Lidt herefter mødte jeg Ole i en forfærdelig fart på vej ned af bjerget. Jeg råbte ham an, men han havde set mig og bremsede lidt længere nede.

På min "ensomme" tur op blev jeg mødt med mange medfølende blikke og hilsener. Vi har ens cykeltøj(klubtrøjer), så da de har mødt Ole, har de sikkert tænkt at jeg var blevet "sat af". – Det var jeg jo sådan set også, men sikken en kæmpesejr at have været 1/3 oppe.

Så gik det nedad i forrygende fart,- og et godt tag i bremsen, dvs. helt ned i bøjlen. "Puha", det var dødspændende, og hårdt i arme og fingre. Hastigheden var på ca. 50 km/t. mellem svingene(- Ole kører op til 70 km/t.).

Da vi kom ned til Malaucen, var det som at have været en tur i rutchebanen og maveindholdet var rykket lidt opad.Vi nød en is i Malaucen, men nogle små drenge beundrede vores cykler.

Efter denne oplevelse, blev vi enige om at gemme "byen til højre" til en anden dag, og tage den hurtige vej til Viason.

Turen hjem gik nærmest nedad, og vi kørte ca. 30 km/t de sidste 10 km hjem. Det var onsdag, og "pizzavognen" ville være på "pladsen" indtil kl.20.00. Denne forsøgte vi forgæves at nå. I stedet drog vi ned til byen og nød en pizza på en restaurant, hvor vi vidste fra et tidligere besøg at de lavede en god pizza i en trækulsovn.- Og god det var den! Det var 28 grader varmt kl.22.00 om aftenen.

På hjemvejen betragtede vi livet på byens torv(sporting + Chaplin-cafeerne). Der var belgisk festaften og karaoke-sang.

Da vi kom hjem sad vi lidt og nød aftenen ved teltet med en kop kaffe før vi gik i seng.

Vi havde sat vækkeuret til at ringe kl. 7.00 Da det havde regnet dagen før og luftfugtigheden var høj, var det koldt, kun 18 grader inde i teltet. Ole tog en "kigger" ud af teltet og sagde: "der er skyer" – og det var ikke så godt vi havde bestemt at i dag ville vi bare cykle op på bjerget, vi hele ferien havde cyklet, både nord, syd, øst og vest om.

Vi lavede hurtigt kaffe, d.vs. så hurtigt som trangiaen kunne koge vandet, spiste youghurt, brød, ost og masser af marmelade (pga. sukkeret)

Flaskerne var fyldt fra dagen før, så vi pakkede hurtigt de sidste ting, og forlod den sovende campingplads kl. 8.30. Vi havde besluttet at vi ville cykle så langt som vi kunne mht. vejret, benene og luften.

Det gik stille og roligt de ca. 10 km. til Malaucene, kræfterne skulle spares til bakken. Vi kørte forbi de flotte solsikkemarker – ville fotografere, men besluttede ikke at gøre unødigt ophold før vi havde været på Ventoux, så kunne vi fotografere på tilbageturen.

Dog gjorde vi et lille stop kort før malaucene, for at tage de gule jakker af, som vi havde været nød til, at tage på i denne kølige morgenstund, men nu var det allerede blevet for varmt.

Vi fortsatte reglementeret i Haslev trøjerne til Malaucene kørte gennem byen og drejede til venstre mod Ventoux – stigningen begynder faktisk så småt nu. Ved campingpladsen lige før den rigtige opstigning begyndte holdt vi en lille pause og drak en ordentlig slurk af "cykelsaften" – så kunne "bjerget" bare komme an.

Jeg synes ikke, at jeg var varmet rigtig op fra campingpladsen – Vaison til Malaucene – jeg havde stadig "gummiben", så jeg begyndte allerede ved starten, at tvivle på om jeg i det hele taget kunne komme så meget som en kilometer op, - men "gummiben" eller ej - så ville jeg som minimum køre længere op end til 14 km stenen, som jeg kørte til tidligere på ferien – gerne til Belvedere – et udsigtspunkt ca. halvvejs oppe (10 km).

Efter den første halve kilometer, føltes det som låget vad ved at lette og det gjorde ondt alle vegne Ole sagde:

Slap af og find en rytme i et roligt tempo – og lad benene gøre det hårde arbejde – dem har vi jo trænet hele foråret

På disse første 3 km var stigning 9% dvs. nogle steder små stigninger op til 10-12%, så det var med rette at jeg syntes det var hårdt. Selvom Ole har kørt op på Ventoux flere gange, var det også hårdt for ham, da han kørte i mit tempo (geartal 41 for Ole og 31 for mig). Hvor han nok ville have kørt lidt stærkere i sin egen kadence – men i dag var målet, at vi sammen skulle følges op på bjerget.

