Dom 1609 - at give gæsteri af Vadgård og Strandby sogn

Oluf Rosensparre til Skarholt, befalingsmand på Mariager kloster, Niels Lauritsen, superintendent over Viborg stift, Hans Palludan, d. ærkedegn, Peder Iversen, d. kantor, Peder Rimboldsen, Thøger Mortensen Huass og Villum Palludan, kanniker udi Viborg domkirke.

Gør vitterligt, at år efter Guds byrd MDCIX [1609] den 9. maj udi kapitels hus her udi Viborg var skikket hæderlig og vellærd mand, hr Christoffer Christensen i Vadgård på den ene og havde hid i rette stævnet hæderlig og vellærd mand hr. Peder Pedersen i Lovns, herredsprovst i Gislum herred på den anden side.

Og berettede forn. hr. Christoffer, hvorledes forn. hæderlig mand hr. Peder Pedersen ham for noget gæsteri beskylder og forfølger, uanset at Strandby sogn, som af gammel tid har ligget under Vitskøl kloster, har været uden sådan tynge. Og endnu ligevel som andre kirker, dér har tilligget, nyder den samme frihed. Og forn. hr. Peder at gøre uret, som han formener, fordi han den tynge ham pålægger. Og selv vil blive kvit for det tilbørlig anliggende [påhvilende] sit eget gæsteri, som han altid, siden han blev præst til Lovns og Alstrup kirker, udgivet haver. Menendes også, at forn. hr. Peder gør uret i så måde, at når han på Mariager kloster yder sit gæsteri, som er altid udgivet af Lovns præst, da siger han sig at tage den ret for forn. hr. Christoffer og tager da det der på og så til // evig forfølger ham derfor og siger sig selv at være kvit, fordi han er provst. Uanset at han for sit provsteembede har sin provstepenning årligen, og dermed så vel som sl. hr. Christen fordum provst måtte være fornøjet. Dernæst er det ikke heller almindelig sædvane eller regel, at provsten er kvit for deres gæsteri, som der findes noksom eksempler på, at provsterne det udgiver. Og dersom det end var, så var der dog tvivl, om forn. hr. Christoffer skulle samme gæsteri i stedet for hr. Peder udlægge, efterdi der altid plejer at gange gæsteri af Lovns præst og aldrig af Strandby sognepræst.

Desligeste havde hid stævnet forn. hr. Peder for han ubillig forholder ham en landstingsdom, udskrevet over en dele [rettergang, retsforfølgning], som forn. hr. Peder har for fem eller seks år forleden forhvervet over ham, som forn, hr. Christoffer fik [gav] ham i Alstrup kirke, han skulle indføre udi en opsættelse. Og den ukristelig, som han formener, ham forholder.

Og derpå udi rette lagde ærlig velbyrdig frue Margrete Bjørn til Vår hendes åbne forseglede brev med sin egen hånds underskreven lydende som efterfølger:

Eftersom hæderlig og vellærd mand hr. Christoffer Christensen i Vadgård har været min kundskab begærendes, efter at jeg for nogen tid siden har boet i sognet og selv i nogen år været kirkeværge dér tilStrandby kirke, om mig vitterligt var, om der er af- // gangen noget gæstri af Strandby kirke eller præstegård, så er det mig fuldt vitterligt i sandhed, at des midlertid som jeg var kirkeværge der, da er der aldrig noget gæsteri afgangen, enten af kirken eller præstegården og ikke heller andet over noget kirkens regnskab hr. Peder været krævet. Og har jeg bespurgt mig derom hos godtfolk, som den lejlighed [forhold] skulle være vitterligt. Da have jeg i sandhed forfaret, at der aldrig have ganget gæsteri af præstegårde enten før sl. hr. Chresten Nielsen blev provst eller siden, førend de nu derom trætter. At så i sandhed er har jeg med mit signet her undertrykt og med egen hånd underskrevet. Datum Vår den 20. maj år 1604. Margrete Bjørn egen hånd.

