Kort over dialekter og sprog i Italien                        Kort over de italienske regioner

De italienske dialekter, der er opstået af det latinske talesprog, er ikke dårligere sprog, der skal betragtes som udskud af det rigtige italienske sprog. De er som alle dialekter rigtige sprog, der har sine egne fonetiske, morfologiske, syntaktiske og leksikalske strukturer. Selv om det italienske sprog Fiorentino (Florentinsk), der tales i og uden for Firenze blev valgt til nationalsprog p.g.a. særlige historiske og kulturelle omstændigheder, så er det ikke andet end en af de mange dialekter, der er opstået af latinsk talesprog. De eneste omstændigheder der har gjort det til nationalsprog er, at det før i tiden blev anvendt som skriftsprog og senere som talesprog.
 

Så selv om de indbyrdes fonetiske, morfologiske og leksikale forskelligheder har gjort dem til forskellig sprog, så er nationalsproget og dialekterne fuldstændig jævnbyrdige på det sproglige plan, da begge består af hele sproglige systemer, der fuldt ud opfylder målene for kommunikation. Så det er kun geografien og de socio-kommunikative aspekter, der adskiller nationalsproget fra dialekterne:

- dialekternes mindre geografiske udbredelse: 
  en dialekt tales i et meget mindre område end nationalsproget. 

- dialekternes mindre sociale udbredelse: 
   en dialekt anvendes kun som kommunationsmiddel i dagliglivets situationer og nødvendigheder, 
   og den anvendes mellem folk af samme familie, i samme gruppe eller i samme by.
 

Til trods for den almindelige udjævning af nationalsproget, så er det sproglige syn på de italienske dialekter stadig meget rigt og varieret. Den moderne sproglige inddeling af Italien fremviser i virkeligheden ikke bare underinddelinger mellem regionerne, men også mellem byer i samme region, og mellem byer og deres forstæder. Mangfoldigheden viser, at der efter udviklingen af det latinske talesprog fremkom større grupper af lokale talesprog i det IV og VIII århundrede e.kr., og at det er muligt at udpege nogle fælles sproglige træk, som gør det muligt at samle dem i homogene dialektgrupper med ens træk p.g.a. en ensartet udvikling. 
Italien kan derfor inddeles i 3 hoveddialektgrupper, som igen kan inddeles i undergrupper: 

Kort over dialekter og sprog i Italien  
Tallene (X) refererer til tallene på kortet

Sammenlign med de italienske regioner

1. - De nordlige dialekter. Tales i hele området hen over en tænkt linie mellem La Spezia og 
      Rimini, dvs. på højderyggen af Apeninerne, og de kan inddeles i endnu 2 grupper:
 

     a.   Gallo-Italiske dialekter (1). De kaldes sådan, fordi Kelterne beboede dette område før 
           Romerne, og de har således bevaret træk fra disse tidligere keltiske sprog. 
           De inddeles i følgende dialekter: 
           Piemontese, Lombardo, Trentino, Ligure og Emiliano-Romagnolo.

     b.   De Venetianske dialekter (2). Disse dialekter er stærkt påvirket af det sprog, 
           som de før-romanske folk ved navn Veneti talte. 
           Dialekterne er: 
           Veneziano, Veronese, Vicentino-Padovano, Trevigiano, Belunese, 
           Triestino og Giuliano 

2. - De Toskanske dialekter (4). Disse tales kun i Toscana, men selv om de befinder sig under linien 
      La Spezia-Rimini, er de forskellige fra alle andre dialekter under denne linie. 
      De tidligere Etruskiske sprog influerede aldrig på det latinske talesprog i denne region, 
      så disse dialekter har bare haft en perfekt udvikling fra Latin, idet de samtidig var de godt 
      beskyttet af Apenniner-bjerngene mod sproglige ændringer under de store invasioner. 
      Derfor blev disse dialekters litterære form valgt som det rigtige italienske sprog p.g.a. de små 
      leksikale og strukturelle ændringer i forhold til Latin. 
      Dialekterne er:
      Fiorentino, Aretino-Chianaiolo, Senese, Pistoiese, Lucchese og Pisano-Livornese.
 

