Mailingliste

Dyreret-FAQ

Vegetarisme

Dyreforsøg

Pels

Links

Kontakt

Vegetarisme

SEBD anbefaler og promoverer en vegetabilsk kost. En sådan kostholdning er hjørnestenen i anerkendelse af, at dyr har en iboende værdi og ikke blot er et middel til menneskelig anvendelse. 

En vegetabilsk kost har betydelige veldokumenterede sundheds og miljømæssige fordele, ligesom verdens fødevareforsyning påvirkes positivt.   

En vegetar er en person, som ikke spiser kød, fisk eller fjerkræ, mens en veganer afholder sig fra alle animalske produkter bl.a. pels, læder, mælk og æg. 

Lidelse

Den primære grund til at folk vælger at blive vegetarer eller veganere er for at mindske dyrs lidelse. De dyr, som opfostres i det industrielle landbrug, udsættes alle for lidelse. 

Eksempler på sådan lidelse er: Grise lever fikseret i båse så smalle at de ikke kan vende sig om. Deres haler bliver klippet af og de kastreres uden bedøvelse, etc. Høns står i trådbure mindre end et ark papir. De får skåret en del af deres næb af og får vækstsmerter pga. af intensiv avl. Dyr bliver slagtet uden bedøvelse, når bedøvelse med elektrisk stød ikke administreres ordentligt, hvilket forekommer hyppigt. Rækken af grusomheder er endeløs. Læs mere om dyrs forhold i det industrielle landbrug her. (ekstern link)

De fleste dyr er i stand til at opleve både smerte og lykke, følelser der i deres liv er vigtige for dem. Fuldt ud så vigtige som i menneskers liv. Dyr er subjekter i deres eget liv og ikke objekter for menneskelig brug. 

Vegetarer og veganere tager konsekvensen heraf og afstår, omend i forskellig grad, fra at bruge animalske produkter, som forårsager dyr lidelse. Da mennesket er en naturlig omnivor (altædende), kan vi fuld ud ernære os ved planteføde, og har derfor hver gang vi  konsumerer animalske produkter et valg. 

"Human beings are not natural carnivores. When we kill animals to eat them, they end up killing us because their flesh, which contains cholesterol and saturated fat, was never intended for human beings, who are natural herbivores." -- William C. Roberts, MD, redaktør af- the American Journal of Cardiology

Filosofien om dyrs rettigheder præsenterer argumenter for, at det ikke er moralsk betydningsfuldt hvilken art følende væsner tilhører, men at alle bør betragtes som individer. Således kan vi ikke nægte at dyrs interesser i deres velfærd, og i sidste ende deres liv, er lig menneskets. Princippet bag dyrerettigheds filosofien er således lige vægt til lige interesser. Du kan læse om nogle af de idéer, som denne filosofi er bygget på ved at følge dette link


Miljø og fødevareforsyning

Mange mennesker giver når man plæderer for dyrs rettighed, det svar at "man hellere burde gøre noget for mennesker som lider. Hvad med sultende børn i Afrika f.eks.?". Man kunne som filosoffen Peter Singer nemt vende spørgsmålet om, og spørge kritikeren "hvad gør du for mennesker, som nødvendiggør, at du deltager i undertrykkelsen af dyr?".

Sagen er dog den, at vegetarisme og veganisme faktisk er et væsentligt skridt i retning af at afhjælpe store kilder til menneskelig lidelse såsom sult og forurening. Ligeledes er en vegetabilsk diæt billigere og vil give enhver som er bekymret omkring menneskelig lidelse flere penge til at donere til den sag han/hun finder mest værdig.   

Gandhi sagde "Den rige mands ko stjæler den fattige mands brød". I denne sætning fortælles historien om hvilket fråds produktionen af animalske ingredienser er. I produktionen af kød mistes væsentlige mængder af de proteiner og vegetabilske kalorier som dyrene opfedes med. Konverteringsrationen varierer fra dyr til dyr, men selv den mest effektive, som er kyllingen, bruger ca. 20 gange så meget foder som mennesket får igen som kød. Ca. halvdelen af kyllingens foder kunne være spist af mennesket1

Hvordan dette spild påvirker verdens fødevareforsyning kan illustreres af at Nord Korea i 1997, mens landets befolkning sultede, eksporterede 1000 ton  majs til  fjerkræindustrien i Japan.2 Under sultkatastrofen i Etiopien i 1980'erne gjorde det samme sig gældende. I dag sulter 800 millioner mennesker og 1.6 milliarder er underernærede, mens 35-45% af verdens marker ifølge World Watch Institute anvendes til at dyrke foder til dyr3

Dette er naturligvis også et fordelingspolitisk spørgsmål, men at produktionen af animalske fødevarer er behæftet med spild er uomtvisteligt. Ligesom det er givet, at denne problematik vil blive desto mere påtrængende, når jordens befolkningstal stiger til ca. 12 milliarder mennesker i løbet af det næste århundrede4.     

