. Norge begrundede deres forbehold i hensyn til Finland og Sverige, hvortil kontorchef Serup skrev i et notat underskrevet af Krag:

Da udenrigsministeriet i et udkast til den danske redegørelse brugte den danske frygt for Sovjet i sin argumentation, greb Krag imidlertid ind og skrev i en håndskrevet påtegning: "Dette er noget vi kun var nødt til at fremføre i en situation, hvor vi bliver presset af Nato - uden at kunne efterkomme presset, det er ikke noget vi frivilligt skal sige i den nuværende situation." Det betød, at hensynet til Sovjet forsvandt helt ud af redegørelsen, der efter Krags retningslinjer mest henviste til indenrigspolitik og opinionen som den begrænsende faktor:"Under de forhandlinger, der gik forud for forsvarslovens vedtagelse, blev spørgsmålet om atombevæbning drøftet indgaaende, men det viste sig, at der ikke var indrepolitisk basis for en ændret holdning under de foreliggende forhold." Det blev dog pointeret, at afvisningen var foreløbig:"Danmarks standpunkt baserer sig paa de nuværende omstændigheder og regeringen er opmærksom paa at forholdene kan ændre sig."

Hverken den danske eller den norske redegørelse skabte særlig røre i NATO-rådet, hvor de blot blev taget til efterretning med den begrundelse, at rådet havde fået en bedre forståelse for de særlige problemer, der gjorde sig gældende i Norden. Hermed kunne de danske og norske særstandpunkter i kernevåbenspørgsmålet siges at være endegyldigt sanktioneret i NATO-kredsen.

Udover det ydre amerikanske og sovjetiske pres på den danske regerings hidtidige atomvåbenpolitik voksede fra 1960 et internt pres fra anti-militaristiske kræfter i og omkring politiske nydannelser som SF og Kampagnen mod Atomvåben. SF stillede fra sin dannelse i 1959 ubehagelige spørgsmål i Folketinget, og Kampagnen mod Atomvåben, der blev stiftet i juli 1960, skabte med sit husstandsomdelte informationsmateriale og iøjnefaldende atommarcher opmærksomhed på atomvåbenspørgsmålet. Initiativet til stiftelsen af Kampagnen mod Atomvåben udgik fra den pacifistiske forening Aldrig mere Krig, som i august 1959 og januar 1960 havde arrangeret demonstrationer mod losningen af Nike og Honest John raketter på Århus Havn. Skibet var dirigeret fra København til Århus og lasten gik under navnet ‘Foderstoffer’ for netop at undgå demonstrationer. Den første atommarch (21-23. oktober 1960) kom til at gå fra Holbæk til København, fordi man herved ville passere Honest John batteriet ved Holbæk og Nike-Hercules batteriet ved Tune. Marchen var en succes, og ifølge arrangørerne deltog 5000 ved dens afslutning. Næste atommarch blev afholdt allerede i påsken 1961. I oplægget udviste arrangørerne selvsikkerhed og overbevisning om deres politiske betydning:"Ingen behøver at tvivle på, at hvis ikke befolkningen i dette land klart havde vist sin modstand, så havde vi idag haft atomladninger på raketbaserne i Holbæk, Tune, Kongelunden og andre steder." 20.000 deltog ifølge arrangørerne til 1961-marchens afslutning under de tre krav:

1. Der må ikke findes kernevåben på dansk område.
1. Befolkningen må have klar besked om mængden og følgerne af radioaktivt nedfald.
1. Danmarks regering må føre en selvstændig udenrigspolitik, der aktivt går ind for forbud mod enhver form for atomvåben og for tilintetgørelse af bestående lagre.

Især Socialdemokratiets medlemmer var påvirkelige for disse strømninger, og partiledelsens taktik over for især Kampagnen mod Atomvåben blev følgelig en blanding af mistænkeliggørelse og omfavnelse. Nettoresultatet blev en mere utvetydig socialdemokratisk formulering af atomvåbenforbeholdet, som dermed også blev vanskeligere at omstøde i fremtiden. Kampagnen mod Atomvåbens indflydelse overvurderes dog efter min mening noget i Klaus Jørgensens og Erik Boels undersøgelser. Boel konkluderer f.eks. at Kampagnen var den "afgørende og udløsende" faktor. Poul Villaume og Nordentoft & Rasmussen lægger mindst lige så meget vægt på den omlægning og tillempning af NATO’s strategi, som fandt sted på det tidspunkt, og som efter alt at dømme mindskede det allierede pres på Danmark for atombevæbning i fredstid. Ligeledes peger de på en hovedtendens til forbedret forhandlingsatmosfære, som Øst/Vest-forholdet omkring det nye årtis begyndelse var kendetegnet af, trods den ulmende Berlinkrise.

Allerede i april 1957 blev de første danske officerer og teknikere sendt på uddannelse i Nike-Hercules våbensystemet på den amerikanske hærs luftforsvarsskole Fort Bliss i El Paso, Texas og på Redstone Arsenal i Huntsville, Alabama. I april 1959 havde 170 danskere gennemført uddannelsen. Den 6. maj 1959 blev materiellet officielt overdraget Danmark og den 28. juli samme år var de fire batterier klar til at rykke ud til de nye stillinger omkring København. Materiellet ankom i løbet af efteråret 1959 og var færdigopstillet i foråret 1960. 1. batteri fik hjemsted i Gunderød i Karlebo kommune i Nordsjælland, 2. batteri blev stationeret på Kongelundsfortet på Amager, 3. batteri hørte til i Sigerslev på Stevns og 4. batteri i Tune ved Roskilde. Personellet til hvert batteri var 7-8 officerer, 50-60 underofficerer og 50-60 værnepligtige. Batterierne blev erklæret operative i maj måned samme år og indsat i luftforsvarsberedskabet sammen med flyvevåbnets jagerenheder. For at opnå et så tæt samarbejde mellem jagere og luftværnsraketter som muligt besluttede forsvaret senere at Nike-Hercules skulle overdrages fra hæren til flyvevåbnet fra den 2. juli 1962. Rattetterne var i en lang periode stridspunkt mellem hæren og luftvåbnet. Nike-Hercules blev udfaset i Danmark i 1983 og erstattet af Hawk raketsystemet.

Ville Danmark så virkelig modtage atomvåben i krigs- eller krisetid? Det vides ikke med sikkerhed, da ingen af disse situationer indtraf, men flere forhold tyder på det. Først og fremmest var det NATO’s strategi, at skjoldstyrkerne skulle være bevæbnede med taktiske våben. Her stødte NATO og Danmark sammen, f.eks. i marts 1958 hvor den fastlagte styrkemålsplan for NATO "Minimum Essential Force Requirements 1958-1963" (MC-70) forudså, at der ville blive behov for mindst to atomvåbendepoter i Danmark. Det præcise indhold af MC-70 var (og er stadig) tophemmeligt, men Poul Villaume overvejer både muligheden for planer om, at atomvåben på dansk jord skulle betjenes af udstationerede amerikanere og, at betjeningen skulle være dansk men under det såkaldte dobbeltnøglesystem, hvor der krævedes amerikansk accept af anvendelse. Danskerne holdt stand, og der blev ikke opstillet atomvåben i Danmark, men det kan meget vel hænge sammen med, at amerikanerne allerede mod slutningen af 1958 ændrede deres politik i forbindelse med lagrene af atomammunition i retning af færre, centrale magasiner. Et af disse lagre blev placeret ved Meyn nær Flensborg, lige syd for den danske grænse. Villaume vurderer, at de danske styrker givetvis ville få adgang til dette depot i krigstilfælde. Da Danmark udover Nike og Honest John raketterne også i perioden 1958-59 modtog tre eskadiller F-100D SUPER SABRE jagerbombere, der kunne nedkaste taktiske atomvåben, og i forvejen var i besiddelse af hærens 203mm. haubitsbatterier, der kunne anvendes til atomgranater, havde Danmark en bred vifte af fremføringsmidler og altså også hurtig adgang til taktiske kernevåben om nødvendigt.

Det blev dog aldrig offentligt præciseret om eller hvorfra de danske styrker skulle få atomvåben i krigstilfælde. Det nærmeste jeg kan komme, er et par bemærkninger i en officiøs rapport fra Sikkerhedspolitisk Studiegruppe under Det Udenrigspolitiske Selskab, der både talte officerer fra hæren, politikere og embedsmænd. Rapporten er skrevet af redaktør Niels Jørgen Haagerup og skal afspejle "de forslag og kommentarer, som er kommet til udtryk under gruppens diskussioner." Formålet med rapporten er at redegøre for de forskellige planer, der dengang eksisterede for at oprette atomvåbenfri zoner i Europa, herunder "vurdere de sandsynlige politiske og militære konsekvenser for Danmark, hvis en eller flere af disse planer føres ud i livet.". I forbindelse med disse overvejelser skriver Haagerup:

Ved at konstatere, at der syd for grænsen findes atomsprængladninger og ved at understrege vigtigheden af den danske besiddelse af fremføringsmidler til atomvåben, siger Haagerup mellem linjerne, at Danmark vil blive forsynet med atomvåben fra tyske depoter, hvis det skulle blive nødvendigt. En atomfri zone i Norden vil afskære Danmark fra denne mulighed. Hvad det ville betyde for Danmarks forsvar kommer Haagerup senere ind på:

Denne analyse af det gunstige i at kunne få tilført atomvåben i krisetid deltes også af det danske forsvar, der i det hele taget pressede på for at få tildelt atomvåben. Allerede i 1955 mente forsvarschefen: "(...) at det ville være muligt med timers varsel at få rådighed over taktiske atomvåben." Det er uklart, hvordan forsvarschefen på det tidspunkt forestillede sig det gennemført, da der hverken var fremføringsmidler i Danmark eller atomdepoter tæt ved grænsen, ligesom der ikke var taget politisk stilling til atomvåben i Danmark. I 1968 ses spørgsmålet berørt i en notits fra udenrigsministeriet om Sovjets opfattelse af militære forhold af interesse for Danmark. Her hedder det:

Kilden siger noget om forsvarets opfattelse af det danske atomforbehold men også noget om, at udenrigsministeriet ikke har kendt til nogen aftale med amerikanerne om levering af atomvåben til Nike-Hercules i krise- eller krigstid. At forsvaret har trænet i anvendelse af atomvåben, skulle være klart, ligesom at der ikke var tale om rigtige men simulerede atomvåben.

Går man ud fra, at forsvarets rent militære vurdering af Nike og Honest John raketternes effektivitet er korrekt og var alment accepteret, kan forsvarets holdning til atomarmering af de i Danmark opstillede raketter i krigstid måske give et fingerpeg om, hvad politikerne havde at forholde sig til i en forhåbentligt aldrig forekommende situation. Det er således svært at forestille sig, at de danske politikere i en krigssituation ville lade deres forsvar kæmpe med våbentyper, der var konventionelt feltartilleri underlegent og som tilmed kostede en formue. Amerikanerne har vel næppe heller kunnet acceptere, at det fine dyre isenkram de - i egen interesse - forærede danskerne i krigstid ville være "underlegent" og "uhensigtsmæssigt". Taget i betragtning, at NATO’s strategi på dette tidspunkt hvilede på taktiske atomvåben, er det svært at forestille sig, at muligheden for at bruge konventionel ammunition i NATO’s "Dual Purpose" våben i krigstid, var en reel militær mulighed, hvis der altså var adgang til atomsprænghoveder. SACEUR (General Norstad) bekræftede offentligt indirekte muligheden for levering fra depoter i Tyskland, da han i en tale for danske officerer sidst i februar 1960 understregede:

Etableringen af NATO’s dansk/tyske enhedskommando i 1961 ændrede ifølge udenrigsministeriet og forsvarsministeriet ikke det danske atomvåbenforbehold. I folketingsgruppen fastslog forsvarsministeren den 29. august 1961, at enhver tale om, at atomvåben ville blive smuglet ind af bagvejen ved oprettelsen af enhedskommandoen, var helt ved siden af. Alligevel er det spørgsmålet, om ikke enhedskommandoen i det mindste undergravede atomvåbenpolitikkens troværdighed, da der gennem den blev skabt en meget direkte forbindelse til, og militærintegration med, det land, hvor koncentrationen af kernevåben var størst i Europa. Reelt betød den kommandomæssige integration (i krigstid) af de danske (konventionelle) og de vesttyske atombevæbnede styrker antageligt, at den danske leder af enhedskommandoen måske ville have styrker udrustet med kernevåben direkte under sig, og at Danmark ville være en mere sandsynlig deltager i en atomkrig med udgangspunkt i Centraleuropa. Når man vedblev at fastholde den erklærede politik, og dermed muligheden for at indføre atomvåben i Danmark i krigs- eller krisetid, var det med enhedskommandoen blevet mere sandsynligt, at man i en krigssituation ville gøre det, f.eks. i en situation, hvor vesttyske tropper var nødt til at trække sig tilbage op gennem Jylland. Generalløjtnant K.G.H. Hillingsø, der har beklædt posten som COMBALTAP (Commander Baltic Approaches) og altså har været chef for enhedskommandoen, har bekræftet gisningerne om atombevæbning af Danmark i krise- eller krigstid. Til Cavlingprismodtageren, journalisten Poul Brink, sagde han:

På NISA’s konference i København 5. marts 1998 kom Hillingsø ydermere ind på enigheden mellem tyske og danske generaler om tysk atomstøtte til Danmark ved den tyske 6. division, som Hillingsø vurderede som måske verdens tungest armerede. Hillingsø gjorde det også klart, at der ikke havde været diskussioner om muligheden for at anvende atomvåben uden om politikerne, ligesom militær og politikere ikke sammen havde drøftet atomvåbenspørgsmålet. Man håbede, at USA, England og en given situation ville overtale politikerne til at give grønt lys.

Hillingsø uddybede overfor mig ved et interview i december 1998 den danske atomvåbenpolitik i praksis. Forsvaret havde ifølge Hillingsø på intet tidspunkt den holdning, at atomvåben kunne erstatte konventionelle styrker. Man søgte at påvirke politikerne til at bevillige tilstrækkelige midler til de konventionelle styrker, men da dette ikke skete, følte man, at taktiske atomvåben ville blive nødvendige, hvis man skulle gøre sig håb om at forsvare Danmark med held. Man forberedte sig altså på i givet fald at kunne anvende disse våben hurtigst muligt, men atomvåben indgik ikke i de operative planer for forsvaret af dansk territorium. Ifølge Hillingsø var det uvist hvor mange atomvåben, der ville kunne stilles til rådighed og hvornår, dette kunne ske, ligesom der var en tro på, at første fase af forsvarskampen ville blive ført med konventionelle midler, således at man kunne nå at indarbejde brugen af taktiske atomvåben i planlægningen. Hvis Danmarks Folketing bad om atomar støtte, og USA’s præsident sagde ja, gik tilladelsen gennem kommandosystemet til Enhedskommandoen. Her var der en særlig atomplanlægningscelle under en amerikansk officer med de nødvendige kommunikationsmidler, så processen kunne forløbe ret hurtigt. Ligeledes for at optimere kommunikationen var chefen for Enhedskommandoen samtidig chef for det danske forsvars operative styrker. Enhedskommandoen stillede derefter atomvåben til rådighed for det danske forsvar i overensstemmelse med tildelingen og den på det pågældende tidspunkt gældende doktrin. Ved en taktisk øvelse på papiret kunne det f.eks. dreje sig om fem atomvåben i størrelsesordenen 1 til 10 kiloton til forsvarskampen på Sjælland. Adspurgt specifikt om Nike-Hercules’ eventuelle atombevæbning bekræftede Hillingsø, at raketten grundet den begrænsede træfsikkerhed ikke ville være særlig værdifuld uden atombevæbning. Omvendt kendte han ikke til at det danske Nike-Hercules personel var blevet uddannet til, at betjene atomvåben. Det kunne ifølge Hillingsø have to årsager: At raketterne i givet fald kunne betjenes af udenlandske (amerikanske) eksperter, og/eller at flyformationer, som var et atombevæbnet Nike-Hercules missils primære mål, hurtigt blev en sjældenhed.

Nike-Hercules gjorde det muligt at ødelægge bombefly i meget stor højde. Til gengæld var det problematisk, at de kun var effektive i højder over 1000 meter. Den korte afstand til østbloklandenes jagerflyvepladser betød, at Nike-Hercules, der var placeret uden dækning over jorden, med stor sandsynlighed ville kunne blive ødelagt af jagerfly fra 500 meters højde uden at komme i kamp. Nike-Hercules kunne måske forsvare København, men ikke sig selv. Problemet var, at systemet var udviklet til at forsvare amerikanske byer, og her var der ikke nogen trussel om angreb med jagerfly. Atombestykning ville ikke afhjælpe dette problem, da atomsprænghovederne ikke kunne lave om på selve raketten.

At Warzawapagten holdt øje med Nike raketterne i Danmark og øjensynligt ikke skelnede særlig skarpt mellem, hvorvidt de var atombevæbnede eller ej, har historikeren Carl-Axel Gemzell sandsynliggjort gennem sine studier i den østtyske flådes arkiver. Studierne gælder blandt andet manuskripter for flådeøvelser, herunder en stor fælles flådeøvelse "Priliw" (flod) i august 1963, der havde deltagelse af den sovjetiske østersøflåde, den polske flåde og DDR’s flåde. Øvelsen simulerede en situation, hvor Warzawapagten efter angreb af NATO søgte at okkupere "die inzeln und halbinseln der Belt- und Sundzone", bl.a. for at sikre fri passage for egen flåde til Nordsøen. Hovedlandgangen på Sjælland skulle ifølge øvelsesmanuskriptet gennemføres ved hjælp af et kernevåbenangreb (kl. 02.30 om natten den anden dag efter et krigsudbrud) mod raketvåbnene Nike-Hercules samt Honest John og andre grupperinger og objekter i det sjællandske landgangsforsvar. Når østtyskerne sigtede efter Nike-Hercules batteriet i Kongelunden på Amager, var de i øvrigt i detaljer klar over, hvad de ville ramme. Den danske Stasi-agent Flemming Sørensen videregav blandt meget andet materiale en kortskitse over Kongelundsbatteriet til DDR.

At Warzawapagten regnede med at anvende atomvåben mod de danske Nike raketter i forbindelse med øvelser, siger ikke noget endeligt om, hvorvidt den reelle trussel mod Danmark under den kolde krig var mindre eller større, end man i Danmark dengang regnede med. Gemzell har kun fundet angrebsplaner, der har NATO-angreb på Warzawapagten som forudsætning, og NATO har uden tvivl regnet med gengældelsesangreb. Dog er øvelsesplanerne foruroligende i det perspektiv, at disse øvelser kan have medført en form for selvdynamik, således at man har nærmet sig virkeligheden på en måde, der har gjort kernevåbenangreb på Danmark mere sandsynligt end før, også uden foregående NATO-angreb.

