Dom i sag om slagsmål

Var skikket Jens Jørgensen i Munksjørup med en opsættelse her af landstinget, i dag 14 dage udgangen, lydende ham da at have hid i rette stævnet Christen Christensen, Christen Mouridsen, Thomas Jensen og Per Mikkelsen i Overlade for tre synsvidner, de til Åle birketing den 2 maj sidst forleden afhjemlet havde, at ikke samme dag der ved tinget skulle havet været til syn til [på] Vogn Lauridsen i Vesterfalde. Der skulle han have haft tre sårmål bag på hans højre hånd og to sårmål bag på hans venstre hånd på hans pegefinger indført, og samme vidne ham at have haft syv sårmål i hans hoved og i hans ansigt. Og ikke fornævnte synsmænd havde omhjemlet, på hvad sted det skulle være eller hvormed det skulle være gjort, end om med kniv eller anden værge, endog noksom udi sandhed skal befindes at den tid Thomas Mikkelsen havde fat på Jens Jørgensen med begge hans hænder, holdt, slog og gjorde ham sår og skade. Da skal fornævnte Vogn Lauridsen være kommen med en jerntyv og ham skammeligen forjage og overfalden uden al skyld og brøde. Efter syn og besigtelsesvidne menendes fordi samme Vogn Lauridsens syn og klage bør magtesløs kendes og ikke at komme fornævnte Jens Jørgensen på hans retfærdige sag til hinder eller skade i nogen måde.

Sammeledes havde hid // stævnet Thomas Mikkelsen i Sjørup for et vidne han i samme sag vidnet havde, det Jens Jørgensen skulle have end fået ham omstødt op til sin vogn, menendes samme vidne ej fik vidne at være, til med at have vidnet sig selv og Vogn Lauridsen dermedtil for lovmål [rettergang] at ville befri. Menendes fordi samme vidne bør magtesløs at være og ikke at komme fornævnte Jens Jørgensen til hinder eller skade i nogen måde.

Fremdeles hid stævnet fornævnte vidnesmænd til stede i egen person, så og fornævnte synsmænd og fornævnte Vogn Lauridsens med fornævnte vidne, klagesyn og hvis han i denne sag haver.

Da for nogen lejlighed sig af det vidne begav, blev fornævnte sag opsat til i dag, og nu mødte fornævnte udi landstinget og fremlagde samme deres vidne af Åle birketing dette år den 2. maj udgået. Christen Christensen, Christen Mouritsen og deres medbrødre 4 synsmænd forrettende [bevidnende] at have hjemlet deres kundskab, at de den dag ved fornævnte ting var til syns til fornævnte Vogn Lauridsen. Da havde han tre sårmål bag på hans højre hånd og to sårmål på venstre hånd på hans pegefinger og havde han 7 sårmål i hans hoved og hans ansigt. Indeholder også samme vidne fornævnte Vogn Lauridsen at have givet last og klage på Jens Jørgensen i Sjørup, at da på torsdag sidst forleden markedsdag var han i Valsted efter nogle sild for hans husbond, og som han kørte hjem, at da kom han i følge med fornævnte Jens Jørgensen og Thomas Mikkelsen ibm. Og som de kørte imellem Sebber kloster og Ajstrup gik fornævnte Jens Jørgensen af hans vogn, som han kørte bagefter fornævnte // Thomas Jørgensen [må være fejlskrivning for Mikkelsen] og greb ham om hans hals og slog ham op til hans vogn, og så standsede fornævnte Thomas Mikkelsen; at fornævnte Vagn Lauridsen og bad, at han skulle redde hans fangst. Fór Vogn Lauridsen heden og ville skille dem ad. Da sagde fornævnte Jens Jørgensen til fornævnte Vogn Lauridsen: Dersom du ikke vil vidne Thomas Mikkelsen tov, da skal du selv have dem. Så greb fornævnte Jens Jørgensen fat på fornævnte Vogn Lauridsen og slog, bed og skrabte[?] ham, og slog ham mange gange om kuld til jorden, huis han krysted sig [trykked sig til], aldrig at forundre, og da gjorde ham sår og skade, som da var om hjemlet.

Dernæst fremlagt et tingsvidne af fornævnte birketing samme dag udgivet, Thomas Mikkelsen i Sjørup for otte mænd at have vidnet med oprakt finger og helgens ed, at den samme torsdag, der er otte dage sidst forleden, var han i Valsted at købe nogen sild, og som han kom imellem Sebber kloster og Ajstrup, da gik Jens Jørgensen i Sjørup til ham og greb fat på ham og slog ham om kuld op til sin vogn. Så råbte fornævnte Thomas Mikkelsen at [ad] fornævnte Vagn Lauridsen og bad, at han skulle redde ham, og så kom fornævnte Vagn Lauridsen til dem og ville skille dem ad. Da sagde fornævnte Jens Jørgensen til fornævnte Vogn Lauridsen: Dersom du ikke vil vidne ham det, da skal du selv have den. Så greb fornævnte Jens Jørgensen på ham og slog ham og gjorde ham //

Som og vidner videre bemelder og med vidnesbyrd som vidnet at være.

Dertil svarede fornævnte Jens Jørgensen, at fornævnte vidner er ikkun en personlig kendskab, som siges for ingen vidne, og fornævnte deres erklæring ikke udi nogen vidne ville skulle bestås; menendes fordi de ikke burde nogen magt at have.

Så og efterdi fornævnte Thomas Mikkelsens vidne er ikke uden en personlig kundskab, som eragtes for ingen vidne. Da finder vi efter sådan lejlighed samme hans eget vidne ingen magt at have. Og efterdi fornævnte samme anklage [?] ikke med nogen nøjagtig vidnesbyrd befæstes, kunne vi ikke kende det som noksom og nøjagtigt, det kan komme fornævnte Jens Jørgensen til nogen forhindring.

Informationerne her er venligst stillet til rådighed af Karl Nielsen, Ranum,
forfatteren til bl.a. Omkring Bjørnsholm, Krejls Forlag, Løgstør 1984, ISBN 87-981575-0-7

Thorkild Dalsgaards hjemmeside - Bjørnsholm - Ældste kilder