Man ved jo godt selv hvad man vil skrive, og det er irriterende, at man ikke bare kan sidde med den færdige version, så man kan komme videre. Hjernen er hele tiden et skridt foran. Mindst. Tålmodighed. Tålmodighed. Siger man til sig selv, og bider sig i læben og prøver at ignorere at man er træt, at man er ukoncentreret - fordi det bliver man af at sidde på en stol hele dagen - og at man bare ikke gider. Men man vil jo ikke skuffe alle sine potentielle læsere, familie og venner som ved at man skriver, og som glæder sig til at se det færidge resultat. En selv. Man har virkelig ikke lyst til at skuffe sig selv. Igen. Prøv at forestille dig hvor mange mennesker, der bare een gang har forsøgt at skrive en bog, og som har givet op. Mange hva'? Prøv så at forestille dig, hvor mange gange man som forfatter kan begynde at skrive noget, som man enten mister interessen i, kører sur i eller bare glemmer, fordi ens liv er fuldt af alt mulig andet. Det er den fornemmelse jeg tit ender med at sidde med, og jeg tænker, hvad fanden er meningen, jeg bliver jo aldrig færdig med en skid. Så slukker jeg for computeren og ser fjernsyn eller læser nogle af de bøger som andre har skrevet færdig. At skrive kræver en helt særlig, forbandet tålmodighed.

POST

HJEM