Denne analyse af Danmarks atomvåbenpolitik med særlig opmærksomhed på Nike-Hercules raketterne har vist, at Danmark var under et betydeligt pres fra fremmede magter i forbindelse med beslutningen om at modtage Nike-Hercules og i spørgsmålet om, hvorvidt disse raketter skulle atombevæbnes eller ej. USA lagde pres på, for at Danmark først skulle modtage og siden atombevæbne disse raketter. Amerikanerne var fra første færd opmærksomme på de problemer, den danske regering havde med opinionen, og de handlede hele tiden derefter. Tilbudet om Nike-Hercules raketterne blev givet direkte til den danske forsvarsminister, der lod sig presse til at acceptere på stedet og altså ikke informerede regeringen forud for tilsagnet. Indtil da var den amerikanske prespolitik meget succesfuld. Imidlertid begyndte Sovjetunionen snart efter også at lægge pres på danskerne. Man truede helt utilsløret Danmark med atomødelæggelse i tilfælde af konfrontation mellem øst og vest, hvis Danmark lod sig atombevæbne. Det fik på ingen måde danskerne til at gå i panik, men der var skabt modvægt til det amerikanske pres, en modvægt som også styrkede den danske position overfor USA.

Regeringen lagde overfor offentligheden stor vægt på, at Nike-Hercules var rene forsvarsvåben uden noget angrebsmæssigt potentiale. Man fortiede rakettens potentiale som jord-til-jord missil, ligesom røster om raketternes manglende effektivitet uden atomvåben blev forsøgt tiet ihjel. På alle områder herskede der en stærk centralisering. Forsvarsministeren tilbageholdt oplysninger for regeringen og regeringen tilbageholdt oplysninger for Folketinget og offentligheden. Dog kan man sige, at befolkning og presse ikke selv gik på barrikaderne i atomspørgsmålet. Det tydelige pres fra både de allierede og "fjenden" har givet regeringen frirum til at træffe sine dispositioner i bemærkelsesværdig ly for kritik. Den "udefrakommnede fare" og det ydre pres har betydet, at offentligheden har accepteret en høj grad af centralisering af beslutningskompetence og information fra regeringens side. Hele Danmark stod sammen. Dette skal dog også ses i forhold til en politisk kultur, der på dette tidspunkt ikke var nær så åben som den nuværende.

I løbet af 1959 blev spørgsmålet om atombevæbning af Nike-Hercules en varm kartoffel. forsvaret og højrefløjen kæmpede for atombevæbning, i øvrigt holdningsmæssig støttet af udenrigsministeriet. Regeringen bestående af Socialdemokratiet, de Radikale og Retsforbundet kæmpede for forbeholdet og vandt på trods af, at amerikanerne kastede sig ind i kampen på højrefløjens side.

Alt tyder på, at man ville atombevæbne Nike-Hercules i Danmark i krise- og krigstid. Dette spørgsmål blev slet ikke diskuteret offentligt, og ikke engang udenrigsministeriet kendte til konkrete planer. Den manglende afklaring fik først opinionen til at reagere sent i form af kampagnen mod atomvåben. Det danske atomforbeholds manglende stillingtagen til krise- og krigstid ændrede sig dog ikke af den grund.

Dette kapitel er en analyse af den danske atomvåbenpolitik med fokus på håndteringen af spørgsmålet om opstilling og atombevæbning af amerikanske Nike-Hercules raketter på Thule-basen i Grønland. Tyngdepunktet ligger på de områder, hvor jeg kan finde spor af, det Mouritzen kalder, selvkontrol i form af centralisering og samhørighed. Det tilstræbes at give en grundig historisk analyse, mens begivenhederne også sammenholdes med den teoretiske forståelsesramme. Analysen bevæger sig på beslutningstagerniveau.

I begyndelsen af juni 1956 begyndte historien om Nike-Hercules i Grønland. Det er værd at bemærke, at det er før Nike-Hercules’ historie overhovedet var begyndt i Syddanmark. Det var forsvarsministeriet, der rejste sagen over for udenrigsministeriet på grundlag af en indberetning fra den danske forbindelsesofficer på Thule-basen, der varslede udskiftning af basens 90mm. luftværnskanoner med missiler af typen Nike. Forbindelsesofficeren kunne yderligere melde, at tegningerne til de fire raketbatterier var færdige, og at man forventede at påbegynde konstruktionen i sommeren 1956 og at være operationsklar i 1957. Samtidig fortalte han, at planen endnu ikke var godkendt af højere amerikanske myndigheder. Forbindelsesofficeren var ikke officielt blevet informeret om de amerikanske planer, men kendte til dem, fordi en amerikansk mødedeltager uformelt havde kontaktet ham og spurgt, om Danmark havde givet grønt lys for projektet. Forsvarsministeriet mente, at indførslen af missilet formentlig ikke krævede en dansk godkendelse, fordi det, efter det foreliggende at dømme, ikke indeholdt atomladning og derfor virkningsmæssigt ikke adskilte sig fra de opstillede luftværnskanoner. Udenrigsministeriet var enig i forsvarsministeriets konklusion, da amerikanerne, ifølge artikel II stk. 3 b i grønlandsoverenskomsten af 1951, kunne indrette forsvarsområderne til miltært brug, ligesom de inden for områderne kunne opføre, installere, vedligeholde og drive anlæg og materiel. I en håndskrevet påtegning hed det at: "Da der er tale om forsvarsvåben (altså ikke V1 el. 2 - angrebsraketter), som ikke i princippet adskiller sig fra alm. luftværnsartilleri, opstår spmt. om dansk godkendelse efter mit skøn ikke."

Sagen om Nike til Thule lå stille på den danske side frem til september 1956, hvor en amerikansk ambassaderåd afleverede et kort udkast til pressemeddelelse om det nye missil på Thule:

Udenrigsministeriet sendte straks udkastet til godkendelse hos forsvarsministeriet og grønlandsministeriet, og sidstnævnte kunne i øvrigt til udenrigsministeriets overraskelse meddele, at der måtte være tale om projektet Rising Star, hvorom der tidligere havde været forhandlet med udenrigsministeriets økonomisk/politiske afdeling. Alle ministerier godkendte pressemeddelelsens ordlyd, hvorfor det var ubehageligt, at Berlingske Tidende den 12. oktober med den amerikanske hærs hovedkvarter som kilde kunne skrive mere, end hvad ministerierne havde godkendt, bl.a. at arbejdet nu først ventedes påbegyndt hen på foråret 1957. Udenrigsministeriet ville søge at undgå gentagelser af den karakter, da det ville kunne: "give anledning til forhastede dementier fra officiel politisk og administrativ dansk side." Man var altså klar til at dementere alt, hvad man ikke havde godkendt i forvejen.

Igen var der stille om Nike-raketterne på Thule i et par måneder, men da Berlingske Tidende omtalte dem i en artikel den 14. februar 1957, skrev man i udenrigsministeriet i den anledning en notits. Her hed det:

Det er tankevækkende at formodningen om at der ikke ville være atomladninger på Nike-raketterne nu er "gledet" til at være fuldstændig sikkerhed. Intet tyder på, at udenrigsministeriet i mellemtiden har fået nye oplysninger af amerikanerne. Iøvrigt kan det undre, hvorfor danskerne i udgangspunktet vælger at formode, at der ikke er atomvåben til Nike, når det var standardkonfigurationen for våbnene at være atombevæbnede. Det undrede faktisk også amerikanerne. I en indberetning fra ambassaden i København til State Department om amerikanske baser og faciliteter på dansk område under punktet "Particular Attitudes toward atomic weapons and warfare", står der:

Man forstår amerikanernes undren. Når nu danskerne på det tidspunkt havde travlt med at tage atomforbehold i forbindelse med det amerikanske rakettilbud til Danmark, hvorfor så ingen reaktion når det drejer sig om Grønland? Den amerikanske indberetning gav selv et bud på årsagen. Nemlig at den danske atomfrygt var bundet sammen med en forestilling om, at København ville være et af Sovjetunionens første bombemål til trods for, at en sådan frygt var militært ubegrundet. Atomvåben så langt væk som Grønland kunne derfor ikke på samme måde vække bekymring.

Det var dog ikke sådan, at amerikanerne indførte atomvåben til Nike-Hercules raketterne på Thulebasen uden at overveje, at det kunne blive problematisk i forhold til Danmark. Den 21. juni 1957 sendte Assistant Secretary of Defense Manfield D. Sprague et brev til Deputy Under Secretary (State Department) Robert Murphy om indførsel og oplagring af atomvåben på Thulebasen, hvori han gav udtryk for, at han mente at overenskomsten af 1951 mellem USA og Danmark om forsvaret af Grønland gav mulighed for dette. Murphy var enig i vurderingen og bad ambassadør Peterson i København om en kommentar til hvordan man skulle gå til den danske regering med denne sag. Peterson skrev i sit svar:

Peterson svar sluttede med at anbefale, at der, hvis den foreslåede procedure kunne accepteres, blev afsat tilstrækkelig tid før indførelsen af våbnene, til at danskerne kunne rejse spørgsmål, hvis de havde nogen. Peterson, der jo tidligere havde markeret sig med personlige holdninger til USA’s atomvåbenpolitik over for Danmark, slår her hovedet på sømmet. Det danske dilemma mellem viden og medansvar er så klart opridset, at man kan have mistanke om, at svaret bygger på andet end Petersons inspirerede analyse, for eksempel kontakter med højtstående embedsmænd fra det danske udenrigsministerium. Problemet er klart. Hvordan skal Danmark kunne takke nej til atomvåben og samtidig acceptere dem i Grønland? Amerikanerne havde overvejet en anden mulighed, nemlig at undlade at spørge danskerne, en nærliggende mulighed, når amerikanerne nu mente, at grønlandsoverenskomsten gav dem lov til at oplagre atomvåben. I samme sagsmappe som materialet om atomvåben i Grønland findes et brev fra State Departments folkeretsekspert Raymund Yingling til State Departments Special Assistent for Atomic Energy Gerard Smith, der handler om USA’s folkeretlige muligheder for at indføre atomvåben på deres baser i udlandet. Yingling skriver, at der ikke findes noget folkeretligt materiale, der forbyder USA at oplagre atomvåben på baser i udlandet, og at dette delikate problem ikke udelukkende kan afgøres på juridiske præmisser, hvorfor han ser hovedproblemet som politisk. Derfor spørger han:

På trods af denne klare anbefaling og Petersons avancerede forslag var det ikke alle, der var overbevist om, at det var en god idé at inddrage danskerne før atomvåbnene blev oplagret. Petersons forslag blev diskuteret grundigt i både State Department og i forsvarsministeriet, og sidstnævnte tvivlede på Petersons model. Dette fik også State Department til at tvivle. Derfor sendte Special Assistant for Atomic Energy Philip J. Farley den 22. oktober 1957 et brev til ambassadør Peterson, hvori han skrev, at State Department var tilbøjelige til at være enige med forsvarsministeriet, og at det nok ville være bedre:

State Department havde, selvom de oprindeligt støttede Petersons idé, nu fået kolde fødder og ville helst undlade at spørge danskerne. Man har givetvis frygtet, at danskerne ikke ville være med til hemmeligholdelsen og dermed stå med et medansvar. I det tilfælde ville det være nødvendigt for danskerne at protestere mod oplagringen af hensyn til offentligheden, en situation amerikanerne ville gøre meget for at undgå. State Department var dog ikke mere sikker på sin egen vurdering, end at man spurgte Peterson til råds igen:

Peterson har altså haft grønt lys fra Washington til ikke at sige noget til danskerne, og State Department vurderede risikoen for, at danskerne ville opdage noget som helst som lille, da man allerede havde opført oplagringsfaciliteter, sikket uden at spørge nogen. Peterson har åbenbart på trods af dette sat sig igennem overfor State Department, for i et brev fra Murphy (State Department) til Sprague (forsvarsministeriet) den 26. november 1957 hedder det, at State Department autoriserede Peterson til, overfor Statsminister Hansen, at rejse spørgsmålet, om hvorvidt den danske regering ville informeres i tilfælde af, at amerikanerne ville placere atomvåben i Grønland. Det er uklart, hvorfor det nu var statsministeren og ikke en embedsmand fra udenrigsministeriet, man ville spørge. Denne ændring er næppe kommet fra State Department men snarere fra Peterson, igen måske efter konsultation med danskerne. Videre i brevet til Sprague hed det:

Peterson havde altså været hos statsministeren, og da denne blot tog den amerikanske henvendelse til efterretning og ikke kommenterede den, mente amerikanerne, at de kunne påbegynde deployeringen. Ibrevet til Sprague står der afslutningsvist:

Omstændighederne omkring Petersons henvendelse til Hansen er ikke belyst i dansk kildemateriale. Senere amerikanske aktstudier refererer begivenhederne sådan:

Dette er det nærmeste, man kan komme en gengivelse af det spørgsmål, H.C. Hansen blev stillet af amerikanerne. Hansen havde givetvis gerne undværet at blive stillet dette spørgsmål, og han var klar over, at hans svar ikke ville kunne tåle dagens lys.

Den hemmelige meddelelse, som H.C. Hansen gav Peterson, var det siden så forkætrede Hansen-brev, hvis danske kopi er dateret 16. november 1957, og som lyder:

Brevet er, ifølge Direktør for udenrigsministeriet Svenningsens håndskrevne påtegning, en uformel meddelelse. En replik til et personligt møde mellem den danske Stats- og Udenrigsminister og den amerikanske ambassadør, men som alligevel fik vidtrækkende konsekvenser. I særdeles diplomatiske vendinger giver Hansen et afvisende svar på Petersons spørgsmål, om den danske regering ønskede at blive informeret om en sådan oplagring, hvis den faktisk fandt sted. H.C. Hansen ønskede kort sagt ikke at blive informeret, og svaret førte til, at amerikanerne oplagrede atomvåben på Thulebasen, bl.a. til Nike-Hercules raketterne. Der er bred enighed om, at amerikanerne ikke kunne fortænkes i at opfatte Hansen-brevet som en dansk accept.

I praksis skete afvisningen af information om en faktisk oplagring af kernevåben ved H.C. Hansens afslutning: "I do not think that your remarks give rise to any comments from my side." Denne afvisning henviser implicit til, at amerikanerne ikke så nogle legalitetsproblemer ved en sådan oplagring, fordi den efter deres mening lå inden for rammerne af den dansk/amerikanske 1951-overenskomst. Samtidig fremhævede Hansen dog, at der ikke blev fremlagt "any concrete plan as to such possible storing", og at der ikke blev spurgt til "the attitude of the Danish Government to this item" . Først og fremmest gør Hansen altså ingen indsigelser mod amerikanernes tolkning af traktaten, hvorved han må acceptere deres udlægning. Men ved at fremhæve at der ikke blev spurgt til den danske holdning og ikke forelagt nogen konkret plan, gør han USA opmærksom på et forhold, amerikanerne sikkert allerede var klar over, nemlig at det ikke var med dansk begejstring, at der blev foretaget en sådan opmagasinering.

Den hurtige og almene tolkning af H.C. Hansen-brevet er, at Hansen gav amerikanerne lov til at oplagre atomvåben i Grønland. Dette er imidlertid en for simpel opfattelse, for Hansen-brevet arbejder med flere spørgsmål og problemstillinger:

1. Om amerikanernes traktatmæssige ret til at oplagre atomvåben i Grønland.
2. Om Hansens eventuelle accept af en efterfølgende oplagring.
3. Om Danmark også holdningsmæssigt ville gå ind for atomvåben i Grønland.
4. Om danskerne ønskede at blive informeret om oplagring.

Den eneste af disse spørgsmål, der tilnærmelsesvis får et svar, er den første. Hansen anerkender stiltiende amerikanernes traktatmæssige ret til at oplagre atomvåben i Grønland. Svarene på problemstillingerne 2 og 3 er svagt antydet i retning af Hansens accept men uden holdningsmæssig opbakning, mens der ikke er antydning af svar på spørgsmål 4, som på overfladen var det amerikanerne spurgte om.

Hansen-brevet er formuleret efter alle den diplomatiske kunsts regler, og det er da også i september 1998 endt med at blive udstillet på konceptionalisternes udstilling "Magtens Galleri - Dansk Forvaltningskunst". Det kunstfærdige ligger i, at selvom amerikanerne blot konstaterede, at de på baggrund af Hansens brev kunne oplagre atomvåben i Grønland, så kunne Hansen ikke lige så godt have besvaret den amerikanske forespørgsel med et "nej" eller et "ja", hvad amerikanernes spørgsmål jo egentlig lagde op til. Ingen formuleringer er tilfældige i Hansen-brevet, og brevet sender langt flere signaler, end et "nej" eller et "ja" ville have gjort. Hansen er i klemme. Han står med en atomvåbenpolitik under udvikling, hvor han klart har sagt nej til atomvåben til Nike-raketterne i Danmark, og med de store amerikanske allierede, der mener, de har traktatfæstet ret til at oplagre atomvåben til Nike-raketter et helt andet sted, end hvor Hansens nej var formuleret til at gælde for, nemlig Grønland. Petersons formulering af spørgsmålet til Hansen har ydermere samme ubesvarlige karakter som det klassiske revolverjournalistiske spørgsmål "Er du holdt op med at slå din kone?". I fald Hansen ikke ønsker, at amerikanerne skal oplagre atomvåben i Grønland, kan han faktisk hverken svare nej eller ja på spørgsmålet. Dette skal føres tilbage til Petersons overvejelser (eventuelt koordineret med danskere) om, hvordan USA kan dække sin ryg ved at spørge danskerne, inden man oplagrer, og hvor danskerne har mulighed for at acceptere, uden at de bliver nødt til at tage det fulde medansvar overfor hverken offentligheden eller fjenden. Hansen skal finde en formulering, der har den rette balance mellem integration og afskærmning overfor den allierede stormagt, således at både afskrækkelse og afspænding overfor den anden stormagt Sovjet stadig er mulig.