3. - De midt-sydlige dialekter kan inddeles i:

     a.   De midterste dialekter (5):  Nord Laziale-Umbro-Marchigiani
     b.   De halvsydlige dialekter (6):  Syd Laziale-Umbro-Marchigiani, 
           Abruzzese-Molisano, Campano,  Pugliese, Lucano og  Nord-Calabrese.
     c.   De allersydligste dialekter (7): Syd Calabrese, Salentino og Siciliano
 

Sammen med alle disse dialekter findes der nogle talesprog, som i lang tid er blevet betragtet som italienske dialekter, men iflg. nyere undersøgelser betragtes nu som rigtige sprog. Vi omtaler dem som italienske dialekter, da de ikke er fremmede sprog, men derimod stammer fra Latin ligesom Italiensk. De har udviklet sig på deres egen måde og har intet til fælles med Italiensk. 
Disse sprog er:

- Sardinsk tales på øen Sardinien og betragtes nu som et rigtig ny-latinsk sprog med egen 
  grammatik, fonetik, morfologiske og leksikale strukturer og kan inddeles i 2 underdialekter:

- Friulan (3) tales nær Slovenien og ligner Fransk

- Dolomitisk (13) tales i nogle dalområder i de østlige Alper nær Østrig.

Andre sprogzoner der vises på sprogkortet:

Fransk-Provencalsk(10)
Fransk (11)
Tysk (12)
Slovensk (14)
Zoner i Svejts, hvor det tales Italiensk (15)

Århundredernes sproglig opbrydning

Der er meget præcise årsager til den store varietion af dialekter i Italien, hvilket både skyldes historiske, geografiske og sociale årsager: 


De historiske begivenheder der fandt sted på den italienske halvø efter at den politiske, kommunale og kulturelle indflydelse af Rom var forsvundet, gjorde at adskillelsen mellem de forskellige zoner blev større. Da handelen og forretningslivet igen blomstrede, ændrede de sociale og politiske brydninger sig i den kommunale administration, og i løbet a renæssancen blev comuni (som var den politiske regeringsform i de italienske byer i den sene middelalder) til fyrstendømmer med stater, som var større end de moderne regioner. I hver region talte man Italiensk på sin måde, og det var i det 14. årh., at man begyndte at anvende Fiorentino (Florentinsk) i skriftlige litterære værker. I mellemtiden var andre nationale sprog allerede opstået og havde bredt sig til alle nationale områder i Frankrig og Spanien. I Italien vedblev enhver lille stat at tale sin dialekt, og i det 16. årh. indså de italienske lærde, at de i deres arbejder havde brug for et sprog, som alle på den italienske halvø kunne forstå, og blandt alle dialekter valgte man overklassens dialekt Florentino, som var blevet brugt af store digtere som Dante, Petrarca og Boccaccio. Dette sprog blev kun talt i  Firenze, men var det litterære sprog i resten af Italien. Den fremmede dominans i det 16. og 17. årh. var  ikke til fordel for udbredelsen af kun ét sprog, men de italienske dialekter fik tilført nye leksikale og morfologiske særpræg. 

De geografiske træk var også meget vigtige. På Sardinien var der ved at blive udviklet et fremmed ny-latinsk sprog, men på halvøen forblev alle sproggrupper og deres dialekter isolerede p.g.a. landets bjergstruktur som f.eks. Apenninerne. Alperne gjorde, at en særlig sproglig zone blev dannet på Posletten, og Apenninerne isolerede Toscana fra Rom, og Rom blev isoleret fra det sydlige Italien.
 