Desuden var det jo ganske dejligt, at have Ole med som vandbærer, - da vi af erfaring ved, at det kan være meget varmt op til 40 grader og vindstille på bjerget. – Det skulle jo nødigt gå os som Tom Simpsom, verdensmester og Tour de France-rytter, der i 1967 døde 300 meter fra toppen på grund af doping og for lidt vand. Så vi havde rigeligt med vand med.

Pludselig fandt Bente rytmen, og sin egen kadence – så gik det bare roligt opad, og opad (ca. 8 km /t) – og nu var Bente ret tændt og følte at hun "snildt" kunne fortsætte helt til tops. Men træernes vokser ikke ind i himlen og efter ca. 2 km. Måtte vi stoppe og drikke lidt cykelsaft da det ikke er muligt samtidig med pust, støn, tramp hiv, træk, pust, støn osv. At indtage drikkelse. Benene og de lettere syreholdige morgenstive "mullere" blev rystet lidt, - så var det bare op på cyklen igen og opad og opad. Det føltes nu som gik man på en kæmpe luftmadras – eller i fagsprog

"der var bund i trædet".

Pludselig troede Bente, at det gik lidt nedad, da der kunne geares flere gear op – og hastig – heden steg "voldsomt" (12-13km/t), men med et tilbageblik over skulderen og til siderne kunne vi se, at der stadig var pæn stigning – Ole sagde, at her så var der altså stadig 5 % stigning. Vi trampede deropad, da vi for hver meter kom nærmere toppen.

Ventoux et cykelrytternes mekka. Er man først én gang blevet grebet at bjerget, kommer man igen og igen. Det er således 4. gang Ole har cyklet på bjerget. Vi mødte en del andre motionister på turen op der overhalede os. Prustende mænd og super sportstrænede cykkelrytterdrenge, men næsten ingen kvinder. Faktisk tror jer kun vi mødte 2. Senere mødte vi de samme "supermænd" på vej ned, Nogle med et godt tag i bremserne kørte ned. Men alligevel med god fart, andre kørte tilsyneladende uden dødsforagt i susende fart ned mod bunden med større fart end bilerne.

"Det kan jeg fandeme godt forstå; de har lige kørt op ad en 12% stigning" – sagde Ole. Set med Ole´s øjne: Mødte vi nogle der bremsede godt ned og kørte stille rundt i svingene, andre kom bragende med den rigtige svingteknik, knæet godt ind i svinget, cyklen ned at ligge i idealkurven rundt i svinget, hvis det kan lade sig gøre for bilerne – og selvfølgelig bremse når og hvis det er nødvendigt .

Samme teknik som Ole bruger.

De næste kilometer gik nogenlunde, med enkelte skrappe stigninger op til 12% - på en af stigningerne sagde Ole, om jeg ikke ville gemme kræfterne lidt og gå et stykke, men nu gik det egentligt meget godt, om end langsomt (ca. 6 km/t). Efter en af stigningerne som jeg syntes havde været særlig hård stoppede vi og tog en lille vandpause. "Puh-ha, det var godtnok en hård distance vi lige kørte" – sagde jeg.

Endelig stod kilometerstenen ved udsigtspunktet Belvedere, nu var vi halvvejs. Vi stoppede for at nyde udsigten og fotograferede. Det vil sige, at vi ville gerne have et billede af os begge – især hvis vil ikke meget længere.

Jeg så en motionist komme masende ind på plateauét – spurgte på "fransk" om han ville fotografere os. Han begyndte straks på fransk at forklare en hel masse som vi ikke forstod ret meget af – bortset fra, at han vist nok boede på samme campingplads som os. Det viste sig senere at manden rent faktisk var vores nabo på campingpladsen.

Så manglede vi "kun" halvdelen altså ca. 11 km. til toppen – op på cyklen og af sted. Nu begyndte strabadserne først rigtigt. Den første kilometer gik det nogenlunde, kun 5,5 æ% stigning. De næste 4 km. har alle 9 % stigning i gennemsnit, og da det på denne strækning går lige op næsten uden sving, kan det tage pusten fra enhver – selv en dopet Pantani ville sikkert føle det hårdt. Over flere kilometer er du her glad hver gang, at pedalen er i bund, for så ved man, at man er kommet et lille stykke længere – for se det på vejen, kan man næppe. Pludselig efter disse hårde kilometer gik det igen "nedad" (5 % stigning). Ole viste fra sine tidligere ture, at nu nærmede vi os et chalet – en form for restauration – ca. 15 km, oppe ad bjerget.

De sidste kilometer havde vi mærket kulden mere og mere, vi var trods alt tæt på 1500 meters højde. Vi havde desuden set de mærke skyer komme krybende op over toppen og mærkede nu ca. 200 m. fra chaletét de første dråber.

Ole var i syv sind – et uvejr i bjergene skal man have respekt for, så hvad var nu klogt? Skulle vi vende om og køre ned til Malaucene med fare for at blive drivvåde. Dette ville ikke være godt for Bente´s astma, eller skulle vi gå i ly i restauranten og se, om uvejret drev over.