Hansen nedtoner i flere vendinger både klarheden af hvilket spørgsmål, han svarer på, samt klarheden af svaret. Når Hansen henviser til, at Peterson blot gjorde nogle bemærkninger om en mulig oplagring af ammunition af en særlig slags, uden at Peterson nævnte nogle konkrete planer og uden at han spurgte til den danske regerings holdning til den sag, lyder det bestemt ikke som at amerikanerne bliver givet et højtideligt og edsvorent løfte. Her prøver Hansen at definere brevvekslingen som en almindelig sludder mellem kolleger, med to mulige formål. For det første for at sende et signal til USA, om at oplagringen ikke sker med hans varme tilslutning, og for det andet for at gøre brevet svært at læse for andre end den egentlige modtager. Skulle brevet blive lækket til offentligheden og/eller fjenden, kunne Hansen til en vis grad trække i land ved at sige, at han aldrig havde lovet USA noget om atomvåben i Grønland. Skulle USA senere ville bruge brevet til at opnå mere i Grønland, for eksempel opstilling af mellemdistanceraketter, ville Hansen også kunne henvise til, at der ikke forelå nogen aftale, men blot nogle personlige bemærkninger.

Det ovenstående er kun den ene del af forklaringen af det på mange måder tvetydige brev. Den anden del er det alle har valgt at tolke som Hansens accept af amerikansk atomvåbenoplagring i Grønland. Hansens accept er implicit i den forstand, at han undlader at stille spørgsmålstegn ved, at amerikanerne ser oplagringen som mulig under 1951-overenskomsten. Det er ikke underligt, at USA fremstiller sagen som om, den uproblematisk er dækket under 1951-overenskomsten. Derimod giver det anledning til undren, at Hansen accepterer udsagnet og direkte underbygger synspunktet ved sin efterfølgende fortolkning af 1951-overenskomsten, når han nu lige havde talt imod atombevæbning af de danske raketter. Der hvor Hansen (unødvendigt) underbygger den amerikanske tolkning er i hans sammenskrivninger af enkelte artikler af overenskomsten, for eksempel:

Overenskomstens ordlyd er her:

Læst i sammenhæng er den amerikanske berettigelse til at oplagre forsyninger knyttet til at drive anlæg og materiel, og associationer til kernevåben ligger fjernt i den samlede formulering. På samme måde er områdets beskyttelse i overenskomsten koblet direkte med den indre sikkerhed, som i 1951 næppe blev forbundet med atomvåben. Et andet eksempel:

Her siger traktatteksten:

Her er det næppe heller atomvåben, der tænkes på, når man slår fast, at materiel og forsyninger kunne indføres told- og skattefrit. Årsagen til, at der ikke findes noget bedre i traktatteksten at referere til, når man vil retfærdiggøre oplagring af atomvåben i Grønland, er, at spørgsmålet om kernevåben overhovedet ikke blev berørt under forhandlingerne om overenskomsten i 1951. Fra USA’s side var dette helt bevidst. Der fandtes en forhåndsordre til de amerikanske forhandlere om, at de i overenskomstforhandlinger med andre lande skulle gå helt uden om spørgsmålet, bl.a. fordi atomvåbenspørgsmål i USA sorterede under atomenergikommisionen, og fordi man skønnede, at spørgsmål om atomvåben ville kunne"delay and complicate negotiations for other base rights." Det har altså fra USA’s side på forhånd været udelukket, at kernevåben skulle behandles i overenskomsten. Men det vides ikke, hvorvidt amerikanerne har forsøgt at lave formuleringer, der senere skulle kunne benyttes i den forbindelse. Eller om de blot - som man sikkert altid vil forsøge i en sådan forhandling - har tilstræbt at opnå så rummelige formuleringer som overhovedet muligt, for alle eventualiteters skyld. Danmark tog heller ikke atomvåbenspørgsmålet op under forhandlingerne i 1951. Måske danskerne har håbet, at amerikanerne havde glemt det, måske glemte man det selv. Men mest sandsynligt er det, at danskerne ikke selv ville tage spørgsmålet op af frygt for, at man så ville kunne blive tvunget til at acceptere en åbning for kernevåben.

Min pointe i forbindelse med Hansens fortolkning af overenskomsten er, at den ikke var helt galt afmarcheret, blot at den var særdeles selektiv og langt fra den eneste indlysende mulighed. Det er derfor påfaldende, at H.C. Hansen uden videre lod den amerikanske tolkning passere, som om den ikke rummede noget problem, når fortolkningen medførte et klar brud med den officielle danske atomvåbenpolitik. Nogen mener, at det ikke var Hansen, der gav tilladelsen til amerikanerne, men at den allerede blev givet ved 1951-overenskomstens indgåelse. Så entydigt kan overenskomsten ikke udlægges. Alene USA’s henvendelse er et fingerpeg om, at de heller ikke har været helt sikre på, om overenskomsten rummede den ret. Hvis man sammenholder dette med den omstændighed, at amerikanerne bevidst ikke havde inddraget atomvåben i forhandlingerne i 1951, og med den omstændighed, at H.C. Hansens tolkning af traktatteksten langt fra var den eneste mulige, må man gå ud fra, at der rent teknisk/juridisk måtte være gode muligheder for at så tvivl om USA’s fortolkning.

Et andet spørgsmål er, hvordan man skal se på H.C Hansens formuleringer om manglende spørgsmål til den danske holdning og de manglende konkrete planer. Jeg mener, at Hansens formål med disse formuleringer var at skabe mulighed for at stå bedre i en fremtidig forhandlingssituation med amerikanerne eller hvis brevet lækkede til offentligheden eller fjenden. Var det en rimelig fremgangsmåde af Hansen? Spørgsmålet deler sig op i fire tråde: en juridisk, en politisk, en moralsk og en demokratisk. Rent juridisk mener jeg, det er svært at sige, om Hansen spinder sig en holdbar sikkerhedsline ved at henvise til, at der ikke forligger nogen konkret plan, hvorfor han ingen kommentarer har. Kan det bruges juridisk til at sige til enten amerikanerne, fjenden eller den danske offentlighed, at der ikke foreligger nogen aftale? Næppe. Men en tynd sikkerhedsline er bedre end slet ingen. Politisk ville Hansen til gengæld ikke kunne fraskrive sig et medansvar for kernevåben i Grønland. Reelt var der tale om grønt lys til amerikanerne, hvilket ingen har betvivlet siden. Amerikanerne undlod heller ikke at takke Hansen. På NATO-rådsmødet i Paris i december 1957, en måned efter udfærdigelsen af Hansen-brevet, takkede USA’s udenrigsminister John Foster Dulles personligt H.C. Hansen for "the helpful arrangements that had been made for our establishments in Greenland." Denne tak skal ses i forhold til, at Hansen to dage forinden havde talt NATO’s atomvåbenpolitik imod ved at afvise atomvåben og mellemdistanceraketter i Danmark.

Når Hansen nu ikke kan løbe fra sit politiske ansvar, er det interessant at se på hans udenrigspolitiske hemmeligholdelse ud fra et demokratisk perspektiv. Uanset hvilke nuancer, man lægger i tolkningen af brevet, havde det én alvorlig svaghed: Det kunne ikke komme til det politiske miljøs eller offentlighedens kendskab, men måtte i H.C. Hansens og Svenningsens øjne holdes som en strengt bevaret hemmelighed hos færrest mulige personer, dvs, ideelt set ikke andre end dem selv, skulle kende brevets eksistens. Derfor blev det understreget over for den amerikanske ambassadør, at sagen måtte holdes absolut hemmelig. Internt kunne sagen hverken forlægges regeringen, Folketinget eller offentligheden. De politikere og embedsmænd, som efterfølgende blev medvidende, blev underlagt en vanskeligt håndterbar viden. Det var et stort demokratisk problem, hvilket også afspejler sig i eftertidens forargelse over Hansens hemmeligholdelse. Dog er fremgangsmåden mere i konflikt med demokratiets ånd end med de demokratiske spilleregler, da det er regeringens (i praksis udenrigsministerens), ret at føre landets udenrigspolitik. At retten blev strakt til det yderste i denne sag, ses af grundlovens bestemmelser om, at Folketingets samtykke skal indhentes til indgåelse af forpligtelser"af større betydning". Herudover skal regeringen rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn forud for enhver beslutning "af større udenrigspolitisk rækkevidde." Demokratisk har Hansen altså bevæget sig i en gråzone, men moralsk er der ingen tvivl om det forkastelige i at føre regeringspartnere og offentlighed bag lyset og så i en sag, hvor Hansen politisk profilerede sig på den stik modsatte holdning, nemlig nej til atomvåben i Danmark. Det moralske problem sættes i relief af spørgsmålet om, hvorvidt det var forkasteligt at føre Sovjetunionen bag lyset i denne sag. Det er der nok ikke mange, der ville mene, datidens politiske klima taget i betragtning. Pointen er, at man ikke kan reducere Hansen-brevet til et simpelt lærebogseksempel. Man er nødt til at have konteksten med for at kunne vurdere Hansens handling, og jo mere jeg inddrager, jo lettere har jeg ved at forstå hans handling. Herfra er der dog langt til at godkende den som et eksempel værdigt til efterfølgelse.

Hansen-brevet kan kategoriseres som et eksempel på udenrigspolitisk hemmeligholdelse. Der er ikke noget demokratisk betænkeligt ved en sådan hemmeligholdelse. Den overtræder ikke de aftalte spilleregler, hvor befolkningen og Folketinget har overgivet en kompetence til regeringen. Det demokratisk anstødelige indfinder sig i det tilfælde, hvor man ikke blot hemmeligholder handlinger, men i praksis fører en anden politik, end den man siger, man fører. Her kan man tale om løgnagtighed, der er absolut uspiselig for et demokrati. Men førte hemmeligholdelsen af Hansen-brevet til politisk løgnagtighed? Det har hidtil været den almindelige tolkning. Hansen rodede sig ud i hemmeligholdelse og løgn, og man har så diskuteret, hvorvidt man grundet omstændighederne helt eller delvis kunne forstå og/eller retfærdiggøre Hansens handlinger. Der findes dog også dem, der mener, at der aldrig var tale om en løgnagtig atomvåbenpolitik.

Blot en måned efter udfærdigelsen af Hansen-brevet skulle Hansen redegøre for Danmarks atomvåbenpolitik på NATO-rådsmødet i Paris i december 1957. Hansen sagde da følgende:

Umiddelbart kan det se ud som om, at Hansen her siger det modsatte af, hvad han netop har skrevet til amerikanerne i Hansen-brevet. Han siger her nej til atomvåben i Danmark men har hemmeligt sagt ja til, at amerikanerne kan oplagre i Grønland. Her bliver hemmelighed til løgn - og dog.

DUPI’s udredningschef Svend Aage Christensen, der var den ene af to ledere for den gruppe der udarbejdede DUPI-rapporten "Grønland under den kolde krig", har i et senere arbejdspapir argumenteret for, at statsministeren her talte sandt. Christensen henleder opmærksomheden på Hansens rumlige definitioner i ovenstående citat: Der henvises både til "Danmark" og til "dansk territorium". Dette kan i farten blot opfattes som en sproglig variation men kan i en tolkning være ganske afgørende. Juridisk kan der nemlig være forskel på "Danmark" og "dansk territorium". "Dansk territorium" er veldefineret. Her er der tale om Danmarks riges tre dele: Danmark, Grønland og Færøerne. "Danmark" kan i daglig tale dog være både "Danmarks rige" og Danmark fraregnet de nordatlantiske dele af riget. Der er gode grunde til at antage, at denne skelnen mellem "Danmark" og "dansk territorium" har været tillagt betydning af H.C. Hansen og Svenningsen, der i de foregående måneder dels havde afvist amerikanske presseforlydender om stationering af mellemdistanceraketter i Grønland, dels udarbejdet Hansen-brevet efter samtalerne med ambassadør Peterson. Når man tager i betragtning, med hvilken omhu Hansen-brevet var formuleret, og hvor tæt Paris-topmødet lå på udfærdigelsen af brevet, er det usandsynligt, at H.C. Hansen og Svenningsen har været skødesløse i deres anvendelse af begreberne. Hvis man accepterer forskellen i betydningsindhold kan udtalelsen på mødet oversættes således:

1. Nej til atomammunition i Syddanmark under de nuværende forudsætninger.
1. Nej til mellemdistanceraketter i Danmarks rige under de nuværende forudsætninger.

I denne tolkning er Hansens udtalelse ikke i strid med brevet til Peterson. Amerikanerne kunne oplagre atomvåben i Grønland men altså ikke opstille mellemdistanceraketter. Der var altså een atomvåbenpolitik for Syddanmark og een for hele det danske territorium, og det løj Hansen ikke om. Christensen underbygger sin tolkning med, at Hansen i sin redegørelse i Folketinget for Paris-mødet begrundede sit nej til atomammunition med Danmarks geografiske beliggenhed, underforstået at Grønland ikke deler beliggenhed med Danmark. Jeg er enig i Christensens analyse. Hvad der ser ud som ligegyldige formuleringsforskelle har stor betydning i både Hansen-brevet og i mødeudtalelsen. Hansen (eller Svenningsen) har bestemt været i superligaen, hvad angår diplomatisk formuleringskunst. Min tolkning er, at Hansen ikke løj rent teknisk set; heri har Christensen ret. Christensen konkluderer bl.a. på denne baggrund, at det er historiens ironi, at Hansen og andre danske politikere nu udskældes som løgnere, hyklere og moralsk korrumperede hemmelighedskræmmere. Her mener jeg dog, at Christensen er for god ved Hansen. At Hansen teknisk set ikke løj retfærdiggører ikke hans handlinger. Motivationen for at tale usandt er, at man kan bedrage en modpart. Hansen var så smart, at det lykkedes ham at bedrage sin modpart uden at lyve. Hvis det var Hansens formål, at det skulle stå klart for offentligheden, at der herskede to forskellige atomvåbenpolitikker, kunne han blot have sagt det. Hansen formål har været det bedrageriske, at offentligheden skulle tro, at der kun var een atomvåbenpolitik på trods af, at han teknisk set sagde noget andet. Man kan diskutere om de ydre omstændigheder i form af pres fra USA og Sovjet osv. kan øge forståelsen for Hansens handlinger. Alt i alt vil jeg give Christensen ret i, at Hansen ikke var en løgner, men jeg mener til gengæld, at beskrivelsen "moralsk korrumperet hemmelighedskræmmer" passer ret godt på Hansen i denne situation.

Det forhold, at H.C. Hansen-brevet også var hemmeligt for langt hovedparten af udenrigsministeriets medarbejdere, kom til at betyde, at den danske atomvåbenpolitik fik et dobbeltbundet præg. Den officielle atomvåbenpolitik var uændret. Man sagde nej til atomvåben under de givne forudsætninger, men samtidig havde man givet lov til at oplagre atomvåben i Grønland. De fuldmægtige, der forsøgte at formulere rammerne for en dansk atomvåbenpolitik i Grønland, kunne uden at kende til Hansen-brevet kun udarbejde halvkvædede viser, som stod i kontrast til den faktiske virkelighed. Notaterne giver et indblik i, de problemer en administration løber ind i, når der ikke tilfalder den tilstrækkelig information og giver ligeledes et fingerpeg om, hvem der vidste hvor meget og hvornår i administrationen.

En række amerikanske avisartikler, der blandt andet drejede sig om muligheden for, at USA kunne opstille mellemdistanceraketter i Grønland, fik i april 1958 udenrigsministeriet til at påbegynde en analyse af spørgsmålet om grønlandsoverenskomstens rækkevidde i forbindelse med atomvåben i Grønland. Efter at have refereret beslutningen fra 1956 om, at installering af Nike-batterier uden atomvåben ikke krævede særlig dansk godkendelse, gik notatskriveren fuldmægtig Hans Christensen over til en vurdering af, hvorvidt det krævede særlig dansk tilladelse at opstille Nike-raketter med atomladninger. Han kunne ikke finde noget holdepunkt i traktaten herfor. Dog kunne han henvise til, at amerikansk benyttelse af forsvarsområderne, i følge traktaten, skulle ske uden indskrænkning i Danmarks suverænitet over et sådant område. Ligeledes bed Hans Christensen mærke i, at opstillingen af Nike uden atomvåben var sket efter en uformel amerikansk henvendelse til forbindelsesofficeren på Thule, og at amerikanerne havde søgt godkendelse af pressemeddelelsen om opstillingen. Sammenfattende hed det:

Kontorchef Serup erklærede sig enig i denne centrale vurdering, og man må derfor gå ud fra, at hverken Serup eller Christensen har kendt til Hansen-brevet. Mere indviet har viceafdelingschef Schramm-Nielsen formodentligt været. I en håndskrevet påtegning dateret 22 april 1958 skriver han kryptisk i forbindelse med Christensens vurdering:"Spørgsmålet har mange facetter, bl.a. hensigtsmæssigheden af at forelægge det for Danmark - set fra et dansk synspunkt."

Schramm-Nielsen må have kendt til Hansen-brevet og har dermed også vidst, at amerikanerne, efter den danske politiske ledelses tolkning, ikke behøvede at spørge om lov til at oplagre atomvåben i Grønland. En følge af at blive informeret fra amerikansk side ville desuden være en viden om kernevåben i Grønland, som kunne være meget vanskelig at håndtere overfor regeringspartnere og over for offentligheden. Det politisk mest hensigtsmæssige var altså, hvis amerikanerne både undlod at spørge om lov og at informere om opstilling.

Hans Christensens notat er et klart eksempel på, hvordan udenrigsministeriet har måttet arbejde efter de for-hånden-værende søms princip, i betydningen de for-hånden-værende informationer. Alt han har til rådighed for at udarbejde sit notat er grønlandsoverenskomsten og notaterne i forbindelse udskiftningen af luftværnskanonerne med Nike i 1956. Han kender ikke til Hansen-brevet eller til amerikanernes position og er nødt til at gætte og resonnere sig frem. Man kunne mene, at det ville være oplagt at spørge amerikanerne, men selv uden at kende Hansen-brevet ser Christensen ikke det som en mulighed, sikkert fordi diplomatiet altid undgår at blotte sig ved selv at bringe kontroversielle spørgsmål på bane.

