I den tidlige middelalder, fra 500 - 1336 blev der ikke tegnet mange billeder af døden. Bevidstheden om døden blev ikke indført før I 1336, hvor pave Benedikt XII ophøjede ideen om skærsilden til kirkedogme.

Før året 1336 havde befolkningen og kirken været enige om, at døden blot var en form for søvn. Opnået ved at Jesu Christi havde overvundet døden, da han genopstod. Han: "befriede Adam og Eva, biskopper og præster fra dødsriget og bandt Fru Død og Herr Djævel med brændende lænker!"

Vistnok var Jesus blevet korsfæstet:

Jellinge stenen (il1)

men hans genopstående var den endelige sejr over døden.

I den tidlige middelalder var døden en lang varende hvile, som man blev vækket fra til genopstandelsen. Denne trance man var I, var oftest velfortjent da mange arbejdede hårdt hele livet igennem.

Men denne tro varede ikke ved. I 1336 blev, som oven nævnt, skærsilden til realitet. Sjælen skulle blive renset for enhver synd og derefter blive sejrende.

Desto mere mand syndede, desto længere måtte man brænde og fra den tid blev døden, blandt kirken, set som en renselse.

Allerede dengang prøvede kirken at få borgerne til, at live et syndefrit liv, så de kunne undgå at brænde op I skærsilden.