Herhos lod han og læse et kundskab, som nogen dannemænd har givet, lydendes som efterfølger:

Vi efterskr. Christoffer Poulsen i Strandbygård, ??? Pallesen ibm. Laurids Andersen i Myrhøj, Jens Sørensen ibm., Chresten Jacobsen ibm, Jens Madsen ibm., Niels Pesen i Brønderup [nok Grønnerup], Anders Mortensen, Mads Friis, Chresten Friis ibm., Niels Sørensen i Tandrup og Laurids Chrestensen ibm. kendes og gør vitterligt udi dette vort åbne brev,

at eftersom vi udi Strandby sogn har været og boet førend sl. hr. Chresten Nielsen blev kvit fra Bjørnsholm sogn og bosatte sig her i Strandby sogn og blev præst til Strandby kirke alene, da er det os fuldt vitterligt, at sl. hr. Chresten, // hverken tilforn, førend han blev provst, eftersom han med sin første hustru avlede, siden han kom hid til Strandby sogn alene at besidde, fem børn, og ikke blev provst, førend han fik sin anden hustru, som nu lever, ikke heller siden efter, som han levede et år eller mindre, efter sl. hr Niels i Thorup blev provst i hans sted i Gislum herred, gav aldrig gæsteri eller blev noget gæsteri enten af ham eller Strandby kirke udgivet, imidlertid at han sad ubesværet med provsteembedet. At det er os fuldt vitterligt, og så udi sandher er, vidner vi med vores signeter, her undertrykt. Skrevet udi Vadgård den 20. dag maj år 1604.

Som samme kundskab i sig selv udviser, herhos en opsættelse her af kapitelet, udgivet onsdag før pinsedag år 1604 lydendes udi sin beslutning som efterfølger:

Da efter tiltale, breve og den sags lejlighed og for nogen lejlighed sig herudi begav, blev denne sag opsat, indtil lensmanden ærlig og velbyrdig mand Oluf Rosensparre kunne være til stede, og des midlertid provsten sl. hr. Niels i Thorup hans dom om gæsteri af Strandby sogn ikke at komme forn. hr. Christoffer Christensen til nogen skade og forhindring i nogen måde med mere samme opsættelse forelover.

Og her fremlagde forn. hr. Christoffer en skriftlig beretning lydendes ord fra ord som efterfølgende beretning:

Om gæsteri imod hr. Peder i Lovns for min gunstige hr. lensmand, min kære biskop og menige kapitel // herrer anstillet. Dette Strandby sogn, som jeg ibor, har af gammel tid ligget under Vitskøl kloster, så der har været én præst til Vitskøl kloster kirke og Strandby kirke. Den sidste præst til begge kirker var sl. hr. Christen, som først boede ved Vitskøl kloster, men for adskillige årsager begærede han af sl. Henrik Gyldenstierne til Ågård, høvedsmand på Vitskøl kloster, at han ville som hans gode fædre forhjælpe ham hos kongelig majestæt, at han måtte bekomme en præstegård i det andet sogn, Strandby sogn. Der ville han bo og med det sogn alene ville være fornøjet, hvilket også den sl. mand forn. Henrik Gyldenstierne af sin synderlige gunst og gode vilje, han havde til samme præst, har gjort. Så da præstegården i forn. Strandby sogn blev udlagt, havde han selvvillig sagt sig af Vitskøl sogn, og draget til Strandby sogn alene at ville have. Da han nu havde været bosat i Strandby sogn på 12 eller 14 års tid, blev han provst i Gislum herred. Nu et år eller mindre førend han døde, blev han bevilget af sin kære biskop for sin skrøbeligheds skyld, at han måtte forløses fra dette provsteembede. Så derfor fra den tid han kom til Strandby sogn og til den tid han blev provst, var 12 eller 14 år eller mindre imellem, som et sognevidne derom noget formelder, og et år levede efter han havde afsagt // sig med provsteembedet. Imidlertid pålagde der ingen ham nogen tynge, mere end andre kirker og præster, som også havde været under Vitskøl kloster, så han havde den samme frihed, som andre endnu nyder, der og tilforn havde tilligget klosteret. Dernæst denne residens Vadgård, som ingen (?) ibor, ligger i et frit birk, men de andre residenser ligger i herredet, undtagen Testrup birk, som også ligger til klosteret i Viborg og er derfor kvit for sådan tynge gæsteri.. Efter sl. hr. Christens død besluttede hr. Niels i Torup, provst i herredet, med en delefoged til Hald, at hr. Anders, som kom efter hr. Christen, [at] Vadgård skulle give gæsteri. På det at hr. Niels ville, for han var provst, også være kvit for gæsteri, så det blev så berammet imellem provsten hr. Niels og delefogeden i Gedsted, gode venner, at delefogeden stævnede hr. Anders for provsten, og provsten dømte hr. Anders til at give gæsteri og sig selv at være kvit. Og der hr. Anders svarede så dertil, at Strandby sogn så vel måtte nyde den gamle rettighed, som andre kirker, der også har ligget under klosteret, nyder, indtil så længe, at kongelig majestæt eller hans lensmand ville dette ringe sogn nogen tynge pålægge og måtte nyde den samme frihed som hans // formand, da svarede provsten, at hans formand var kvit, for han var provst. Nu efterdi han ikke så var og efterdi den dom, søgte de ham hastig med dele, så dersom han ikke havde straks udlagt penninge, havde han blevet delt. Men straks derefter stævnede han den hr. Niels' dom til kapitlet, og midlertid døde de begge. Nu efter deres død vil hr. Peder provst i herredet, som altid har givet gæsteri, siden han kom til sine sogne, og den tynge tage af sig og lægge på mig. Item han har endnu også siden han blev provst, lagt en udgift på den fattige kirke Strandby kirke, som har en ringe indkomst og stor hjælp behov, uanset et hverken verdslig eller gejstlig frihed (?) eller nogen af provsterne før ham dette har begyndt eller gjort. Men han burde hjælpe til at forbedre kirker i herredet og ikke forringe dem, hvilket han gør, fordi han haver ingen modsigelse. Thi der jeg spurgte kirkeværger ad, hvorfor de gav så gæsteri efterdi de aldrig tilforn, da ikke end i hr. Niels' tid, plejede at give, svarede de, at de kunne ikke trætte ham imod. Og der jeg bad dem, at de skulle klage sig for lensmanden, svarede de, at de skøttede intet om, men var tilsinds, hvem der // skulle have det, siden det kunne gøre dem godt, når regnskab holdtes.