Spørgsmålet om atombevæbning af Nike-Hercules på Thulebasen blev et par måneder efter rejst med fornyet kraft. En Ritzau-artikel af 17. juli 1958 af journalist Næsselund Hansen, der havde ledsaget statsminster H.C. Hansen på hans nylige besøg i Thule, beskrev de omfattende bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med opstilling af de nye luftforsvarsmissiler. Artiklen førte til, at journalist Frits Høyrup fra Information tog fat i sagen. Den 18. juli tog han kontakt til kontorchef Serup fra udenrigsministeriets NATO-kontor og spurgte her, om amerikanerne var berettiget til at benytte atomvåben til Nike-raketterne på Thule. Serup svarede først, at han ikke kunne udtale sig uden at at have drøftet sagen med direktør Svenningsen. Da dette var sket svarede Serup endelig Høyrup, "at spørgsmålet om anvendelse af atomsprængladninger til de omhandlede raketter ikke på noget tidspunkt havde foreligget for udenrigsministeriet, og at man ville anse det for yderst uheldigt, om der i pressen skulle opstå en offentlig diskussion om dette spørgsmål der havde mange forskellige aspekter". Det sidste punkt havde kontorchefen gentaget flere gange under samtalen. Man bemærker for det første, at Serup ikke svarer på Høyrups spørgsmål om amerikanernes ret til at oplagre atomvåben. Dernæst ser man her et klokkeklart eksempel på, hvordan et regime kan appelere til pressen om at censurere sig selv i en højere sags tjeneste. Serup ønsker at bevare den informationsmæssige og beslutningsmæssige centralisering, der findes omkring spørgsmålet om atomvåben i Grønland, og han appelerer derfor til pressens/Høyrups samhørighedsfølelse med udenrigsministeriet og landet som sådan. I følge teorien burde Serup henvise til truende eksterne farer for at overbevise Høyrup, men det gør han ikke eksplicit. Serup sagde blot, at det ville være "yderst uheldigt" med en offentlig debat om spørgsmålet, ikke om hvem det ville være yderst uheldigt for. Serups begrundelse er heller ikke imponerende. At en sag har mange forskellige aspekter bør ikke afholde en journalist fra at stikke sin næse i den. Det lykkedes da heller ikke Serup at bringe Høyrup "over på sin side" - og dermed til tavshed.

Dagen efter samtalen med kontorchefen skriver Høyrup i Information en artikel bl.a. om atombevæbning af Nike-Hercules på Thule:

Høyrup har i hvert fald forstået budskabet om, at sagen er ubehagelig, men det afholder ham ikke fra at skrive om den. Han gør altså ikke udenrigsministeriet den tjeneste. Til gengæld er han meget loyal i sin fremstilling af regeringens dilemma. Når spørgsmålet er, om regeringen enten "vil eller må (...) se gennem fingre med" atombevæbningen, viser Høyrup, at han kan se, at regeringen ikke har mange handlemuligheder. Høyrup skriver, at grønlandstraktaten må fortolkes i den retning, at amerikanerne selv må bestemme, hvad de vil anbringe inden for forsvarsområdet, men at regeringen som bekendt har sagt nej til atomvåben på dansk område. Dette problem bliver aktuelt i forbindelse med opstillingen af Nike-Hercules på Thule, da de kan udstyres med atomsprænghoved. Om henvendelsen til ministeriet skriver Høyrup kun:"Udenrigsministeriet oplyser på forespørgsel, at spørgsmaalet endnu ikke har foreligget for ministeriet, og at man derfor ikke ønsker at kommentere."

Her er Høyrup atter loyal overfor ministeriet. Hvis Høyrup ville sælge aviser, kunne han skrive om ministeriets forsøg på at lukke munden på ham og om de mulige årsager til at holde spørgsmålet om atombevæbningen hemmeligt for offentligheden. Det ville selvfølgelig være problematisk for Høyrup, hvis han skulle bruge informationer fra ministeriet en anden gang. Høyrup har til både DUPI og jeg selv udtalt, at han ikke husker sin artikel om Nike i Grønland eller telefonsamtalen med Serup. Han understreger vigtigheden af, for journalisten, at stå på god fod med medarbejdere på ethvert niveau i ministerierne. "Når der var opbygget en gensidig tillid, var de ret åbne", fortæller Høyrup. Ministeriet og journalisten havde god brug for hinanden. Høyrup er et godt eksempel på, at også amerikanerne havde brug for pressen og omvendt. I 1956 deltog Høyrup på en NATO informationsrejse til USA, rimeligvis finansieret af amerikanerne. Under overskriften "Educational Exchange: Evidence of Effectiveness" evaluerer ambassaden i København gevinsten ved at sende Høyrup på denne rejse ved at bedømme, de artikler af Høyrup i Information, som hans rejse førte med sig. Konklusionen er, at de ikke bryder sig om Høyrups excentriske form for humor, men at hans artikler om det amerikanske militær er et godt eksempel på værdien af at sende journalister med speciale i forsvars- og udenrigspolitik, på en NATO informationsrejse. Den amerikanske bedømmelse af Høyrup havde i juni 1957 været noget skarpere. Ambassaden beskrev ham da som en aggressiv og indiskret journalist ligesom de beskrev Information som værende uvenlig over for amerikanske interesser, uden at være direkte anti-amerikansk. Jeg har desværre ikke fundet amerikanske reaktioner på Høyrups artikel om atombevæbning af Nike i Grønland, men jeg går ud fra, at de ikke har været begejstrede. Alligevel har de sikkert været opmærksomme på, at artiklens hovedformål ikke var at klage over USA eller over atomvåben, for Høyrup var på linje med Informations chefredaktør Seidenfaden tilhænger af taktiske atomvåben på dansk jord.

Pressens og offentlighedens rolle i forbindelse med Nike i Grønland blev faktisk hovedsagen for udenrigsministeriet. Hvor man kunne mene, at det vigtigste spørgsmål at få afklaret ville være, hvorvidt amerikanerne ville opstille eller havde opstillet atomvåben i Grønland, drejede spørgsmålet sig hos udenrigsministeriet mere om, hvordan man kunne undgå offentlig debat om spørgsmålet.

Dette var i høj grad tilfældet, da udenrigsministeriet i september 1958 modtog et længere amerikansk udkast til en pressemeddelelse om den endelige opretttelse af Nike-bataljonen på Thule. Det amerikanske udkast handlede bl.a. om, at der var tale om den første Nike-Hercules bataljon udenfor det amerikanske kontinent, og at der ville blive tilknyttet 700 mand ialt, mens spørgsmålet om atombevæbning omhyggeligt ikke blev berørt. Grønlandsministeriet havde ikke noget at invende mod udkastets ordlyd, hvilket forsvarsministeriet heller ikke havde, selvom man her havde svært ved at se nødvendigheden af at udsende en pressemeddelelse overhovedet. I en notits anbefalede sekretær i udenrigsministeriet Hans Christensen, at man lod amerikanerne udsende deres pressemeddelelse koordineret således, at man samtidig udsendte den i Danmark. Det var kontorchef Serup enig i, hvorfor han forfattede et udkast til en sådan dansk version af pressemeddelelsen. Imidlertid kom viceafdelingschef Schramm-Nielsen igen på tværs grundet hans kendskab til Hansen-brevet. Han erklærede sig enig i, at man skulle undgå at protestere over den amerikanske pressemeddelelse men mente det bedst, at man undlod at udsende en dansk og i stedet gav Serups udkast til grønlandsministeriet, forsvarsministeriet og til udenrigsministeriets pressebureau til brug, hvis pressen henvendte sig. Hans begrundelse var, at det generelt var uønskeligt, at Danmark skulle engagere sig ved at udsende en pressemeddelelse, da det kunne føre til "drøftelse af spørgsmålet om hvorvidt de på Thule værende Nike-Hercules raketter vil blive udstyret med atomsprængladninger". Debatten burde i følge Schramm-Nielsen så vidt muligt undgås, ligesom man burde undgå den risiko for beskyldninger om at tilbageholde oplysninger, som udsendelsen af en pressemeddelelse kunne føre med sig.

Det blev, som Schramm-Nielsen foreslog. Formuleringen af Serups meddelelse til brug ved presseforespørgsler gjorde sit til at forhindre eller nedtone en eventuel debat. Her lagde Serup nemlig vægt på, at Nike-Hercules raketterne i Thule var de samme, som var blevet tilbudt og accepteret af den danske regering til opstilling omkring København. Meddelelsen nævnte ikke noget om muligheden for at atombevæbne raketterne, så det er oplagt, at offentligheden skulle tænke, at raketterne i Thule var konventionelt bevæbnede ligesom dem omkring København. Det udenrigsministeriet her gør kan sammenlignes med det, Hansen gjorde i Paris i 1957. Udsagnet er sandt men har til formål at blive misforstået. Det er uvist, om Serups meddelelse er blevet brugt til at informere journalister, men Serups formulering er blevet genbrugt et sted, hvor den har haft den bredest mulige gennemslagskraft i offentligheden, nemlig i udenrigsministeriets redegørelse "Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966" (1968) - den såkaldte gråbog. Alt, hvad der står om Nike-Hercules i Thule, er netop Serups ovenfor omtalte formulering, og det til trods for at regeringens erklærede formål med at udarbejde redegørelsen var "at lægge alle væsentlige kendsgerninger om udviklingsforløbet og baggrunden for den førte politik frem for offentligheden."

At spørgsmålet om pressemeddelelsen var en vigtig sag ses af, at Schramm-Nielsen den 22. september i en påtegning på notitsen af 18. september har skrevet, at udenrigsministeriets direktør snarest ville drøfte sagen med statsministeren. Statsministeren var H.C. Hansen, der stadig tillige var udenrigsminister, men som var ved at overdrage denne post til J.O. Krag, der blev indsat i oktober 1958. At pressemeddelelsen overhovedet gik til direktøren var ualmindeligt, da selv kontorchefen mente, at den blot skulle sendes ud. At den skulle helt til statsministeren (og ikke udenrigsministeren, selv om det i praksis endnu et par dage var den samme) indikerer, at de to mænd, der stod for den særlige grønlandsatompolitik, Hansen og Svenningsen, var de eneste, der traf afgørelser i denne sag. Resultatet af deres møde blev en henvendelse til amerikanerne om at undlade at udsende pressemeddelelsen, hvilket blev resultatet.

Allerede i oktober brændte det dog på igen. State Department meddelte den amerikanske ambassade i København, at man havde været i kontakt med den danske ambassade i forbindelse med en presseforespørgsel om Nike bataljonen på Thule. Denne forespørgsel var sikkert et resultat af, at der ikke var blevet udsendt nogen pressemeddelelse i september. Amerikanerne vidste at danskerne ikke brød sig om offentlig debat om sagen men mente ikke, at de kunne benægte, at der var en Nike batajon på Thule. Hvis man blev spurgt om atombevæbning ville man svare, at det spørgsmål aldrig var blevet diskuteret. Udenrigsministeriet kommenterede det amerikanske udkast til svar og anbefalede, at amerikanerne ikke referede til Nike-Hercules men blot til Nike for at undgå en eventuel debat om atombevæbning.

Der var i det hele taget stor forståelse mellem Danmark og USA om grønlandsspørgsmålet i den periode. Amerikanerne søgte ofte om tilladelse til aktiviteter der lå uden for forsvarsområderne i Grønland, og de fik lov til at afvikle disse aktiviteter, som i de fleste tilfælde fandt sted på Indlandsisen. I en årlig rapport om baserne i Grønland fra ambassaden i København hedder det: "It is accurate to say, however, that anything the United States has really wanted to do in Greenland it has been able to do." Harmonien kom frem på et møde mellem den danske udenrigsminister og Forsvarsminister med den amerikanske viceforsvarsminister Quarles i januar 1959. Quarles, der ellers kraftigt havde kritiseret Danmarks atomforbehold, rundede mødet af med at takke for den hjælp, man fra dansk side ydede i Grønland. Han var klar over de politiske vanskeligheder, der kunne være i Danmark, og ønskede at understrege, at de amerikanske installationer i Grønland var af afgørende betydning for hele forsvaret af Nordamerika. Det tyder på, at amerikanerne anerkender det såkaldte grønlandske kort og sammenkæder Danmarks ofre i Grønland med Danmarks indsats i almindelig NATO-sammenhæng. Det passer fint med den amerikanske ambassades vurdering af danskernes syn på det grønlandske kort: "Greenland, the Danes are sure, is an uncancellable, life-time, paid-up membership in NATO regardless of what else they do or do not do." Quarles hentydning kan også helt specifikt have drejet sig om atomvåben. Når Danmark nu ikke ville modtage atomvåben til den europæiske del af kongeringet, kunne man da i det mindste rose landet for ikke at forhindre opstillingen af atomvåben i Grønland.

Den 20. april 1959 satte Information igen udenrigsministeriet på den anden ende. I en forsideleder under overskriften "A-vaaben til Danmark" talte chefredaktør Seidenfaden dunder for atombevæbning af de danske Nike-Hercules raketter. I sin argumentation kom Seidenfaden både ind på, at det sandsynligvis var planen at fremskaffe atomvåben omgående i tilfælde af krig og, at det planlagte flådesamarbejde med Vesttyskland kun kunne betyde atomforsvar på dansk område. Ingen af disse kontroversielle men sikkert meget rigtige udsagn bemærkes dog i udenrigsministeriet. Det gør til gengæld en sidebemærkning i lederen: "Dels findes der allerede atomvaaben paa dansk omraade i Grønland". Seidenfaden hentyder her afgjort til Nike-Hercules på Thule. Intet tyder på, at Seidenfaden skulle have kilder, der med sikkerhed kunne fortælle ham, at raketterne var atombevæbnede, men heller ingen andre danskere har med sikkerhed vidst, om der var atomvåben i Thule. H.C. Hansen, Svenningsen og i hvert fald også afdelingschef Schramm-Nielsen har vidst, at amerikanerne havde fået grønt lys, men de kunne heller ikke være sikre på, om atombevæbningen var gennemført. De arme fuldmægtige i udenrigsministeriets NATO-kontor har i hvert fald ikke vidst det, men de blev alligevel af Schramm-Nielsen sat til at redegøre for, hvad kontoret vidste om sagen. Først kiggede man i Thule forbindelsesofficerens månedsrapport fra januar 1959. Her hed det blot, at to af de fire Nike-Hercules batterier var færdigmonteret, bemandet og klar til brug. Der var ikke nogen oplysninger om atombevæbning. Ud for oplysningen om, at raketterne var klar til brug har den nye kontorchef i NATO-kontoret Torben Rønne skrevet: "med eller uden atombevæbning?"

I en omfattende notits af 27.-28. april 1959 udarbejdet af tre medarbejdere i udenrigsministeriet, gennemgår man hele sagen om Nike på Thule fra 1956 og frem. Den første notatskriver konkluderer som tidligere, at man fra dansk side må gå ud fra, at der ikke er atomvåben på Nike-Hercules på Thule, da han vurderer at amerikanerne i så fald ville have spurgt først. Kontorchef Rønne kommenterer ikke sandsynligheden for evt. amerikansk oplagring men beskæftiger sig kun med, hvordan man kan takle spørgsmål fra Folketinget og/eller pressen. Han foreslår, at man svarer, at spørgsmålet ikke har været forelagt regeringen, og at man ikke nærer tvivl om, at amerikanerne vil spørge, hvis de i fremtiden ønsker at oplagre atomvåben. Rønne mener, at man fra dansk side ikke bør komme ind på, at raketterne både kan anvende konventionel og atomar ammunition "Da det fra amerikansk side er hævdet, at NIKE Hercules raketternes værdi som forsvarsvåben er ret problematisk, for så vidt man ikke anvender atomsprængladninger". Meget tyder på, at Rønne, ligesom Informations redaktør Seidenfaden, regner med, at der er atomvåben til raketterne på Thule. Han må have anet, at noget blokerede for at få sikker viden om atomladningerne, hvorfor han bekymrede sig mere om svarmuligheder til offentligheden. Schramm-Nielsen var betænkelig ved Rønnes forslag til svar til offentligheden, sikkert fordi han vidste, hvor langt svaret lå fra virkeligheden. Han skrev derfor selv et udkast til svar, men inden dette udkast var klar, havde den danske presse igen skrevet om atomvåben i Grønland. Rektor Aage Bertelsen skrev i Politiken:"Nu må det billigvis indrømmes, at vi i Danmark ikke har atomvaaben - endnu. Til gengæld ligger amerikanernes største og vist nok ogsaa nærmeste baser for beskydning af Rusland med de virkelige ‘egentlige’ strategiske bomber og raketter i selve Danmark, i vort nordligste amt." Schramm-Nielsens udkast til et svar til pressen lå færdig den 4. juni 1959, og lød:

Her kommer der andre boller på suppen i forhold til de svarmuligheder udenrigsministeriet hidtil havde arbejdet med. Indtil nu havde udgangspunktet i alle svarudkast været, at der ikke var atomvåben i Grønland, for så ville amerikanerne have spurgt om lov. Schramm-Nielsen vender sagen om. Hans udgangspunkt er, at der nok er atomvåben i Grønland, og at man ikke kan forvente, at amerikanerne skal oplyse om den slags. Til gengæld er det i vestens og Danmarks interesse, at amerikanerne kan oplagre atomvåben hemmeligt, hvorfor Danmark ikke har undersøgt, om der faktisk er atomvåben i Grønland. Schramm-Nielsen nærmer sig hermed virkeligheden. Hvad han skitserer er i høj grad det rationale, som H.C. Hansen og Svenningsen må have fulgt, da de udarbejdede Hansen-brevet, nemlig at det dårligt kunne forhindres, og militært var en fordel, at USA havde atomvåben i Grønland. Schramm-Nielsen nævner i notatet dog ikke, at amerikanerne faktisk har spurgt, for Hansen-brevet passer dårligt ind i hans argumentation, hvor Danmark blot kan henvise til det amerikanske standardsvar om tilstedeværelsen af atomvåben: "Neither confirm nor deny". Ved at henvise til "Vestens - herunder Danmarks sikkerhed" introducerer Schramm-Nielsen faktisk det teoretiske begreb "fare". Med Mouritzen kan man sige, at der er sket en centralisering (herunder en hemmeligholdelse), som offentligheden nu sætter under pres. Schramm-Nielsen forklarer at årsagen til centraliseringen er hensyntagen til ekstern truende fare. Det gør han for at vække en følelse af samhørighed hos offentligheden. Hvis Schramm-Nielsens taktik kunne lykkes til fuldkommenhed, ville hele problemet om atombevæbning og tilhørende hemmeligholdelse, løgn m.m. kunne løses ved at henvise til, at disse problematiske handlinger tjente et godt formål. Som når en tilstand af krig retfærdiggører en soldats drab på en soldat fra en anden hær. Offentligheden ville i så fald stå bag regeringen og dens handlinger. På den anden side ville Schramm-Nielsens taktik også være meget risikabel. For at opnå offentlighedes accept af hemmeligholdelse skulle man, som Schramm-Nielsen også gør i sit udkast, slå fast, at der var tale om en hemmeligholdelse. Problemet var så hvis offentligheden ikke købte den med det gode formål. Så ville man stå dårligere, end hvis man blot fortsatte med at sige, at amerikanerne endnu ikke havde spurgt om lov, og at de bestemt ville gøre det inden de oplagrede atomvåben i Grønland. Der er da heller ikke fundet dokumenter, der tyder på at Schramm-Nielsens udkast har været forelagt personer udenfor udenrigsministeriet og da slet ikke offentligheden.