Den sociale organisation, som havde været kendetegnet på Italien i århundreder, gjorde ikke tingene bedre. Forskellem mellem overklassen, middelklassen og den lavere klasse har altid været stor. De lærde og adelstanden talte Italiensk og brugte det som kummunikationsmiddel, medens man brugte dialekterne over for den lavere klasse, som ikke kendte noget til italiensk og heller ikke kunne forstå det. Manglen på skoler og den udbredte analfabetisme i hele befolkningen har haft stror indflydelse på dialekternes udbredelse.
 

Summen af disse aspekter forklarer, hvorfor det er så kareakteristisk for Italien at der findes denne store mængde af dialekter, og hvorfor de siden det 19. årh. har været de eneste talesprog for alle folk i Italien. Forfattere, digtere og videnskabsfolk benyttede sig af et andet sprog, men dette sprog var kun for kulturen. 
 

Fra den sproglig forening til i dag

I løbet af det 19. årh. begyndte den sproglige situation at udvikle p.g.a. den politiske og økonomiske forening på halvøen. Efter mange slag, opstande og med meget arbejde fra Savoia, den regerende familie i Piedmont blev landet forenet på 20 år, og derved begyndte den sproglige forening. De lærde havde romantiske tanker og mente, at det var nødvendig at have et fælles sprog for hele nationen og "sprogproblemet" blev et virkeligt problem. Forfattere og lærde valgte derfor overklassens Fiorentino, som Alessandro Manzoni havde anvendt i "I Promessi Spori (De Trolovede)", da det var renset for alt dialektpræg. 
 

Den nye stat skulle nu udbrede dette nye officielle sprog til alle sociale klasser, og man startede derfor i den obligatoriske folkeskole. Det nye sprog for alle klasser skulle have været en enkel form af Fiorentino (Florentisk) som skriftsprog, og det skulle være nemt at bruge i den mundtlige kommunikation. I de første 50 år gik det langsomt med udbredelsen det nye italiensk, da mange folk stadig var analfabeter. Dem der kunne tale italiensk brugte det kun i formelle og kulturelle samtaler eller skriftligt, så de talte både italiensk og deres egen dialekt. I mellemtiden blev italiensk renset for dets tilhørsforhold til Fiorentino (Florentinsk) og blev påvirket af andre dialekter ved at optage mange leksikale former, medens det morfologiske og grammatiske aspekter forblev uændrede.
 

Med fascismen begyndte en sproglig udrensning, hvis mål det var hurtigst muligt at fjerne de dialekter, som blev anset for skaldelige for regimet samt påvirkninger fra fremmede sprog. Dialekterne var faktisk dem, der markerede de kulturelle grænser for et folk, som ønskede at være moderne. Den stadig stigende udvikling af industri og kommunikation i regionerne havde stor indflydelse på udbredelsen af det italienske sprog.


Ikke desto mindre var det først efter 50'erne, at det italienske sprog hævede sig over dialekterne. Med folkevandringerne inden for landets grænser, som blandede sig med folk fra nord og syd, samt tilstrømningen til  byerne der fik den sproglige enhed til at accelerere, men det var især udbredelsen af fjernsyn og moderne kommunitationssystemer, der fik brugen af dialekterne til at falde krartigt..
 

I dag er Italien et land, hvor man taler ét sprog, og overalt findes der folk, som taler næsten korrekt italiensk. Men dialekterne er aldrig forsvundet, idet deres anvendelse er begrænset til lokalt og familiært brug, men de influerer stadig den dag i dag på Italiensk. Selv om det italienske sprogs ordforråd allerede har bredt sig ud til hjemmene, familierne og det små byer, som er de steder hvor dialekterne altid har overlevet, så taler alle Italiensk med sin egen dialektale udtale. Men kun i Toscana findes folk, som taler italiensk med den rigtige udtale, idet dialekten Fiorentino (Florentisk) dannede grundlaget for det italienske sprog, men overalt i Italien udtaler folk ord og sætninger med deres egen udtale, og det er derfor nemt at høre om en person kommer fra Milano, Rom, Napoli eller Venedig.