En undersøgelse af Professor Peter Uvin fra Brown University beregner for FN, at jorden kan understøtte en befolkning på 6.3 milliarder mennesker, hvis disse ernærer sig udelukkende af en plantebaseret kost, mens jorden kun har plads til 4.2 milliarder, hvis blot 15% af kosten er animalsk og 3.2 milliarder, hvis 25% af de spiste kalorier er animalske5

Der er muligvis håb om at vi kan øge produktionen af fødevarer ved udnyttelse af genteknologi, bedre sprøjtemidler og dyrkningsmetoder. Spørgsmålet er om vi skal vente på mirakler fra naturvidenskaben, som ingen ved om de kan producere, når vi allerede har en enkel løsningsmodel. Enhver reduktion af anvendelse af animalske produkter har en direkte positiv effekt på verdens fødevareforsyning. 


Ernæring og sundhed

Jeg forstår ikke hvorfor det at bede folk spise en velbalanceret vegetarisk diæt betragtes som drastisk, mens det er medicinsk konservativt at skære folk op og ordinere dem kolestorolnedsættende stoffer resten af deres liv.
- Dean Ornish, MD-

En vegetarisk eller vegansk diæt er fuldkommen sund og kan dække alle ernæringsmæssige behov. 

Verden største diætistforening American Dietetic Associations standpunkt er: "that appropriately planned vegetarian diets are healthful, are nutritionally adequate, and provide health benefits in the preventions and treatment of certain diseases". En nærmere redegørelse for standpunktet, som er alment accepteret inden for ernæringsvidenskaben kan læses her (eksternt link)

Nogle af de sygdomme, som vegetarisme menes at kunne forebygge er bl.a. overvægt, hjerte-kar sygdomme, diabetes, tarmkræft, lungekræft og nyresygdomme6

Der eksisterer alligevel mange myter om en vegetarisk diæt. De fleste vegetarer og veganere er f.eks. blevet konfronteret med en skråsikker konstatering af, at deres diæt vil medføre protein eller jernmangel. Faktum er, at en kødbaseret diæt ofte indeholder for mange proteiner, hvilket bl.a. kan resultere i nyreproblemer7 Planter indeholder samtlige aminosyrer, som skal til for at danne proteiner.

Selvom kød indeholder jern, har flere studier vist, at vegetarer og veganere ikke har større sandsynlighed for at lide af jernmangel end folk, som spiser en blandet kost8  Atter andre studier viser, at vegetarer generelt har bedre jernbalance end de, som indtager en blandet kost9

Selvom en velbalanceret vegetabilsk diæt vil have mange fordele frem for traditionelle danske madvaner, betyder dette ikke, at det er nok blot at undgå animalske fødevarer. Det er ikke nødvendigt at blive ekspert i ernæringslære, men det er ikke tilrådeligt at ændre sin diæt uden at undersøge, hvilke fødevarer der er nødvendige for at holde sin krop sund, og få den fulde fordel ved en vegetabilsk diæt. Der findes flere gode introduktioner til vegetarisk ernæring10    


Fra burger til bulgur

Vegetarer spiser fra de nye 4 fødevaregrupper, som er illustreret i den nedenstående vegetariske kostpyramide. De fire fødevaregrupper er: 

  1. Kornprodukter: ris, pasta, brød, havre...

  2. Bælgfrugter: bønner, linser, kikærter...

  3. Grøntsager: asparges, broccoli, gulerødder..

  4. Frugt: æbler, bananer, kiwi, jordbær....

 

At spise varieret fra disse fire grupper giver endeløse delikate muligheder i madlavningen. Ligeledes giver det os det bedste grundlag for at opnå optimal sundhed og beskyttelse mod sygdomme. 

Hvordan hver enkelt vælger at tackle vegetarisme er forskelligt. Nogen eliminerer fra den ene dag til den anden, alle animalske produkter, mens andre går langsomt frem. F.eks. ved at erstatte en kødret med en grøntsagsret hver uge, indtil deres diæt er kødfri. Vælg den tilgang som passer bedst og overvæld ikke dig selv ved forandringer, som i længden gør livet surt. 

Besøg biblioteket og få mere information om vegetarisme, dets etiske grundlag, opskrifter, miljø. Viden som kan hjælpe dig til at træffe informerede valg om din diæt.

Kontakt SEBD for gratis vegetariske opskrifter eller mere information om vegetarisme og dyrs vilkår i det industrielle landbrug.


Noter: 

1: D'Silva, Joyce: The Meat Business

2: The Independent d. 18 juli 1997

3: Facing Food Scarcity, Worldwatch, November/december 1995.

4: Pimentel, David et. al. "Food, Energy and Society". 1996.

5: FAO 1993 (FAO er FNs organ for landbrugsspørgsmål)

6: The American Journal of Clinical Nutrition, September 1999.

7: New England Journal of Medicine 1993;328:833-38

8: Israeli Journal of Medical Science, 1986 (22) 

9: Journal of the American Diet Asociation, 1985,85 (12)

10: Bl.a. den svenske "Vegansk näringslära på vetenskplig grund" af Björn Petterson eller Become Vegetarian af "


Links



At være vegetar er at være uenig---at være uenig med tingenes tilstand. Sult, grusomhed, spild, krige---vi må komme med en erklæring om om disse sager. Vegetarisme er min erklæring. Og jeg mener den er stærk!
- Isaac Bashevis Singer-

Til toppen