Schramm-Nielsen havde fra begyndelsen været usikker også på sit eget formuleringsudkast. Han havde derfor, samtidig med at han fremlagde sit udkast, bedt om et notat fra NATO-kontoret om hvilke muligheder, man havde for at besvare eventuelle spørgsmål om atomvåben i Grønland. Først fire måneder efter skrev NATO-kontoret en notits om mulige svar, og de to muligheder notitsen drejede sig om var identiske med dem kontorchef Rønne og afdelingschef Schramm-Nielsen havde foreslået tidligere. De to muligheder og argumentation for dem, blev stillet overfor hinanden, med Rønnes som repræsenterende indenrigspolitiske hensyn og Schramm-Nielsens som repræsenterende udenrigspolitiske hensyn.

Argumentationen bag alternativ nr. 1, der var Rønnes forslag om at sige, at spørgsmålet aldrig havde foreligget for regeringen, og at man ikke tvivlede på, at amerikanerne ville spørge inden de tog skridt mod en oplagring, var delt i tre punkter. For det første at USA respekterede dansk atomvåbenpolitik, for det andet at de spurgte om lov til at opstille Nike-Hercules på Thule, hvorfor man måtte regne med, at de også ville spørge inden en atomoplagring, og for det tredje, at USA’s bilaterale aftaler med andre allierede om atomvåbneoplagring tydede på, at atomammunition kun kan oplagres eller benyttes på et andet lands territorium efter aftale med det pågældende land. Augumentet for den danske atomvåbenpolitik blev understøttet af en fejlgengivelse af H.C. Hansens udtalelse til NATO-rådsmødet i Paris 1957: "at man ikke under de nuværende forhold kan acceptere atomsprængladninger på dansk område". Det var netop ikke det, Hansen sagde, jvf. min diskussion af nuancerne mellem "Danmark" og "dansk territorium eller område" tidligere i kapitlet. De to andre argumenter var heller ikke holdbare, da vi jo nu ved, at amerikanerne havde spurgt Hansen og dermed mente, de havde en aftale. Der hvor alternativ nr. 1 fungerede, var overfor den danske offentlighed. Man tog udgangspunkt i, at der ikke var atomvåben i Grønland, og det var nu engang mest populært i offentligheden.

Alternativ nr. 2 var Schramm-Nielsens forslag om ikke at svare på spørsmål om, hvorvidt der var oplagret atomvåben i Grønland, begrundet i den amerikanske praksis om principielt ikke at give oplysninger på området. Sammenfattende hed det:

Argumentationen bag Schramm-Nielsens alternativ er klart mere holdbar end den bag Rønnes, men problemet var hvad offentligheden ville sige til den. Ydermere ville man ikke senere kunne bruge alternativ nr. 1, hvis man først havde benyttet sig af alternativ nr. 2. Sætter man sagen på spidsen, kan man sige, at notitsskriveren overvejer to svaralternativer. Et ærligt og et mindre ærligt. Hun konkluderer, at det ærlige svar vil være "politisk uheldigt" at benytte sig af. Sagsforløbet kan ikke følges videre i udenrigsministeriets arkiv, men intet tyder på, at man i ministeriet har haft mod til at tale for Schramm-Nielsens ærlige og ubehagelige svaralternativ. Ud over valget mellem forskellige grader af ærlighed har valget for de ansvarlige politikere stået mellem indenrigspolitiske og udenrigspolitiske hensyn. "Medens udenrigspolitiske hensyn således taler for en besvarelse efter de under 2. alternativ anførte retningslinier, synes indenrigspolitiske hensyn at tale for, at man benytter 1. alternativ."

Sagen er et eksempel på indenrigspolitikkens primat, da de indenrigspolitiske hensyn vægtes over de udenrigspolitiske. Her er det vigtigt at bemærke, at notatskriveren med udenrigspolitiske hensyn må mene hensyn til USA/NATO, men ikke til Sovjet. Sovjet har næppe foretrukket, at Danmark begyndte at følge den amerikanske "neither corfirm nor deny" politik, men notatskriveren kommer jo slet ikke ind på hensyn til Sovjetunionen eller den internationale afspænding, hensyn som ellers, både tidligere og senere, blev brugt som yderligere argument for den politik, som tækkedes offentligheden. Der ligger altså en vis prioritering af hensyn i notitsen. I denne konkrete sag er hensynet til Sovjet det mindste, dernæst kommer hensynet til USA og højest står de indenrigspolitiske hensyn.

Når man kender udenrigsministeriets hårde og utaknemlige arbejde med at finde frem til det svar, der på spørgsmålet om atomvåben i Grønland benyttede sig af den rette balance mellem ærlighed og politisk anvendelighed, er sagens videre udvikling ret uforståelig. I Folketinget den 26. juni 1961 stillede folketingsmedlem O. Mathiasen Statsminister Kampmann følgende sprøgsmål: "Vil statsministeren klart afkræfte de rygter, som er fremkommet i pressen, f. eks. Information, om, at der allerede er placeret atomvåben på dansk område?" Jeg har ikke kunnet finde andre avisrygter end Seidenfadens ovenfor omtalte lederartikel, som på dette tidspunkt har været mere end to år gammel. Man må altså gå ud fra, at Mathiesen med "dansk område" også mener Grønland, da Seidenfadens artikel netop handlede om kernevåben der. Kampmanns svar, der var blevet udarbejdet på et ministermøde, var: "I den anledning kan jeg oplyse, at der ikke er placeret atomvåben på dansk område, og at en sådan placering ikke påtænkes." Kampmann holder fast i Mathiesens formulering "dansk område", hvilket burde betyde, at han også inddrager Grønland, men det blev der ikke sagt noget eksplicit om i Folketinget. Til gengæld skete der det højst ualmindelige, at statsministeren lod sin sekretær meddele udenrigsministeriet, som jo burde vide mest om den sag, at spørgsmål fra pressen skulle besvares med, at erklæringen omfattede Grønland. Denne meddelelse lod udenrigsministeriet gå videre som ordinært punkt på ugeoversigten fra udenrigsministeriet til repræsentationerne i udlandet, og siden blev det danske standardsvar på spørgsmålet om atomvåben i Grønland, at der ikke var placeret atomvåben der. Det vidste man imidlertid stadig ikke noget som helst om, selvom mange, særligt de få, der kendte til H.C. Hansen-brevet, har troet det modsatte, nemlig at der var atomvåben i Grønland. At man stadig ikke vidste noget kan ses af et ret amatøragtigt forsøg på at gøre efterretninger i sommeren 1960. Her var kongeskibet på besøg i Grønland, og i den forbindelse havde forsvarsministeriet bedt en kaptajnløjtnant ombord om at stille den danske forbindelsesofficer på Thule spørgsmålet, om hvorvidt der var atomvåben til Nike-Hercules raketterne på basen. Det vidste forbindelsesofficeren ikke, men det var ikke hans opfattelse, at der foregik noget på forsvarsområdet, som han ikke fik kendskab til. Udenrigsministeriets notat om denne passage blev vist til ministeren, som så var så meget klogere.

Sagen er altså, at den danske politik om udtalelser om atomvåben i Grønland fra sommeren 1961 fryser fast et helt urimeligt sted. Kampmanns udtalelse med tilhørende ekstrabemærkning til udenrigsministeriet hang hverken sammen med H.C. Hansens spidsfindige udtalelse i NATO-rådet i december 1957, med udenrigsministeriets efterretninger og forslag eller med den faktiske virkelighed. Spørgsmålet er så, om Kampmann var klar over det, og hvad formålet var med hans og statsministeriets overtagelse af dette område for en kort men afgørende bemærkning. Det vides ikke om Kampmann kendte til Hansen-brevet fra 1957. DUPI har dokumenteret, at Udenrigsminister Krag senest i august 1959 kendte til brevet og dets indhold, men det er ikke klart, om han har givet denne viden videre. Kampmann har sikkert ikke vidst alt, hvad udenrigsministeriet har vidst, men han har selvfølgelig været klar over, at det var der, ekspertisen lå. Derfor kan hans udtalelse kun ses som en måde at føre politik på, løsrevet fra spørgsmålet om hvorvidt der reelt var atomvåben i Grønland eller ej. Hvad Kampmann sagde, var det bedste for at tækkes opinionen, hvis spørgsmålet blev stillet, men det kunne også tænkes som et signal til amerikanerne om en ændret dansk holdning. Det sidste hænger dog ikke sammen med, at nuancen omkring Grønland ikke blev udtalt offentligt fra Folketingets talerstol, men kun kom til at ligge i udenrigsministeriet og rundt omkring på de danske ambassader. Alt i alt kan man bedømme Kampmanns håndtering af sagen som enten fuldstændig amatøragtig eller som kynisk og uvederhæftig. Selv tror jeg ikke, at danske toppolitikere var amatører. Hvis grønlandstilføjelsen var en svipser fra Kampmanns side, skulle man også tro, at udenrigsministeriet ville korrigere ham, i stedet for at give meddelelsen videre til ambassaderne i udlandet.

Nu var linjen klar for udtalelser om atomvåben og Grønland. I den af udenrigsministeriet sammenstillede, og i Udenrigsminister Per Hækkerups navn udgivne, bog "Danmarks udenrigspolitik" fra 1965 hed det om Grønland: "(...) at der ikke er placeret atomvåben dér (...)". Svend Aage Christensen slår fast, at udsagnet var sandt, idet de amerikanske atomvåben i Grønland var blevet fjernet i sommeren 1965, og Hækkerups bog udkom i december 1965. Christensen går så langt som til at mene, at det er et argument mod de moderne kritikeres påstand om regeringens løgnagtighed. Her mener jeg, Christensen er på vildspor på trods af, at han har ret i, at vi nu ved at teksten, da den blev offentliggjort, var sand. Det springende punkt er, om Hækkerup vidste om der var atomvåben i Grønland. Hverken jeg eller DUPI har i nogen kilder fundet belæg for, at nogen som helst danskere på noget som helst tidspunkt før 1968, vidste om der var atomvåben i Grønland. Kampmann havde i 1961 "besluttet", at der ikke var atomvåben i Grønland, men det havde intet med virkeligheden at gøre. At Hækkerup ville have skrevet det samme uanset der i virkeligheden (uden hans sikre viden) var atomvåben i Grønland, kan jeg sandsynliggøre ved hjælp af en kilde fra udenrigsministeriet. Hækkerups bog er som nævnt skrevet af embedsmænd i udenrigsministeriet. Så tidligt som den 27. maj 1963 var første udkast til afsnittet om atomvåben og Grønland klar. Teksten var indholdsmæssigt den samme som den der blev offentliggjort i 1965, og den blev godkendt på trods af, at der var atomvåben i Grønland. Hvad der ikke blev godkendt var en påtegning af fuldmægtig F. Kiær. Han havde i hånden tilføjet en sætning så teksten nu var: "(...) for så vidt angår Grønland bemærkes at der ikke i hvert fald med den danske regerings vidende er placeret atomvåben der (...)"[Påtegning gengivet med fed].

Kiærs påtegning var afgjort det sandeste i sætningen, men den ville selvfølgelig ikke kunne offentliggøres, så den fandtes hverken i det næste udkast eller i den færdige bog. Fuldmægtig Kiærs forsvundne påtegning bliver næsten til det perfekte eksempel, når man andetsteds i Hækkerup og udenrigsministeriets bog læser:

Hækkerup ville altså i virkeligheden helst have lagt kendsgerningerne frem for befolkningen om atomvåben i Grønland, men måtte følge spillets regler. På den anden side står der vel heller ikke noget i disse "spilleregler" om, at man skal føre befolkningen bag lyset. Hækkerup kunne have undladt at skrive noget om Grønland eller have brugt "neither confirm nor deny"-muligheden og kunne da stadig have holdt sig indenfor de eksplicitte demokratiske spilleregler fastlagt i grundloven.

Der var fire Nike-Hercules batterier ved Thule, hver omfattende seks affyringsramper (launchers). Hvert batteri var udstyret med tre underjordiske samlehaller, hver udstyret med to hydrauliske elevatorer, hvormed en armeret raktet kunne løftes til affyringspositionen. Herudover bestod hvert af de fire batterier af en kontrolbygning og en lagerbygning til ammunition. Batteriet "A-launch" blev placeret på kolonihalvøen mellem den gamle Thulekoloni og den tidligere Uummannaq-boplads på et område, der i 1953 var blevet en ny del af Thule forsvarsområdet, fordi amerikanerne ønskede at anlægge et antiluftskytsbatteri (90 mm. kanoner). Derfor havde de danske myndigheder forestået en flytning af den grønlandske boplads 100 km. nordpå, dog uden at amerikanerne havde stillet et krav herom. "B-launch" placeredes på den nordvestligste kant af North Mountain ud mod Wolstenholme Fjord. "C-launch" kom til at ligge i lufthavnenes sydvestligste hjørne lidt oppe ad South Mountain, mens "D-launch" blev placeret ved North Star Bay syd for lufthavnsområdet og sydvest for South Mountain.

Nike-Hercules batterierne på Thulebasen var aktive fra efteråret 1958 til sommeren 1965. I slutningen af 1980’erne blev raket-siloerne åbnet og fyldt op med jord og resterne af de bygninger, der blev fjernet på stedet som led i oprydningen på basen. Den korte operative periode skal ses i forhold til, at bombeflyet B-52, der ligeledes startede sin tjeneste i 1958, stadig er aktiv i det amerikanske luftvåben. Ydermere var hvert af de fire raketbatterier hovedsageligt konstrueret under jorden i de vanskelige arktiske forhold, hvilket må have betydet betragtelige udgifter. Alligevel har den kolde krigs sære logik dikteret, at raketterne var uundværlige for Thulebasen i 1958, og unødvendige i 1965, hvor de ikke engang blev erstattet af andre forsvarsvåben. Årsagen hertil var, at tiden allerede var løbet fra Nike-Hercules. Truslen kom ikke længere primært fra bombemaskiner men fra ballistiske missiler. På trods af at Nike-Hercules under test havde skudt ballistiske missiler ned, var de ikke pålidelige nok til, at man stolede på, at man kunne forsvare basen med dem. Man valgte i stedet at flytte Nike-Hercules fra Thule, og de andre amerikanske såkaldte "bløde" baser, det vil sige baser med varslingsradaranlæg og uden angrebsmissiler, til de såkaldte "hårde" baser, hvor Nike-Hercules skulle forsvare angrebsmissiler og kontrolcentre mod eventuelle opfølgningsangreb fra sovjetiske bombemaskiner. De "hårde" baser var mest underjordiske, hvorfor angribere ikke ville kunne nøjes med missilangreb men måtte indlade sig på præcisionsbombning fra fly. Flytningen af 22 Nike-Hercules batterier i 1965 blev budgetteret til at koste 50 millioner dollars, men blev af forsvarsminister McNamara vurderet som "well worth this cost", fordi det så ville blive ekstremt dyrt for Sovjet at ødelægge hver enkelt af de hårde baser. Efterfølgeren til Nike-Hercules: Nike-Zeus, der skulle have været et regulært anti-missil-missil, nåede heller aldrig at blive pålidelig nok, så man valgte helt at undlade luftforsvar på Thulebasen. Den store BMEWS radar (Ballistic Missile Early Warning System), der havde radarskærme på størrelse med fodboldbaner, og som i 1960 var blevet opstillet på basen, havde også ændret en eventuel konfrontations logik. Amerikanerne ville kunne se et eventuelt missilangreb på Thulebasen på forhånd, hvilket russerne selvfølgelig vidste. Derfor var afskrækkelse i form af gengældelsestrussel herfra Thulebasens eneste forsvar.

Den sikre viden, om tilstedeværelsen af atomvåben til Nike-Hercules missilerne på Thulebasen, stammer fra den amerikanske redegørelse til Danmark af juli 1995 i følge hvilken, der i december 1959 indførtes 48 kernevåben til Thule, som forblev der indtil US Army i sommeren 1965 nedlagde luftforsvarsprogrammet ved Thule. Da Nike-Hercules batterierne var US Army’s eneste luftforsvarsvåben på Thule, må det dreje sig om dem. De 48 sprænghoveder passer også fint med, at der i alt var 24 affyringsramper på Thule, så man kan forestille sig to atombevæbnede raketter til hver rampe. I følge et Joint Chiefs of Staff memorandum fra juli 1959 var der et W-31 atomsprænghovede til hver operationel amerikansk Nike-Hercules raket, uanset deployering.

Man havde i Danmark mindst ved een lejlighed mulighed for at forvisse sig om atombevæbningen af Nike-Hercules raketterne på Thule. I den månedlige rapport fra den danske forbindelsesofficer hed det i januar 1965: "(18.1.65) ... Alarm ’Broken Arrow’ givet fra C launch paa grund af overgang i kontrolskabet, hvorved der opstod fare for spraengning af en eller flere raketter. Alarmen afblaest efter skaden var udbedret ca. 1/2 time senere. ...". Broken Arrow var det amerikanske kodesprog for et uheld der involverede kernevåben, hvilket man må gå ud fra, at både forbindelsesofficeren og det danske forsvarsministerium og udenrigsministerium, der læste rapporterne, vidste, bl.a. fordi forbindelsesofficeren siden 1959 havde rapporteret om adskillige Broken Arrow-øvelser i forbindelse med simulerede nødlandinger. Alligevel har de danske myndigheder ikke reageret på forbindelsesofficerens rapport. Det er sandsynligt, at årsagen til ministeriernes manglende reaktion var, at de simpelthen overså denne klare indikator for, at amerikanerne havde atombevæbnet Nike-Hercules raketterne på Thulebasen. På den anden side må man tage med i betragtning, at udenrigsministeriet ville sidde tilbage med en uhåndterlig viden, hvis man erkendte, at der var atomvåben i Grønland. Det sagde politikerne jo, at der ikke var. En oprulning af dette modsætningsforhold ville betyde en konflikt med amerikanerne, som man sikkert ikke har villet risikere kun for sandhedens skyld. At ministeriet ikke vidste noget officielt men nok tænkte sit, kan ses af en sag fra 1967. I anledningen af at et sovjetisk blad havde skrevet, at der med Danmarks billigelse var amerikanske raketter og atomvåben i Grønland, blev følgende retningslinjer for besvarelse af eventuelle presseforespørgsler sat.

