I begyndelsen af 70'erne var pigerne enten til Osmonds eller David Cassidy. Osmonds var de pæne mormondrenge fra Utah, mens David var den frække fyr fra Hollywood. Med hovedrollen i tv-serien "Partridge Family", som blev vist på tysk tv, havde Cassidy godt fat i de syd- og sønderjyske pop-tøser.

Han var min første kærlighed. I hans grønbrune øjne mistede jeg fornemmelsen af tid og sted, men de fandt til gengæld de første kildrende fornemmelser av kvindelighed. I mit 12-årige pigehjerte havde han en førsteplads. David Cassidy fik alle mine inderste hemmeligheder og i fem år et fast tilbagevendende godnatkys på plakaten fra BRAVO.

Jeg elskede hans hår, hans smil, hans stemme, hans bevægelser og ikke mindst alle drømmene om en dag at møde ham i virkeligheden.

Jeg vidste godt, at chancerne var små. Han besøgte Danmark én gang i 1974, men da var jeg alt for ung til at rejse hele veien til KB-Hallen. Cassidys koncerter var berygtede. Piger besvimede på stribe.

Den store test

I de foregående uger havde jeg kæmpet for at få et rigtigt interview med min ungdoms helt. Med en for mig sjælden journalistitsk stædighed var jeg gåed mod mit mål. Derfor blev jeg oprigtigt indigneret, da der gik promotor-selvsving i sagen og jeg blev svigtet på målstregen.

Fra vores hotelværelse bombarderede jeg den engelske promotor, så hun til sidst blev træt af mig og gav mig to billetter til Davids fødselsdags party efter koncerten. Intet interview, ingen fotos, men chancen for at sige goddag til fødselaren og teste magien.

Foran koncertsalen vrimlede det med midaldrende engelske kvinder. Det var et socialrealistisk syn. Et stort antal så ud som om de kom lige fra rideskolen i tights, gummisko, forvaskede sweatshirts og hængehår. Andre havde iført sig en plisseret nederdel lige under knæet og sat den sammen med sweatshirt, nylonstrømper i kontrastfarve og hyttesko. Uden at gå i detaljer kunne vi nøgternt konstatere, at der var flere frue- end pigestørrelser. Vi følte os for en gangs skyld ret lækre og klar til aftenens hjertehop.

Smid bukserne, David

Et kvarter over den annoncerede tid begyndte musikken med et kækt potpourri over kendte gamle Cassidy-hits - og pludselig stod han så på scenen. Højlydt jubel fra hele salen, da han gik i gang med "I can hear your heartbeat".

52 år, men stadig lækker. 1,73 meter, men med en formidabel evne til at fylde scenen ud. Der var gang i den fra begyndelsen. Hans stemme er endnu bedre end i 70'erne. Ingen synlige stjernenykker, men en evig flirt med det ensporede publikum. Han havde os i sin hule hånd, småsnakkede og med stor fornemmelse for, hvad disse 4000 kvinder i deres bedste alder var kommet for.

I et splitsekunds stilhed på scenen lød det plutselig højt fra salen: "Take your pants off, David".

Da der lidt senere lød et højlydt skrig fra salen, kom svaret prompte: "What. Are you on drugs?"

Selvironien ville ingen ende tage. Når enorme dameunderbukser blev kastet op på scenen, slyngede han dem graciøst om halsen.

Han tog sig god tid til at holde hånd ved scenekanten og huskede oven i købet at takke alle dem, der masserede hans lår.

- Nu får I så mit seriøse hit fra 1971, introducerede han tørt en af de gamle ørehængere, hvorefter 4000 kvinder gjaldede med på en af vores evergreens: "Could it be forever".

Jeg havde travlt med teaterkikkerten, når han bevegede sig ude i venstre side af scenen, hvor vi havde det bedste udsyn. En stor og hengemt fornemmelse poppede op der i det østrogenmættede lokale.

Mindreværdig ordveksling

Fødselsdagsfesten for omkring 50 indbudte gæster fandt sted i Circle-baren på førstesal i koncertsalen. Lidt høje i hatten trak vi skødesløst vores invitation frem og blev gelejdet op. Hurtigt spottede vi Davids hustru, Sue, som var utroligt nydelig, slank og venlig og hans 11-årige søn, Beau. Vi fandt et sted i baren med udsyn til alle sider, da min veninde pludselig hviskede ud mellem tænderne:

- Nu er han kommet. Lad være med at vende dig om.

Selvfølgelig vendte jeg mig om og så ham stå der i sine sorte jeans, en tynd strikket bluse - og noget der lignende Ecco-sko. Uha. Denne chance skulle ikke forspildes.

Jeg stillede mig ret indiskret op lige i hans gåzone og søgte øjenkontakt. Han så ud, som om han overvejede, om jeg var én han burde kende. Da han endelig kom helt hen og rakte hånden frem, begyndte så den mindeværdige ordveksling:

Mig ret slesk: - Happy Birthday, David. Tak for et fedt show.

David smilende, men temmelig rutinepræget: Tak. Godt du synes om det.

Mig rødmende over hans nærhed: - Min veninde og jeg er rejst hele vejen fra Danmark for at se dig. Vi fik aldrig set dig i 70'erne såe...

David lidt mavesur: - Det var da godt for jer. Det er da bedre at opleve mig nu "in my better days".

Mig jappende: Jaja, vi vil meget gerne have, at du snart kommer til Danmark. En masse fans har savnet dig.

David afbrydende, mens han trykkede min venindes hånd: Ja, det er et "lovely" sted. Nu må du have mig undskyldt. Jeg skal videre til nogle af mine vener...

Venner. Vi er da også hans venner, men væk var han. "Nice to meet you", sagde fru Sue høfligt. Overstået. 20 sekunders tabt ungdom defilerede hastigt videre. Jeg mistede stadig fornemmelsen af tid og sted i de der grønbrune øjne, men ellers føltes det mest som et alt for kort ungdommelig kys med en meget dejlig fyr, der desværre viste sig at have lidt dårlig ånde.

Men han er jo min første kærlighed, så derfor tilgav jeg ham hurtigt. Han måtte jo være træt efter den hæsblæsende koncert på to og en halv time.

På den igen

Lørdag aften var vi på den igen i Apollo Hammersmith. Sammen med andre 4000 hujende kvinder. Alt nag var glemt.

Hvorfor?, spørger den fornuftige læser nu. Hvorfor en gang til? Hvorfor ikke se en musical eller snuppe en pubcrawl, nu vi var i London.

Svaret fik vi dagen efter i Stansted Lufthavn. Jeg havde selvfølgelig min nyindkøbte DC-T-shirt på. I paskøen hørte jeg pludselig en ret dyb engelsk ølbas synge: "Could It Be Forever..."

Og der slog det mig. En gang David, altid David. Han greb os om hjertet i vores mest følsomme alder. Derfor synger vi stadig af et ærligt hjerte med på sangens omkvæd: "I wanna be with you, I wanna be with you, just a little while longer..."