Excerpt from the Norsk Ordbog, med dansk Forklaring, of Ivar Aasen, 1918 (1873), p. 612

( re: related etymology of Ρως, Ρωσσία, Русь, Russia )

    Ror (oo), m. 1) Roen, det Arbeide at roe. Faa ein tung Ror: have et slemt Stykke at roe, f. Ex. mod Vinden. Jf. Andror. Afvig. Rod, Sdm. (sjeldnere), og Ro, Indh. og fl. G.N. ródr, med Akkus. ródr (sjeldnere ród); Sv. rodd. Jf. Rossfolk (Rorsfolk). – 2) Fiskerie, Udreise for at fiske; især Torskefiskerie, Vaarfiske. Vera i Roren: være ude ved Fiskeriet. Dei var i Ror med honom: de fiskede sammen med ham, i Fællesskab. Nordl. Jf. Rorbud, Rortid. – 3) Vei eller Linie at roe i, saasom i grundt Vand eller nær ved Land. Ogsaa kaldet Baatsror og Rormaat. Jf. Tilror. – 4) Færgested, Overfartssted i en Elv. Ork. – 5) Rum i en Baad, Sæde med et par Aarer. Indh. (i Formen Ro). Andre St. Røde. Jf. Firroring, Seksroring. – 6) en Rørestang, som ligner en Aare (see Meiskror). Tel. I Lighed med Nt. Roder (Holl. roer, Eng. rudder) bruges “Ror” tildeels ogsaa om Roret paa et Fartøi; men denne Brug synes her at være ny eller fremmed. S. Styre.
Rorbenk, m. s. Tofta.
Rorblæra, f. Hedeblegne, Vabler i Hænderne efter stærk Roen. Ryf. i Formen Rorabløra (et gammelt rodrarbladra).
Rorbud, f. Fiskerbod, Stue for Søfolk i et Fiskevær. Nordl.
Rorkrakk, m. Roerbænk (Tofta). Sæt.
Rorkult, m. Rorstang paa en Skude. Hard. og fl. (Rorakult). Jf. Styrevol.
Rormaat, n. en passende Afstand fra Landet til at roe i, naar man reiser langs med Strandbredden. Sdm. i Formen Roramaat.
Rorsfolk, n. Fiskere som samles ved Kysten i Fisketiden. (Nordenfjelds). Ogsaa om Folk som ere leiede til at roe eller til Fiskerie. Saaledes ogsaa Rorskar, eller Rorsmann, om en enkelt Person. Disse Ord lyde sædvanlig Rossfolk, Rosskar, Rossmann (oo), og kunde maaskee opfattes som Rodsfolk og Rodsmann, af Formen Rod, s. Ror.
Rorskuta, f. Førselsskude som kun drives med Aarer. (Oftere Førsleskuta). Jf. G.N. ródrarskúta.
Rorsleid (Rosslei’), s. Roleid.

( 1873 "Nordenfjelds " may now refer to the Northern half of Norway )