Alle udsagnene er sande, og det er mere end hvad man kan sige om Kampmanns atomdoktrin fra 1961. Hvorfor svarede ministeriet ikke blot med Kampmanns doktrin? Standardsvaret kunne have været, "der har aldrig været stationeret atomvåben i Grønland". Ministeriet må alligevel have været opmærksomme på, at nedlæggelsen af Nike-Hercules batterierne betød, at risikoen, for at der var atomvåben på Thulebasen, var blevet stærkt formindsket.

Anledningen, til at den danske atomvåbenpolitik for Grønland officielt blev ført i overensstemmelse med de faktiske forhold, blev nedstyrtningen den 21. januar 1968 af et amerikansk B-52 bombefly bevæbnet med fire brintbomber. Den danske regering reagerede omgående og uden smålig skelen til midlerne for at udnytte den opståede situation. Udenrigsminister Tabor (S) udtalte den 22. januar 1968:"Den danske atompolitik gælder også Grønland, herunder luftrummet over Grønland. Der er ikke placeret atomvåben i Grønland. "

Dette var lidt af en nyhed for amerikanerne, der forsøgte at minde danskerne om, hvad der stod i grønlandsoverenskomsten og ikke mindst i Hansen-brevet. Statsminister Krags kommentar til dette var, at Danmark i lyset af den senere udvikling så amerikanernes historiske betragtninger som uden betydning i den foreliggende konkrete situation. Amerikanernes forhandlingsposition var ikke for god med fire brintbomber knust og spredt på dansk territorium, og ydermere havde den amerikanske Forsvarsminister McNamara i et stykke tid ledt efter en anledning til at afblæse de amerikanske rutineflyvninger med atomvåben over bl.a. Grønland. I øvrigt var der ikke længere atomvåben oplagret i Grønland, hvorfor amerikanerne til sidst gav sig i forhandlingerne med danskerne om fortolkningen af gamle aftaler og udarbejdelsen af en ny aftale. Den nye aftale fik form af en noteudveksling mellem USA og Danmark af 31. maj 1968. Indholdet af notevekslingen blev ikke offentliggjort men læst op i Udenrigspolitisk Nævn. I en pressemeddelelse hed det:

Det vakte ikke opmærksomhed i offentligheden, at en ligefrem tolkning af denne pressemeddelelse ville føre til den konklusion, at der inden disse drøftelser i Washington ikke havde været overensstemmelse mellem forsvarsaftalen af 1951 og dansk atompolitik. Regeringens operation var lykkedes. Offentligheden var blevet beroliget, uden at Danmark og USA offentligt havde hængt hinanden ud for henholdsvis at have krænket dansk atompolitik i Grønland eller at være løbet fra klare aftaler. Hermed var der igen overensstemmelse mellem den officielle danske atompolitik for Grønland og de faktiske forhold.

Gemt og glemt blev dobbeltpolitikken fra 1957 til 1968, hvor amerikanerne havde god grund til at tro, at de havde ret til at oplagre atomvåben i Grønland. Først i 1995 med fundet (eller rettere offentliggørelsen af indholdet) af Hansen-brevet kom der fokus på dansk atomvåbenpolitik i Grønland igen. Sagen kom som en overraskelse for befolkningen, pressen og politikerne - ja for alle. Men for mange har overraskelsen været påtaget. Redaktør Seidenfaden gættede i 1959 på, at der måtte være atomvåben i Grønland, og han har ikke været den eneste, der kunne lægge to og to sammen. I 1983 kunne man i bogen "Nuclear Battlefields" læse, at USA hemmeligt havde haft oplagret atomvåben i Grønland, og atombevæbningen af Nike-Hercules har været logisk, da dette var stadardkonfigurationen for raketten, og da brug af taktiske atomvåben var del af den amerikanske atomstrategi. Derfor var det, med Politikens daværende sikkerhedspolitiske kommentator Ib Faurbys ord, en overraskelse, der ikke burde være kommet.

Det var i midten af 1950’erne centralt for USA at kunne beskytte sine baser mod sovjetiske luftangreb. Derfor var det amerikanerne magtpåliggende at opstille deres nyeste og bedste luftforsvarsraketsystem Nike-Hercules på Thulebasen i Grønland. Selvfølgelig skulle missilerne også være atombevæbnede, da de på den måde afgjort ydede det bedste forsvar for basen. Amerikanerne søgte under hånden dansk accept af at opføre raketbatterierne, og fra første færd gav danskerne sig til at håbe, at der ikke var tale om atombevæbning af raketterne. Dette håb skred lige så stille i retning af en overbevisning om, at atomvåben ikke var på dagsordenen. Det var det mest belejlige.

State Department var klar til at opstille atomvåben på Thulebasen uden at spørge danskerne, men ambasadør Peterson sørgede for, at man stillede H.C. Hansen et kildent spørgsmål i forvejen. Hansen modsagde i sit svar til amerikanerne ikke deres tolkning af grønlandsoverenskomsten af 1951. Årsagen hertil må mere ligge i Hansens politiske strategi frem for i en overbevisning om, at overenskomsten kun kunne tolkes på denne måde. Der var ikke fast grundlag i traktaten for den amerikanske tolkning men omvendt heller ikke fast grundlag for, at danskerne skulle give tilladelse inden en eventuel atomvåbenoplagring. Havde Hansen været en svoren modstander af atomvåben i Grønland, havde han haft andre handlemuligheder, end den han valgte. Hansen valgte også at hemmeligholde sit "grønne lys" til amerikanerne for både regeringspartnere, Folketing og offentlighed. Medvidende var oprindeligt kun udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen, der formodenligt har haft en vigtig rolle at spille under udarbejdelsen af Hansen-brevet. Dermed stillede Svenningsen sig, ligesom han tidligere havde gjort under besættelsestidens samarbejdspolitik, på regeringens side i en sag, der indebar, at normale parlamentariske procedurer blev tilsidesat, og at befolkningen fik præsenteret et ufuldstændigt billede af, hvad Danmarks sikkerhedspolitik faktisk var. At både Nils Svenningsen og H. C. Hansen uden tvivl ville have argumenteret for, at sådanne skridt var en følge af den kolde krigs nødvendighed, gør kun parallellen til ‘forhandlingspolitikken’ under 2. verdenskrig så meget desto mere iøjnefaldende. Hvor nationens vitale interesser stod på spil, måtte embedsmanden uden smålige hensyn loyalt stille sig bag den udøvende magts udenrigspolitik. Hansens og Svenningsens hemmeligholdelse blev fulgt op af en omfattende fortielseskampagne fra udenrigsministeriets side. Her vidste man ikke, om der var atomvåben i Thule, men flere havde en formodning herom. Denne formodning gjorde, at det højeste mål for ministeriet i denne sag blev at undgå al offentlig debat om spørgsmålet. Man forsøgte at overbevise pressen om det uheldige ved sådan en debat; man bremsede og forkortede pressemeddelelser, og man overvejede svarmuligheder på spørgsmål fra pressen uden forbindelse til virkeligheden i Thule. Til slut dikterede statsministeren kun den svarmulighed, der hed, at der ikke var atomvåben i Grønland. Udenrigsministeriet accepterede denne usandhed/usandsynlighed uden kommentarer.

Sagen om atombevæbning af Nike-Hercules på Thule rummer i overflod eksempler på centralisering af beslutningskompetence og af information på alle niveauer. Særligt markante er H.C. Hansens hemmelige aftale med amerikanerne og Kampmanns diktering af atomvåbenpolitikken, men overalt ses det, at aktørerne først og fremmest vil undgå offentlig debat om spørgsmålet. Det har som konsekvens, at udenrigsministeriet endte med at stå uden den nødvendige viden til at kunne lave tilfredsstillende analyser af sagen. Hemmeligholdelsen bed så at sige sig selv i halen, så man ud over et demokratisk og moralsk problem snart også stod med et praktisk forvaltningsproblem.

Til trods for at bl.a. dagbladet Information skrev om atombevæbning af Nike-Hercules i Grønland, rejste der sig ikke nogen offentlig debat om spørgsmålet. Den amerikanske ambassade vurderede, at det måtte skyldes, at den danske modstand mod atomvåben grundede i en frygt for at risikere at blive atombombemål. Atombevæbning af Nike-Hercules i Syddanmark kunne have som konsekvens, at østblokken i en krigssituation ville atombombe Danmark, en risiko man ikke forbandt med atomvåben i Grønland. I det hele taget var Grønland i denne periode meget langt væk fra Danmark og danskenes bevidsthed. Først i 1953 var øens status som koloni udskiftet med status som en del af Danmarks rige, hvorfor det stadig var nyt at se Grønland som Danmark og ikke kun som tilhørende Danmark. Ydermere har offentligheden også været opmærksom på, det politiske pres regeringen var udsat for både fra amerikansk og sovjetisk side. Den kolde krig har givet regeringen "demokratisk albuerum" på samme måde som en "varm" krig ville have gjort. I overensstemmelse med teorien om en øget samhørighedsfølelse hos offentligheden, når regimet er udsat for udefra truende fare, gav den danske befolkning altså regimet mulighed for at gøre omtrent som det ville med hensyn til atomvåben i Grønland.

Her svares på problemformuleringen; hvordan man fra dansk side håndterede spørgsmålene om opstilling og eventuel atombevæbning af Nike-Hercules raketterne i Syddanmark og Grønland, samt hvad der kan forklare denne håndtering. Jeg sætter min undersøgelse i perspektiv i forhold til den aktuelle debat om de politiske forhold under den kolde krig. Var de anderledes og derfor usammenlignelige med nutiden? Det mener nogle retfærdiggører handlinger, der ikke kan retfærdiggøres i dag. Videre evaluerer jeg den anvendte metode og teori.

Danmark befandt sig i den undersøgte del af den kolde krig i en presset tid på et presset sted. Formålet med den danske sikkerhedspolitik i perioden var integration og afskærmning overfor USA samt afspænding og afskrækkelse overfor Sovjetunionen. Man ville helst undgå at vælge side i den kolde krig, men da ingen andre muligheder for at opfylde landets sikkerhedsbehov viste sig, blev Danmark medstifter af NATO. Men var Danmark så ubetinget allieret eller allieret med forbehold? Jeg kan ikke vælge side i diskussionen mellem Poul Villaume og Bo Lidegaard om spørgsmålet. Hvis Danmark var allieret med forbehold, var det et forbehold, der ikke svækkede Danmarks sværgen til demokrati og kapitalisme, men som handlede om måden at takle den sovjetiske trussel på. Danmark kæmpede for sin særlige linje, og tog også særstandpunkter i flere tilfælde uden at blive frosset ud af alliancepartnerne. Her er det lave danske forsvarsbudget og stationerings- og atomvåbenforbeholdene oplagte eksempler. Til gengæld måtte man på andre områder indrette sig efter alliancepartnerne og i nogle tilfælde gøre en dyd ud af nødvendigheden. Det bedste eksempel på det er den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, som Danmark næppe kunne forhindre, og som så eufemistisk blev kaldt for et "forsvarssamarbejde". Sådan hænger det hele sammen, hvis man som Villaume ser sagerne med fokus på de danske forbehold. Spørgsmålet er bare, om ikke, som Lidegaard siger, at interessefællesskabet med USA var af langt større vigtighed end forbeholdet. Måske dækkede de ledende socialdemokrater sig ind under forskellige former for "tvingende omstændigheder", selvom de i bund og grund var enige med amerikanerne. Jeg mener, at socialdemokratiets sikkerhedspolitik i denne periode med held kan sammenlignes med samme partis Europapolitik siden indmeldelsen i EF: Der er ingen slinger i partitoppen, der går ind for integration i både NATO og EU, sandsynligvis med grundlag i en "realistisk" forståelse af international politik. Problemet er bare det, at den store socialdemokratiske partikrop kun langsomt følger med. Derfir må partitoppen nødvendigvis indskyde nogle forbehold, for at "hovedet ikke bliver skilt fra kroppen".

Mit særlige nedslag på denne scene har været de to sagsforløb omkring opstillingen og den mulige atombevæbning af Nike-Hercules raketter i Syddanmark og på Thulebasen. Vinklen har været modstillingen mellem demokrati og udenrigspolitik, nuanceret til modstillingen mellem demokrati og udefra truende fare.

Nike-Hercules var ikke blot en almindelig videreudvikling af antiluftskytskanoner. På tre vigtige punkter adskilte den sig.

1. Nike-Hercules kunne atombevæbnes
1. Nike-Hercules kunne anvendes som jord-til-jord missil med en rækkevidde på op til 183 km.

3. Nike-Hercules kunne have en betydning i angrebskrig, da den kunne nedskyde forsvarende jagere, der var sendt mod angribende bombemaskiner.

Første eksempel på de demokratiske problemer i Nike-sagerne er, at raketternes forskellige anvendelsesmuligheder aldrig blev diskuteret offentligt. Til gengæld kom det i flere tilfælde frem, at militærpersoner i USA og Danmark vurderede Nike-Hercules’ effektivitet uden atomvåben som ringe. Det blev også diskuteret, at raketterne ikke kunne forsvare sig selv, og at det de skulle forsvare, nemlig København, ikke var et vigtigt militært mål, hvorfor raketterne stod det forkerte sted.

Amerikanerne pressede danskerne for, at de skulle modtage og atombevæbne Nike-Hercules i Syddanmark. Beslutningen om at modtage raketterne blev truffet af forsvarsminister Poul Hansen; regeringen blev først informeret senere og først endnu senere Folketinget. Der var ingen debat om sagen hverken i offentligheden eller i Folketinget. Den kom først, da spørgsmålet om atombevæbning meldte sig. Russerne engagerede sig meget i, at Danmark ikke skulle modtage og da slet ikke atombevæbne Nike-Hercules. Den sovjetiske ministerpræsident Bulganin skrev hele tre truende breve til den danske Stats- og Udenrigsminister H.C. Hansen, ligesom den sovjetiske presse skrev kritisk om Danmark. Danmark har sjældent været udsat for så voldsomt et diplomatisk pres, men det betød på ingen måde panik hverken i regeringen eller i befolkningen. Den russiske retorik blev afvist som propaganda, og det danske atomvåbenforbehold blev til for at tilfredsstille den hjemlige opinion mere end for at mildne den russiske bjørn. Senere udenrigsministerielle krumspring, der blev iværksat for at undgå at svare på spørgsmål om atomvåben i Grønland, havde i hvert fald mest adresse til opinionen.

Stats- og udenrigsministeren traf beslutningen om at sige nej til atombevæbning af Nike-Hercules under de daværende forudsætninger. Den danske atomvåbenpolitik blev hermed for første gang artikuleret, og Hansen havde givetvis opbakning i sit parti for denne linje. Atombevæbningsspørgsmålet rejste en debat om raketterne, og her blev de af regeringen og forsvarsministeren reduceret til at være rene forsvarsvåben. Militæret og højrefløjen tog sig efter nogen tid sammen til at danne fælles front for atombevæbning med følgende argumenter:

1. Det vil afskrække bedre
1. Ellers hykler vi over for NATO
1. Raketterne er i praksis langt mere effektive med atomladninger

Det havde dog ingen gennemslagskraft overfor regeringen, og efter at forsvarsforliget 1960 blev indgået uden atomvåben, døde højrefløjens agitation hen. Nike-Hercules blev altså ikke atombevæbnet i Danmark i fredstid. Til gengæld ville Danmark være klar til at atombevæbne raketterne i krigstid ligesom danske soldater var trænet til også at håndtere raketterne med atombestykning. Politikerne og militæret diskuterede angiveligt slet ikke indbyrdes spørgsmålet om atombevægning i krigstid, ligesom offentligheden ikke fik noget at vide. Militæret havde gjort atombevæbning fra tyske depoter praktisk mulig og håbede på politikernes velvilje i en given ulykkelig situation. Kampagnen mod atomvåben forsøgte ivrigt at ændre det danske forbehold til ubetinget afvisning, men her stod regeringen klippefast.

Inden amerikanerne indførte de atombevæbnede Nike-Hercules raketter til Thulebasen, spurgte de H.C. Hansen, om han havde indvendinger. Det havde Hansen ikke, og amerikanerne oplagrede atomvåben. Hansen informerede ikke Folketinget, Udenrigspolitisk Nævn eller regeringen, og gjorde sig hermed skyld i en grov hemmeligholdelse. Hansen kunne have spillet hård overfor amerikanerne og nægtet dem at oplagre atomvåben i Grønland, da der ikke var noget fast grundlag i 1951-trakteten for, at amerikanerne havde ret til at oplagre atomvåben. At Hansen ikke betvivlede den amerikanske tolkning af traktaten tyder på, at Hansen mere eller mindre var enig i den amerikanske holdning. Hansens problem var altså ikke atomvåbnene men opinionens holdning til dem. Hansen har ikke troet, han kunne få regering, Folketing og offentlighed til at acceptere oplagringen; i hvert fald ikke uden grimme politiske skrammer til regeringen, der netop var gået til valg på et nej til atomvåben. Så hellere konstruere en udtalelse til NATO-rådet, der var så spidsfindig, at ingen ville gennemskue det problematiske i den. Hansen løj ikke, men det var hans hensigt at folk skulle misforstå hans udtalelser.

Det gav problemer i udenrigsministeriet, hvor ingen herefter vidste med sikkerhed, om der var atomvåben på Thule eller ej. Man kunne ikke svare på spørgsmål om amerikanernes rettigheder og appellerede i stedet til pressen om at medvirke til at undgå, at der blev en offentlig debat om atomvåben i Grønland. Nike i Thule blev sammenlignet med Nike i København, for at folk skulle tro, at der ikke var atomvåben på raketterne i Thule. Igen en sandhed, der havde til formål at blive misforstået. Man bekymrede sig faktisk mere om hvordan man kunne svare pressen end om hvorvidt der i virkeligheden fandtes atomvåben i Thule, fordi en sikker viden, om atomvåben i Thule, ikke ville kunne håndteres. Man ville uanset realiteterne stadig skulle svare pressen, at der ikke var atomvåben i Thule.