Beslutning [sammenfatning]:

Efterdi den residens Vadgård i Strandby sogn, liggende i et frit birk ved Vitskøl kloster, plejede aldrig af gammel tid at udgive gæsteri, som sl. fru Margretes brev til Vår og XII gamle mænds kundskab derom noksom vidner, ikke heller have kongelig majestæt eller hans lensmand endnu her til dags pålagt denne residens nogen tynge, så nyder den næst Gud og gode øvrighed sin gamle frihed og ret.

Efterdi også hr. Peder af sin præsteresidens har udgivet gæsteri alle tider, siden han kom til sit sogn, og hans formand før ham, så bør han også herefter, på det kongelig majestæts jordebog kan fuldgøres, og ikke fordi han er provst tiltage sig nogen frihed, efterdi han har sin løn, provstepenning, derfor.

Så var her i dag forn. hæderlig og vellærd mand hr. Peder Pedersen mødt og fremlagde herredsprovstens sl. hr. Niels i Torup hans dom, udi hvilken han tildømte sl. hr. Anders at give gæsteri af Vadgård og Strandby sogn, og formente derhos, at fornævnte hr. Christoffer burde og samme dom at efterkomme, efterdi han er kommen udi forn. hr. Anders' sted. //

Ved flere ord og tale dem derom imellem var da efter tiltale, breve, bevisning og denne sags lejlighed, som forved stander, så og efterdi forn. hr. Christoffer Christensen med ærlig og velbyrdig frue Margrete Bjørn til Vår og XII dannemænds brev og segl, der stander ved fuldmagt, uryggelig beviser, at der aldrig tilforn er givet eller ganget gæsteri af Vadgård præstegård eller Strandby sogn, førend nu der er kommen trætte om, men har altid derfor været fri og forskånet, kunne vi ikke kende forn. hr. Christoffer forpligtet at være nogen gæsteri af forn. præstegård og sogn at udgive, men derfor kvit og fri at være, som den af gammel tid været haver.

Og forn. hr. Peder Pesen forpligtet at være gæsteri at udgive af hans kirke og sogne, som han og hans formand gjort haver. Er og forn. hr. Peder forpligtet til at levere fra sig til forn. hr. Christoffer den landstingsdom, han ham antvordet haver udi Alstrup kirke, formeldendes om den dele, som forn. hr. Peder for fem eller seks år siden over ham forhvervet haver.

Og dertil med sl. hr. Niels Jensen i Torup, fordum provst i Gislum herred, hans dom, som han imod hr. Anders i Vadgård udi sin egen sag dømt haver sig selv dermed at befri // for det gæsteri, som han plejede at udgive, førend han blev provst, at være, som den udømt var, og ikke at komme forn. hr. Christoffer Christensen eller hans efterkommere, sognepræster i Vadgård og Strandby sogn, til nogen hinder eller skade i nogen måde.

Syv segl

Læst på Aale birketing

Den 22. februar 1656

Informationerne her er venligst stillet til rådighed af Karl Nielsen, Ranum,
forfatteren til bl.a. Omkring Bjørnsholm, Krejls Forlag, Løgstør 1984, ISBN 87-981575-0-7

Thorkild Dalsgaards hjemmeside - Bjørnsholm - Ældste kilder