"Jeg vil blive meget skuffet, hvis ikke vi kommer helt op", sagde jeg. Dette gjorde udslaget. 3 minutter senere sad vi i restauranten med en kop café au lait.

Samtidig med os kom adskillige andre cyklister i tørvejr i chalet’et, for nu stod det ned i torve. Vi kom i snak med et ungt par fra Holland, som dagen før havde forsøg at køre op, men måtte opgive på halvvejen pga. regn. Derfor prøvede de igen i dag. Da det stilnede lidt af, men stadig regnede, hastede de mod toppen, for som de sagde, de ville op inden tordenvejret kom for dette brød pigen sig nemlig ikke om. Få minutter efter at det hollandske par var kørt, brød uvejret virkelig løs. Det lynede og tordnede og hagl så store som ærter hamrede mod jorden. Når de ramte restaurationens borde hoppede de ½ meter op i lufte.

Pludselig kom den hollandske pige i susende fart tilbage – og et godt stykke efter hendes kæreste. De var kørt lige op i uvejret og var begge blevet drivvåde. Vi tilbød dem en plads ved vores bord, så de kunne holde udkig efter hans forældre som skulle hente dem på toppen, da pigen ikke turde køre ned. Den næste time tilbragte vi i hyggelig snak med hollænderne, toiletbesøg, mere café au lait – iagttog en anden motionist der rystende sad og spiste is så tænderne klaprede højlydt mod skeen hver gang denne blev ført til munden.

Ind i mellem når det stilnede lidt af, gik vi udenfor og studerede de mørke skyer, for at finde ud af, om vi skulle cykle op eller ned.

Endelig så det ud til at være regnet af for i dag, men der var stadig mærke skyer omkring toppen af bjerget, hvad der tit er. Efter lidt fagsnak med to engelske mountainbikere, besluttede vi alle; hollændere, englændere, franskmænd og to danskere at cykle til tops.

Inden vi fik afregnet, låst m.m. var alle vores "nye venner" allerede langt oppe på bjerget.

Efter en god lang pause, var det som at starte på ny, i hvert fald de første 100 meter, så kunne Bente godt mærke sporene fra de første 15 km. – Så da Ole foreslog, at vi skulle gå sprang Bente hurtigt af cyklen. Stigningen er på dette sted ca. 10 %. Vi gik ca. 200 meget til vi rundede første hårnålesving. Så cyklede vi roligt videre. Lidt efter sagde Bente: "Det er altså nogle underlige cyklister der kører ned ad dette bjerg – se lige ham der kommer dér, han har ikke engang foden i pedalen" – og ganske rigtigt kom en mand imod os, med det ene ben dinglende ud til siden. Det viste sig at være vores hollandske ven cyklende nedad bjerget med pedal og pedalarm hængende ud af lommen, idet han råbte "this is not my day today".

Videre op af bjerget i seje træk til benene var totalt "syrede". Lidt senere blev blev vi overhalet af en lille varebil med hollandsk nummerplade, bagi stod en cykel samt vores hollandske ven bag rettet. Ud af de åbne vindue strømmede nogle uforståelige opmuntrende lyde. Lidt senere møder vi igen vores hollænder – denne gang på sin kærestes cykle ned af bjerget – råbende "I will try again on this bike" – han var ikke nogen tøsedreng vores hollandske ven.

Drikke, gå, cykle og så videre. På den sidste kilometer cyklede vi på kanten af afgrunden – lige over os knejsede tårnet majestætisk på toppen af "ventoux-bjerget" – dybt, dybt nede kunne vi se bunden af dalen. Synet af tårnet gav de sidste nødvendige kræfter, så vi cyklede stolte til bjergets top.

En ubeskrivelig rus af sejersstolthed strømmede igennem os, vi havde lyst til at skrige ud over bjerget, men nøjedes med en stor omfavnelse. Det var ikke kun os, der gik sejrsstolte rundt, vi så et helt cykelhold, der kårede deres "bjergsrytter" med et hele såsom champagne, bjergtrøje m.m.

Vi mødte også vores venner fra chalet’et – englænderne, den hollandske pige med svigerforældrene. Efter at have fotograferet , købt sejrstrofæ – t-shirt med Ventoux 1912 m., kom vores ven cyklende op på kærestens cykel – han ville bare cykle op i dag.

Efter nogle flotte udsigter, trak skyerne igen sammen – så var det bare med at komme ned igen.

Ned i bøjlerne og godt fat i bremserne, vi skulle jo køre stille og roligt ned syntes Bente. Tilbage til chalet’et er vejen meget ujævn, og brugt til at vænne sig til hastigheden.

Fra chalet’et gik det bare stærkere og stærkere – vi holdt en lille pause ved Belvedere, så kunne vi få liv i "bremsefingrene" igen. Nu gik det stærkt resten af nedturen.