Man kan konkludere at de to Nike-Hercules sager blev behandlet ganske særligt af de ansvarlige politikere og embedsmænd. De prøvede ihærdigt at begrænse den offentlige debat og fortalte befolkningen så lidt som muligt, eller blot halve og misinformerende sandheder. Man manøvrerede på en smal sti mellem hensyn til USA, til Sovjet og til den danske opinion, for at undgå at genere nogen af parterne. Løsningen på dilemmaet blev i spørgsmålet om Nike i Syddanmark et kompromis, hvor både USA, Sovjet og dele af befolkningen var skuffede over resultatet, af forskellige årsager. I spørgsmålet om Nike i Grønland blev sagen afgjort til USA’s tilfredshed og hemmeligholdt for Sovjet og den danske opinion.

Sammenlagt er der mange eksempler på urent politisk trav i de to Nike-sager. Forklaringen er ifølge Kjell Goldmann, at sagerne drejede sig om diplomatisk sikkerhedspolitik, hvor man må forvente et minimum af demokrati, fordi sagerne både opfylder princippet om forhandling, princippet om overordnede interesser og princippet om fjernhed. Mere nuanceret kan man med Hans Mouritzen sige, at demokratiet var reduceret som følge af en truende ekstern fare. En fare, der truede regimets værdier, og som i dette tilfælde både var USA og Sovjet, der truede danske regimeværdier fra hver sin side. Truslen fra Sovjet var afgjort den primære. Demokratireduktionen viste sig som centralisering og samhørighed, tilsammen som regimets selvkontrol.

Centraliseringen havde mange former og grader. I udgangspunktet var forsvars- og sikkerhedsspørgsmålet centraliseret til at være en sag for få topembedsmænd og politikere. Det greb om sig når Danmark blev udsat for pres fra USA og Sovjet, så der ud over centralisering i beslutningskompetence viste sig informationscentralisering i form af hemmeligholdelse og forsøg på at modvirke offentlig debat om raketspørgsmålene. I nogle tilfælde kunne centraliseringen og hemmeligholdelsen ikke opretholdes uden brug af skrappere våben. Om ikke løgn så i flere tilfælde bevidst vildledning af offentligheden. I de spørgsmål (Hansen-brevet, Kampmans direktiv og Hækkerups bogafsnit) har ledende politikere efter min vurdering kraftigt overtrådt både skrevne og uskrevne spilleregler i demokratiet. Hansen har selv været klar over det, og hvis Kampmann og Hækkerup ikke har været det, så har deres embedsmænd afgjort. Centraliseringen er ikke i sig selv udemokratisk, selvom den kan både overdrives og misbruges. Både teori og praksis har vist, at det ikke lader sig gøre at føre udenrigspolitik med alle kort på bordet til enhver tid. Det udemokratiske er, når regimet direkte søger at føre offentligheden bag lyset og på den måde tager sig et privilegium, som offentligheden ikke frivilligt har afgivet. Centralisering er så at sige skrevet ind i grundloven, men det er vildledning ikke. Misinformation og usandhed er ikke foreneligt med en demokratisk selvforståelse.

Endnu mere interessant er samhørighedsdimensionen af begrebet "selv-kontrol". Når der har været en så høj centraliseringsgrad, og når denne har perverteret sig i retning af vildledning, burde der i følge almindelig fornuft være basis for en tillidskløft mellem regime og offentlighed, forudsat at regimets radikale centralisering lod sig afsløre. Det gjorde den faktisk i flere tilfælde. Datidens aviser skrev om atomvåben i Grønland, om Nike-raketternes manglende effektivitet uden atomvåben, om atombevæbning af Danmark som følge af enhedskommandoen og mere til. Det førte dog ikke til en folkerejsning eller til vælgerflugt fra regeringen. Offentligheden har følt den kolde krigs trussel fra øst og vest og har derfor overladt ansvaret til regimet som i en form for demokratisk ‘undtagelsestilstand’. Man skal ikke undervurdere de 20.000 demonstranter fra atomkampagnen på Rådhuspladsen i påsken 1961 men heller ikke overvurdere dem. Der var hovedsageligt tale om unge fra venstrefløjen og ikke om hr. og fru Jensen. Regeringens centralisering blev i høj grad godtaget af offentligheden som følge af en samhørighedsfølelse afledt af den ydre trussel. De fleste danskere har altså ment, at deres interesser bedst blev varetaget ved centralisering til de få. Man kan kritisere min analyse for at se bort fra "tiden" og "den demokratiske kultur". DUPI lægger i deres konklusion stor vægt på, at centraliseringen hørte til det daværende politiske normsæt, og at man ikke skal dømme fortiden med nutidens briller, fordi udenrigspolitikken senere er blevet demokratiseret. Her mener jeg, at det er farligt at overfokusere på sagerne som "historiske". Vist er det rigtigt at tiden og demokratiet dengang var anderledes. Men ser man sådan på begivenhederne, med klassisk historikerfokus på "det enestående", har man kun begrænset mulighed for at sammenligne scenarier og bruge teori. Man skal ikke dømme Hansen posthumt i nutidens domstol. Det ville slet ikke være interessant. Spejlingen er interessant den modsatte vej. Hvad er der sket med "tiden" og "den demokratiske kultur" i Danmark, siden vi nu kan føle os fuldstændig sikre på, at vort regime ikke under indtryk af ydre trussel vil centralisere ud over de demokratiske grænser; måske endda støttet af offentlighedens samhørighedsfølelse? Fraværet af fare for det danske regime i nutidens internationale politik er sundt for demokratiet. Til gengæld graves der bestandig nye skeletter ud af skabet i forbindelse med afslutningen på sidste lange fareperiode, den kolde krig, hvor sagerne om de tre efterretningstjenesters ulovlige aktiviteter er aktuelle. Man kan håbe på, at fare for regimet vil udeblive til verdens ende. Men hertil er den "realistiske" tankegang om en international politik præget af anarki og konflikt mellem stater, der har modstridende interesser, nok for korrekt eller i hvert fald for indgroet.

Sagerne om Nike-Hercules kan i sammenligning føje en ret logisk kommentar til Mouritzens teori. Centraliseringen og hemmeligholdelsen var tydeligvis størst i sagen om Nike i Thule. Her var der virkelig noget at hemmeligholde. Det skulle ifølge teorien betyde, at faren også skulle true mest i grønlandssagen, men det har næppe været tilfældet, ligesom samhørigheden mellem befolkning og regime i sagen nok har været til at overse. Til gengæld har regimet i grønlandssagen følt det ydre pres som større i forhold til den forhandlingsposition, man havde. Det var svært at sige nej til USA i Grønland, men det var til gengæld billigt at sige ja. Hverken regime eller offentlighed følte sig truet på sin eksistens af noget, der havde med den fjerne koloni i Atlanterhavet at gøre. Ikke engang kampagnen mod atomvåben udtalte sig om atomvåben i Grønland, på trods af at sagen havde været i pressen. Til gengæld herskede der en udbredt atomfrygt i Syddanmark; en frygt for at denne del af riget skulle blive atombombemål for Sovjetunionen. Denne frygt førte til, at spørgsmålet om atombevæbning i krise- eller krigstid blev tabuiseret i en grad, at ikke engang politikerne og militæret diskuterede dette spørgsmål med hinanden. Skulle omstændighederne have krævet det, må man i teorien forvente, at regeringen var villig til at centralisere og offentligheden til at acceptere langt mere, end hvad der var tilfældet i Grønlandssagen, hvis en given sag drejede sig om en trussel mod Syddanmark.

Hovedårsagen til det demokratiske underskud i sagerne om Nike-Hercules i Syddanmark og i Grønland, var, at regimet følte sig nødsaget til at centralisere beslutningskompetence og informationer grundet udefra truende fare. Den manglende reaktion på centraliseringen fra opinionen skyldtes, at den havde samme fornemmelse for ydre fare, og derfor bakkede op om regimets politik. En vis grad af beskæring af demokratiet er ofte nødvendigt, når ydre farer truer, men man må være opmærksom på, at regimet kan udnytte og overdrive ydre fare til sin egen fordel. Årsagen til, at Hansen hemmeligholdte sin atomoplagringstilladelse til amerikanerne, har for eksempel ikke kun været for at undgå Sovjetiske repressalier men også for at undgå, at trekantsregeringen, der var gået til valg på et nej til atomvåben, skulle sprænges og Hansen væltes som Statsminister. Den form for egennyttig hemmeligholdelse holder ikke vand i forhold til gråzonen mellem sikkerhedshensyn og åbenhedshensyn og var et slag mod demokratiet dengang, som det ville være det nu.

Min metode har været både at inddrage samfundsvidenskabelig teori og historisk kildenalyse; at forene det bedste fra to fag. En sådan forening kommer ikke af sig selv, og man må kæmpe for at opretholde ét speciale med ét problem og én retning. Havde jeg givet efter og skilt specialet i to, ville jeg have afleveret mindre teori på historiefaget og mindre kildeanalyse på forvaltningsfaget. Det kunne have gjort hvert projekt mere entydigt og homogent, hvor resultatet nu er blevet en hybrid - eller måske et gadekryds. Styrken ved at blande samfundsfag og historie har været, at nogle konklusioner, der for en umiddelbar betragtning har været lette og nære, har vist sig at være uholdbare. Teorien har ikke passet med historien eller omvendt. Med de to fag sammen får jeg ledt efter de rigtige og vigtige spørgsmål i historien, men opdager samtidig, hvor teorien har sin begrænsning. Mouritzens teori har været velegnet til at begrunde de forskellige aktørers handlinger, men den siger intet kvalificeret om, hvornår man bør beskære demokratiet under ydre trusler og hvor meget. På samme måde giver den ingen mulighed for at kende ægte fare fra fare opfundet eller overdrevet af regimet. Teorien er derfor afgjort bedre til at analysere begivenheder på en vis historisk afstand, end til at hjælpe politikere eller opinion med at føre udenrigspolitik i dag.

1) Danske arkivalier

2) Amerikanske arkivalier

3) Interviews

Adgangen til udenrigsministeriets akter reguleres, som statens arkiver i øvrigt, af den arkivlov, der trådte i kraft 1. oktober 1992 og som giver adgang til hovedparten af ministeriets akter efter 30 år. Udenrigsministeriets akter indtil 1973 er overgivet til Rigsarkivet (RA). I perioden 1985-89 mikrofilmedes alle udenrigsministeriets "NATO-akter" i forbindelse med afleveringen til Rigsarkivet (mik. 02:2). Herefter blev de originale akter destrueret. Samlingen udgør nu den mest omfattende dokumentation af dansk sikkerhedspolitik 1945-72. Udover denne filmning er en del akter fra perioden 1952-62 indgået i den såkaldte Washington-filmning (mik. 02:5), som indebar, at en række centrale og følsomme akter mikrofilmedes, hvorefter filmene blev bragt "i sikkerhed" på ambassaden i Washington. Herfra er de i 1989 ført tilbage og overgivet Rigsarkivet. Begge disse gruppers sagsakter om dansk sikkerhedspolitik og Danmarks forhold til NATO er interessante for min undersøgelse. Sagsakterne er dog belagt med en fristforlængelse, så adgang i stedet for 30 år først kan opnås efter 60 eller endog 80 år med henvisning til, at akterne indeholder materiale der vedrører allierede samarbejdspartnere. I august 1995 besluttede regeringen at anmode Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) om at udarbejde en historisk udredning (hvidbog) om USA’s overflyvning af Grønland med atomvåben og Thulebasens rolle i den forbindelse. I forbindelse med undersøgelsen har DUPI fået adgang til en række hidtil ikke-tilgængelige dokumenter. Som følge af et udtalt ønske fra mange historikere om en mere liberal adgang til "NATO-akterne" iværksattes i efteråret 1995 i udenrigsministeriet en intern undersøgelse af erfaringerne med den hidtidige arkivpraksis og mulighederne for at liberalisere praksis på området. Et af resultaterne blev, at de kilder, som DUPI havde anvendt i deres forskning, fik ophævet deres fristforlængelse og dermed blev almindeligt tilgængelige. Tilgængeligheden gælder dog kun for enkelte journalnumre og ellers kun for de enkeltdokumenter, som DUPI henviser til, og dermed ikke det materiale DUPI blot har gennemlæst. Blandt andet derfor søgte jeg i sommeren 1997 via rigsarkivet udenrigsministeriet om adgang til adskillige aktgrupper i NATO-akterne. I første omgang fik jeg efter en rum tid adgang til en række mikrofilm fra mik. 02:2, mod at jeg kun brugte materialet til det formål, jeg havde søgt om adgang på baggrund af og mod, at jeg ikke måtte offentliggøre dokumenter. Jeg blev mindet om at strafferammen her var et halvt års fængsel, hvilket jeg kunne se i relief af rigsarkivets politianmeldelse i januar 1996 af DR journalisten Poul Brink, der havde fax’et afskrifter af dokumenter til USA. Da jeg havde arbejdet med mikrofilmene i en tid, og havde søgt adskillige yderlige arkivgrupper åbnet, blev mikrofilmen trukket tilbage, da filmene også indeholdt andet materiale end hvad jeg havde bestilt, materiale jeg derfor ikke måtte se. Nu var det altså ikke længere nok at love ikke at kigge på de hemmelige dele af filmene, nu skulle de aktgrupper jeg søgte om først frigives fra udenrigsministeriet og derefter kopieres fra mikrofilm til mikrofiche, hvilket betød at sagsgangen blev særdeles langsommelig. Enkelte aktgrupper har jeg således først fået fysisk adgang til på årsdagen for min oprindelige ansøgning, hvilket er vanskelige arbejdsbetingelser og tidsrammer for en specialestuderende. Flere af de aktgrupper jeg har søgt adgang til, er af udenrigsministeriet kun blevet frigivet frem til 31/12-1958 med henvisning til, at akterne indeholder endnu klassificerede NATO-dokumenter. Denne klassifikation har betydet, at jeg er underlagt en 40 års frist, der er problematisk, fordi den danske atomvåbenpolitik først stivnede omkring forsvarsforliget 1960.

Trods hårdt arbejde og en omfangsrig korrespondance mellem rigsarkivet, udenrigsministeriet og jeg over halvandet år er derfor kun følgende aktgrupper grundigt gennemgået i de noterede perioder:

105.F.2.a. Forsvarsområderne på Grønland (generelle spørgsmål), 01.10.55 - 31.12.64

105.F.2b/1. Forsvarsområdet Thule, 01.10.55 - 31.12.62.

105.F.2b/2. Mobil prøve-atomreaktor på Thule, 1958 - 1960

105.F.9b. Artikler, pressemeddelelser og film vedrørende amerikansk aktivitet uden for forsvarsområderne på Grønland, 1958 - 1962

105.F.10a. Presseomtale af amerikansk aktivitet på forsvarsområderne på Grønland, 1954 - 1962

105.F.10b. Spørgsmål vedr. offentliggørelse af pressemateriale om Grønland, 1953 - 1960

105.F.18.b. DEW-line radarstationer m.v. på Grønland, 1959 - 1960

105.F.21. Loran. Recognosceringer i Grønland, 1952 - 31.03.63

105.F.179. Dansk og udenlandsk presse. Pressebesøg i Grønland, 1952 - 30.06.63

105.I.1.a/1. Den Nordatlantiske Forsvarsplan herunder Atomvåbnenes indflydelse på denne. 01.05.53 - 31.12.58

105.I.40.e. Raketvåben, 01.03.55 - 31-12.58

105.Dan. 6. Danmark: Atom- og raketvåben. 1958 - 20.01.68

Efter at have opnået tilladelse fra Lars Bugge Andersen fik jeg i 1997 adgang til Kampagnens private institutionsarkiv i Rigsarkivet. Materialet er bærer præg af den græsrodsorganisering kampagnen havde, og indeholder mest breve, mødeindkaldelser, referater og forskelligt trykt materiale om atomfaren. Jeg har hurtigt gennemgået alle arkivpakkerne.

Kampagnen mod Atomvåbens Arkiv, Rigsarkivet, Private Institutioner, arkivnr. 10059, pk. 1-7.

DUPI’s uredigerede notater på grundlag af månedsrapporter fra forbindelsesofficeren på Thulebasen i Rigsarkivet. 3. januar 1997. Kan købes på diskette ved henvendelse til DUPI. Udgivelsesdato for diskette: 17. januar 1997.

Et rejsestipendium fra DUPI gjorde det muligt for mig at foretage en arkivstudierejse til Washington i maj 1998. Hovedparten af tiden brugte jeg i National Archives, hvor jeg ved hjælp af kildeangivelser i DUPI’s grønlandsrapport og i Poul Villaumes disputats først orienterede mig i forhold til hvor jeg kunne finde nyt materiale, og derefter søgte jeg specifikt efter materiale med relation til dansk atomvåbenpolitik og Nike-Hercules.

Man skal have sit historiske instinkt godt bedøvet af den daglige nyhedsstrøm for ikke at fascineres af den rigdom af historisk dokumentation, som findes i USA nationalarkiver, National Archives and Record Administration (NARA). Alle de akter, jeg har brugt, har haft til huse i National Archives nye centrale arkiv, Archives II, i College Park, Maryland, noget udenfor Washington D.C. USA’s arkivpraksis er præget af landets åbenlyse stolthed over sin historie, sine bedrifter, sin administration og af resultatet af årtiers pres for at gøre dokumentation fra den føderale statslige administration tilgængelig for uafhængig kritisk forskning. Arkivets registreringssystem er relativt enkelt og arkivnøglerne åbne og til at arbejde med. Det er dog et problem, at der kun undtagelsesvis findes egentlige registraturer og afleveringsfortegnelser. Jeg har gennemgået:

Modern Diplomatic Branch

Record Group 59: General Records of the Department of State.

- Diverse decimal files 1949-1959 og 1960-1963 indenfor klassenumrene Class 6: International Political Relations and other International Relations og Class 7: Internal Political and National Defense affairs. Jeg har søgt under lande/områdenumrene: 11 (USA), 40 (Vesteuropa), 57 (Norge), 57A (Skandinavien), 59 (Danmark), 59A (Grønland) og 61 (Sovjet), og under emnenumrene: 00 (Political Affairs and Conditions), 5 (National Defense Affairs), 13 (Cabinet, Ministry), 5611 (Atomic bombs), 5612 (Guided missiles; Supersonic weapons; Rockets) og 563 (Air, Land and Sea bases). Klassenumre, lande/områdenumre og emnenumre kombineres til journalnumre. Efter journalnumrene følger på alle akter en skråstreg, hvorefter kildens måned, dag og årstal er opgivet.

Når der i en kildehenvisning f.eks. står 711.56359A/10-3058 drejer det sig altså om et dokument af 30. oktober 1958 af intern politisk og forsvarsmæssig karakter, som handler om amerikanske baser i Grønland.

- Lot file (Office file). Records of the Special Assistant to the Secretary of State for Atomic Energy. Country and Subject files Relating to Atomic Energy Matters, 1950 - 1962.

Modern Military Branch

Record Group 218: Records of the Joint Chiefs of Staff, 1949 - 1961.

- Diverse Decimal Files & Geografical Files.

National Security Archive har til huse i The George Washington Library, er grundlagt i 1985 og er nu verdens største ikke-statslige bibliotek for deklassificerede dokumenter. Arkivet blev oprettet af en række forskere og journalister, der havde fået deklassificeret dokumenter ved hjælp af den amerikanske Freedom of Information Act (FOIA), og som savnede et sted at opbevare disse dokumenter, så de var tilgængelige for offentligheden. Jeg har benyttet:

- U.S Nuclear History. Nuclear Arms and Politics in the Missile Age, 1955 - 1968. En omfattende kildesamling på mikrofilm (20.474 sider) af deklassificerede dokumenter fra den amerikanske administration.

- Fred Kaplan Collection. Privatarkiv for forfatteren til bogen "The Wizards of Armageddon", der omhandler amerikansk atomvåbenpolitik.

Jeg har i 1997-98 interviewet:

Frits Høyrup, tidligere journalist på Information og Ekstra Bladet. (August 1997).

Svend Aage Christensen, Udredningschef på Dansk Udenrigspolitisk Institut. Medforfatter til DUPI’s grønlandsrapport. (Efterår 1997 og forår 1998).

Frede P. Jensen, Seniorforsker på Dansk Udenrigspolitisk Institut. Medforfatter til DUPI’s grønlandsrapport. (Januar 1998).

K.G.H. Hillingsø, Generalløjtnant, tidligere chef for den dansk-tyske enhedskommando. (December 1998).

Adler, David Jens (red.) (1961): Atomfaren. København: C.A. Reitzels Forlag, - 169s.

Allison, Graham T. (1971): Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis. Boston: Little, Brown and Company, - 338s.

Amstrup, Niels og Faurby, Ib (red.) (1978): Studier i dansk udenrigspolitik – Tilegnet Erling Bjøl. Århus: Forlaget Politica, - 396s.

Amstrup, Niels (1978): Grønland i det amerikansk-danske forhold 1945-48. I: Amstrup, Niels og Faurby, Ib (red.) (1978): Studier i dansk udenrigspolitik – Tilegnet Erling Bjøl. s. 155-98.

Amstrup, Niels (1997): Anmeldelse af: Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68. I: Politica Vol. 29, nr. 2, 1997. s. 215-7.

Andersen, Heine (red.) (1990): Videnskabsteori og metodelære: Bind 1: Introduktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur, - 249s.

Archer, Clive (1988): The United States Defence Areas in Greenland. I: Cooperation and Conflict - Nordic Journal of International Politics. Vol. XXIII, No. 3, 1988. s. 123-44.

Arkin, William M. & Fieldhouse, Richard W. (1985): Nuclear Battlefields - Global Links in the Arms Race. Cambridge Mass.: Ballinger, - 304s. - bibl.

Beloff, Max (1955): Foreign Policy and the Democratic Process. Baltimore: The John Hopkins Press, - 134s.

Bjøl, Erling (1967): International politik. København: Berlingske Forlag, - 143s. - bibl.

Bjøl, Erling (1980): Historie og international politik. I: Nær og fjern (1980) s. 3-23.

Bjøl, Erling (1983): Hvem bestemmer? Studier i den udenrigspolitiske beslutningsproces. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, - 443s. - bibl.

Boel, Erik (1987a): Socialdemokratiets atomvåbenpolitik: Bevan-fløjen. Århus: Institutut for Statskundskab, - 8s.

Boel, Erik (1987b): Socialdemokratiets atomvåbenpolitik: Kampagnen mod Atomvåben. Århus: Institut for Statskundskab, - 36s.

Boel, Erik (1988): Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88. Danmark: Akademisk Forlag, - 278s. - bibl.

Bok, Sissela (1979): Løgn: moralske valg inden for offentlighed og privatliv. København: Berlingske Forlag, - 308s. - bibl.

Bok, Sissela (1983): Secrets: on the ethics of concealment and revelation. New York: Vintage Books, - 332s.

Branner, Hans (1987): Den 9. april – et politisk lærestykke? København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, - 294 – bibl.

Brink, Poul (1997): Thule-sagen – Løgnens univers. Danmark: Aschehoug, - 340s.

Burke, Peter (1980): Sociology and History. London: George Allen & Unvin, - 116s. - bibl.

Burke, Peter (1992): History and Social Theory. Cambridge: Polity Press, - 198s. - bibl.

Cagle, Mary T. (1959): Historical Monograph: Development, Production, and Deployment of the Nike Ajax Guided Missile System, 1945-1959. Redstone Arsenal, Alabama: U-S Army Ordnance Missile Command, – 249s. Her i en uofficiel scannet on-line version på internetadressen: http://www.jps.net/ethelen/mono-1-2.html

Cagle, Mary T. (1973): Historical Monograph: History of the Nike Hercules System. Redstone Arsenal, Alabama: U-S Army Ordnance Missile Command, - 276s. Her i en uofficiel scannet on-line version på internetadressen: http://www.jps.net/ethelen/h_mono-1.html

Carr, E.H. (1993): The Twenty Years’ Crisis 1919-1939. London: Papermac, - 244s.

Christensen, Jørgen (1990): Demokratiet og sikkerhedspolitikken: En analyse af Folketingets rolle i sikkerhedspolitikken. Århus Universitet: Institut for Statskundskab, - Bind I & II, - 531s. - bibl.

Christensen, Svend Aage (1998): Den hårde nød. Grønland og dansk atomdoktrin 1957-68. Paper til konferencen "The Nordic Countries in the Shadow of the Cold War", arrangeret af Nordic International Studies Association, København 5.-7. marts 1998. Revideret version til DUPI’s interne forskningsseminar, 1. maj 1998. - 23s. - bibl. (Udkast til arbejdspapir).

Clemmesen, Michael H. (1991): Den massive gengældelses lille ekko. De taktiske atomvåbens rolle i dansk forsvarsplanlægning i 1950’erne. I: Due-Nielsen, Carsten; Noack, Johan Peter og Petersen, Nikolaj (1991): Danmark, Norden og NATO 1948-1962. s. 121-46.

Cochran, T. B.; Arkin, W. M. & Hoenig, M. M. (1984): Nuclear Weapons Databook: Volume I - U.S. Nuclear Forces and Capabilities. Cambridge, MA: Ballinger Publishing Company, - 340s.

Coser, Lewis, A. (1968): The Functions of Social Conflict. London: Routledge & Kegan Paul Ltd., - 188s. Første udgave 1956.

Due-Nielsen, Carsten; Noack, Johan Peter og Petersen, Nikolaj (1991): Danmark, Norden og NATO 1948-1962. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, - 224s.

Due-Nielsen, Carsten (1995): Samtidshistorie og politik. I: Historisk Tidsskrift vol. 95. Nr. 2 s. 467-77.

DUPI (1996): Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1995. København: DUPI, - 736s.

DUPI (1997): Grønland under den kolde krig: Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68. København: DUPI, - 614s. - bibl.

DUPI (1997): Grønland under den kolde krig: Bilag. København: DUPI, - 473s.

Faurby, Ib og Petersen, Nikolaj (1988): The far north in Danish security policy. Aarhus: Institute of Political Science, - 53s.

Faurby, Ib (1997): Skelettet i skabet. i: Udenrigs. nr. 1. 1997. s. 35-49.

Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1994-95. Forespørgsel nr. F 3. s. 995-1025.

Gaddis, John Lewis (1997): We Now Know. Rethinking Cold War History. Oxford: Clarendorf Press, - 425s. - bibl.

Gemzell, Carl-Axel (1995): Tradition och förändring. I: Historisk Tidsskrift vol. 95 nr. 2 s. 439-53.

Gemzell, Carl-Axel (1996): Warzawapakten, DDR och Danmark. Kampen för en maritim operationplan. I: Historisk Tidsskrift Bind 96, Hæfte 1. s. 32-84.

Gemzell, Carl-Axel (1997): En alternativ opfattelse i dansk udenrigspolitik? - Kauffmann som diplomat. I: Historisk Tidsskrift vol. 97 nr. 2. s. 454-79.

Goldmann. Kjell; Berglund, Sten & Sjöstedt, Gunnar (1986): Democracy and Foreign Policy - The Case of Sweden. Aldershot UK: Gower, - 206s. - bibl.

Gården, Hugo (1983): Atomvåben-debatten: En analyse af opinionens rolle - Kan vi leve med atomvåbnene? København: Det Udenrigspolitiske Selskab/Schultz, - 172s. - bibl.

Haagerup, Niels Jørgen og Thune, Christian (red.) (1986): Folketinget og udenrigspolitikken. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, - 86s.

Halperin, Morton H. (1974): Bureucratic Politics and Foreign Policy. Washington D.C.: The Brookings Institution, - 340s. - bibl.

Hansen, Chuck (1988): U.S. nuclear weapons. New York: Orion Books, - 232s.

Held, David (1995): Democracy and the Global Order - From the Modern State to Cosmopolitan Governance. Cambridge: Polity Press, - 324s. - bibl.

Helset, Per (1981): Hemmelighold og demokrati i norsk utenriks- og sikkerhetspolitikk. Oslo: Universitetsforlaget, - 256s.

Heurlin, Bertel (1985): Sikkerhedspolitik og forsvar. København: Forsvarskommandoen, - 103s. - bibl.

Heurlin, Bertel (1986): Kontrol med kernevåben: En analyse af kernevåbnenes rolle i international politik. København: Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg, - 243s. - bibl.

Holbraad, Carsten (1991): Danish Neutrality: A Study in the Foreign Policy of a Small State. Oxford: Clarendon Press, - 190s.

Holsti, K. J. (1995): International Politics - A Framework for Analysis. New Jersey: Prentice-Hall International, - 399s. - bibl.

Holsti, Ole R. (1996): Public opinion and American foreign policy. USA: The University of Michigan Press, - 257s. - bibl.

Hækkerup, Per (1965): Danmarks Udenrigspolitik. Danmark: AOF-Fremad, - 170s.

Høgetveit, Einar (1981): Hvor Hemmelig? - Offentlighetsprinsippet i Norge og USA, særlig med henblikk på militærpolitiske spørsmål. Oslo: Pax Forlag, - 425s. - bibl.

Jane’s Land-Based Air Defence 1997-98 (1997): Tony Cullen and Christopher F. Foss (red.). Coulsdon UK: Jane’s, - 381s.

Jane’s Weapons Systems. Issue 20. January 1996.

Jørgensen, Eigil (1995): Udenrigstjenesten og sikkerhedspolitikken. I: Udenrigsministeriet (1995) s. 121-56.

Jørgensen, Klaus (1973): Atomvåbnenes rolle i dansk politik: Med særlig henblik på Kampagnen mod Atomvåben 1960-1968. Odense: Odense University Press, - 165s. - bibl.

Kampmann, Viggo og Bomholt, Jul. (ed.) (1960): Bogen om H.C. Hansen. København: Forlaget Fremad, - 277s.

Kant, Immanuel (1995): Til den evige fred. København: Gyldendal, - 110s.

Kelstrup, Morten; Damgaard Petersen, Ib & Schou, Tove Lise (1990): Om international politiks teori: neorealisme og interdependensanalyse. I: Nyere tendenser i politologien, 3: Bidrag til studiet af international politik og den nye europæiske udvikling. København: Forlaget Politiske Studier, - s. 13-57 - bibl.

Knudsen, Christian (1990): Empirisk-analytisk videnskabsteori. Del I: Induktivismen og dens kritikere. I: Andersen, Heine (red.) (1990), - s. 79-99 - bibl.

Lidegaard, Bo (1996): I Kongens Navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958. Danmark: Samleren, - 812s. - bibl.

Lidegaard, Bo (1996b): Nils Svenningsens anfægtelse. I: Historisk Tidsskrift. Bind 96 Hæfte 1. s. 184-95.

Lidegaard, Bo (1997): Et andet syn på dansk diplomati. I: Historisk Tidsskrift. Bind 97. Hæfte 2. s. 512-26.

Lindegaard Christensen (1961): Kernevåbnenes militære funktion. I: Adler (red.) (1961): Atomfaren. s. 131-170.

Løkkegaard, Finn (1997): Povl Bang-Jensen i det danske gesandtskab i Washington under den anden verdenskrig. I: Historisk Tidsskrift. Vol. 97. nr. 2. s.480-90.

Morgenthau, Hans J. (1985): Politics Among Nations. The Struggle for Power and Peace. New York: Alfred A. Knopf, - 688s. - bibl. (Første udgave 1948).

Mouritzen, Hans (1988): Finlandization: Towards a General Theory of Adaptive Politics. Aldershot UK: Avebury, - 463s. - bibl.

Mouritzen, Hans (1997): External Danger and Democracy: Old Nordic Lessons and New European Challenges. Aldershot & Brookfield USA: Darthmouth, - 173s. - bibl.

Mouritzen, Hans (1998): Thule and Theory - Democracy vs. Elitism in Danish Foreign Policy. (Upubliceret manuskript), - 21s. – bibl.

Nielsen, Torben Hviid (1988): Samfund og magt: Om samfundstyper og mennesketyper. Danmark: Akademisk Forlag, - 194s. - bibl.

Nike-Hawk dag (1983): Luftværnsgruppen, - 30s.

Nordentoft, Johs. og Rasmussen, Søren H. (1991): Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972. Odense: Odense Universitetsforlag, - 182s. - bibl.

Nær og fjern (1980): Samspillet mellem indre og ydre politik. København: Forlaget politiske studier, - 396s.

Olesen, Torsten Borring (1997): Spørgsmålet om atombevæbnede skibes anløb af danske havne: USS Wasp i København sommeren 1969. I: Arbejdspapirer. Århus: Historisk Institut. April 1997.

Her fra internetadressen: http://www.hum.aau.dk/dk/historie/histbo/wasp69.htm

Petersen, Nikolaj (1986): Abandonment vs. Entrapment. Denmark and Military Integration in Europe 1948-1951. I: Cooperation and Conflict, vol. XXII s. 169-86.

Petersen, Nikolaj (1987): Denmark and NATO 1949-1987. I: Forsvarsstudier / Forsvarshistorisk forskningssenter. 2/1987. - 49s.

Petersen, Nikolaj (1991): Atlantpagten eller Norden? Den danske allicancebeslutning 1949. I: Due-Nielsen, Carsen; Noack, Johan Peter og Petersen, Nikolaj (1991): Danmark, Norden og NATO 1948-1962. s.17-44.

Petersen, Nikolaj (1992): Grønland i global sikkerhedspolitik. København: SNU, - 66s.

Petersen, Nikolaj (1995): Et vigtigt skridt for dansk samtidshistorie – med forbehold. I: Historisk Tidsskrift vol. 95 nr. 2 s. 399-425.

Petersen, Nikolaj (1997a): The H.C. Hansen paper and nuclear weapons in Greenland, - 33s. I: Reprint / DUPI. Report 1997/2.

Petersen, Nikolaj (1997b): Negotiating the 1951 Greenland Defense Agreement: Theoretical and Empirical Aspects, - 30s. I: Reprint / DUPI. Report 1997/3.

Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik (1970): København, - 375s.

Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik (1970): Bilag. København, - 192s.

Rosenau, James N. (1980): The scientific study of foreign policy, - rev. and enl. ed. - London: Frances Pinter,. -xvii, 577 s. - (Essays on the analysis of world politics). - Bibl.

Rozell, Mark J. (1994): Executive Privilege: The Dilemma of Secrecy and Democratic Accountability. Baltimore and London: The Johns Hopkins University Press, - 197s.

Salmon, Patrick (1997): Scandinavia and the great powers 1890-1940. Cambridge: Cambridge University Press, - 421s.

Schumpeter, Joseph A. (1973): Capitalism, Socialism and Democracy. London: Unwin University Books, - 431s. (Første udgave 1943).

Tamnes, Rolf (1991): Samspillet mellom Norge og Danmark i NATO i 1950-årene. I: Due-Nielsen, Carsten; Noack, Johan Peter og Petersen, Nikolaj (1991): Danmark, Norden og NATO 1948-1962. S. 59-82.

Thomsen, Niels (1995): Skamros med forbehold. I: Historisk Tidsskrift vol. 95 nr. 2 s. 426-37.

Udenrigsministeriet (1968): Dansk sikkerhedspolitk 1948-1966: Bind I: Fremstilling. København: Udenrigsministeriet, - 188s.

Udenrigsministeriet (1968): Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966: bind II: Bilag. København: Udenrigsministeriet - 541s.

Udenrigsministeriet (1995): Nye grænser. Udenrigstjenesten 1970-1995. København: Udenrigsministeriet, - 232s.

Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold: Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. København: Eirene, - 969s. - bibl.

Villaume, Poul (1995b): Om tankefængsler, sikkerhedsdilemmaer og interessefællesskaber. I: Historisk Tidsskrift vol. 95 nr. 2 s. 454-66.

Villaume, Poul (1997): Henrik Kauffmann, den kolde krig og de falske toner. I: Historisk Tidsskrift Vol. 97. nr 2. s.491-511.

Weber, Max (1971): Makt og byråkrati. Essays om politikk og klasse, samfunnsforskning og verdier. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag, - 224s.

Whitacre, Christine (ed.) (1996): Last Line of Defence – Nike Missile Sites in Illinois. Denver: National Park Service - Rocky Mountain System Support Office, 96s. – bibl.

Wise, David (1973): The Politics of Lying - Government Deception, Secrecy and Power. New York: Random House, - 415s.

Wivel, Ole (1958): NIKE - Nye Digte. København: Gyldendal, - 55s.

Wolfers, Arnold (1962): Discord and Collaboration: Essays on International Politics. Baltimore : The Johns Hopkins Press, - 283s.

Wæver, Ole (1992): Introduktion til Studiet af International Politik. København: Forlaget Politiske Studier, - 207s. - bibl.

Wæver, Ole (1993): Securitization and Desecuritization. København: Centre for Peace and Conflict Research. Working Papers no. 5. – 31s. – bibl.

Redstone Arsenal’s historical division. Officiel hjemmeside under det amerikanske militær. Her er masser af information, fotografier, videoklip og monografier om Nike, der kan downloades.

http://www.redstone.army.mil/history/nikesite

http://www.nikemissile.org/

http://www.jps.net/ethelen/

http://www.xs4all.nl/~erkelens/120sqn.html

http://alpha.fdu.edu/~bender/nike.html